Læsetid: 3 min.

Stålindustri frygter ulige konkurrence

Den europæiske stålindustri vil bryde helt sammen, hvis EU giver Kina markedsøkonomi-status, mener den kriseramte industri. Den ændrede status vil gøre det sværere at pålægge antidumpingtold på kinesisk stål
19. januar 2016

Mandag blev endnu en sort dag for den britiske stålindustri med nyheden om, at yderligere 1.000 job vil blive nedlagt – 700 af dem på landets største værk, Port Talbot, i Wales. Sidste sommer blev 700 job nedlagt på Stocksbridge-værket i South Yorkshire, England, og 250 job på Llanwern-værket i Wales. I oktober blev yderligere 1.200 arbejdsløse efter nedskæringer på Scunthorpe-værket i det nordøstlige England og to værker i Skotland. Samtidig blev 2.200 job nedlagt efter lukningen af det historiske Redcar-værk i Teeside, ligeledes det nordøstlige England.

Med de seneste fyringer har den britiske stålindustri mistet flere end 6.000 job inden for et år, og hvis den Europæiske Union beslutter sig for at tildele Kina markedsøkonomistatus – en status der vil gøre det sværere at slå ned på dumping af billig stål på det europæiske marked – vil det være »det sidste søm i kisten for britisk stål«, siger Labour-parlamentarikeren for Redcar, Anna Turley, til Gazette Live.

Roy Rickhuss, generalsekretær i stålarbejdernes fagforening Community, er enig og gav i går billig kinesisk stål skylden for krisen i branchen.

»Dumping af billig kinesisk stål er en af de største årsager til denne krise; ikke desto mindre forbliver den britiske regering et heppekor for Kina og dets forsøg på at få ’markedsøkonomistatus’,« siger han til BBC News.

Markedsøkonomistatus »vil eliminere det, der er tilbage af vores stålindustri«, tilføjer han.

Tata Steel, der ejer bl.a. Port Talbot, rapporterede sidste år om en fordobling af sit tab til 768 mio. pund, og SSI UK, ejer af det nu lukkede Redcar-værk, henviser også til prisfaldet – et resultat af at markedet de seneste år er blevet oversvømmet med billig kinesisk stål – samt utilstrækkelig europæisk regulering, som årsagerne til krisen.

Både ejere og fagforeninger har længe opfordret EU til at gøre mere for at redde den europæiske stålindustri.

»EU må gøre meget mere for at regulere unfair import – manglende handling truer hele den europæiske stålindustris fremtid,« siger Karl Köhler, chef for Tata Steels europæiske operationer til The Guardian.

Overkapacitet

Det er en overproduktion af stål på globalt plan på omkring 645 mio. ton, hvoraf eksperter mener, at Kina står for mellem 300 og 400 mio. ton, der er problemets kerne.

Ifølge finanshjemmesiden This is Money importerede Storbritannien i 2014 687.000 ton stål fra Kina sammenlignet med 303.000 ton året før, hvilket har presset priserne i bund. På europæisk plan er importen af billig kinesisk stål også fordoblet over de seneste 18 måneder, hvilket har medført et prisfald på 40 procent, ifølge European Steel Association (EUROFER).

Men industrien frygter nu, at situationen vil blive endnu værre, hvis Kina tildeles markedsøkonomistatus. EUROFER opfordrede derfor EU-Kommissionen, der diskuterede emnet onsdag i sidste uge, til at gennemføre en »grundig, åben og tilbundsgående vurdering af, hvad det vil betyde for EU’s job, vækst og investeringsmuligheder«, hvis Kina får markedsøkonomistatus.

»EU har fastsat fem kriterier for at etablere, hvornår Kina kan karakteriseres som en markedsøkonomi. I øjeblikket lever landet kun op til én af disse betingelser. Kina er ganske enkelt ikke en markedsøkonomi endnu. Der er stadig for megen statslig involvering,« siger Axel Eggert, generaldirektør for EUROFER, i en pressemeddelelse.

I december udsendte EUROFER en fælles advarsel sammen med yderligere otte regionale stålsammenslutninger – bl.a. det Amerikanske Jern- og Stålinstitut, Latinamerikas Stålsammenslutning og de Tyrkiske Stålproducenters Sammenslutning – imod at give Kina markedsøkonomistatus.

Politikere er splittede

EU-Kommissionen valgte i sidste uge at udskyde beslutningen, der splitter ikke kun de europæiske lande, men også politikerne internt i de stålproducerende lande. I Storbritannien har parlamentarikere fra både Labour og De Konservative opfordret regeringen til at gøre mere for at støtte stålindustrien. Tilhængere henviser omvendt til, at Ruslands har haft markedsøkonomistatus siden 2001, hvilket ikke har forhindret EU i at pålægge antidumpingtold.

Redcar-parlamentarikeren Anna Turley har dog tænkt sig at »presse regeringen til at sikre, at Kina ikke vil få markedsøkonomistatus«. Imidlertid er den britiske regering blandt dem, der menes at være tilhænger af at tildele Kina denne status på linje med bl.a. de nordiske lande og Holland, mens Tyskland og Frankrig menes at ønske øget sikkerhed for visse industrier. Italien er imod.

Netop Italien roses af britiske tilhængere af statslig indgriben i stålindustrien for at bakke langt mere op om sin stålindustri.

John McKenna, ansat ved Dalzell-værket i Motherwell, Skotland, er »skuffet over«, at de britiske politikere »har besluttet at behandle os på den her måde«.

»Der er en god arbejdsstyrke her. Der er en fremtid, hvis regeringen ønsker, at der skal være en,« siger han til The Guardian.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis ikke det var så tragisk for mange mange tusinde stålarbejdere og deres familier, så kunne man måske se nemesis i en sammenligning med den markedsfremfærd hvormed europæisk kapitalisme tryner landene i den tredje Verden. Eller i det mindste gøre sig nogle iagttagelser og overvejelser over kapitalismen som system.

Torben Lindegaard

Hvis kinesisk stål ikke er statssubsidieret - og det er utvivlsomt en kringlet sag at gøre op - må den europæiske stålindustri bare tørre øjnene og tage konkurrencen op.
Eller gå samme vej som europæisk skibsværftsindustri - altså lukke & slukke.

Hvis Kina opfylder betingelserne for tildeling af markedsøkonomistatus, så skal Kina selvfølgelig have adgang til vore markeder - herunder stålmarkedet.

Det gælder for alle industrier, at de går går ind for frihandel, når de selv er konkurrencedygtige.
Hvis konkurrencekraften er sat over styr, går de ind for protektionisme.

Disse principper er såre simple at stille op; men det er godt nok vanskeligt at måle, om f. ex. stålindustrien i Kina er statssubsidieret.

Hvis Kinas stålmøller får lov til at svine væsentligt mere end i Storbritannien - er det så statssubsidiering?

Hvis Kina stålværker udleder langt mere CO2 fra kulafbrænding pr enhed stål - er det så statssubsidiering?

Hvis antal tilskadekomne arbejdere både i jernminerne og stålmøllerne er højere i Kina pr. enhed stål - er det så statssubsidiering?