Outsidernes år i USA’s præsidentvalg

I den republikanske vælgerskare er manglen på politisk erfaring og oprør mod partieliten i Washington blevet et adelsmærke. Derfor står Donald Trump og Ted Cruz så stærkt i opløbet til valgene i Iowa og New Hampshire i næste måned
Den republikanske kandidat Ted Cruz er ikke vellidt i partiets elite. Og det er han ikke bleg for at bruge, når han er på valgturné i Amerika.

Den republikanske kandidat Ted Cruz er ikke vellidt i partiets elite. Og det er han ikke bleg for at bruge, når han er på valgturné i Amerika.

Scott Morgan
23. januar 2016

Pensionisten Ed Real er vokset op som demokrat. I præsidentvalget i 1976 stemte han på Jimmy Carter og fortrød det bittert, da prisen på olie steg, og økonomien stagnerede, og det revolutionære Iran tog amerikanske diplomater som gidsler.

Siden har Real, en venlig irsk-amerikaner med et rundt ansigt og en hvid kalot af hår, konsekvent stemt på republikanske præsidentkandidater: Ronald Reagan, George H. W. Bush, Robert Dole, George W. Bush, John McCain og Mitt Romney.

Generelt kan man sige om disse tidligere præsidentkandidater, at de alle havde en god portion politisk erfaring som guvernører, vicepræsident eller som senatorer i Washington, D.C.

I dette præsidentvalg har den republikanske spidskandidat, Donald Trump, absolut ingen politisk erfaring – nul. Det kan Ed Reals hustru godt lide. Hun vil stemme på reality-tv-stjernen og byggematadoren, når New Hampshire afholder sit primærvalg den 9. februar. Ja, det vil faktisk hele familien, undtagen Ed.

»Trump gør mig nervøs,« siger Ed Real, der er uddannet som ingeniør i kerneenergi.

»Hvem ved, hvordan Trump vil reagere som øverstbefalende for de væbnede styrker, hvis Putin en dag fornærmer ham,« siger Ed Real og slår en mild latter op.

»På mig virker han ustabil.«

Men for den amerikanske pensionist er alternativet til Trump ikke en kandidat, der støttes af partieliten i Washington. Nej, det er højreideologen Ted Cruz fra Texas, der blev valgt til Senatet med støtte fra The Tea Party i 2012, og som i dag er det mest upopulære republikanske medlem af Senatet.

Cruz er så upopulær i parti- eliten, at folk i Washington med et skævt smil siger, at han ville tabe et valg til posten som flertalsleder for Senatet med 99 imod og én stemme for (hans egen).

Afskyen for Cruz’ enerådende stil og hans ekstremt konservative meninger er så stor, at republikanernes grå eminence, tidligere senator Robert Dole, i et interview med The New York Times torsdag sagde, at Cruz ville blive en ’valgkatastrofe’ for republikanerne til efteråret.

Trump ville efter Doles mening klare sig bedre mod den demokratiske kandidat.

»Jeg tror ikke, Ted Cruz er en rigtig republikaner. Han bruger aldrig betegnelsen. Han kalder sig konservativ,« lød det fra den 92-årige Dole, der var republikansk præsidentkandidat i 1996.

’Back in America’

Men Cruz’ dårlige renommé generer ikke Ed Real. Han er taget til valgmøde med senatoren på et konferencecenter i den lille by Hollis i det sydlige New Hampshire for at afmåle præsidentkandidaten.

Mødet begynder ikke på en optimal måde.

Senatoren har aflyst flere tidligere arrangementer i løbet af dagen og er fløjet til Washington, D.C. for at deltage i en afstemning om et republikansk lovforslag, der vil sætte en stopper for præsident Barack Obamas plan om at fortsætte med at tage imod flygtninge fra Syrien.

Cruz er forsinket – meget forsinket. To timer. I New Hampshire er vælgerne vant til at blive ombejlet. De fleste har mødt flere af kandidaterne personligt. De tager deres rolle som den første delstat i USA, der stemmer til et primærvalg, yderst alvorlig og bruger meget tid på at læse valgpjecer og gå til valgmøder. Mange af dem arbejder som frivillige for den ene eller anden kampagne.

Hver gang Cruz’ talsmand tager mikrofonen og meddeler, han er landet og på vej, sukker folkemængden. Tiden nærmer sig kl. 18, hvor man her ude på landet allerede er begyndt at spise middag.

Da senatoren dukker op, modtages han dog med en stående ovation.

»Great to be back in America,« er det første Cruz siger.

Det er noget, tilhørerne kan lide at høre, som om Senatet og Washington ikke hører til i Amerika. Så forhadt er den republikanske partielite og Obama-regeringen i det ’virkelige’ Amerika, at der bliver klappet og grinet af Cruz’ replik.

Herefter langer Cruz ud efter Obama, Hillary Clinton og senator Bernie Sanders.

»Når FBI siger, de ikke kan garantere 100 procent, at flygtninge fra Syrien ikke er terrorister, så skal man have en skrue løs oppe i hovedet for at give titusinder af syrere asyl i USA,« tordner den republikanske præsidentkandidat.

Der lyder kun sporadisk klappen fra de 200 tilhørere. Ed Real lader sine hænder hvile på lårene.

Men efterhånden som Ted Cruz varmer op, lyder der bragende klapsalver. Han lover på den første dag i Det Hvide Hus at annullere alle ’Obamas ulovlige forordninger’, herunder dem om klimaopvarmning, våbenkontrol og dokumentløse immigranter.

Justitsministeriet vil af en præsident Cruz få ordre til at starte en kriminel undersøgelse af Planned Parenthood – en organisation, der modtager tilskud fra Kongressen og som af republikanere beskyldes for at fremme aborter.

I de følgende dage vil præsident Ted Cruz trække USA ud af atomaftalen med Iran. Han beskylder Obama for at have givet Iran mulighed for at bygge atomvåben og forudsiger, at Ayatollah Khameini i den nære fremtid vil afprøve en atombombe i himlen over Jerusalem eller New York.

USA’s ambassade i Israel skal desuden flyttes fra Tel Aviv til Jerusalem. Herudover skal Obamas sundhedsreform erstattes af en ny ordning, hvis indhold kandidaten ikke udpensler.

Højlydt klappen

Ed Real bliver revet med af skarens begejstring for Cruz’ hårdkogte retorik og konservative standpunkter. Han klapper højlydt, især da kandidaten lover, at han som præsident vil få Trumps byggeselskab til at bygge en høj mur på grænsen mellem USA og Mexico for at holde immigranter ude.

Tidligere har Real givet sin forklaring på, hvorfor et stort flertal af republikanske vælgere i meningsmålinger foretrækker outsiderkandidater som Trump og Cruz frem for de mere establishment-venlige kandidater som senator Marco Rubio, Jeb Bush samt guvernørerne Chris Christie og John Kasich.

»Vi er oprørte over den situation, USA er endt i. Jeg troede på et tidspunkt i 2008, da Obama blev valgt, at han måske kunne den blive den mest formidable præsident i et århundrede og få os tilbage på ret kurs. Men se, hvad der er sket,« forklarer Real.

»Vi har mistet vores ledende stilling på verdensscenen. Andre lande nærer ikke længere respekt for os. Økonomien har det elendigt. Ledigheden er nede på fem procent, men den er i virkeligheden meget højere, og folk har ikke set lønstigninger i årevis. Vi er bange for Islamisk Stat.«

Pensionisten har sat fingeren på den amerikanske puls. Gentagne sonderinger af folkestemningen viser ifølge Stephen Ansolabehere, professor i statskundskab på Harvard University, at øverst på amerikanske vælgeres prioritetsliste står frygten for terroranslag, der er fulgt af økonomisk utryghed og bekymring over landets tab af global indflydelse.

»Men man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt følelsen af økonomisk utryghed borer så dybt, at det vil afgøre præsidentvalget i år,« siger Ansolabehere, der er en specialist i valgpolitik.

Professorens pointe er, at den gennemsnitlige amerikanske familie faktisk har oplevet en væsentlig økonomisk fremgang siden den økonomiske recession i 2008-09.

»Jo mere politikerne taler om utryghed og ulighed, desto mere tror folk på det,« mener Ansolabehere.

Ligeledes kan det meget vel være, at den udbredte frygt for terrorangreb, som dem i Paris og i San Bernardino, vil være drevet over, når præsidentvalget skal afholdes til efteråret.

»Normalt sker der det, at den siddende præsident får et ekstra tilsyn af vælgerne og vejes mere positivt i sit sidste og ottende embedsår. Det vil også ske for Obama, og det kan smitte positivt af på den demokratiske kandidat,« forudsiger Harvard-professoren.

Imod det taler mange vælgeres ønske om et magtskifte. Nu er det republikanernes tur.

Det er her, at et nyt og frisk ansigt – ikkepolitikeren Donald Trump – efter mange republikanske vælgeres mening har en større chance for at vinde end en politiker fra partieliten i Washington, D.C.

»Meningsmålinger viser overraskende, at 40 procent af de republikanske vælgere vil have Trump som deres præsidentkandidat, fordi de mener, at han har den bedste chance for at slå Hillary Clinton,« fortæller professor Ansolabehere.

Hertil skal lægges en frustration og vrede i den republikanske vælgerskare rettet mod partiets lederskab, der menes at være blevet bundet på hænder af fødder af de rige donorer – Wall Street og storkoncernerne – som angiveligt ikke har de jævne amerikaneres velfærd på hjerte.

Den dybe vrede

Det er en vrede, der stikker dybere end i ’normale’ præsidentvalg, siger Tom Patterson, professor på Harvards Kennedy School of Government.

»I vores politiske historie har vælgerne i ny og næ været vrede. I 1968 var det Vietnamkrigen og oprøret mod den ældre generation. I 1980 var det gidselkrisen og økonomisk stagflation. I 2008 var det Irak-krigen,« siger Patterson, der var soldat i Vietnam.

»Men jeg har aldrig set vreden stikke så dybt som i 2016. Amerikanerne har tabt tilliden til de demokratiske institutioners funktionsduelighed. Vi skal helt tilbage til slutningen af 1920’erne og begyndelsen af 1930’erne for at finde noget lignende.«

Patterson, der blandt andet er ekspert i medier og valgpolitik, peger på, at den mest påfaldende historiske parallel til Donald Trump er avismagnaten William Randolph Hearst. Hearst var i en årrække medlem af Kongressen og søgte uden held at blive kåret som den demokratiske præsidentkandidat i 1904. Senere stillede han op til posten som borgmester og guvernør i New York – uden at vinde.

På delstatsplan er der historiske paralleller til Trump. Tv-stjernen og bryderen Jesse Ventura var guvernør i Minnesota. Radioværten Jesse Helms var senator fra North Carolina, og i dag er komikeren Al Franken senator fra Minnesota.

»Men der er vist kun én af Trumps slags i vores historie,« konstaterer professor Patterson. Ingen mediestjerne og forretningsmand er nået så langt som Trump i tidligere præsidentvalgkampe. Nu venter Amerika og verden på, at vælgerne i Iowa og New Hampshire endelig får ordet.

Seneste artikler

  • I Newberry stemmer hvide og sorte på forskellige dage

    27. februar 2016
    For en uge siden deltog stort set kun hvide i republikanernes primærvalg i Newberry, South Carolina. I dag er det de sortes tur i demokraternes primærvalg. Information har talt med borgere på begge sider af racelinjen
  • Sanders’ valgkamp bygger på hans borgmestertid

    13. februar 2016
    Der er slående paralleller mellem den demokratiske præsidentkandidats tema og strategi i 2016 og den valgkampagne, der sikrede ham borgmesterposten i Vermonts største by i 1981. Nogle af hans venner og politiske kolleger mener endda, han som præsident vil håndtere Kongressen som byrådet i Burlington
  • Kvinderne og de unge svigter Hillary Clinton

    9. februar 2016
    I sit lange politiske liv har hun kæmpet for minoriteter og kvinders rettigheder. Men i New Hampshire opfattes Hillary Clinton af mange demokrater som en elitær figur, mens hendes rival repræsenterer et brud med fortiden og drømmen om forandring

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Serie: Protestvalg i USA

Fra Iowas muld til New Hampshires bjerge og videre til South Carolinas sumpe. Udfaldet af næste måneds primærvalg i disse tre delstater kan blive afgørende for, hvem der udpeges til demokraternes og republikanernes præsidentkandidat på partikongresserne næste sommer.

I en serie rejsereportager lodder Informations USA-korrespondent Martin Burcharth stemningen i de tre delstater og spørger vælgerne, hvorfor de ikke længere stoler på deres politikere.

Tidligere artikler:

Outsidernes år i USA's præsidentvalg

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for peter fonnesbech

Med de mange forringelser i hos det offenlige skolevæsen i USA og mediernes bevidste fordummelse kan der vel ikke undre at en kandidat som Trump faktisk kunne være i stand til at blive præsident.

Når George Bush kunne, så kan Trump vel osse.

Det synes at være en helt særligt ironi forbundet med konsekvenserne af denne kopling.

" The greatest nation on earth".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rune Bang

"Professorens pointe er, at den gennemsnitlige amerikanske familie faktisk har oplevet en væsentlig økonomisk fremgang siden den økonomiske recession i 2008-09.

»Jo mere politikerne taler om utryghed og ulighed, desto mere tror folk på det,« mener Ansolabehere."

gennemsnit ... ja hvis rigeste 1 % får 12 trillion $ mere på kistebunden, så stiger gennemsnittet - men det betyder jo ikke just noget for mellemklassen.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Frank Hansen, måske spørger jeg dumt, men hvordan kan den gennemsnitlige familie have fået en væsentlig økonomisk fremgang uden at gennemsnitsindkomsten er steget væsentligt?

Er alting blevet meget billigere i USA?

Eller er de rigeste 10% blevet så meget rigere, at det påvirker gennemsnittet væsentligt? Og i så fald, hvordan er de blevet så meget rigere uden at deres indkomst samtidig er steget så meget, at det også vil øge gennemsnitsindkomsten?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Mon ikke en hvilken som helst demokratisk præsidentkandidat vil kunne vinde over både Trump og Cruz ????

Den typiske amerikanske vælger er mest interesseret i politikken i sin egen "kommune" og i sin egen delstat - det "føderale cirkus" i Washington kommer i 2. række ( Det svarer vel nogenlunde til, at den typiske vælger i EU er mest interesseret i sin egen kommune , del
stat og stat og i 2. række i EU ?)

Men uanset hvad, så bidrager den aktuelle situation i USA's republikanske parti vel også til en mere generel erkendelse af,at de europæiske stater i EU gør klogt i at få EU til at fungere mere acceptabelt og effektivt - på et eller andet tidspunkt må Europa lære at stå på egne ben og gøre sig gældende i en verden, hvor Kina , Indien og USA ellers vil "køre hele butikken" og blæse på de europæiske og samt alle andre staters kommercielle, økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser.

(På et eller andet tidspunkt bliver russerne vel trætte af deres nuværende ledelses perspektivløse og besynderlige politik og får etableret et normalt demokrati - og derefter er Rusland vel en naturlig kandidat til et medlemskab af et velfungerende EU , der vil kunne få en positiv demokratisk global indflydelse.

Når men ser på dagens problemer og "trakasserier" , så må man aldrig glemme de længere perspektiver, og det faktum, at ingen uden- eller indenrigspolitisk situation er "evig" og "uforanderlig".)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hansen

Niels Nielsen,

Det er sædvane i sammenlignende økonomiske analyser at opstille nogle typiske familier og så se på, hvordan udviklingen har været for dem. Det kan fx være en familie med to børn, hvor manden er skolelærer og konen er sygeplejerske eller SOSU-assistent. Man følger så den økonomiske udvikling for en sådan familie over en årrække. Nu er det en oversat artikel, men jeg har på fornemmelsen, at det er det som professoren mener, når han taler om en gennemsnitlig amerikansk familie.

Der er ingen tvivl om at den almindelige amerikaners økonomiske situation er blevet stærkt forbedret de seneste år, hvor der er skabt et tocifret antal millioner af nye job. Der er i det hele taget mange fordomme om den amerikanske økonomi. De ti procent fattigste i Amerika er faktisk bedre stillet end de ti procent fattigste i Danmark. Det hænger sammen med vores næsten perverse tendens til at beskatte små indtægter røven ud af bukserne.

Her i Japan beskatter man slet ikke indtægter op til ca. 12000 kr om måneden, hvorefter man begynder med beskedne fem procent. Samtidig er sygesikringen praktisk taget gratis for disse grupper, som derfor i modsætning til danskerne får adgang til efter frit valg at benytte sig af nogle af verdens bedste private hospitaler.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Tak for dit svar, Frank Hansen, men jeg blev egentlig ikke så meget klogere af det. Måske fordi jeg stillede spørgsmålet forkert.

Hvis en typisk familie får forbedret sin økonomiske situation må det da være enten fordi varerne er blevet billigere, skatten er blevet lavere eller fordi familien har fået en højere indkomst, det være sig ved at arbejde eller i form af renter af værdipapirer eller andre arbejdsfrie indtægter. Og da priserne mig bekendt ikke er faldet, og gennemsnitsfamilien har flere penge mellem hænderne, må de da have haft en indkomstfremgang - altså må gennemsnitsindkomsten være steget.

Det er måske en petitesse, og artiklen taler jo faktisk om den gennemsnitlige amerikanske familie, som du siger. Men hvorfor overhovedet skelne mellem gennemsnitsindkomsten og en typisk families økonomiske fremgang? Hvad er det for nogle fejl, man kan risikerer at begå, ved ikke at holde de to begreber ude fra hinanden?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Frank Hansen

Niels Nielsen,

Som Rune Bang bemærkede, kunne man forestille sig, at kun de allerrigeste fik en indkomstfremgang. Dette ville hæve gennemsnitsindkomsten, men ikke indkomsten for en almindelig familie. Medianindkomsten ville også forblive uændret.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Nielsen

I USA handler præsidentvalget om en præsident for USA, i resten af verden handler det om en præsident for verden.
Den helt alm. Average Joe, er kort sagt ligeglad med hvor meget verdensmand eller kvinde præsidenten er, det handler om hvordan livet i USA vil blive under en ny præsident.
Så kan vi alle blive enige om at det handler lige så meget om udenrigspolitik som indenrigspolitik, men sådan er det bare ikke for average Joe.
Obama er jo ikke populær i USA, det er kun omverden der nærer en vis sympati for ham.
Reagan slagtede landet men historien er taknemmelig og mange ser ham som en god præsident, omverden er nok knap så begejstret.

anbefalede denne kommentar