De små børn sad og så halshugninger på tv, mens deres mødre jublede

Konvertitten Sophie Kasiki er en af ganske få kvinder, hvem det er lykkedes at flygte fra Raqqa, Islamisk Stats hovedstad i Syrien
Da Sophie Kasiki  kom til Islamisk Stats hovedby Raqqa i Syrien, oplevede hun et socialt hierarki i byen, der anbragte ’de arrogante udenlandske krigere i toppen og de lokale syriske borgere i bunden.

Da Sophie Kasiki kom til Islamisk Stats hovedby Raqqa i Syrien, oplevede hun et socialt hierarki i byen, der anbragte ’de arrogante udenlandske krigere i toppen og de lokale syriske borgere i bunden.

Raqqa Media Center
13. januar 2016

Sophie Kasiki stirrer på fotografiet af en engelsktalende dreng i camouflageuniform med en sort bandana, hvis arabiske inskriptioner opfordrer til drab på vantro. Billedet stammer fra Islamisk Stats seneste propagandamateriale.

Hendes øjne bliver fugtige, og hun synker en klump.

»Det kunne være blevet min søn«, siger hun, og hendes ellers faste stemme bæver. »Det er svært for mig at sige det her. Jeg mærker tårerne presse sig på. Men jeg ville hellere have dræbt os begge to, end at han skulle vokse til at blive morder. End at jeg ville lade ham falde i kløerne på de uhyrer«.

’De uhyrer’, hun henviser til, er Islamisk Stat. Kasiki ved, hvad hun taler om: Hun gør sig smerteligt klart, at når hendes fireårige søn overhovedet var i fare for at falde i jihadisterne kløer, så var det, fordi hun selv havde ført ham til dem.

Kasiki er en af ​​meget få vestlige kvinder, der er rejst til Raqqa, hovedstaden i Islamisk Stats selvbestaltede kalifat i Syrien, og har klaret at vende tilbage for at fortælle sin historie. Det var, fortæller hun, som en rejse ind i et helvede, hvorfra der ikke syntes at være nogen vej tilbage.

Læs også: IS har sit eget terrorlaboratorium

»Jeg har følt mig så skyldig. Jeg har spurgt mig selv, hvordan jeg kan leve med det, jeg har gjort – at tage min søn med til Syrien. Jeg har hadet dem, der manipulerede mig, udnyttede min naivitet, min svaghed, min usikkerhed. Og jeg har hadet mig selv.«

Franske efterretningstjenester anslår, at omkring 220 franske kvinder befinder sig hos IS i Irak og Syrien. For to år siden var kun 10 procent af dem, der forlod Frankrig for at slutte sig til jihadisterne, kvinder. I dag er kvindernes andel oppe på 35 procent. Deraf er en tredjedel konvertitter ligesom Kasiki. Hendes historie, Dans la Nuit de Daech, udgivet på forlaget Robert Laffont Editions, har alle de kvliteter, som en thriller har.

Ny tro bragte trøst

Kasiki er 34 år, en spinkel, men resolut kvinde med omhyggeligt flettet afrohår (hun ønsker ikke at oplyse sit rigtige navn af frygt for hævnaktioner fra IS-sympatisører). Hun ligner ikke ved første øjekast den oplagte rekrut for den islamistiske sag. Født i Den Demokratiske Republik Congo og opvokset i en stærkt katolsk, men tryg familie med flere stærke, uafhængige kvinder, var hun ni år, da hun blev sendt til Paris for bo hos sin storesøster efter morens pludselige død. Morens død – hun omtaler hende stadig som sin »skytsengel« – udløste en barndomsdepression, der kastede lange skygger over teenageår og voksenliv. Et »hul i mit hjerte«, som selv ikke et lykkeligt ægteskab eller hendes eget moderskab var i stand til at lukke.

Ansat som socialrådgiver, hvor hun hovedsageligt bistod indvandrerfamilier fra de parisiske forstæder, besluttede Kasiki at konvertere til islam. Uden at fortælle sin stærkt ateistiske mand om sine forhåbninger om, at den nye tro kunne udfylde hullet i hendes liv. Hendes nye tro bragte da også kun en forbigående psykisk trøst, men den betød, at hun blev introduceret for tre muslimske mænd, der var 10 år yngre end hende selv. Hun gav dem tilnavnet les petits (’de små’) og drillede dem kærligt, som havde de været hendes yngre brødre.

I september 2014 forsvandt de tre imidlertid pludselig for senere at dukke op i Syrien, hvorfra de holdt daglig kontakt med Kasiki. Hun så sig selv som en kommunikationskanal mellem tre fortabte drenge, der simpelthen skulle have at vide, at deres mødre savnede dem og tryglede dem om at tage næste fly hjem til deres fortvivlede familier. Men langsomt blev rollerne byttet om.

Læs også: Dronedrab i krigens tåge

»Jeg troede, jeg var herre over situationen, men jeg er siden nået frem til, at de sandsynligvis var uddannet til at hverve folk som mig,« siger hun. »Lidt efter lidt spillede de på mine svagheder. De vidste, jeg var forældreløs, og at jeg var konverteret til islam. De vidste, jeg var usikker ... «

Den 20. februar 2015 fortalte Kasiki sin mand, at hun tog til Istanbul i et par uger på et børnehjem og tog deres søn med.

I stedet rejste hun ad de jihadfrivilliges foretrukne rute, fra det sydlige Tyrkiet og ind i Syrien.

Socialt hieraki

Ikke så snart var hun kommet på plads i IS-højborgen Raqqa, før hun måtte sande, at den daglige virkelighed var fuldstændig anderledes, end det ’paradis’ hendes venner fra Paris havde udmalet. Kasiki fik at vide, at hun ikke måtte gå udenfor alene og skulle tildække sig fra top til tå. Hun fik også ordre til at aflevere sit pas og holde al kommunikation med sin familie i Frankrig på et minimum.

På byens IS-administrerede barselshospital, hvor hun blev sat i arbejde, blev hun forfærdet over stedets usle forhold, personalets ligegyldighed over for patienternes lidelser og et socialt hierarki i byen, der anbragte »de arrogante udenlandske krigere« i toppen og de lokale syriske borgere i bunden.

Læs også: USA: IS-medlem fra Danmark dræbt i målrettet luftangreb

Den lejlighed, Kasiki havde fået tildelt, var i al hast blevet forladt af den syriske familie, der ejede den, og deres bur med kanariefugle blev efterhånden en stadig mere potent metafor for hendes og hendes søns egen indespærring.

Det tog 10 dage for Kasiki at vågne op fra, hvad hun beskriver som en »lammende dvale« – tilskyndet af strømmen af e-mails og familiebilleder hun fik tilsendt fra sin desperate mand – og at indse sin frygtelige fejltagelse.

»Jeg bad om lov til at tage hjem. Hver dag sagde jeg, at jeg savnede min familie, og at min søn havde brug for at se sin far. Først kom de med alle mulige søforklaringer om, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre lige nu. Så kom truslerne. De sagde, at fordi jeg var en kvinde alene med et barn, kunne jeg ikke tage nogen steder hen, og hvis jeg gjorde forsøg på det, ville jeg blive stenet og dræbt,« siger hun.

»Jeg var rædselsslagen for, at nogen skulle komme og sætte mig i fængsel. Og at jeg så ville blive nødt til at overlade min søn til dem. Jeg talte med ham hele tiden: Jeg prøvede at indprente ham de ting, jeg ikke ville have, han glemte: At hans far og jeg elskede ham; at han altid skulle være sød ved piger. Jeg talte og talte, fordi jeg håbede, at jeg kunne præge ham. Jeg håbede, at skulle der ske mig noget, så han faldt i Daeshs kløer, ville han stadig have min stemme i sit hoved og ikke blive i stand til at slå ihjel … Jeg var som en løvinde, der forsøgte at beskytte ham«.

Da en af de fransktalende jihadister forlangte at få drengen med hen for at bede i moskeen, fór hun op og snerrede: »Hold fingrene fra min dreng!« Svaret var et knytnæveslag i ansigtet.

»Jeg var i en fremmed by, hvor jeg ikke kendte nogen, og hvor jeg ikke talte sproget. Jeg så på min søn og forstod, at jeg havde begået en monumental fejltagelse – den værste i mit liv. Jeg vidste fra da af, at jeg blev nødt til at være stærk. At jeg måtte gøre alt for at få ham derfra.«

Børne-tv med halshugning

De fransktalende jihadister fik Kasiki og hendes søn indkvarteret på et madaffa – et gæstehus, der i praksis var et fængsel – hvor der i forvejen boede snesevis af udenlandske kvinder. Her blev hun chokeret over at se små børn, der sad og så Islamisk Stats halshugninger og drab på tv, alt imens deres mødre jublede og klappede.

»Kvinderne oplevede krigerne fra Daesh som udgaver af ’prinsen på den hvide hest’ – stærke, heltemodige, handlekraftige krigere, som ville beskytte dem. Eneste vej ud af madaffaen var at gifte sig med en af dem. I virkeligheden var disse vestlige kvinder bare fødemaskiner, der skulle lave babyer til Daesh.«

Næste dag, da hendes vogtere var i færd med at organisere et ægteskab, opdagede Kasiki en ulåst dør og gik straks ud af den, med sin søn i hånden. De blev ved med at gå.

Hendes flugt fra Raqqa blev dramatisk farefuld. Efter at have fået husly hos en lokal familie, der satte livet på spil ved at give hende det, kom Kasiki i kontakt med krigere fra Den Frie Syriske Hær, som hendes mand havde overtalt til at hjælpe. Om natten den 24. april 2015 blev Kasiki, der gemte sin søn under sin niqab, af en ung syrisk mand kørt på motorcykel til den tyrkiske grænse. Var de blevet stoppet ved en IS-kontrolpost eller opdaget under flugten, var de sandsynligvis blevet dræbt på stedet.

Tag ikke afsted

Efter at være ankommet til Paris blev Kasiki afhørt af franske efterretningsfolk, varetægtsfængslet i to måneder og udelukket fra enhver kontakt med sin familie. I dag er hun og hendes mand forsonet, men hun risikerer stadig en sigtelse for at have bortført deres barn.

»I mine tanker har jeg gennemgået det her utallige gange og spurgt mig selv: Hvordan skete det? Hvordan kunne jeg gøre det? Ja, jeg var naiv, forvirret, skrøbelig, sårbar selv. Men hvordan bar de her helt almindelige, ikke specielt intelligente drenge sig ad med at hjernevaske mig? Det er et spørgsmål, der stadig nager mig«.

Læs også: ’Vi er klar til at tage Raqqa’

Kasiki ved, at hun var usandsynligt heldig med sin flugt, som mange af de vestlige piger og kvinder, der blev lokket til Syrien af Islamisk Stats sirenekald, ikke vil kunne gentage.

Da hun var tilbage i Frankrig, viste hendes mand hende et foto, som IS havde sendt ham af deres søn med en automatriffel hænderne.

»Det må have været taget, mens vi var der. Men det var første gang, jeg så det. Jeg blev helt syg om hjertet« siger hun.

»Jeg vil altid føle skyld over, at jeg førte min søn ind i dette helvede af et mareridt. Ofte føler jeg mig helt lammet af skyld. Men jeg ved også, at jeg må være stærk og prøve at komme videre. Det værste er trods alt overstået. Vi er flygtet ud af kløerne på disse mennesker, og vi er i live.«

»Nu må jeg bare gøre, hvad jeg kan for at forhindre, at andre mennesker bliver trukket ind i disse rædsler. Hvad kan jeg sige? Tag ikke afsted«.

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

Islamisk Stat har erobret store dele af Syrien og Irak og udråbt kalifatet. Finansieret af bl.a. oliesalg på det sorte marked har Islamisk Stat på ganske kort tid radikalt ændret Mellemøstens strategiske og politiske landkort. De kontrollerer i øjeblikket et areal, som er større end Storbritannien og bebos af lige så mange mennesker som Danmark. Truslen fra IS er nu så konkret mod stabiliteten i hele Mellemøsten og sikkerheden i USA og Europa, at gammelt fjendskab må vige for nye alliancer.

Islamisk Stat - verdens stærkeste terrorbevægelse

Islamisk Stat har erobret store dele af Syrien og Irak og udråbt kalifatet. Finansieret af bl.a. oliesalg på det sorte marked har Islamisk Stat på ganske kort tid radikalt ændret Mellemøstens strategiske og politiske landkort. De kontrollerer i øjeblikket et areal, som er større end Storbritannien og bebos af lige så mange mennesker som Danmark. Truslen fra IS er nu så konkret mod stabiliteten i hele Mellemøsten og sikkerheden i USA og Europa, at gammelt fjendskab må vige for nye alliancer.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Leo Nygaard

Rovdyrene er brudt ud af deres territorium.
Der var nogen der trængte ind. De syntes at rovdyrene skulle skifte adfærd.
Hvordan ændre på det, dyrene er sat i verden for. Alle har ret til deres område her på jord.
Nu er det for sent. Vi nødes til at sætte bure op og indespærre rovdyrene i deres retmæssige territorium. Er der en adfærd derinde, vi ikke synes om, må vi acceptere, at sådan er verden.
Der er noget i denne verden, der ikke kan forenes, hvis freden skal bevares.
Det er der mange, der ikke vil indse.

.
Hvad de gør

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Lasse - Nej, det er ikke det, jeg mener.
Med Tyskland som eksempel - de var rovdyrene, der brød ud af deres territorium.
Vesten har blandet sig , ikke bare fra 2003, men i århundreder. Vi måtte naturligvis forsvare os når østens horder angreb.
Men vi har også angrebet dem. Og nu har vi resultatet, som vi mår reagere på.
Artiklen viser et hjørne af rovdyrenes adfærd.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen

Det er helt ubegribeligt, hvad der får kvinder til at være så stædige om noget, som de egentligt godt ved er vanvid. Måske århunderedes undertrykkelse har fremmet en slags "chance gen", der ikke lytter til sund fornuft...Heldigvis lever vi i en tid, hvor vi ikke behøver at være slaver af vores gener på samme måde som før i tiden, både mænd og kvinder kan tage bevidste valg, hvis de ellers motiveres af skole og miljø til at tænke sig om... og vi iøvrigt tør tale om vores delvise forankring i irrationelle følelser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Majbritt Nielsen

Der er egentligt overraskende mange her i tråden der åbenbart ikke har forstået at mennesker som kvinden her, der føler sig rodløs. Som regl på grund af en noget rodet opvækst eller udsat for direkte misrøgt.
Kan være nemme ofre for mennesker der er hulens dygtige til at manipulere med andre mennesker og få deres livsyn eller virkelighed tvistet til deres foremål.

Der er adskillige sekter der beviser at der er psykopatiske mennesker der hellere end gerne manipulere med andre mennesker. Der ikke har den samme mentale pondus som de ærede debattøre her i tråden. Der er så dejligt nemt at sige at de kunne jo bare dit og dat...

Men kom lige igen når i har været i kløerne på en manilpulator. Der var et ægtepar i tv for nogen år siden. De var blevet narret til at købe timeshare i et projekt. Det foregik på den ferie-sted de opholdt sig på i 3 uger. Og de fortalte at de først bagefter opdagede hvordan de var blevet tørret godt og grunddigt. De ville have forsvoret at de nogen sinde ville have hoppet på sådan en løgn. Men mens de var i det, virkede det tilforladetligt.

Og de samme mekanismer som hun har været igennem, har svindelerne helt sikkert brugt på at fordreje det ægtepar, som ellers mente sig rimeligt jordbundende og økonomisk fornuftige.

Kort sagt....
Det er så helveds nemt at være klog/modig/forudseende, på andres vegne. Når man sidder hjemme i sin "ønglins"-øreklapsstol, med en kop kaffe på bordet og lune sutsko på futterne. ;) ;) ;)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Ja, hvor er kvinder stædige, dumme og naive - tænk at de også render rundt på en banegårdsplads nytårsaften. De skulle bare været blevet hjemme...
Tænk, hvis mænd også troede på IS og begyndet at rejse til Raqqa, men så dumme er de heldigvis ikke...
Og kvindelige statsministre? ha, det har de da ikke forstand på - kan ikke engang klare en fadbamse...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Verden er fuld af bedrevidende, der er klar til at fordømme andre og vil ændre deres liv og holdninger.
Det var faktisk det, jeg mente med min indledende analogi. Ikke mærkeligt, at man føler trang dertil, når man læser Kasikis beretning. Men indblanding, i yderste konsekvens krig, er ikke løsningen.
Der har været andre motiver, da vesten gik i krig i Irak. Hvis det kun var humanisme - hvorfor er Nordkoreas styre så ikke udslettet for længst. Og hvorfor er Assad ikke bombet væk for 10 år siden.
De må selv klare deres kulturs umenneskelige forhold. Ikke vestlige bomber og droner.
I deres territorium.

Set en andet sted : En tiendedel af ISIS er kvinder !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Penge og magt er nok motivet - for at tage Assad kunne det også tænkes, at man ikke vil have en gentagelse af Irak/ Afghanistan?
At overlade løsningen til befolkningerne kunne frygtes til at føre endnu større problemer, eller er det den suverænitet, som Vestens land tror, at de besidder - i sammenligning?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for René Arestrup

Jeg anerkender, at man kan være et forvirret, rodløst menneske - en ubefæstet sjæl - men derfor fatter jeg alligevel ikke denne kvindes hovedløse og dybt uansvarlige beslutning. Det kræver ikke en stor indsats at orientere sig om hvordan forholdene reelt er i Islamisk Stat. Vidnesbyrdene er talrige og - samlet set - meget svære at putte i kassen for vestlig propaganda. Derfor vil jeg fastholde, at denne kvinde er dybt naiv eller det, der er værre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler

Hvad mærkeligt er der ved det?

Kvinder er vel ikke pr. definition hverken bedre eller klogere end mænd, og der har altid været kvinder som ikke kunne modstå trangen til at spille frelsende engle og ægteskabsemner for psykopatiske voldsmænd og massemordere på dødsgangen i St. Quentin og lukkede institutioner for livstidsfanger i mere civiliserede lande, hvor dødsstraffen er afskaffet.

Massemorderen fra Utøya med det ifølge sognepræst, cand. theol Sørine Godtfredsen 'lysende rationale' for sin adfærd får sikkert også glødende elskovsbreve fra giftelystne kvinderi sit norske fængsel.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Leo - bare at Vesten ikke har tillid til, at befolkningerne kan klare opgaven (våben/ ekspertise) (seriøst en mulighed, da det kræver enighed - fælles fodslag).
Man kan sige, at sådan har det været i mange år, fra kolonitiden m.v.- og der skal ændres på rollerne - frivilligt fra begge sider og det er der nok ingen parathed til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

"Klare opgaven" - ja, hvem skal afgøre, hvad opgaven er ? - Irak - masseødelæggelsesvåben !
Jeg har nævnt det flere gange - Vesten ved altid, hvad der er godt for andre - på vore præmisser.

anbefalede denne kommentar