30 Greenpeace-aktivister blokerede mandag morgen indgangen til Management Centre Europe i Bruxelles, hvor forhandlere fra EU-Kommissionen og USA’s handelsministerium i denne uge skal gennemføre deres 12. forhandlingsrunde om en transatlantisk handels- og investeringsaftale, TTIP.
»Vi ønsker at stoppe disse forhandlinger, som vil overføre enorm magt til multinationale selskaber. TTIP truer selve de værdier, der bærer vores samfund,« sagde Greenpeace-aktivisterne under aktionen, der varede flere timer og forsinkede forhandlingsstarten.
Aktionen illustrerer den modvind, som handelsforhandlingerne er løbet ind i i både Europa og USA. Forhandlingerne har stået på i to et halvt år og handler om at fjerne eksisterende toldbarrierer og harmonisere love og regler på tværs af Atlanten for at give skærpet konkurrence og øgede afsætningsmuligheder for virksomhederne og derigennen økonomisk vækst og nye arbejdspladser.
Senest er der imidlertid skabt tvivl, om man overhovedet kan nå at forhandle et forslag til aftaletekst på plads, inden Barack Obama fratræder som præsident i januar 2017.
»Jeg tror ikke på, at vi når at få en TTIP-aftale, før præsidenten forlader embedet,« sagde Johs Earnest, talsmand for Det Hvide Hus, ved en pressebriefing den 8. februar.
Udsagnet huede ikke EU-Kommissionen, der oplever, at USA ikke bevæger sig i forhandlingerne.
»Vi har været igennem en meget besværlig og frustrerende tid det seneste år i forsøget på at opnå en vis bevægelse fra USA,« sagde EU’s landbrugskommissær, Phil Hogan, for nylig.
Dagen efter Josh Earnests melding modererede da også en anden talsmand for Det Hvide Hus, Brandi Hoffine, budskabet med udtalelsen: »Vi tror ikke på, at vi vil blive i stand til at afslutte kongressens godkendelsesproces for TTIP og få den underskevet som lov, før præsidenten forlader embedet.«
Så den officielle amerikanske ambition er altså stadig at få selve TTIP-teksten forhandlet på plads med EU-Kommissionen i år, således at man næste år under en ny præsident kan skride til processen med at få tekstforslaget juridisk tjekket og derefter politisk godkendt i den amerikanske kongres samt i Europa-Parlamentet, i EU-landenes parlamenter og i EU’s Ministerråd.
Udfordringen er, at det politiske system i USA giver førsteprioritet til behandlingen af den parallelle og konkurrerende stillehavsaftale mellem USA og 11 andre stillehavsnationer, kaldet TPP – den er færdigformuleret, men mødes p.t. med markant skepsis blandt kongresmedlemmer hos både republikanere og demokrater.
Både de to demokratiske præsidentkandidater, Hillary Clinton og Bernie Sanders, samt den republikanske kandidat Donald Trump har erklæret sig som modstandere af stillehavsaftalen. Falder den, eller går processen i hårdknude, ser det meget vanskeligt ud for den efterfølgende transatlantiske aftale, TTIP. Og kommer man først ind i 2017, kolliderer man med valg i Frankrig og Tyskland – især i Tyskland er TTIP-modstanden stærk.
Men lige nu forhandles der altså på ny mellem EU og USA.
’Udemokratisk’
Alt hvad EU-Kommissionen i en pressemeddelelse vil sige om den aktuelle Bruxelles-rundes indhold er, at »forhandlerne vil diskutere alle tre hovedelementer af aftalen, nemlig markedsadgang, reguleringssamarbejde samt regler«.
Som ved de forudgående 11 forhandlingsrunder efterlades offentligheden i uvidenhed om, hvad de europæiske og amerikanske forhandlere egentlig taler om og konkret bevæger sig frem mod. Først når eller hvis aftalen bliver færdig senere i år eller næste år, vil den blive lagt offentligt frem til politisk godkendelse på take it or leave it-basis.
De mange protester mod lukketheden har ført til, at der nu i Europa-Parlamentet og i regeringskontorer i Storbritannien, Holland, Luxembourg og Tyskland er etableret særlige læserum, hvor parlamentsmedlemmer under nøje overvågning og efter underskrift på en fortrolighedserklæring kan få lov at læse de aktuelle forhandlingstekster, men med strengt forbud mod at citere, referere eller diskutere det konkrete indhold med nogen.
En af de politikere, der har besøgt et sådant læserum, er parlamentsmedlem for det hollandske socialistparti Jasper van Dijk.
»Det, der bekymrer mig mest af alt, er, hvor udemokratisk denne procedure er. Jeg kan gøre mig bekendt med forhandlingsteksterne, men jeg har ikke lov at sige noget som helst om dem,« skriver han på partiets hjemmeside.
»Vi kan diskutere TTIP, men jeg kan intet sige om forhandlingernes aktuelle stade. Jeg er nødt til at holde munden lukket, når det handler om de indrømmelser, EU har givet. Hvad det angår, må vi vente til forhandlingerne er afsluttet. Så kan vi sige ja eller nej til en aftale, der er blevet diskuteret i årevis af en udvalgt gruppe bag lukkede døre.«
»Mit synspunkt er: Stop dette hemmelighedskræmmeri, læg kortene på bordet, sørg for en åben og demokratisk debat. TTIP er en radikal aftale, der vil påvirke hundrede af millioner menneskers liv,« mener Jasper van Dijk.
Stridspunkterne
Blandt de mange emner, der er til forhandling, er de mest kontroversielle følgende:
Reguleringsmæssigt samarbejde. Det handler om at etablere et nyt fælles organ og en ny praksis, så USA og EU i fremtiden søger at koordinere al ny lovgivning, nye regler og standarder med relevans for handel, således at man ikke blot opnår en engangsharmonisering med selve TTIP-aftalen, men også sikrer, at der ikke efterfølgende opbygges nye barrierer for handel og investeringer. USA får ikke veto over for europæisk lovgivning, men skal spørges til råds, hver gang f.eks. det danske folketing vil vedtage ny regulering med et handelsmæssigt perspektiv.
Den Europæiske forbrugersammenslutning BEUC er en af de ngo’er, der stærkt advarer mod dette reguleringsmæssige samarbejde.
»Hvis partnere kommer med omfattende kommentarer, kan det forsinke lovgivningsarbejdet markant, og regeringer kan måske ligefrem blive afskrækket fra at vedtage reguleringer,« skriver BEUC.
Udvidet beskyttelse af investorer. Forhandlingerne omfatter et såkaldt voldgiftstribunal, hvor f.eks. amerikanske virksomheder og investorer kan rejse erstatningssager uden om de nationale europæiske domstole og Europa-Domstolen, hvis man mener, at ny europæisk regulering kan fratage investoren en forventet indtjening.
Systemet, som i den foretrukne amerikanske variant kaldes ISDS og i EU-Kommissions udgave ICS, har udløst hundredetusinder af protester i Europa og er stødt på stærk modstand blandt jurister på begge sider af Atlanten. Bl.a. den tyske dommerforening har for nylig opfordret forhandlerne til at droppe systemet, mens den britiske ngo War on Want har beskrevet, hvordan 47.000 amerikanske virksomheder med en afdeling i EU vil opnå en ny mulighed for at stævne EU-regeringer, hvis den udvidede investorbeskyttelse bliver en del af TTIP.
Offentlige indkøb. Et af de emner, hvor den amerikanske regering og EU-Kommissionen synes at være langt fra hinanden. EU forlanger, at der bliver åbnet for europæiske firmaers adgang til at afgive tilbud, når der i USA skal udbydes offentlige indkøb på føderalt, delstats- eller lokalt niveau. Det møder stærk amerikansk modstand, fordi det kan undergrave den såkaldte Buy American-lov fra 1933, der pålægger de amerikanske myndigheder at købe amerikansk producerede industrivarer, stål, jern m.m. som redskab til at skabe amerikanske job.
Landbrug, fødevarer, miljø og sundhed. Her er der en grundlæggende forskel på amerikansk og europæisk regulering. I USA er produkter og processer tilladt, hvis der ikke er ført videnskabeligt bevis for, at det er farligt eller skadeligt for miljø eller mennesker – i EU er tilgangen nærmest omvendt med det såkaldte ’forsigtighedsprincip’ i fokus: tvivl om et produkt, et stof eller en proces’ virkning på miljø og mennesker er nok til at hindre en godkendelse.
Forbrugerrådet Tænk nævner som eksempel på disse forskellige tilgange, at EU på kosmetikområdet har forbudt 1.378 farlige kemikaler, mens USA kun har forbudt 11.
Begge parter forsikrer, at en TTIP-aftale ikke må og ikke vil føre til forringet forbruger- eller miljøbeskyttelse. Det kan i sidste ende betyde, at sådanne områder i vidt omfang må udelades af en aftale, hvis økonomiske perspektiv dermed skrumper tilsvarende.
De aktuelle forhandlinger i Bruxelles om disse og andre punkter fortsætter til fredag. Hvad der faktisk opnås under denne 12. runde, skal offentligheden som nævnt ikke forvente at få indsigt i.
Det er fint med læserum, hvis fortroligheden kan bevares.
Men det er useriøst at forlange forhandlinger for åben skærm eller med fuld pressedækning af de løbende forhandlinger.
Det er et kæmpe demokratisk problem, at så gennemgribende aftaler træffes i ly af mørket - ganske som herhjemme, desværre.
Det, der er kommet frem om forhandlingerne, lyder i forvejen meget betænkeligt. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der IKKE er sluppet ud - og som vi først opdager, når det er for sent. Sikkert yderligere fordele til de i forvejen rigeste promiller af verdens befolkning...
Hvad skal vi dog gøre for at beskytte den smule demokrati, der er tilbage? De evindelige mørklægninger kvæler det jo...
Torben Lindegaard,
Du lyder til at have nogle klare meninger om emnet. Kunne du forklare præcis hvorfor fortrolighed er nødvendigt, eller bare hensigtsmæssigt, i disse forhandlinger ?
Jeg kan ikke selv se en eneste valid forklaring.
Det forekommer, fra mit perspektiv, at en sådan fortrolighed kun vil tjene det ene formål at gøre det muligt at indeholde i aftalen, forhold der ellers ville være meget svære eller helt umulige, såfremt offentligheden blev bekendt hermed.
Altså at det grundlæggende formål med denne fortrolighed må være at hindre demokratisk debat om mulige politikændringer.
@Kasper Kjær
Mine bemærkninger gik på forhandlinger generelt, f. ex. at overenskomstforhandlinger, 3-parts-forhandlinger, finanslovsforhandlinger kan ikke foregå i fuld offentlighed.
Der er nødt til at være fortrolighed omkring forhandlingsbordet.
Specifikt TTIP er kringlet derved, at EU består af 28 medlemslande, der er repræsenteret gennem EU-kommissionen. Et forslag kan sagtens gavne EU som helhed; men skade enkelte lande - eller ikke gavne EU-landene lige meget. Forhandlerne er nødt til at kæmpe sig vej gennem alle kompromiserne inden den offentlige debat kan begynde.
Landenes regeringer ved de ansvarlige ministerier bliver selvfølgelig løbende holdt ajour, så ikke et land til slut ser sig nødsaget til at nedlægge veto. Og nu får parlamentarikerne adgang til de løbende forslag - det er fint, selvom jeg tvivler på, at fortroligheden kan bevares.
Den offentlige debat bør føres inden forhandlingerne indledes - skal vi overhovedet forsøge os med disse forhandlinger?
Og når et forhandlingsresultat foreligger - skal vi acceptere dette kompromis eller skal vi nedlægge veto.
Hver eneste af de 28 lande kan stoppe forslaget.
Det vil være uhørt, hvis det er en regering, der løbende er blevet underrettet, der nedlægger veto; men der er jo ingen garanti for, at en regering kan få lovforslaget gennem Parlamentet.
Tag bare Danmark - Venstre sidder på 34 ud af de nødvendige 90 mandater.
Dansk folkeparti vi næsten helt sikkert være imod TTIP med sine 37 mandater, så Venste skal have socialdemokraterne med 47 mandater med - og så kan de stadigvæk kun tælle til 81.
Og har Mette Frederiksen lige lyst til at give Lars løkke den fjer i hatten -
i hvert fald ikke, hvis LO er imod TTIP.
Anyway - al det er fremtidssnak; men der må være fortrolighed omkring forhandlingsbordet, men forhandlingerne foregår.
@Torben Lindegaard
Tror du vi kan gøre os håb om en "Urafstemning" i EU, når "TTIP-overenskomsten" er forhandlet færdig?
@Carsten Svendsen
Det tror jeg ikke på.
I hvert fald ikke i hele EU på een gang - der vil i givet fald skulle stemmes land for land.
Men ikke engang det kommer til at ske.
Jeg koketterer ind i mellem med at være EU-tilhænger på Uffe Ellemansk niveau.
Ikke desto mindre ville jeg være betænkelig ved en fælles EU-afstemning blandt EU's 500 mio borgere.
Det er jeg godt nok ikke parat til - endnu.
@Torben Lindegaard,
Tak for svar, selvom du ikke rigtigt gør andet end at gentage det oprindelige udsagn; at fortrolighed er nødvendigt, uddybet med eksempler på forhandlinger hvor det er tradition.
Tesen synes fortsat u-forsvaret og nødvendigheden ubegrundet, specifikt angående TTIP men også de eksempler du nævner. Hvorfor ?
'Fortrolighed om forhandlingsbordet' er en formulering der kan give mening. Men hvorfor fortrolighed udenfor dette rum ? Og hvorfor omkring TTIP ?
Det er ikke svært forestille sig akutte forhandlinger om krig, pandemi, klimaforandringer og lignende, der kræver betydelig fortrolighed, men hvor er de enorme problemer omkring vores handel med USA der kan begrunde alt dette ?
Det er jo harmløst, får vi at vide: Fjernelse af toldbarrierer, harmonisering af love og regler.
Det gentages i det uendelige at TTIP ikke vil berøre kerneområder som miljø, velfærd etc. men hvad er der så tilbage, der kræver al den hemmeligholdelse og præsentation som fait accompli ?
Du henviser også til real-politisk taktik mellem S. V og DF som rimelig - (hvis jeg forstår korrekt) begrundelse for nødvendigheden fortrolige forhandlinger.
Jeg vil ikke udelukke at vores repræsentanter fungerer på et så tvivlsom rationale - det forekommer endda sandsynligt, men det er i mine øjne en falliterklæring og et sygdomstegn.
"Hvis du ikke har noget at skjule, har du intet at frykte."
@Kasper Kjær
Jeg kan ikke forklare ønsket om fortrolighed med andet end lidt eksempler - sorry.
Men altså...............der er 28 medlemslande i EU.
Det enkelte land består af interessegrupper med forskellig politik.
Det, der gavner den ene gruppe, skader måske den anden.
Så bare det at få fastlagt en forhandlingsstrategi indenfor det enkelte land kræver kompromisser.
EU-kommissionen skal forene alle de 28 landes interesser i en forhandlingsstrategi.
De har ikke fælles interesser på alle punkter - slet ikke - og alle 28 lande har vetoret overfor TTIP. Hvis forhandlerne efter hvert møde ridsede forløbet og deres egen position op overfor pressen, er det nemt at forestille sig politiske partier i Parlamenterne eller øvrige interessegrupper, der ville gribe en enkeltsag, puste den gevaldigt op - og dermed ødelægge muligheden for et kompromis.
Hvis man giver sig i en forhandling på et enkelt punkt, er det ofte fordi man har fået noget på et andet punkt. Det sidste kommer ikke nødvendigvis med i fortællingen - og den gruppe, der får noget er ikke nødvendigvis sammenfaldende med den gruppe, der mister noget.
Så opgaven for kommissionen er at opnå en aftale, der samlet er til gavn for EU - uden at begå direkte overgreb på noget land eller nogen interessegruppe.
Ovenstående eksempler er et forsøg på at illustrere, at EU's TTIP forhandlingsstrategi skal behandles med yderste varsomhed.
Der er så mange kræfter, der helst ser det hele ryge i vasken: UKIP i UK - Front National i Frankrig - De sande Finner - Dansk Folkeparti & Enhedslisten i Danmark, for slet ikke at snakke om Folkebevægelsen mod EU.
Min optælling af folketingsmandater i tidligere indlæg er et sidespor.
Men jeg tror ikke på, at det er muligt at få TTIP implementeret - ikke engang i Danmark.
Regeringen er løbende blevet holdt underrettet om forhandlingsforløbet, så den kan selvfølgelig acceptere resultatet - ellers hører alt jo op.
Men derfra og til at kunne tælle til 90 er der godt nok lang vej.