Nyhed
Læsetid: 2 min.

Skildpadde bekymrer Vietnams kommunister

Vietnams kommunistiske parti samles i disse dage for at udpege landets nye ledere. Det bliver set som et dårligt varsel for partiet, at en berømt skildpadde tirsdag blev fundet død i en sø i Hanoi
Udland
23. januar 2016

Fordømmelser, lækager og kuprygter i kommunistpartiets egne rækker har præget optakten til det vietnamesiske kommunistpartis 12. partikongres, som finder sted i disse dage. Helt usædvanligt skulle det stadig ikke være klappet af, hvem der udpeges som partiets næste generalsekretær. Og endnu værre: Vietnams lykkebringende skildpadde er netop død.

Skildpadden Cu Rùa (Oldefar) tilbedes for at have hjulpet landet i svære tider. Selv om Vietnam officielt er et ateistisk land, lever fortællingerne og overtroen i bedste velgående, og vietnamesere har reageret med både sorg og spekulationer om konsekvenserne af paddens død for den politiske stabilitet i landet.

Kommunistpartiets godt 1.300 delegerede har været samlet siden torsdag til den femårlige partikongres. Ifølge rygterne har den nuværende generalsekretær, Nguyen Phu Trong, blokeret for premierminister Nguyen Tan Dungs planer om at avancere til generalsekretær.

Dung er en kontroversiel politiker, der både er kendt for at liberalisere økonomien og udvide befolkningens demokratiske frihed.

Det er ikke tillokkende for de mere konservative kommunister i partiet, som også er skeptiske over Dungs kritik af Kina, skriver professor Jonathan D. London ved City University of Hong Kong i magasinet The Diplomat.

Men forud for kongressen har partiets centralkomité antydet, at man vil afvise kandidatlisten, hvis premierminister Dung ikke er på den. Det er et tegn på, at centralkomiteen ønsker reel autoritet i nomineringen og godkendelsen af kandidater, skriver Jonathan D. London.

Selv om generalsekretær Trong principielt ikke kan genvælges på grund af aldersrestriktioner, så kan han vælge at give sig selv et eller to år ekstra ved magten.

En lykkebringende padde

Nyheden om skildpaddens død blev ifølge The Guardian bragt sent tirsdag på de officielle statsmedier. Men kort efter blev nyheden igen fjernet.

Alle vietnamesiske medier blev instrueret til ikke at skrive om skildpaddens død, skriver BBC, der henviser til en meddelelse fra de vietnamesiske propagandamyndigheder:

»For at byde partikongressen velkommen med glæde bedes aviser og medier om endnu ikke at rapportere om skildpaddens død.«

Få timer senere fik lokale medier ifølge BBC igen lov til at omtale skildpaddens død så objektivt som muligt og uden at komme med spekulationer eller bruge »følsomme billeder«.

Skildpadden var én af kun fire levende vietnamesiske eksemplarer af den truede Yangtze-blødskjoldskildpadde.

I Vietnam bliver skildpadden set som et symbol på den mytiske Gyldne Skildpaddegud, der igennem historien er kommet landet til undsætning.

Dødsårsagen er endnu ukendt, lyder det fra vietnamesiske videnskabsfolk, der peger på forurening, klimaforandringer eller alder. Det vurderes, at skildpadden var mellem 80 og 100 år gammel.

De vietnamesiske myndigheder har allerede meddelt, at skildpadden vil blive udstoppet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her