Læsetid: 3 min.

Italien yder ikke sit i EU

EU-kommissionen er frustreret over, at regeringen i et af EU’s vigtigste lande ikke bidrager konstruktivt til at løse det europæiske fællesskabs dybe krise
Det italienske EU-parlaments­medlem Gianluca Buonanno fra partiet Lega Nord viser, hvem der ifølge ham bestemmer i Europa. Lega Nord og de øvrige EU-modstanderpartier har vind i sejlene i Italien, der er gået fra at være et af de mest EU-begejstrede lande til at være overvejende skeptisk. Foto: Christian Lutz/AP

Det italienske EU-parlaments­medlem Gianluca Buonanno fra partiet Lega Nord viser, hvem der ifølge ham bestemmer i Europa. Lega Nord og de øvrige EU-modstanderpartier har vind i sejlene i Italien, der er gået fra at være et af de mest EU-begejstrede lande til at være overvejende skeptisk. Foto: Christian Lutz/AP

22. januar 2016

Italiens ministerpræsident, Matteo Renzi, »benytter enhver lejlighed til at bagtale og kritisere kommissionen«.

Det hører til sjældenhederne, at EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, dropper den diplomatiske etikette og angriber et af medlemslandene direkte. I forbindelse med den græske gældskrise og i forhold til de nationalkonservative regeringer i Ungarn og Polen har kommissionsformandens udtalelser været langt mere afdæmpede. Men i sidste uge eksploderede konflikten mellem EU og den italienske regering i fuld offentlighed ved et pressemøde i Bruxelles. Renzi-­regeringen beskylder kommissionen for især at tilgodese tyske interesser. Italien gør dog udstrakt brug af den budgetfleksibilitet, som imod Tysklands vilje er blevet indført efter Finanspagten fra 2012, og burde derfor være mere tilbageholdende i sin kritik af kommissionen, sagde Juncker.

På årets finanslov har Italien allerede fået en rabat på 3,3 mia. euro i forhold den aftalte budgetkonsolidering, som på sigt skal bringe statsgælden under kontrol – dvs. reduceres fra de nuværende 132 procent af BNP til 60 procent. Det er udgifterne i forbindelse med flygtningekrisen, der har fået italienere til at kræve et større råderum.

Efterhånden er det dog ved at gå op for kommissionen, at Renzi vil bruge pengene på løntilskud til italienere snarere end på flygtninge. Samtidig har regeringen gennemført lettelser på ejendomsskatten, som koster staten fire mia. euro, selv om EU anbefaler lavere skatter på arbejde. Renzi kræver et større råderum til vækstfremmende investeringer, men kommissionen betragter det snarere som investeringer i hans politiske fremtid.

Banker går konkurs

Situationen i den italienske banksektor bidrager også til uenigheden mellem Rom og Bruxelles. Mens Tyskland, Frankrig og andre lande under eurokrisen brugte store summer på at subsidiere deres banker, var Italien på grund af sin enorme statsgæld tvunget til at gennemføre budgetbesparelser. De italienske banker var solide og kunne klare sig uden hjælp, forsikrede den daværende regering.

Men efter flere års økonomisk krise har et stigende antal misligholdte lån skabt problemer. Fire mindre banker i det centrale Italien er gået konkurs. Men i mellemtiden er de europæiske regler for banksektoren blevet ændret: Staten må ikke længere redde bankerne med en såkaldt bail out, men er nu tvunget bruge aktionærers og almindelige kunders midler til en bail in. Selv om Renzi-regeringen var med til at vedtage denne ændring, frygter den nu de politiske følger og kritiserer derfor reglerne.

Navnlig Banca Etrurias konkurs er penibel for regeringen. En pensionist, som stod til at miste sin opsparing, har begået selvmord. I dette tilfælde skyldes problemerne dog ikke misligholdte lån, men systematisk salg af risikable finansprodukter til kunder uden den nødvendige kapital og indsigt. Endvidere er der pinlige familierelationer mellem regeringen og den krakkede banks ledelse.

Det overordnede problem er, at den italienske befolkning i løbet af eurokrisen er gået fra at være et af de mest EU-entusiastiske lande til at blive EU-skeptisk. Renzis position er derfor »EU-taktisk«, påpeger sociologen Ilvo Diamanti i en kommentar i La Repubblica. For kommissionen er det frustrerende og bekymrende, at et af EU’s grundlæggerlande, som har eurozonens tredjestørste økonomi, ikke bidrager konstruktivt til løsningen af de fælles problemer.

Oppositionen er imod EU

Håndteringen af den græske gældskrise er symptomatisk for Renzis tilgang: I selskab med Alexis Tsipras var han tilhænger af et opgør med sparepolitikken, mens han i forhåbning om, at der ville blive set gennem fingre med Italiens afvigelser fra afstukne kurs, offentligt støttede Angela Merkel. Men nu er svaghederne i den italienske økonomi ved at blive blotlagt, så derfor hæver Renzi stemmen over for Bruxelles og Berlin, der ifølge ministerpræsidenten foretrækker »et svagt og marginaliseret Italien«. Hvis Italien får brug for at benytte sig af midlerne i EU’s krisefond, European Stability Mechanism, vil landet reelt blive sat under finanspolitisk administration, ligesom Grækenland. Desuden vil EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, nu undersøge, om den italienske stats milliard­tilskud til stålvalseværket i Taranto er i strid med reglerne.

Renzis styrke vis-a-vis kommissionen er, at Partito Democratico, som han er formand for, er det mest EU-venlige parti i Italien. Både MoVimento 5 Stelle og Lega Nord er uforbeholdne EU-modstandere, og et flertal af vælgerne vil ifølge meningsmålingerne stemme på et EU-kritisk parti. Derfor forsøger han at placere sig i et europapolitisk ingenmandsland med risiko for således at styrke sine modstandere og frastøde sine kernevælgere. Uenighederne mellem Italien og kommissionen risikerer endvidere at bringe koalitionen i Europa-Parlamentet mellem Det Europæisk Folkeparti og De Europæiske Socialdemokrater, der valgte Juncker, i krise. Så Renzi har sat mere end sin politiske fremtid på spil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu er det jo sådan, at hverken EU-kommissionsformanden eller EU's højeste myndighed Ministerråd, der er landenes regeringsledere, er særligt tilfredse med hverken Italien eller Grækenland, - Grækenland blev jo voldsomt kritiseret i sidste uge.

Sagen, - eller de 2 analoge sager, drejer sig selvfølgelig om de flygtninge, der kommer til EU-landenes ydre grænser. Og her mener man, at både Italien og Grækenland ikke gør det, som Dublin-forordningen og Lissabontraktaten pålægger medlemslandene.
l Altså om beskyttelse af de ydre grænser, og at første asylland er forpligtet til at foretage juridisk vurdering af en flygtnings konventionskrav på ret til asyl.

Men - EU har jo netop ikke overholdt sin del af disse EU-aftaler overfor Italien og Grækenland, og i medens har en totalt passiv EU-kommission og Ministerråd blot set på uden så meget som at løfte pegefingeren.

Sagen med disse syge EU-forordninger er jo, at alle medlemslande frit kan sende flygtninge tilbage til det EU-land, hvor de kom ind i EU - altså Italien og Grækenland. Og hvis ikke Sverige, Tyskland og Østrig havde påtage sig de andre landes forpligtelse overfor disse flygtninge, medens andre EU-lande var passive, ville der have været 1.2 mio. flygtninge i Grækenland og Italien ved årsskifter 2015-16.

Men allerede i september 2015 indgik samtlige EU-lande en frivillig aftale om, at snarest fordele 160.000 af de 216.000 flygtninge, der var hobet i Italien og Grækenland på dette tidspunkt. Og ved årsskiftet var dette " at snarest fordele" blevet til, at et enkelt land, Schweitz der ikke er et EU-land, havde tage 82 flygtninge af puljen på 160.000. - Altså var 159.918 flygtninge af denne pulje fortsat tilbage i Italien og Grækenland.

Og så må man spørge sig, mener EU-kommissionen virkelig i fuld alvor, at "EU-kommissionen er frustreret over, at regeringen i et af EU’s vigtigste lande ikke bidrager konstruktivt til at løse det europæiske fællesskabs dybe krise"?

- Er det ikke sådan, at disse 2 EU-lande, Italien og Grækenland, sammen med Sverige, Tyskland og Østrig har ualmindelig god grund til, at være frustrerede over, at Kommissionen og i øvrigt Ministerrådet på absolut ingen måde har levet op til deres pligt?

Det er ikke en særlig charmerende rolle som nogen europæisk leder ønsker at beskæftige sig med - sagde en vis Skandinavisk leder, da flygtningene endnu kun var i Italien og Grækenland -og som nu skal redde alle børnene world-wide.

EU yder jo heller ikke sit - og nu er det for sent: med Østrigs grænselukning og Sloveniens ligeså vil alle grænserne lukket nu...tilbage i EU er der kun de alt for højt betalte bureaukrater...EU: den mest latterlige, asociale konstruktion nogen sinde!