I Yemens næststørste by er de ved at løbe tør for ilt

I Taiz har houthi-militsens blokade bragt lokalbefolkning, der i forvejen levede på eksistensminimum, på randen af katastrofe. ’I otte måneder har vi levet af grød og brød og indsmuglet yoghurt,’ siger en borger
Modstandsfolk i Taiz – der er i alliance med Det Muslimske Broderskab – har ligesom befolkningen i den belejrede sydyemenitiske by meget sparsom adgang til fødevarer og medicin. De lokale joker sarkastisk med, at byen snart må vinde en miljøpris, fordi ingen længere har råd til det beskedne udbud af el og benzin.

Modstandsfolk i Taiz – der er i alliance med Det Muslimske Broderskab – har ligesom befolkningen i den belejrede sydyemenitiske by meget sparsom adgang til fødevarer og medicin. De lokale joker sarkastisk med, at byen snart må vinde en miljøpris, fordi ingen længere har råd til det beskedne udbud af el og benzin.

Ghaith Abdul-Ahad
11. januar 2016

Ismail ligger på en madras på et flisegulv af grønt linoleum. Hans sorte øjne virker for store til hans indfaldne ansigt. Han strækker hals i et forsøg på at inspicere de bandager, der er viklet om det meste af hans krop, men falder så tilbage, for fysisk svækket. Fra sit leje hvisker han: Hawan – ’mortérgranat’.

Ismail, der siger, at han er 12, men har en seksårigs krop, tjente hver dag nogle få yemenitiske riyal, ved at vaske gravsten på den nye gravplads i byen Taiz. Her hviler dræbte fra Yemens igangværende borgerkrig.

En dag i november sad han og to af hans små fætre under et mangotræ i færd med at rengøre en gravsten tilhørende en 10-årig pige ved navn Basma, da tre mortérgranater slog ned. Den flænsede træstamme og itusprængte gravsten markerer stedet, hvor en af granaterne eksploderede. De to fætre, i alderen to og fire, blev dræbt på stedet.

Ismail blev alvorligt kvæstet. Han befinder sig nu i Rawdah, et hotel omdannet til hospital i Taiz, Yemens næststørste by, der langsomt er ved at blive kvalt under houthi-oprørsstyrkernes belejring.

En etage længere oppe fortæller Amer, hvordan han blev ramt af en eksplosion, da han sad og spiste i en restaurant. Syningerne i den stump, han har tilbage af sit venstre ben, er sorte og nye.

Over dem begge, på Rawdhas øverste etage, ligger en ung mand, der har fået begge lunger punkteret af en snigskyttekugle. Et hvidt rør går gennem et hul i halsen og forbinder ham til en respirator.

En sygeplejerske i blå kjole og sort burka sidder ved siden af ​​ham klar til at starte en manuel luftpumpe, når respiratoren sætter ud ved næste strømsvigt.

Disse er blot tre af de titusinder, der er blevet såret i den ni måneder lange krig, som raser i Yemen: en konflikt, hvor anslået 5.700 mennesker – halvdelen af ​​dem civile og 1.500 af dem børn – er blevet dræbt.

Saudisk bombekampagne

I marts sidste år, da houthi-oprørere besatte dele af hovedstaden Sanaa, blev borgerkrigen til regional krig, da Saudi-Arabien med en koalition af arabiske lande og med støtte fra USA og Storbritannien indledte en bombekampagne.

Saudiernes mål er at tilbagetvinge houthierne – en milits, der støttes af hærenheder loyale over for den mangeårige tidligere præsident Ali Abdullah Saleh og allieret med Iran – Riyadhs regionale rival – for at genoprette den internationalt anerkendte præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadis regering. Houthiernes mål er at holde stand, udvide de territoriale erobringer – hvilket på dramatisk vis er lykkedes for dem gennem de forløbne måneder – og at sende Hadi og hans regering i eksil.

I de ni måneder, krigen har raset, har begge parter begået talrige krigsforbrydelser – det hævder de to toneangivende menneskerettighedsorganisationer, Amnesty International og Human Rights Watch.

»Alle deltagere i denne krig har begået grove menneskeretsovergreb,« siger også Abdulrasheed al-Faqeeh, administrerende direktør for Mowatana, en lokal organisation, der siden krigens udbrud har arbejdet på at dokumentere krigsforbrydelser.

»Den saudisk ledede koalition har angrebet civile mål, skoler, hospitaler og infrastrukturprojekter og dræbt og såret hundredvis af civile, mens de yemenitiske kombattanter – houthierne og modstandsbevægelsen – ligeledes har dræbt og såret hundredvis af civile i deres angreb på beboelseskvarterer. De har derudover rekrutteret børn, bortført hundreder, hvoraf adskillige er forsvundet og belejret lokalsamfund i forskellige dele af landet.«

Da ingen af parterne har kunnet fremtvinge et militært overtag har de nu accepteret en skrøbelig, ofte overtrådt, våbenhvile og mødes i en ny forhandlingsrunde formidlet af FN. Tilnærmelsen virker dog halvhjertet. Samtalerne skulle have været genoptaget 14. januar, men er nu udskudt til sidst på måneden, og på steder som i Taiz, føles freden længere væk end nogensinde.

Livet under belejring

Den saudisk ledede koalition har i mellemtiden indført en lammende blokade mod Yemen, der i forsøget på at svække houthierne og deres allierede også straffer civilbefolkningen. I Sanaa, for eksempel, er benzin blevet så dyr, at den nu sælges i små plastflasker, mens strøm er så sparsom, at lokale borgere joker med, at byen da snart må vinde en miljøpris.

Houthierne opretholder på deres side belejringen af Taiz. Det lykkedes dog sidst i december Guardians udsendte at besøge byen ved at omgå den blokade, der har bragt en befolkning, der i forvejen levede på eksistensminimum, på randen af ​​katastrofe.

Siden begyndelsen af ​​april, da ’modstandsbevægelsen’ – en alliance af lokale kræfter domineret af Det Muslimske Broderskab – slog houthiernes forsøg på at indtage byen tilbage, har houthi-militsen svaret igen ved at afskære indfaldsveje og forsyningsruter og dermed hindre eller hæmme adgang for fødevarer og lægehjælp. Lige nu er der kun adgang gennem én enkelt kontrolpost, døbt Rafah af beboerne efter dens mere berømte navnebror på grænsen mellem Egypten og Gaza.

Hver morgen danner der sig lange køer af mennesker, som vil ind i byen. Alle må lade sig ransage af houthi-militsen, der som oftest konfiskerer medicin, madlavningsgas, cigaretter, flaskevand eller hvad som helst, der rækker ud over et lille indkøbsnet af fødevarer.

Æselkaravaner

For at overleve har byen i måneder været afhængig af æselkaravaner, der har bragt leverancer til den via en lang og besværlig rejse gennem bjergegne.

Kort før solopgang, i en dal, der er tyk med skyer af tåge, trækker en gruppe af store drenge og unge mænd med tildækkede ansigter, deres æsler og kameler ned ad et smalt bjergspor, der bugter sig omkring de høje tinder ud for Taiz. Det lange karavane er lastet med benzindunke, sække af hvede, kasser med tomater og kartofler, og må forcere store sten og klipper, på den snoede rute, der byder på en formidabel udsigt til fjerne landsbyer og terrassemarker.

Men æsler alene kan ikke opfylde alle byens behov. Medicin og mad er stort set forsvundet fra byens markeder, og priserne på det, som er tilbage er i de sidste måneder eksploderet, hvilket har presset det meste af befolkningen under fattigdomsgrænsen.

»I otte måneder har vi levet af grød og brød og indsmuglet yoghurt,« siger Nabil, en jovial apoteksekspedient, der af sikkerhedsgrunde ikke ønsker sit fulde navn offentliggjort. »Jeg har ikke råd til at købe mælk til min toårige søn – og alligevel er jeg en af de heldige, fordi jeg stadig får udbetalt løn.«

I en af de få åbne gaderestauranter, sidder en dreng høfligt og venter på, at en gruppe kunder skal gå, før han skyndsomst kastet sig over de rester, de har levnet på deres tallerkener.

Blokaden er så stram, at Rawdha – det ene af byens to fungerende hospitaler – er løbet tør for iltflasker, og det andet kun har fem tilbage.

»Det er en forfærdelig situation,« siger en af ​​lægerne på Rawdha. »Vi kan ikke foretage operationer. Vi kan ikke sætte folk i intensiv behandling. Vi kan kun lappe sår og fortælle patienten: ’Du er velkommen til at dø, her hos os’.«

På det andet hospital i Taiz, Al-Thawra, står to læger foran dørene til operationsrummet og diskuterer, hvem af de to sårede, som er bragt ind her, der har den største overlevelseschance, og derfor skal nyde godt af en livreddende operation under anvendelse af resterne af den dyrebare ilt.

I operationsrummet fortrækker en såret soldat sit ansigt i smerte, mens læger borer og skruer en metalstang ind i hans ene ben, der er smadret af snigskyttekugler. Uden ilt kan de fleste af de operationer, kun ske med lokalbedøvelse.

Bag barrikaderne

Om natten er Taiz – som det meste af Yemen i disse dage – hyllet ind i et mørke, som kun brydes af enkelte flimrende lys. Gaderne henligger døde, bortset fra hundeglam, og stilheden brydes kun, når houthi-krigere begynder at affyre salver af mortérgranater. Tunge maskingeværer lyder et sted i det fjerne, fra en af de mange frontlinjer, der omkranser byen.

Om morgenen kommer Taiz, en by, der praler af at være Yemens intellektuelle hjerte, til live under et hvidt tæppe af skarp røg, der stiger op fra dusinvis af affaldsafbrændinger.

Kvinder og børn sidder tålmodigt ved siden af ​​deres plastikdunke i pæn kø-opstilling over for de kommunale tønder, imens de venter på, at lokale hjælpearbejdere skal uddele vand.

Med skolerne lukket bliver drenge og piger til vand-muldyr, tilbringer formiddagen bøjet under vægten af fyldte beholdere eller skubber en trillebør, hvori disse er stablet højt. Igennem de lange måneders belejring og krig er barrikader – dynger af jord toppet med metalplader og klumper af beton – blevet faste indslag i byens kvarterer. Det flyder med affald på dem, vilde buske er begyndt at spire i dem, og bevæbnede mænd ligger i deres skygge. De blokerer fortsat gaderne, længe efter at frontlinjen har flyttet sig andre steder hen – en dvælende påmindelse om en vold, der bevæger sig, men aldrig går væk.

På en halvt knust altan står Nasser, en hvidhåret mand med briller og fremviser resterne af den mortérgranat, der ramte hans hus.

»Houthierne stod oppe på bakken bag ved huset der,« siger han og peger på ruinen af Salehs lokale partihovedkvarter.

»Modstandsbevægelsen var lige om det gadehjørne der, og selv var jeg i midten. Men jeg nægtede at forlade mit hus. Hvor skulle jeg tage hen. Hver dag måtte jeg bede om deres tilladelse til at gå på indkøb. Hver dag måtte jeg kun forlade huset én gang, og hver dag oplevede jeg, at den ene part beskyldte mig for at arbejde for den anden eller omvendt.«

Om natten brugte han en lille olielampe til at tilberede måltider. Han afskærmede flammen med en papkasse, så lyset ikke tiltrak sig opmærksomhed fra en snigskytte. Han falder på knæ på gaden for at vise, hvordan han kravlede ud på sit badeværelse, når kugler fløj op og ned ad gaden.

Nasser peger på to butikker under sin altan. Deres metalskodder er gennemhullet af kugler og bærer spor af brand. »Jeg er pensioneret lærer og udlejningen af disse butikker hjalp os til at overleve,« siger han. »Vi har et ordsprog i Yemen. Det er forbudt at stikke kniven i en død. Vi var allerede som døde af fattigdom, og nu bliver vi stukket i af denne krig, igen og igen.«

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu