Baggrund
Læsetid: 6 min.

Storbritannien alene i verden

Storbritannien vil gå en isoleret og venneløs fremtid i møde, hvis briterne stemmer for at forlade EU, advarer tidligere europæiske toppolitikere om i en simuleret forhandling af vilkårene for brexit. Men de vil heller ikke give David Cameron det, han har allermest brug for, hvis briterne skal vindes over
Storbritannien vil gå en isoleret og venneløs fremtid i møde, hvis briterne stemmer for at forlade EU, advarer tidligere europæiske toppolitikere om i en simuleret forhandling af vilkårene for brexit. Men de vil heller ikke give David Cameron det, han har allermest brug for, hvis briterne skal vindes over

Mia Mottelson

Udland
30. januar 2016

»Det er ikke hævn. Det er et fokusskifte. Dette er virkeligheden.«

Sådan beskriver den tyske chefforhandler EU-parternes totale afvisning af det britiske forhandlingsudspil, efter at et flertal af briterne har stemt nej til den reformpakke, som premierminister David Cameron og resten af EU blev enige om.

»Vi forsøgte at finde en fælles løsning, men nu må I acceptere, at vi ændrer fokus. Vi vil fokusere mere på at hjælpe Irland gennem Brexit end på at finde en løsning for finansmarkederne for jer,« tilføjer Steffen Kampeter, forhenværende tysk vicefinansminister, i en simuleret forhandling mellem tidligere europæiske toppolitikere.

Dagens øvelse er blevet døbt ’EU War Games’ af arrangøren Open Europe, en tænketank med fokus på reform af EU. Rollespillet udspiller sig over en hel dag i en dunkel, vindueløs hal – et tidligere bryggeri – med et skarpt oplyst rundt forhandlingsbord i midten.

Rækken af hvide navneskilte afslører en yderst rutineret rolleliste (se boks). Modsat virkelighedens verden er kameraer og tilskuere dog inviteret med og hundredvis af koncentrerede iagttagere sidder derfor i en tæt krans omkring hovedpersonerne, der i morgenseancen forhandlede om en reformaftale mellem EU og Storbritannien.

»Den sidste seance var tydeligvis en total fiasko, siden vi nu har Brexit,« siger den EU-skeptiske tidligere britiske finansminister og nuværende medlem af Overhuset Norman Lamont muntert, da han indleder eftermiddagens forhandlinger i rollen som David Cameron – eller hvem der nu måtte være premierminister, hvis dette scenarie bliver en realitet.

Slaget om finanserne

Men det står hurtigt klart, at det langt fra vil blive muntert for Storbritannien, hvis virkeligheden skulle udspille sig bare nogenlunde som dette rollespil. Det britiske forslag om en frihandelsaftale a la den indgået mellem EU og Canada, men udvidet med aftaler der bl.a. tillader Londons finansdistrikt, The City, »tæt på europæisk økonomisk samarbejds-adgang« til det indre marked – bliver beskrevet som cherry-picking – at udvælge godbidderne i samarbejdet.

»Intet er gratis. Brexit er noget som ikke kun vil få indflydelse på jer, men også på vores lande. Dette cherry-picking forslag, efter at have torteret os i månedsvis, er ikke acceptabelt,« lægger Kempeter ud og får straks opbakning fra de øvrige syv EU-lande ved bordet samt fra EU-Kommissionen.

»Hvordan kan du forvente, at den europæiske økonomi – efter at du har forladt denne økonomi – vil acceptere, at dens finanscenter ligger uden for dens grænser,« spørger Karel de Gucht, en tidligere EU-handelskommissær, der spiller kommissionsformand Jean-Claude Juncker.

Irland – der har et århundrede gammelt, særligt tæt forhold til Storbritannien til en grad, hvor mange irer kan stemme i folkeafstemningen – kalder brexit for et »enormt chok for vores finansielle system«.

»Vi anser dette som en uvenlig handling. Ingen vil lide så meget som Irland,« siger John Bruton, tidligere irsk premierminister, med vrede i stemmen – tydeligvis i stand til at leve sig ind i scenariet.

Han varsler, at Irland vil forsøge at få »så meget som muligt af de finansielle servicer flyttet til Irland«, hvis Storbritannien stemmer nej.

Frankrigs Noelle Lenoir, en tidligere Europa-minister, mener, at muligheden for at flytte Europas finanscenter til et eurozoneland – i omstændighederne – kunne være »en velsignelse«.

Også Italien – repræsenteret ved tidligere premierminister Enrico Letta – støtter op om det irske krav.

»Vi ville straks flytte Den Europæiske Banktilsynsmyndighed til Dublin. Dagen efter brexit vil vores prioritet ikke være at forhandle med Storbritannien,« siger han med stille og rolig stemmeføring og konstaterer i samme tonefald, at det i stedet vil blive starten på en »lang, lang diskussion«, »for det at stå udenfor, er noget fuldstændig andet« end at være med i EU.

Dette tema går igen og igen i politikernes svar på Storbritanniens fremstrakte hånd, hvor det forenede kongerige også tilbydes fortsat samarbejde på det udenrigspolitiske område samt melder sig villig til fortsat at betale en mindre sum til EU-budgettet – ikke til gengæld for adgang, men i erkendelse af »at andre landes bidrag vil gå op som resultat af, at Storbritannien forlader unionen,« siger Lamont.

Spanien – spillet med indlevelse af Ana Palacio, en tidligere udenrigsminister – kan knap tro sine egne ører.

»I må forstå, at det ikke vil være det samme at være ude som at være inde. At I ikke kan få en handelsaftale, hvor I håndplukker det bedste. I vil ikke kunne stemme nej og så bare blive Canada,« siger hun. Polen udtrykker det, der måske mest af alt lå bag EU-landenes afvisning af briternes forslag: Nemlig frygten for at brexit på for gode vilkår vil give andre EU-skeptiske land ideer.

»De resterende landes fælles interesse er at forhindre, at andre forlader samarbejdet,« siger Leszek Balcerowicz, tidligere vicepremierminister og arkitekten bag Polens økonomiske reformer i 1990’erne.

»Det kan få indflydelse på de vilkår Storbritannien får – de bør ikke være for generøse.«

Ingen diskrimination

Frygten for at sætte et eksempel, som andre kan blive fristet af at følge, præger imidlertid også morgenseancen, hvor David Camerons nuværende fire krav bliver diskuteret. Alle punkter giver anledning til lange diskussioner og megen kritik, men intet punkt så meget som kravet om at EU-migranter skal arbejde fire år i landet, før de kan få adgang til visse lønfradrag og – tilskud. Et krav som Storbritannien – i denne seance spillet af Malcolm Rifkind, bl.a. tidligere udenrigsminister – advarer EU-kollegerne imod at »undervurdere vigtigheden af i forhold til folkeafstemningen«.

Ikke desto mindre er Tysklands Kempeter helt klar i mælet: »Dette forslag er simpelthen ikke på bordet. Hvad vil I have, at vi skal stille op med de to millioner britiske statsborgere, som arbejder i resten af EU,« spørger han og bakkes op af de øvrige lande og EU-Kommissionens de Gucht, der påpeger, at »EU-Domstolen har afgivet en række domme på området med meget klare retningslinjer for, hvad du kan og ikke kan gøre«.

»Situationen med to personer, der udfører det samme arbejde – hvor den ene får skattefradrag, den anden ikke – er fuldstændig umuligt og klar diskrimination,« tilføjer han.

Frankrigs Noelle Lenoir kalder også denne del af forhandlingerne for det »sværeste punkt«.

»Det er mere konkret, og det kræver en traktatændring. Det ville være første gang i Europas historie, at princippet om fri bevægelighed blev ændret, og det er farligt i en tid med voksende populisme,« siger hun.

Polen er som forventet også imod: »Dette vil blive set som uretfærdigt i Polen og i andre lande. Og hvis vi ændrer dette, så vil andre politikere sige: ’Hvad med den fri bevægelighed for kapital?’ Så vil alle fire friheder snart falde fra hinanden,« siger Balcerowicz.

Rifkind argumenterer dog for, at EU’s historie er fuld af eksempler på, at »vi ændrer traktater eller finder andre måder at ændre lovene på for at løse problemer«.

»Spørgsmålet er, om I vil være med til det,« siger han til kollegerne og peger på andre særaftaler, som har tilladt diskrimination af EU-borgere.

»Danmark har en undtagelse så ikkedanske statsborgere ikke kan købe bolig i landet. I Holland kan ikkehollandske studerende ikke få finansiel støtte under studierne. Hver enkelt af jer er komfortabel med nogen former for diskrimination. Men det er en politiske vurderinger, og det er muligvis også indskrevet i traktaterne, men juridiske traktater kan ændres,« fastslår han – dog uden nogen som helst tegn på succes.

En lille fremstrakt hånd kommer der dog til sidst fra Italiens Letta, der mener, at det britiske problem »sandsynligvis godt kan løses« på en anden måde.

Med Rifkinds tilkendegivelse af, at det vil være acceptabelt for Storbritannien, »så længe slutresultatet er det samme«, bliver forhandlingerne afsluttet med et spinkelt håb om, at en aftale efter yderligere mange timers forhandling er mulig.

Spørgsmålet er, om dagens war games kan tages som en indikation på, hvordan virkelighedens forhandlinger – der starter i Bruxelles den 19. februar – vil udspille sig.

På ét punkt mener Tysklands Steffen Kampeter, at der vil være en væsentlig forskel: »Politikkerne vil ikke være så høflige over for hinanden – især ikke efter midnat.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

EU ender med at bede Storbritannien om at blive.
Og kan lære af deres krav, som minder om Danmarks forbehold.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Jeg tvivler lidt på din ide, Michael Kongstad Nielsen.

Men først skal du lige tage stilling til, om briterne overhovedet melder sig ud eller ej?

Inden de stemmer tvivler jeg stærkt på, at EU giver dem noget som helst, der bare minder om en indrømmelse.

Desuden lægger jeg vægt på noget særdeles vigtigt, der kan splitte stemmerne i UK, nemlig Skotland og dets forhold til EU. Husk på, at det ligger næsten lige, hvordan skotterne forholder sig til UK - hvorimod man med sikkerhed ved, at de gerne vil forblive i EU.

Storbritannien har engang været en stormagt - overalt, hvor de kører i den forkerte side af vejen - der har de sat deres spor. Men ... det er vist også det eneste, der forbliver, desværre. Selv Australien kan når som helst melde sig ud af "verdenssamfundet" eg. den britiske fortolkning af verden, altså den, hvor de kører i den gale side.

Det minder mig lidt om det politiske, at de håber på "godbidder" fra Bruxelles uden at bidrage. Det er der intet nyt i, det har de forsøgt siden 1972, hvor de valgte at gå ind i det fælles Europa.

Michael Kongstad Nielsen

Storbritannien kender godt sin plads og størrelse, den næststørste økonomi i Europa, men ingen stormagt. Storbritanniens vægelsind overfor fastlandet har dybe i historien, men for at nøjes med EU´s, så afviste Frankrigs de Gaulles faktisk briternes ønske om medlemskab af "De Seks", Fællesmarkedet, Romtraktaten, i 1950-erne, fordi Frankrig var bange for, at Storbritannien skulle blive for magtfuld.

Skotlands og Nordirlands forhold er ren indenrigspolitik, efter min mening.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Næststørste økonomi i Europa, skriver du Michael?

Og her gik jeg og troede, at Danmark, Sverige, Finland lå over de gode englændere + Holland, Belgien for slet ikke at snakke om Tyskland.

Pyt, de er i hvert fald med - det væsentlige er vel, om de kan undvære de europæiske samarbejdspartnere eller må nøjes med Schweiz og Norge + måske en bid af Rusland?

Jeg tror - jeg ved ikke - at England bluffer. Thatcher gjorde det i sin tid - og det lykkedes at få særordninger, men .. verden glemmer ikke så let. Idet jeg vil tro, at EU mere kan undvære England end omvendt.

Skotland er for mig at se ikke et indenrigsanliggende, når halvdelen af befolkningen er godt trætte af London-styret. Så en exitEU vil give dem mere vind i sejlene ...

Michael Kongstad Nielsen

Storbritannien bliver ikke alene udenfor. Og rollespillet er befolket med gamle EU tilhængere i hardcore-klassen, der lægger al energi i projektet som et prestigeprojekt. Dem kan man ikke støtte sig til, og heller ikke tænketanken bagved.

Mere interessant kunne det være, hvis de store gamle kernelande tog handsken og selv udskrev en folkeafstemning om forholdet til EU. Italien har fx. aldrig haft én eneste. Frankrig har haft en om Forfatningstraktaten, og det blev et NEJ, ligesom i Holland og i Irland.

http://www.eu.dk/da/spoergsmaal-og-svar-folder/hvilke-folkeafstemninger-...