Læsetid: 3 min.

Nordkoreanske prøvesprængninger provokerer Kina

Kina har allerede taget stærk afstand fra Nordkoreas seneste atomprøvesprængning. Men vi har endnu til gode at se, hvor langt Kina i praksis vil gå for at lægge pres på sin allierede nabo
7. januar 2016

Som den ensomme dreng i klassen, der river pigerne i fletningerne, bruger Nordkorea ufine metoder til at påkalde sig verdens opmærksomhed. Omtrent sådan udlægger forsker Geir Helgesen landets seneste atomprøvesprængning i går, denne gang af en brintbombe.

»Prøvesprængningen er et opråb til omverdenen. Man prøver at tiltrække sig verdens opmærksomhed for at få gang i fredsforhandlingerne,« siger Geir Helgesen, der er direktør for Nordisk Institut for Asienstudier ved Københavns Universitet og forsker i forudsætningerne for at skabe dialog med Nordkorea.

Det er et udtryk for, at Nordkorea føler sig isoleret og ikke ønsker at være fuldstændig afhængig af Kina. Den eneste måde at komme ud af den situation er at få gang i fredsforhandlingerne og på sigt få flere investorer ind i Nordkorea, fortæller Helgesen.

Læs også: Atombomberne er regimets livsforsikring

Kina tager »solidt« afstand fra Nordkoreas seneste atomprøvesprængning, lød det i en officiel udtalelse fra det kinesiske Udenrigsministerium i går:

»Vi opfordrer på det kraftigste Den Demokratiske Republik Korea til at efterkomme sin forpligtelse til atomafrustning og indstille alle handlinger, der kan forværre situationen,« udtaler det kinesiske Udenrigsministeriums talskvinde, Hua Chunying.

Nordkorea regner med Kina

Der er ingen tvivl om, at Nordkoreas seneste atomprøvesprængning er et slag i ansigtet på Kina. Men de nordkoreanske provokationer, og Kinas officielle afstandtagen kommer formentlig ikke til at ændre forholdet mellem de to allierede substantielt. Og det ved Nordkorea godt.

Kina har ved tidligere prøvesprængninger vist, at man vil gå langt for at bevare stabiliteten i regionen. Igen og igen har Kina forsvaret sin nabo, der både er fattig og alene, men som også er provokerende og uforudsigelig.

Læs også: Kim Jong-uns frygt for højttalerne fra syd

Kinas forhold til Nordkorea er blevet beskrevet som »så tæt som læber og tænder«, efter de kæmpede sammen skulder ved skulder mod USA og Sydkorea under Koreakrigen fra 1950 til 1953.

Beskrivelsen refererer til et kinesisk ordsprog, der lyder: »Hvis læberne er væk, bliver tænder kolde« – en metafor for Nordkoreas placering som en slags buffer mod den amerikanske militære tilstedeværelse i Sydkorea.

Denne placering samt risikoen for, at Kina bliver oversvømmet af nordkoreanske flygtninge, har gjort, at Kina flere gange er gået meget langt for at sikre stabiliteten i Nordkorea og har fortsat sin økonomiske støtte til det nordkoreanske styre og økonomiske reformer i landet, for eksempel gennem oprettelse af særlige økonomiske handelsområder.

Kina vil være konstruktive

Spørgsmålet er altså ikke, om Kina nu vil slå hånden af sin allierede, men hvor langt Kina vil presse på for at få Nordkorea til at rette ind.

Når Kina lægger vægt på, at man ønsker at vende tilbage til sekspartsforhandlingerne igen, så er det et udtryk for, at Kina ønsker at sætte sig for bordenden. De nye provokationer fra Nordkorea giver Kina mulighed for at vise sig som ansvarlig og samarbejdsvillig i forhold til USA, fortæller Camilla T.N. Sørensen, adjunkt i statskundskab på Københavns Universitet, som forsker i Kinas udenrigspolitik.

Læs også: ’I Nordkorea skal en kærlighedshistorie handle om politik’

Hun peger på, at Kina ønsker at blive set som en stormagt, der spiller en aktiv og konstruktiv rolle for at løse konflikter i regionen:

»Det er en ny proaktivistisk og mere risikovillig linje i den kinesiske udenrigspolitik under præsident Xi Jinping, der betyder at vi måske vil se, at Kina vil gå længere for at lægge pres på Nordkorea. Kina vil arbejde for, at USA og Kina, i stedet for at stå som fjender går sammen om at håndtere et sikkerhedspolitisk problem i Østasien,« udtaler Sørensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu