Læsetid: 9 min.

Kvinden, som blev dræbt for at fortælle om livet hos Islamisk Stat

Det kostede en 30-årig kurdisk kvinde fra Raqqa livet, da hun åbent kritiserede Islamisk Stats ’ydmygende’ regime på Facebook – men hendes mange følgere elskede hende for det
Billederne her stammer fra aktivistgruppen Raqqa is Being Slaughtered Silentlys Facebook-side. Gruppens mål er at dokumentere Islamisk Stats handlinger og overgreb. De kan af naturlige årsager ikke verificeres.

Raqqa is Being Slaughtered Silently

20. januar 2016

I juli 2015 skrev Ruqia Hassan i endnu en Facebook-opdatering: »Mange hilsner til alle piger, der fejrer Eid i pyjamas!« Det var den slags spidse bemærkninger, hendes følgere elskede: en sarkastisk konstatering af, at de små fornøjelser – såsom at tage nyt tøj på under den muslimske højtid – var blevet umulige, efter at Raqqa, en provinsby ved den nordlige bred af Eufrat-floden i Syrien, var blevet forvandlet til mørkets hjerte i Islamisk Stat (IS). Det var også den slags kommentarer, der fik Hassans familie til at frygte, at hun legede med ilden. Frygten var velbegrundet. Få uger senere blev hun arresteret og fængslet. To måneder senere var hun død.

Familiemedlemmer fortæller, at den 30-årige privat var en genert og stille person. Men på de sociale medier udviste hun ikke tegn på frygt, når hun med brutal ærlighed dokumenterede tilværelsen under Islamisk Stat og aldrig lagde skjul på sin afsky for den. Hun skrev under pseudonymet Nissan Ibrahim, og hendes Facebook-side blev en form for modstandsbevægelse, der med hendes opdateringer kom til at afsløre de kummerlige forhold i en by, hvis indbyggere er under angreb fra alle sider. Underlagt Islamisk Stats barske åg indadtil, beskudt fra landjorden af Assad-regimets artilleri og bombet af fly fra Ruslands og de amerikanskledede koalitionsstyrkers luftvåben.

Hendes indlæg kunne også være dystre. »Ingen har vist os medfølelse, bortset fra gravpladserne,« skrev hun bittert. »Ingen elsker os som gravpladserne.« Men hun forstod også på en levende måde at registrere ængstelsen på gaden, når byens borgere forsøgte at klare sig igennem hverdagen i en krigszone. »Folk på markedet styrter ind i hinanden som bølger,« skrev hun, »ikke fordi de er mange ... men fordi deres øjne ikke viger fra himlen ... og deres fødder bevæger sig ubevidst.«

Når hun skrev om luftangreb, kunne hun give sin vrede mod dem, der var skyld i volden omkring hende, frit løb. »Drone på himlen nu – vi hørte en eksplosion. Må Gud beskytte civilbefolkningen – og tage resten«.

Det var dog netop hendes åbenhjertige referencer til IS, der bekymrede hendes venner mest. »I dag har IS-politiet foretaget vilkårlige tilbageholdelser ... Gud, jeg beder dig ... gør en ende på dette mørke og ... lad disse mennesker lide nederlag.«

Med fra begyndelsen

Hassan, der havde en akademisk grad i filosofi fra universitetet i Aleppo, var født og opvokset i Raqqa. Før opstandene i Syrien havde den relativt velstående by en venlig provinsatmosfære med en befolkning, der mestendels arbejdede i landbruget. Det var en by, hvor traditioner var vigtigere end religiøs ildhu. Hassans familie, syriske kurdere fra en landsby tæt på den nærliggende by Kobane, var dog både fromme og velhavende. Hassans far ejede fire murstensfabrikker og andre ejendomme i Raqqa og gik hver dag til moskeen for at bede. Han havde to hustruer, så Hassan og hendes søster, en læge, havde fem halvbrødre.

Ifølge Abu Mohammed, medstifter af aktivistgruppen Raqqa is Being Slaughtered Silently, der søger at sætte fokus på Raqqa-borgernes betrængte situation, tog Hassan del i protesterne mod Bashar al-Assads regime »fra de første gadedemonstrationer«. I takt med at opstanden bredte sig til det meste af landet og mødte brutal modstand, blev Raqqa en magnet for titusinder af syrere på flugt fra andre byer og var i en periode kendt som ’Revolutionens hotel’. I 2013 havde Den Frie Syriske Hær (FSA) kontrol over byen sammen med islamistiske grupper som Jabhat al-Nusra, al-Qaedas aflægger i Syrien.

Da al-Nusra begyndte at vende sig imod FSA, følte Hassans familie sig ikke længere sikker.

»Da de første angreb på Raqqa fandt sted, blev kurderne deporteret,« fortæller hendes kusine Yehya Ali. »Så Ruqia og hendes familie tog til Kobane og boede hos min familie i tre måneder.« Abdullah (ikke hans rigtige navn), en fætter, husker hende som både intelligent og lidenskabelig. »Ruqia var en særlig pige. Hun var følsom og havde let til indignation over uretfærdighed. Jeg underviser i filosofi, og vi sad i mange nætter og diskuterede den menneskelige natur og frihed.«

Efterhånden blev Hassans mor bekymret for, at familien skulle miste sine virksomheder og besluttede, at de skulle vende tilbage til Raqqa. »Hendes familie var en af de meget få kurdiske familier, der kom tilbage,« siger Yehya Ali. I 2014 blev Raqqa erobret af IS, der herefter proklamerede byen for hovedstad i bevægelsens såkaldte kalifat. Nu begyndte udenlandske krigere og IS-tilhængere at strømme til byen – og for dens lidt over 200.000 civile indbyggere betød det, at den blev forvandlet til et fængsel.

IS forandrede alt

Ligesom Hassan er Raheb Alwany, en 27-årig læge, der flygtede til England for et år siden, vokset op i Raqqa. »Jeg kendte ikke Ruqia personligt, men det, hun gjorde, var meget modigt – og meget farligt,« siger hun. »I det Raqqa, hvor hun og jeg voksede op, kunne man gå klædt, som man ville. Folk ville altid hygge sig – de elskede at gå ud med venner og fiske eller svømme i floden. Mine venner og jeg tog ofte på restaurant eller café eller gik ture i byens parker.«

Under IS blev atmosfæren kvælende. »Alt forandrede sig. Kvinder kunne ikke gå udenfor uden at være tildækkede med sort abaya eller niqab – selv deres hænder skulle være tildækkede, siger Alwany. »Alle butikker måtte lukke under bønnetiderne. Brød man reglerne, var straffene strenge – man kunne blive pisket, arresteret eller idømt bøder. Jeg var den eneste kvinde, der arbejdede fuld tid på hospitalet, men det blev til sidst umuligt for mig.«

Sadistiske henrettelser, herunder korsfæstelser, fandt sted på byens vigtigste rundkørsel. Cigaretter og musik blev forbudt, og kvinder kunne kun bevæge sig offentligt rundt i selskab med en mandlig værge. Skoler blev lukket, og mure blev malet sorte.

»Nu er det så slemt, at ingen har lov til at forlade byen uden tilladelse,« siger Raheb Alwany. »Der er to muligheder for de mennesker, der bliver tilbage: Forsøg at undgå IS mest muligt, hvilket gør det umuligt at leve, eller erklær dem din loyalitet – bare for at overleve.«

Ruqia Hassan gjorde ingen af delene. I stedet blev hendes kritik stadig skarpere. »Hver dag udsteder de nye forbud, forbud, forbud …,« skrev hun hånligt. »Jeg venter på den dag, de endelig tillader noget.«

Da journalister var udelukket fra at få adgang til byen, blev det desto vigtigere at dokumentere begivenhederne i Raqqa. I 2014 kom Ruqia Hassan i kontakt med Raqqa is Being Slaughtered Silently, fortæller Abu Mohammed. Ganske vist valgte hun ikke at slutte sig til deres netværk af omkring 18 borgerjournalister, men hun forfulgte samme målsætning. »Hun var interesseret i at høre om vores projekt, og hvad vi gør,« siger han.

Udenlandske krigere

Stadig flere udenlandske krigere havde efterhånden etableret sig i byen, og for civilbefolkningen antog tilværelsen en stadig mere mareridtsagtig karakter. IS begyndte en massiv propagandakampagne, hvor byen blev fremhævet som en jihadistisk utopi. Udenlandske krigere og kvinder og piger fra Vesten, der havde sluttet sig til terrorgruppen, uploadede billeder af sig selv, hvor de drak milkshakes, guffede M&M’s og så på smukke solnedgange.

En britisk jihadist, Siddhartha Dhar, der nu kalder sig Abu Rumaysah al Britani, udgav sidste år en 47-siders Kort vejledning til Den Islamiske Stat skrevet i et kækt sprog, hvori han lovpriste den lækre mad, de fine uddannelsesfaciliteter og det globale broderskab, der angiveligt findes i Raqqa. »Jeg er overbevist om, at vi i den nærmeste fremtid vil kunne spise curries og chow meins i Raqqas gader,« skriver han begejstret og tilføjer: »Og som noget helt utroligt i Raqqa … har borgerne nu fået den fantastiske mulighed for at studere medicin.«

Det var ikke sådan, Hassan oplevede livet i byen. »I dag blev jeg stoppet af en tunesisk jihadist, der ikke mente, jeg fulgte deres islamiske dresscode. Jeg ignorerede hende og gik min vej, men ønskede, jeg havde haft en pistol til at dræbe hende. Hvor ville jeg ønske, jeg kunne sætte en stopper for den ydmygelse, som disse mennesker påtvinger os. Jeg er træt af dem og deres magtudøvelse. Jeg er træt af at være andenklassesborger. Gud, hjælp os.«

Henrettelser

At sætte sig op imod IS medfører fatale risici. I maj 2014 blev den første journalist fra Raqqa is Being Slaughtered Silently henrettet på en af byens offentlige pladser. Yderligere henrettelser af personer mistænkt for at modarbejde IS fulgte, og deres død blev konsekvent filmet til skræk og advarsel for andre. Ej heller føler IS det mindste samvittighedsnag ved at dræbe kvinder; Abu Mohammed bemærker, at det første drab på en kvindelig aktivist – Iman al-Halabi – skete allerede i 2013. Trods dette nægtede Hassan at tie.

»Det eneste, det verdslige menneske husker fra Koranen, er, at Gud er den mest barmhjertige, og alt stammer herfra,« skrev hun. »Det eneste, de ekstreme islamister husker, er ét eneste vers – det om at være hård imod de vantro og barmhjertig mod de troende. Men for ekstreme islamister er alle andre vantro, uanset om de er muslimer eller ej.«

Abu Mohammed siger, at han kan ikke forestille sig nogen god afslutning på situationen i Raqqa. »Vi frygter, at ødelæggelsen af byen er uundgåelig,« siger han. »Raqqas indbyggere har ingen steder at flygte hen. De er omgivet af andre IS-byer, af regimet eller af kurderne.«

Til tider gav Hassan udtryk for sin frustration over den komplekse situation. »Hvis vi hverken ønsker Daesh (arabisk akronym for IS, red.) eller ønsker, at koalitionen skal angribe Daesh, eller at Den Frie Syriske Hær skal komme og kæmpe mod Daesh, hvad ønsker vi så?« spurgte hun. Efterhånden som luftangrebene begyndte at ramme byen, forstærkede IS sin kontrol med adgangen til internet og tvang sine krigere til at overvåge internetcafeerne. Raqqas isolation øgedes med den konsekvens, at indbyggerne nu ikke længere kunne tjekke, hvordan det gik med familier og venner andre steder. Hassan forsøgte at bevare en vis optimisme. »Vi græder over internettet, men i Aleppo græder de over vand,« skrev hun og fortsatte spøgefuldt: »Tag bare skridtet fuldt ud og afskær adgangen til internettet – vores brevduer vil ikke beklage sig.«

»Jeg forsøgte personligt at advare hende, før hun blev anholdt,« siger Abu Mohammed. »Jeg sendte gennem venner beskeder til hende om at være mere forsigtig og poste ting i et andet navn og uden billeder af sig selv.«

Yehya Ali, Ruqia Hassans kusine, fortæller en lignende historie. »Jeg kunne ikke lide de ting, hun var begyndt at skrive,« siger han. »Jeg advarede hende mange gange om, at hun ville blive taget, men til sidst blev hun bare irriteret på mig og slettede mig som Facebook-ven. Hun var stædig og ville vise sandheden om, hvad der foregår, uanset omkostningerne.«

Hendes fætter Abdullah talte også med hende. »Hun fortalte mig, at hun var ligeglad med, om IS vill tage hendes liv,« siger han. »Hun sagde, at livet er værdiløst uden frihed og uden værdighed.«

En frygtløs pige

Efter Ruqia Hassan blev anholdt, besøgte hendes fortvivlede familie fængslet hver dag, desperate efter at høre nyt. De fik aldrig lov til at se hende.

I stedet for at lukke hendes Facebook-side, brugte Islamisk Stats politi den aktivt til at pågribe flere af hendes venner – mindst fem mennesker menes at være arresteret som følge heraf, hævder Abu Mohammed.

Der skulle gå måneder, før familien hørte om Hassans skæbne. »Vi håbede på, at hun ville blive løsladt,« siger Yehya Ali. »Men på nytårsdag opsøgte hendes bror igen IS, og denne gang fortalte de ham, at de havde henrettet hende og fem andre kvinder. De ville ikke udlevere hendes lig til familien.«

Siden har Ruqia Hassans fætre været ude af stand til at kontakte familien i Raqqa. I sit sidste Facebook-indlæg skrev Hassan: »Jeg har modtaget dødstrusler. Når IS arresterer mig og dræber mig, vil det være OK, for mens de skærer mit hoved af, vil jeg have værdighed, hvilket er bedre end at leve i ydmygelse.«

Abdullah siger, at han håber, hans kusine vil inspirere andre. »Hun lærte mange mennesker noget, de aldrig bør glemme. Hun lærte os ikke at frygte tyranner ... Jeg er sikker på, vi vil få flere Ruqia’er nu.«

Heller ikke Yehya Ali kunne være mere stolt af sin kusine. »Hun bliver en helt i vores landsby for sit mod og for at være en sandhedens stemme. Hun var frygtløs ... En lille kurdisk pige fra Kobane stod over for en brutal milits og udstillede dem. Hun vil aldrig blive glemt.«

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Jan Pedersen
  • Torsten Jacobsen
  • Kurt Nielsen
Robert Ørsted-Jensen, Jan Pedersen, Torsten Jacobsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Ole Kvint

Hvem er de gode og de onde i en virkelig verden?
I gamle film har de sorte og hvide eller hatte. For at gøre det nemmere at forstå.