Læsetid: 6 min.

Velkendte etniske spændinger kan udløse ny borgerkrig

Vold og drab i Burundi har fået verdenssamfundet til at frygte en gentagelse af Rwandas blodige borgerkrig i 1994. Et decideret folkemord er stadig usandsynligt, men gamle spændinger mellem hutuer og tutsier kan meget vel udløse en ny borgerkrig, vurderer eksperter
Mænd bærer et lig i Burundis hovedstad Bujumbura i december. Der er flere dræbte i den politiske vold i landet, og eksperter frygter, at det kan udvikle sig til en regulær borgerkrig.

Mænd bærer et lig i Burundis hovedstad Bujumbura i december. Der er flere dræbte i den politiske vold i landet, og eksperter frygter, at det kan udvikle sig til en regulær borgerkrig.

AP

9. januar 2016

Siden april har angreb på civile i Burundis hovedstad Bujumbura taget til, og volden bliver stadig mere brutal. Senest den 11. december blev 87 civile slået ihjel af regeringens militser. Ofrene talte blandt andet to taxachauffører, en mobilsælger og en skolelærer.

For 21 år siden i Rwanda blev 800.000 mennesker fra den etniske gruppe tutsierne på brutal vis slagtet af en anden af landets etniske grupper, hutuerne. Nu risikerer historien at gentage sig i nabolandet Burundi, lyder advarslen fra det internationale samfund.

»Vi husker, hvad der skete i denne region. Vi må ikke lade historien gentage sig selv,« sagde leder af FN’s menneskerettighedskontor i Central- og Vestafrika, Scott Campbell allerede i november ifølge BBC.

Volden har fået FN og Den Afrikanske Union til at ville sende fredsbevarende tropper til Burundi. Men præsident Nkurunziza har nægtet at tage imod tilbuddet om 5.000 fredsbevarende soldater og har kaldt konflikten »et indenrigspolitisk anliggende«. I denne uge fraveg regeringen at deltage i fredsforhandlinger, der kan løse den politiske krise og sætte en stopper for volden.

Ifølge mangeårig afrikaekspert og professor emeritus ved Københavns Universitet Holger Bernt Hansen er det usandsynligt, at konflikten i Burundi ender i et folkemord, hvor den ene gruppe udsletter den anden. Han mener dog, at den hurtigt kan udvikle sig til en ny borgerkrig, hvor de to etniske grupper bekæmper hinanden.

»Grænsen mellem det etniske og det politiske er meget tyndt trukket op. Risikoen ved, at der ikke kommer forhandlinger, og regeringen ikke vil modtage fredsbevarende styrker, er, at de etniske linjer bliver trukket op igen,« siger Holger Bernt Hansen, der bakkes op af lektor ved Københavns Universitet Simon Turner.

»Situationen er anderledes nu end dengang, men jeg vil ikke afvise, at det kan udvikle sig, for de etniske spændinger ligger lige under overfladen,« siger Simon Turner, der har forsket i folkemordet og landene Rwanda og Burundi.

Propaganda vækker minder

Volden i Burundi begyndte, da præsident Pierre Nkurunziza annoncerede, at han ville stille op til en tredje embedsperiode, selv om det er i strid med landets forfatning. I maj forsøgte medlemmer af oppositionen at udføre et militærkup for at afsætte præsidenten, men uden held. I juli blev præsidenten genvalgt med 70 procent af stemmerne.

Oprøret begyndte herefter at tage fat i hovedstaden, og siden har regeringsstyrker udført flere og flere angreb på medlemmer af oprørsgrupper og civile. Regeringens militser siges at have slået 400 ihjel, og volden har fået mere end 200.000 mennesker ud af landets ti millioner indbyggere til at flygte til Tanzania og Rwanda.

Situationen i Burundi har ifølge iagttagere først og fremmest rod i dårlig regeringsførelse, korruption og manglende fremgang i landet. Men selv om det ligner en politisk og ikke en etnisk konflikt, har blandt andre Rwandas præsident, Paul Kagame, kaldt den eskalerende vold for »en risiko for gentagelse af fortiden« med henvisning til folkemordet i Rwanda. Burundis præsident er selv hutu, og iagttagere har påpeget, at det primært er tutsiområder af hovedstaden, der har været udsat for regeringens angreb.

Tilbage i 1994 startede en gruppe af ekstremistiske hutuer folkemordet i Rwanda. De var utilfredse med udsigten til at skulle dele magten med tutsierne, der i årene op til havde sat et oprør i gang. Derfor besluttede de sig for at skaffe sig af med tutsierne.

Det er blandt andet retorikken fra regeringen i Burundi, der har fået verdenssamfundet til at sammenligne den tiltagende vold med folkemordet i Rwanda. Sprogbrugen ligner nemlig den, som Rwandas regering brugte i 1994, hvor tutsierne blandt andet blev kaldt for »kakerlakker, der fortjente udryddelse« via den regeringsstyrede radio RTLM.

I løbet af efteråret har præsident Nkurunziza opfordret sine tilhængere til »at gå i gang med arbejdet« og kalder oprørerne i hovedstaden for »fjender af nationen« og »elementer, der ikke er i orden«. FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Zeid Ra’ad Al Hussein, har på den baggrund advaret om en gentagelse af fortiden.

»Den vækker minder fra en sprogbrug, som denne region har hørt før og ikke bør høre igen. Den kan signalere nært forestående meget værre og mere udbredt vold,« sagde han i november til The Telegraph.

Fremgang siden ’94

Trods verdenssamfundets advarsler er der ifølge både Simon Turner og Holger Bernt Hansen også forhold, der peger i retning af, at det ikke udvikler sig til samme mareridt, som for 21 år siden.

Holger Bernt Hansen påpeger, at FN forledes til at sige, at der er en risiko for en gentagelse af historien, fordi den dårlige samvittighed over manglende handlekraft i Rwanda stadig spøger. Under folkemordet i 1994, der varede 100 dage, stemte staterne i FN’s Sikkerhedsråd for at skære styrken i Rwanda ned til 270 mand.

»Det er i høj grad omgivelserne, der er bange for at genoplive folkemordet. Derfor tolker man det stærkt ind i de etniske modsætninger og glemmer, at der har været en politisk udvikling undervejs i landet, som har udjævnet de etniske modsætninger,« siger han.

I 2000 gennemførte Burundi en fredsaftale, der blandt andet sikrede, at der var lige mange tutsier og hutuer i militæret og politiet. Aftalen kom i kølvandet på en lang borgerkrig, hvor et dominerende tutsimilitær kæmpede mod hutuoprørsgrupper.

Holger Bernt Hansen påpeger, at den omvendte tendens gjorde sig gældende op til folkemordet i Rwanda, hvor Rwandas indbyggere blandt andet skulle gå med ID-kort for at vise, om de var hutuer eller tutsier.

»Regeringen i Burundi har forsøgt at udligne forskellene mellem de to etniske grupper det seneste årti. Omvendt forsøgte regeringen i Rwanda tilbage i 90’erne at øge modsætningerne mellem hutuer og tutsier,« siger Holger Bernt Hansen.

Simon Turner påpeger ligeledes, at mens etnicitet i 90’erne var lig med befolkningens identitet, er den i dag langt mindre synlig.

»Dem, der sad på magten i Rwanda i ’94, havde igennem mange år bygget deres stat på etnicitet. De havde ideen om, at hutuerne skulle sidde ved magten. Den samme idé er der ikke i Burundi,« siger han.

Det etniske kort

Når det er sagt mener begge professorer, at regionen er særlig sårbar, når det kommer til etniske konflikter. Spørgsmålet om etnicitet kan hurtigt trækkes op under politiske konflikter og bruges som en rygende pistol.

»En fremragende hollandsk ph.d. har vist, at befolkningen på den ene side er så stolte af, at etnicitet ikke er noget problem længere, men på den anden side er de stadig meget nervøse. Der er masser af ting på spil, der gør dem bange for, at det går galt igen, og at volden springer frem,« siger Simon Turner.

Selv om både Rwanda og Burundi er nået et godt stykke vej for at udjævne modsætningerne, kan konflikten i Burundi genoplive de gamle etniske konflikter, vurderer Holger Bernt Nielsen. Hvis præsidenten ikke får held med at stoppe oprørerne, kan han spille på de historiske stridigheder mellem de to etniske grupper.

»Det er nemt for regeringen af sige, at det er tutsiernes skyld, at landet ikke er kommet videre. Jo mere præsidenten bliver trængt, jo mere vil han slå på det etniske kort for at rekruttere hutuer til sine militser,« siger Holger Bernt Hansen.

Simon Turner er enig i, at det etniske kort kan vise sig at være effektivt for præsidenten. Han påpeger, at den historiske hukommelse er til stede hos befolkningen. For eksempel husker hutuerne i Burundi, hvordan 120.000 hutuer fra den intellektuelle klasse blev slået ihjel i 1972, da en lille elite bestående af tutsier sad på magten.

»Hvis præsidenten kan få hutuerne, der udgør størstedelen af befolkningen, til at tro, at det er dét, der er ved at ske igen, så skal der ikke meget til, før vi ser en opsplitning igen,« siger Simon Turner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

erling jensen

Laura Friis Wang, 9.1.2016

Laura Friis Wang skriver i sin artikel flg. om massakren i Rwanda i 1994:
"For 21 år siden i Rwanda blev 800.000 mennesker fra den etniske gruppe tutsierne på brutal vis slagtet af en anden af landets etniske grupper, hutuerne. Nu risikerer historien at gentage sig i nabolandet Burundi, lyder advarslen fra det internationale samfund".

I 1991 kunne man ved en folketælling konstatere, at tutsi'erne i Rwanda udgjorde ca. 650.000 af befolkningen. Efter fire måneders massakrer, hvor det påstås, som beskrevet i ovenstående citat fra artiklen, at hutu'erne slog 800.000 tutsi'er ihjel, er det forbløffende, at 300.000 Tutsi'er overlevede massakrerne, som det blev verificeret efter massakrens ophør. På min lommeregner betyder det, at 350.000 tutsi'er skulle være blevet slået ihjel, og med udgangspunkt i drab på 800.000 mennesker må det betyde, at der i virkeligheden blev slået flere hutu'er ihjel end tutsi'er.

Erling Jensen, cand.jur.

Jørn Stjerneklar

@erling jensen, cand.jur.
Dine tal er nye, hvor har du dem fra? Der boede i 1991 7.148.000 i Rwanda ifølge deres egne tal fra dengang. Tutsierne udgjorde 14% af befolkningen, altså knap 1,1 million mennesker. I løbet af de 100 dage folkedrabet varede, ikke fire måneder, er det officielle drabstal forlængst nået op over en million. Det stiger stadig hvert år når man finder nye massegrave. Hvor har du tallet på 300.000 overlevende tutsier fra? Endelig skal det nævnes, at der er stor kulturel forskel på de to befolkninger i henholdsvis Burundi og Rwanda selvom stammesammensætningen er nærmest identisk - eller var, der er jo flere tutsier i Rwanda idag end før 1994, men det snakkes der ikke om, da etnicitet ikke mere eksisterer officielt i Rwanda…
Og nej, der blev ikke slået flere hutuer ihjel dengang!

Fotograf og øjenvidne til folkedrabet

erling jensen

Jørn Stjerneklar
10. januar, 2016 - 10:06
@erling jensen, cand.jur.
Jeg har mine tal fra en artikel af Edward S. Herman og David Peterson: Adam Jones on Rwanda and Genocide: A Reply by Edw. Herman and David Peterson.
og en artikel af Christian Davenport, professor in political science ved Univ. of Michigan og Alllan C. Stam, professor og Dean, Center for Political Studies, Univ. of Michigan:
"What Really Happened in Rwanda", 6.10.2009.

Flg. citat er fra den førstnævnte artikel af Edw. Herman og David Peterson.
"Rwanda's official census as of August 15, 1991 reported the country's ethnic breakdown as 91.1% Hutu, 8.4% Tutsi, 0.4% Twa, and 0.1% other. As the 1991 census determined Rwanda's total population to be 7,099,844, these percentages meant that Rwanda's minority Tutsi population was 596,387, compared to a majority Hutu population of 6,467,958. (See Table 1 in our Appendix, below.)

Davenport and Stam argue quite reasonably that if there were approximately 600,000 Tutsi in Rwanda in 1991, as the 1991 census found, and if, "according to the survival organization Ibuka, about 300,000 Tutsi survived the 1994 slaughter," then "out of the 800,000 to 1 million believed to have been killed then, more than half were Hutu,"19 and could not have been otherwise -- and were not, as Jones states in his 2006 textbook, "overwhelmingly Tutsi."20 Indeed, both Jones's and the standard model's contention that the vast or "overwhelming" majority of the likely one million deaths in Rwanda at the time were Tutsi would have required a number of Tutsi deaths that exceeded the number of Tutsi who were alive at the start. Clearly no Tutsi would have been left in Rwanda to help Kagame rule that country and win 95 percent of the vote in the 2003 election".

Du efterlyser mine kilder, men undlader at angive dine egne. Alle er velkomne til deres egne holdninger, men ikke til deres egne fakta.

Erling Jensen, cand.jur.

Jørn Stjerneklar

http://www.statistics.gov.rw/publications/article/how-many-are-we-rwanda

Diskussionen om, hvor mange tutsier der overlevede folkedrabet er ikke bare svær, men umulig at få beviser for. Jeg vil skyde på 100.000. Det samme gælder den folketælling der var i 1991, hvor mange tutsier ikke blev talt med, de turde ikke at stille op og mange løj om deres etnicitet. På det tidspunkt var myrderierne i gang. Det er lidt pudsigt at folkedrabet har tiltrukket så mange intellektuelle amerikanere og fået dem til at have holdninger om noget de ikke i deres vildeste fantasi kan begribe. Jeg ved ikke hvor godt du som cand.jur. har fulgt med i den politiske udvikling som folkedrabet har kastet af sig igennem de sidste snart 22 år? Hvis du er interesseret i andet end nettet, kan jeg anbefale massevis af fremragende bøger. Meget på nettet er ekstremt politisk, der er mange der ikke kan lide det nuværende styre i Rwanda.

erling jensen

Jørn Stjerneklar
11. januar, 2016 - 07:52

D.6.april, 2016 bliver mindet som 22 årsdagen for nedskydningen af et fly, hvor to statsoverhoveder, Juvenal Habyarimana fra Rwanda og Ntaryamira fra Burundi omkom under indflyvningen til Kigali. Vi ved, at denne forbrydelse udløste krig, ødelæggelse og massakrer i Rwanda og Congo. Trods bevidst blindhed og hukommelsestab om den mest kritiske forbrydelse i tragedierne i Rwanda, har politikere, diplomater, intellektuelle og pensionerede præsidenter, premierministre og generaler uden ophør fremmanet "Rwanda" som moralsk baggrund for at retfærdiggøre voldsomme militære "humanitære" interventioner i Libyen, Sudan, Mali, Syrien og den Centralafrikanske Republik. Rwanda er overalt for den "humanitære" imperialist.

Den officielle, men dybt kritisable historie bag Rwandas massakrer kan på den internationale scene skitseres efter flg. drejebog.

1: Grusomme Rwanda Hutu'er planlagde og udførte en djævelsk plan, hvis formål var at udrydde næsten en millon Tutsi'er, efter at et mystisk flystyrt dræbte Rwandas præsident d.6.4.1994;

2: Rwandas Patriotiske Front (RPF) ledet af den fremragende militærpolitiske strateg Paul Kagame, nuværende præsident og Tutsi, rykkede ind i landet med sin hær og stoppede folkedrabet og tog magten d. 19.7.1994;

3: Det internationale samfund stod uvirksomt på sidelinjen, mens Hutu'er praktisk talt udryddede alle Rwandas Tutsi'er;

4: Kagame har omformet Rwanda, dette folkedrabsramte land, til et afrikansk mirakel takket være sit visionære politiske lederskab.

Som med et væld af andre begivenheder på den globale scene ser virkeligheden helt anderledes ud.
Vi skal tilbage til d.1.10.1990, hvor Paul Kagame med 4.000 tropper invaderede Rwanda fra Uganda. De udgjorde grundstammen i det, der blev hæren i Rwandas Patriotiske Front. Det var et groft brud på international ret, som ikke fik den behandling, som Saddams invasion af Kuwait, selv om der ikke var nogen væsensforskellig forskel på de to invasioner. Ingen politiker, der bruger begrebet "Rwanda" til at retfærdiggøre "humanitære" interventioner nævner nogensinde denne invasion eller den militære besættelse og den morderiske krig, der fulgte i de næste 3.5 år, inden nedskydningen af præsidentflyet og massakrerne.

Alle seriøse beviser og lødig dokumentation peger entydigt på Paul Kagame og RPF som gerningsmændene til nedskydningen og de bevidste drab på Rwandas og Burundis præsidenter.

I de tidlige halvfemsere var antallet af Tutsi'er ved folketællinger i Rwanda sat til ca. 650.000. Efter fire måneders massakrer , hvor det påstås, at Hutu'erne slog mellem 800.000 og 1 million Tutsi'er ihjel, er det forbløffende, at 300.000 Tutsi'er overlevede massakrerne. Det betyder, at 350.000 Tutsi'er skulle være blevet slået ihjel. I virkeligheden blev der slået flere Hutu'er ihjel i løbet af de 4 måneder i 1994. Drabet på Hutupræsidenten var kulminationen på flere års konflikt, der begyndte med invasionen af Rwanda i oktober 1990 og ikke som et pludseligt opstået had over for Tutsi'er. Kagame, som havde været leder af Ugandas militære efterretningsvæsen, ledede invasionen med sine ugandiske styrker, de fleste af dem Uganda'ere og Tutsi'er, hvoraf mange tidligere havde forladt Rwanda, og som senere brød ud fra den ugandiske hær og blev til Rwandas Patriotiske Front, RPF.

Denne invasion og de efterfølgende krigshandlinger, etnisk udrensning og politisk og militær indtrængen ind i Rwanda, blev støttet af USA, og Kagames fremstød og succes var i høj grad et resultat af denne supermagts helhjertede støtte, som det også var tilfældet med Saddam Husein under dennes ulovlige invasion af Iran i 1980, og som kostede 1 million mennesker livet. Under denne proces erstattede USA bevidst Frankrig i Centralafrika, som de havde erstattet Storbritannien i Mellemøsten.

D.1.10.2014 indtraf en bemærkelsesværdig begivenhed i Storbritannien. BBC udsendte en dokumentarfilm, Rwanda's Untold Story, om folkedrabet i Rwanda, som på mange måder gjorde op med den officielle version, som verden ukritisk har slugt med hud og hår. Den gav et kritisk syn på Paul Kagame og hans og USAs og Storbritanniens roller i massedrabene Rwanda. Det er den første af sin slags i dens genfortolkning af det, som virkeligt skete i landet i 1994. Den præsenterer verden for synspunkter, som nogle helhjertede, fordomsfrie forskere har fortalt i årevis, men som systematisk er blevet undertrykt, latterliggjort og hånet af de etablerede vestlige massemedier, historikere og et væld af politiske partisoldater, som ville have kunnet skabe sig fremragende karrierer som kommissærer i det hedengangne Sovjetunionen.
Erling Jensen, cand.jur.