Baggrund
Læsetid: 5 min.

’Det er Panasonic, der har lavet panelerne’

Kiyoshi Noyori har draget fordel af en statsgaranti til vedvarende energi og skiftet opdrætning af ål ud med solceller. Men samtidig genåbner den japanske regering atomkraftværker og sår tvivl om den fremtidige støtte til nye projekter inden for grøn energi
Solcelleanlæg i nærheden af Nagano.

Solcelleanlæg i nærheden af Nagano.

Jonas Rasmussen

Udland
27. januar 2016

Kiyoshi Noyori viser stolt sin nye solcellepark frem, også selvom han blankt indrømmer, at han ikke ved ret meget om solceller.

Læs også: Prisen for græn omstilling betales med brunkul

»Jeg ved kun, at det er japanske Panasonic, der har lavet panelerne. Men jeg er overbevist om, at det er en rigtig god investering,« fortæller den 79-årige japaner med glæde i stemmen.

Kiyoshi Noyoris anlæg består af godt 2.000 kvadratmeter solceller. Anlægget er sat op få kilometer fra Kiyoshis hjem i Maisaka og er omgivet af smalle veje med traditionelle japanske huse og så det tilsyneladende kaos af elmaster og ledninger, der er så karakteristisk for landet. Som i mange af Japans landområder er her er fred og ro, og kontrasten til Tokyos menneskemylder og lysende reklamer 300 km væk er enorm.

Læs også: Klarer Indien sin omstilling?

Vi befinder os lidt vest for Hamamatsu, en større provinsby med omkring 800.000 indbyggere. Området er blandt japanerne kendt for sine unagi, ål, mens udlændinge nok bedre kender bilproducenten Suzuki, som stammer fra byen.

Kiyoshi og Akikos hjem er præget af stor ro. Men lige bag huset drøner Shinkansen – Japans berømte hurtigtog – forbi med over 300 km i timen. Og Kiyoshi kom da også før Shinkansen, der blev sat i drift op til OL i Tokyo i 1964. Dengang havde Kiyoshi allerede boet på grunden i næsten 30 år. Han blev født der i 1936, og som den ældste søn overtog han forældrenes hus.

Kiyoshi har investeret omkring 100 millioner yen i sine solceller. Det svarer til knap seks millioner danske kroner. Det er fire måneder siden, at cellerne begyndte at levere strøm til det lokale energiselskab, og alt går, som det skal.

»Jeg læste meget om, at solceller ville være en rigtig god investering med et afkast, der burde være meget sikkert,« fortæller Kiyoshi.

Læs også: Leder: På randen af krise

Tidligere investerede han pengene i japanske aktier, men med den nuværende usikkerhed omkring det kinesiske marked, er han glad for, at han vekslede sine aktier til solceller.

Fra flodbølge til solceller

Kiyoshi er bare én blandt masser af japanere, der har investeret i solceller. Alene i 2013 mere end fordoblede Japan sin produktion af solenergi, og ifølge Det Internationale Energi Agentur (IEA) er en fjerdedel af samtlige solceller opsat i 2014 placeret i Japan,

»Jeg tror, det er fem år siden, jeg så den første solcelle i Japan, men nu ser man dem mange steder,« fortæller Kiyoshi.

Japans solceller er reelt skabt af den flodbølge, der i halen på det enorme jordskælv i 2011 smadrede store dele af atomkraftværket i Fukushima nord for Tokyo. Det radioaktive udslip fra Fukushima fik en latent japansk frygt for atomenergi til at blusse op. Japanske medier rapporterer stadig om kræfttilfælde blandt folk, som har befundet sig nær atomkraftværket.

Efter ulykken i Fukushima voksede også modstanden mod atomkraft i det japanske samfund. Store dele af befolkningen mistede troen på atomkraftens sikkerhed, og i september 2013 blev den sidste af Japans mange atomkraftreaktorer taget ud af drift.

Den 79-årige solcelleanlægsejer Kiyoshi Noyori og hans 75-årige kone Akiko.

Den 79-årige solcelleanlægsejer Kiyoshi Noyori og hans 75-årige kone Akiko.

Jonas Rasmussen

Inden da havde Japans daværende regering vedtaget en lov, som fra juli 2012 forpligtede landets energiselskaber til at købe vedvarende energi til en fast høj pris. Alt efter størrelsen af leverancen er producenterne garanteret den generøse afregningspris i op til 20 år.

Kiyoshi Noyori er sikker på at få 36 yen, lige godt to kroner, per kilowatt-time i de næste 20 år.

Hvis vi havde besøgt Kiyoshi 40 år tidligere, var det en helt anden forretning, han ville have vist frem. Der hvor hans solceller står i dag, havde han dengang et dambrug med åleopdræt. Fiskene blev solgt på de tre ålerestauranter, Kiyoshi drev inde i Tokyo.

Ålene blev syge, og Kiyoshi blev tvunget til at lukke dambruget. Derefter måtte han købe ål andre steder, for han fortsatte med ålerestauranterne indtil for fem år siden, da han som 74-årig valgte at gå på pension og overlod driften til sin søn.

Det er også sønnike, der står for den daglige drift af Kiyoshis nye solcellepark. Det virker til, at der er styr på forretningen. Solcellerne har kapacitet til at producere ca. 400.000 kWh per år, hvilket vil give en garanteret indtægt på godt 14,4 millioner yen. Holder budgettet, forventes solcellerne at give et årligt overskud på godt 7 millioner yen eller omregnet cirka 425.000 danske kroner.

Ifølge planen vil investeringen i solcellerne have tjent sig selv hjem på 13 år. Men da Kiyoshi og sønnen er sikret samme generøse salgspris på deres solcelleenergi i 20 år, vil de for alvor kunne høste frugterne i de syv sidste år. Derefter vil de skulle sælge til markedspris, som Kiyoshi forventer er meget lavere end den nuværende. De japanske solceller fra Panasonic, som udgør Kiyoshis anlæg, forventes at have en levetid på op til 30 år. Mange japanere har dog valgt at investere i billigere solceller fra Kina.

Kiyoshi fortæller om sit nye liv som energiproducent hjemme i sit køkken få kilometer fra solcelleparken. Huset er traditionelt og indrettet med tatami-måtter på gulvene og skydedøre af rispapir. Japanske huse er generelt dårligt isolerede, så Kiyoshi og hans 75-årige kone, Akiko, har her i vintermånederne forskanset sig i køkkenet, der er det eneste rum, de varmer op.

Ud over solcellerne ejer parret en nærliggende parkeringsplads, hvor de lejer pladser ud til pendlere, der tager toget fra stationen på den anden side af gaden.

»Men den forretning ved jeg heller ikke så meget om. Det er Akiko, der tager sig af det,« griner Kiyoshi.

Usikker fremtid

Ved udgangen af 2014 havde Japan verdens tredjestørste solcellekapacitet ifølge IEA. 2015-tallene er endnu ikke blevet offentliggjort.

Men kritikere mener, at solenergien har været alt for dyrt for de japanske elforbrugere. I 2015 afviste energiselskabet Kyushu Island at købe den vedvarende energi, på trods af, at det var forpligtet til det ved lov, og andre energiselskaber fulgte efter. Regeringen har nu stoppet for nye aftaler, som den Kiyoshi har indgået. Det er dermed et åbent spørgsmål, i hvor høj grad Solens Rige vil satse på solceller i de kommende år.

Da man indførte støtten til vedvarende energikilder i 2012, var det med det liberale Democratic Party of Japan (DPJ) i spidsen. Den regering har siden mistet magten til det mere konservative Liberal Democratic Party of Japan (LDP), der kæmper for at få landets atomkraftværker i gang igen, og i 2015 genåbnede to reaktorer i byen Sendai, og man har ambitioner om at åbne endnu flere i de kommende år. Der er styr på sikkerheden, lover præsident Shinzo Abe.

Kiyoshi er glad for Japans mange nye solcelleanlæg. Og det handler for ham ikke bare om grøn omstilling, men også om udfasning af en sikkerhedstrussel.

»Jeg frygter atomenergi og er bange for, at vi vil få flere ulykker som den, der ramte i Fukushima,« fortæller han.

Meningsmålinger viser, at flertallet af japanerne er imod at genåbne atomkraftværkerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her