Læsetid: 4 min.

Vesten handler for sent på humanitære katastrofer

Vesten griber først ind med nødhjælp til store humanitære katastrofer, lang tid efter at FN og nødhjælpsorganisationer har hejst det røde flag. Den nuværende sultkrise i Afrika risikerer at blive en gentagelse af fortidens synder
En ældre kvinde sidder foran sit telt i en flygtningelejr i Kenya. Hun er en af de tusinder, der er blevet fordrevet af sult og tørke i det østligste Afrika.

Schalk van Zuydam

2. januar 2016

Det koster liv og penge at vente med at yde nødhjælp, indtil en humanitær katastrofe er på sit højeste. Det viser både erfaringer og beregninger. Alligevel er der meget, der tyder på, at de rige lande lige nu er i gang med at gentage fortidens synder.

Den værste tørke i 50 år truer med at tage livet af 12 millioner mennesker i Etiopien, hvis ikke FN’s nødhjælpsappel om at yde 9,5 milliarder kroner bliver opfyldt. Samtidig kæmper store dele af det sydlige Afrika med tørke forårsaget af vejrfænomenet El Niño. Indtil videre er kun 20 procent af FN’s nødhjælpsappel til Etiopien opfyldt, selv om nødhjælpsorganisationer har kaldt appellen for »sidste udkald«.

Det er et helt almindeligt fænomen, at det internationale samfund ikke reagerer på FN’s nødhjælpsopfordringer. Det på trods af, at de beror på præcise forudsigelser af konsekvenserne ved ikke at gribe ind. Det skyldes ifølge Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, at det er vanskeligt at rejse penge til kriser, før de er meget kritiske.

»Et af problemerne med det internationale nødhjælpssystem er, at der skal lig på bordet, før vi for alvor kan få organisationer og politikere til at handle og før private donorer begynder at give penge,« siger han.

Historien gentager sig

Ser man tilbage på de seneste 10 år har det været mønstret ved en række store humanitære kriser. Det gælder blandt andet sultkatastrofen i Niger i 2005, sultkatastrofen på Afrikas Horn i 2011 og ebolaepidemien i 2014. Alle gange blev verdenssamfundet kritiseret for at gribe for sent ind. Først efter flere tusinder havde mistet livet, og store områder var tørret helt ud.

Ifølge Stig Jensen er der særligt to faktorer, der er afgørende for, om Vesten får øjnene op for humanitære katastrofer ude i verden. Han påpeger, at der er langt flere kriser, end vi vælger at gå ind i. Typisk har de enten globale konsekvenser, eller også spiller de på Vestens medmenneskelighed og kan markedsføres på en måde, hvor private donorer begynder at støtte.

»Det er en enorm fejl i systemet, fordi erfaringer viser, at der er langt mere effektivt at gribe ind i, før dyr for eksempel ligger døde på markerne og børn lider af alvorlig underernæring på Afrikas Horn,« siger han.

Beregninger viser, at man kan spare otte millioner dollar om dagen i nødhjælpsbidrag, hvis man griber ind i Etiopien nu frem for om to måneder, hvor der skal en langt mere omfattende indsats til at redde mennesker fra sultedøden. Det viser en responsplan fra regeringen i Etiopien og FN.

Hvis nødhjælpen først kommer, når katastrofen har nået sit højdepunkt, betyder det ifølge Stig Jensen, at de katastroferamte områder oplever en enorm nedslidning. Resultatet er, at problemerne bliver ved med at vende tilbage.

»Når vi kommer ind på det allerværste tidspunkt, hvor folk samler sig i flygtningelejre og kæmper for at holde sig i live, så har de langt sværere ved at klare sig selv fremover,« siger Stig Jensen.

Hvis et område oplever en alvorlig tørke, fælder befolkningen de træer og buske, der måtte være. Det gør, at området bliver mere udsat næste gang, fordi der ikke er noget til at holde på jorden.

»Muligheden for at områderne kan brødføde deres befolkninger, bliver mindre og mindre for hver tørkekatastrofe,« siger Stig Jensen.

De langsomme katastrofer

Mikkel Funder, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, (DIIS) påpeger, at det er problematisk, at der ikke er et pres på politikere både i nord og syd, når det gælder »det lange seje træk«, hvor det handler om at opbygge den nødvendige modstandsdygtighed indimellem katastroferne.

»Det lange seje træk er ikke særligt sexet, men handler om at opbygge nogle stærke økonomier og reelt demokratiske systemer, som kan modstå og støtte befolkningen, når der kommer en El Niño (eller lignende), så de kan klare sig uden nødhjælp.«

»Det, ser vi ret tydeligt, er svært i mange afrikanske lande,« siger Mikkel Funder.

Ifølge Stig Jensen er det netop katastrofer som tørker og epidemier, der bliver nedprioriteret, selv om de har enorme konsekvenser for millioner af mennesker. »Det er langt nemmere at samle penge ind til katastrofer, der sker pludseligt, fordi der er en stor nyhedsværdi i dem. Det kan være jordskælv eller oversvømmelser. Men det er svært at få nogle til at foregribe de langsomt udviklende katastrofer, som for eksempel tørkerne,« siger han.

Røde Kors i Danmark overvejer i øjeblikket, om de skal begynde aktiviteter i Etiopien som følge af den forestående sultkatastrofe. Men Arne Vågen, der er katastrofechef i Røde Kors, genkender billedet af, at det er svært at rejse penge til nødhjælp, når det drejer sig om de langsomt udviklende katastrofer.

»Man håber på, at problemet løser sig selv. Med hungersnød venter man på, at det begynder at regne. Det så vi for eksempel i Mali i efteråret, hvor der var forudset en stor sultkatastrofe, indtil regnen kom alligevel,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Hvorfor er det altid Vesten (Verdenssamfundet) er skal rykke ud? Hvorfor er det ikke de stinkende rige stater på den Arabiske halvø?

Ja, - hvorfor skal Vesten tage ansvar for den enorme befolkningstilvækst og overbefolkning . Folkeslagene må vel selv bestemme, hvor mange de vil være, - det gjorde kineserne da.
Men send, rent symbolsk, de alt for mange nogle sække mel og lige så mange sække kondomer med brugsanvisning og velsignelse fra Paven og Muhammed påmalet - -- - -

Flygtninge eller fødevarehjælp, vælg selv.

Og Afrikas befolkningstæthed er en tredjedel af EUs. Så hvis Afrika er overbefolket, hvad er EU så?

Det kaldes 'demografisk racisme' og er den seneste aflægger af den såkaldte 'videnskabelige racisme'. Tidligere og i nullerne var det hyppigst IQ den blev kørt på. For det handler jo ikke om den anden personligt, eller hudfarven. Man vil den enkelte ikke noget ondt. Men videnskaben og tallene viser jo at ...