Læsetid: 8 min.

Kullene der finansierer undertrykkelse

I Colombia er kul brændstof i en blodig konflikt. For eksperter på området er der ingen tvivl om, at DONGs lokale kulleverandør samarbejder med paramilitære styrker. Spørgsmålet er, om DONG skal stoppe med at købe colombiansk kul eller presse på for forbedrede forhold
2. januar 2016

Francisco Ramirez har snydt døden otte gange. Han har overlevet tre bombeattentater. Én gang på sit universitet. To gange i sin fagforening. Francisco Ramirez er advokat for fagbevægelsen Colombias Forenede Arbejdere. Han er også ansvarlig for afdelingen for menneskerettigheder i kulminearbejdernes fagforening Funtraenergetica. Engang blev to kolleger fra fagforeningen kidnappet og kørt rundt i Colombias hovedstad, Bogotá, en hel nat, mens de blev presset til at afsløre, hvor han sov. Men han havde skiftet hus for at undgå at blive slået ihjel. Det gjorde han hver aften i den periode. Han er flygtet fra Colombia fem gange og har fået midlertidigt asyl i Spanien, USA, Canada og Ecuador. I dag er han tilbage i Bogotá.

»Sekretæren hos Colombias Forenede Arbejdere, er lige flygtet igen. Han har oplevet 23 mordforsøg og har tilbragt adskillige perioder i eksil,» fortæller Francisco Ramirez.

Når han taler om, hvem der har forsøgt at tage hans liv otte gange, kalder han dem ikke ved navn. Han siger »dem« og »de«. Han kender dem ikke, men han ved, at de kommer fra højreekstreme paramilitære grupper. I 2000 blev han udpeget til at undersøge multinationale mineselskabers rolle i mordene på tre fagforeningsledere i Colombias Cesar-provins. »Dér begynder attentaterne,» fortæller Francisco Ramirez.

Fra Caribien til Storebælt

I Colombias Cesar-provins udvinder mineselskabet Prodeco kul fra store, åbne grave i jorden. Fra minerne bliver kullet kørt med tog gennem ørkenlandskaber til havneanlæg ved den caribiske kyst og sejlet over Atlanten til kunderne i Europa. En af dem kommer fra Danmark. DONG Energy tager imod deres del af det colombianske kull i Stigsnæsværkets Havn ved Skælskør.

Mineselskabet Prodeco er Colombias tredjestørste producent af kul og er ejet af den multinationale virksomhed Glencore, der er verdens største forhandler af råstoffer. Glencore opkøbte Prodeco i 1996 og begyndte at eksportere colombiansk kul til hele verden. Da Francisco Ramirez begyndte sin efterforskning af Prodecos medvirken til mord, var selskabet ved at udvide sine miner i Cesar-provinsen. Efterhånden som efterforskningen skred frem, blev han klar over, at kulmineselskabet var indblandet i mordene på fagforeningslederne. Mordene var begået af paramilitære styrker, men det viste sig, at det var Prodeco, der havde mobiliseret den paramilitære gruppe i regionen, fortæller Francisco Ramirez.

I 2014 udgav den hollandske organisation PAX rapporten Kullets Skyggeside. Rapporten beskriver, hvordan mineselskaber i Colombia har samarbejdet med paramilitære styrker fra 1996 til 2006.

»Prodeco spillede en central rolle i den første fase af mineselskabernes samarbejde med de paramilitære grupper,» fortæller Joris van de Sandt, der er medforfatter til rapporten.

Vold og virksomheder

Jasmin Hristov er adjunkt i sociologi på McMaster University i Toronto. Hun har i mange år undersøgt paramilitære grupper og deres forhold til private virksomheder i Colombia. Hun ser stadig en tæt forbindelse mellem paramilitær vold og profitsøgende virksomheder:

»Den paramilitære vold er blevet et meget belejligt og praktisk redskab for den globale kapital, såsom de multinationale selskaber, der er til stede i Colombia. Paramilitarismen muliggør to ting: Den frigør land, og den frigør arbejdskraft. Når folk fordrives fra deres hjem, har de ikke andre muligheder end at lede efter arbejde,« siger hun.

Aviva Chomsky, professor i historie på Salem State University i Massachusetts og forsker i Colombias kulindustri, påpeger, at det praktisk talt er umuligt at drive en virksomhed i Colombias nordlige mineregioner uden at samarbejde med voldelige paramilitære grupper.

»De paramilitære styrker er en central politisk magt i regionen, netop på grund af deres tilstedeværelse på alle niveauer i samfundet og i næsten enhver økonomisk institution. Så for at drive en virksomhed i området er det uundgåeligt at arbejde sammen med de paramilitære grupper,« siger hun.

DONG Energy’s colombianske kul kommer hovedsageligt fra mineselskaberne Prodeco i Cesar-provinsen og Cerrejón i naboprovinsen La Guajira. På trods af undergrundens rigdom på råstoffer er det to af Colombias fattigste provinser, og livet for de lokale er præget af stor utryghed.

Forbindelsen mellem kulmineselskaber, paramilitære grupper og mord på fagforeningsledere fik i 2006 DONG Energy til at stoppe med at købe kul af mineselskabet Drummond, en nabomine til Prodeco i Cesar. Drummond var anklaget for mordene på flere fagforeningsledere og for at have tætte forbindelser til den paramilitære bevægelse AUC, Autodefensas Unidas de Colombia. Retssagen mod Drummond er blevet ført ved en amerikansk domstol, men Prodeco er aldrig blevet retsforfulgt.

Myten om demobilisering

Colombias nordlige regioner er hærgede af en mangeårig konflikt mellem guerillagrupper og paramilitære styrker, som er militære enheder uden officiel tilknytning til staten. Men i 2006 nedlagde de paramilitære deres våben efter en aftale med regeringen, og flere af de ledende officerer blev fængslet. Regeringen havde officielt opløst de paramilitære grupper. Men ifølge Jasmin Hristov er demobiliseringen en myte, for de paramilitære grupper findes stadig.

»I virkeligheden sluttede paramilitarismen aldrig. Mellem 2007 og 2011 blev 1,5 millioner mennesker fordrevet og 218 fagforeningsfolk dræbt. Hvis de paramilitære er blevet opløst, eller kun opererer i det små, hvem er det så, der fordriver og slår alle de her mennesker ihjel? Efter 2006 blev grupperne reorganiseret og fik nye navne, og i de tilfælde, hvor den øverste leder blev dømt, overtog den næstkommanderende bare. De paramilitære eksisterer fortsat, men regeringen nægter at anerkende det,« siger hun.

I Cesar bliver beboerne ofte mindet om, at de paramilitære grupper stadig er i området. Grupperne sender små børn ud til lokalbefolkningen med besked om, at deres liv er i fare, og at det er klogest at forsvinde så hurtigt som muligt, fortæller Joris van de Sandt fra PAX. Hans opfattelse af området er, at alle, der er kritiske over for mineselskaberne, risikerer at blive truet eller tvunget væk fra deres hjem. Når han snakker med folk i området, fortæller de, at de paramilitære grupper selv erklærer, at de beskytter mineselskabernes interesser.

Mineselskaberne Prodeco og Drummond afviser ethvert samarbejde med de paramilitære grupper, men de drager stadig fordel af truslerne, mener Jasmin Hristov:

»De paramilitære udfører massakrer for at fordrive folk. Ellers truer de dem til at flygte, og efterfølgende bliver landområderne opkøbt af virksomheder såsom mineselskaber. Jorden, som mineselskaberne opkøber, er altså kun tilgængelig, fordi de paramilitære har fordrevet store grupper af mennesker,« siger hun.

Værste land for fagligt aktive

Ustabiliteten i Colombia har gjort det til dét land i verden med næstflest internt fordrevne, lige efter Syrien. Men hvor er staten henne, når bølgerne går højt mellem civilsamfund, paramilitære styrker og private virksomheder?

Ifølge Aviva Chomsky er statens tilstedeværelse i mineprovinserne møntet på at servicere snarere end at regulere mineselskaberne. Staten ser gennem fingre med selskabernes overtrædelser og giver dem stor handlefrihed.

»Ved at give mineselskaberne yderst favorable vilkår, kan de operere straffrit, selvom de ikke garanterer arbejdstagerrettigheder eller beskytter befolkningen,» siger hun.

Når staten beskytter selskaberne i stedet for befolkningen, er der ikke nogen til at beskytte arbejdstagerne, og fagforeningerne kommer til at stå alene, forklarer Jasmin Hristov. Hun henviser til, at over 80 procent af verdens mord på fagforeningsfolk sker i Colombia, selv om Colombias fagligt aktive udgør under én procent af verdens fagforeningsmedlemmer. Det globale fagforbund, ITUC, har påvist, at der mellem 1998 og 2010 gennemsnitligt blev myrdet et fagforeningsmedlem hver tredje dag i Colombia. Det er en af grundene til, at organisationen gentagne gange har udpeget Colombia som det farligste land i verden for fagligt aktive.

Advokat Francisco Ramirez betragter den politiske korruption som det altoverskyggende problem i Colombia. Som eksempel fortæller han om en anden mineprovins, La Guajira. Når det regner i hovedstaden Riohacha, bliver gaderne oversvømmet af kloakvand. På grund af ringe kloakering flyder det rådne vand gennem gaderne og trækker sygdomme med sig. De lokale kalder det for »sort vand«, fortæller Francisco Ramirez. Han mener, at pengene er endt et andet sted end i kloakken, i politikkernes lommer.

De politikere, som lader sig bestikke af mineselskaberne og de paramilitære grupper, har han døbt »parapolitikere«. Det er ifølge Aviva Chomsky ikke helt ved siden af:

»De paramilitære er ikke bare en gruppe bevæbnede mænd. Adskillige medlemmer af det colombianske senat, regeringen og hele vejen op til præsidentpalæet har været involverede med de paramilitære. De paramilitære grupper styrer store økonomiske foretagender, og de beskytter dem med vold,« fortæller hun.

En hærget region

Kulindustrien vil efterlade et udpint samfund, når kuldepoterne er tømt, vurderer Aviva Chomsky:

»Det beriger folk uden for landet gennem de multinationales hænder. Hvis tingene bliver ved som nu, vil mineselskaberne fortsætte deres brutale udvinding indtil kullet er væk, og de vil efterlade en hærget region bag sig,« siger hun.

Aviva Chomsky mener dog ikke, at løsningen er, at energiselskaber stopper med at købe colombiansk kul. I stedet bør et selskab som DONG Energy arbejde for at gøre forholdene bedre, mener hun.

»DONG Energy er allerede implicerede, og jeg mener, det er deres ansvar at prøve at afhjælpe den skade, der er blevet forvoldt, og ikke bare trække sig ud og vaske deres hænder,« siger hun.

DONG Energy har sammen med en række andre europæiske energiselskaber stiftet organisationen Bettercoal, der arbejder for »at fremme ansvarlig minedrift«, som det formuleres på hjemmesiden. Bettercoal samarbejder dog hverken med mineselskaberne Prodeco eller Cerrejón.

Kommunikationschef Martin Barlebo påpeger, at DONG Energy tager anklagerne mod Prodeco alvorligt og vil undersøge forholdene nærmere. Men han mener også, at de nuværende forhandlinger mellem regeringen og guerillagruppen FARC tyder på bedre tider: »Den politiske situation og igangværende fredsproces, der skal håndtere fortidens konflikter, er meget kompleks, og vi følger processen for at undersøge, hvordan mineselskaberne bidrager hertil. Det gør vi gennem dialog med leverandører, NGO’er, fagforeninger og den danske ambassade i Bogotá,« skriver han i en mail til Information.

’Man kan ikke tillade det’

Tilbage i Colombia må Francisco Ramirez kigge sig over skulderen, når han går på gaden. Han har ingen planer om at stoppe sin kamp mod mineselskaberne og de paramilitære grupper. Til de europæiske energiselskaber, der fortsat køber colombiansk kul, siger han:

»Stop med at importere kul fra Colombia. I kan ikke blive ved med at acceptere de forbrydelser, som begås her. At mennesker bliver ved med at dø på den måde. Det er ikke ordentlig forretning. Som menneske, som levende væsen, kan man ikke tillade det her.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Bill Atkins
  • Jan Pedersen
Benno Hansen, Bill Atkins og Jan Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu