’Hvis vi begynder at genere myggene, så vil de også genere os’

Ståltårnet, som hæver sig over Zika-skoven i Uganda, er næsten 40 meter højt. Det har syv vakkelvorne platforme af træ og er måske et af de farligste steder på Jorden. Det står lige ved ækvator, tæt på Victoriasøen og midt i en malariabefængt sump, som er fuld af krokodiller. Flere generationer af entomologer er forsigtigt kravlet op i tårnet for at lægge madding og fælder ud for moskitoer for dermed at kunne isolere verdens farligste vira:

»Det er det globale epicentrum for sygdomsfremkaldende organismer og vira,« siger Louis Mukwaya, som er leder af den entomologiske afdeling på Ugandan Virus Research Institute (UVRI) og en verdenskendt moskitoforsker.

Her lever leoparder, slanger og aber sammen på 24 tønder land, mens mere end 70 myggearter avler i træerne. Tilsammen huser de adskillige sygdomsfremkaldende stoffer, der kan være dødbringende og potentielt overføres til mennesker. Det er yderst sjældent at finde så mange arter på så lille et område, hvilket gør skoven ideel til forskning.

Det er takket være tårnet, at vi kender zika-virussen, som blev opdaget af den skotske virolog Alexander Haddow i 1947 og opkaldt efter den skov, hvor den blev fundet. Den spredes af en myggeart ved navn Aedes africanus. Den blev længe betragtet som en videnskabelig kuriositet, men er nu blevet en del af det medicinske rædselskabinet og mistænkes nu for at forårsage mikrocefali – formindsket kranie – en medfødt misdannelse hos spædbørn, hvis mødre var smittet under graviditeten.

Verdens virushovedstad

Selv om zika-virussen er skyld i deforme spædbørn og ulykkelige forældre i Latinamerika, får de smittede på dens fødested for det meste ikke mere end milde, influenzalignende symptomer i få dage. Mukwaya nævner en række meget mere skræmmende vira, der i de sidste 50 år er blevet isoleret fra myg, som er blevet indfanget i tårnet.

Blandt dem er gul feber, denguefeber, Vest Nil-virus, Rift Valley-feber og andre ubehagelige sygdomme som o’nyong-nyong, bwamba, spondwei, btaya, chikungunya og kasokero. Hvert år finder forskerne ved UVRI nye sygdomme, og for næsten dem alle er der ligesom med zika ingen behandlinger eller vaccine.

Tidligere på måneden blev der officielt erklæret krig mod zika og dens værtsmyg, da verdenssundhedsorganisationen WHO hævede beredskabet til samme niveau som ebola og betegnede virussen som »en international folkesundhedsmæssig krisesituation«, og præsident Obama opfordrede til en akut forskningsindsats. Men i Uganda, som er verdens virushovedstad, trækker man for det meste blot på skuldrene.

Her koster malariamyg trods alt hvert år omkring 100.000 mennesker livet, hvoraf størstedelen er under fem år gamle. Tidligere på måneden blev det rapporteret, at en malariaepidemi raser i den nordlige del af landet med over en million smittede og 658 dødsfald siden juli.

I mellemtiden er 1,5 mio. ugandere inficeret med HIV, tusinder har Hepatitis B, og der har været tilfælde af ebola og marburgvirus: »Lad os sige, at en million mennesker blev smittet og 650 døde på et par måneder i forbindelse med en epidemi i Europa eller USA,« siger Sudhir Otada, en forretningsmand fra Kampala: »Hvad ville reaktion så være? Er det, fordi vi er fattige?«

Migrerende myg

Mukwaya er overrasket over, at det, der i Uganda var en temmelig harmløs sygdom, fra den ene dag til den anden kunne udvikle sig til et potentielt globalt monster på et andet kontinent:

»Jeg er meget overrasket over, hvad der er sket i Brasilien,« siger han, »her har virussen kun forårsaget lav feber. Jeg havde ikke regnet med, at den ville være så farlig. Det ville være usædvanligt, hvis den virkelig kunne spredes fra myg til menneske og derfra fra menneske til menneske.«

Han er selv flere gang blevet bidt af myg, der bærer zika-virussen, men som de fleste ugandere, havde han ingen symptomer: »I Brasilien er den myg, der kan sprede zika, Aedes aegypti formosus. I Uganda er det Aedes africanus. De bærer de samme virusser, også denguefeber, gul feber og chikungunya.

– Hvad ved vi om Aedes africanus?

» Den bider som oftest i højder på mellem 18 til 24 meter og lægger 300 æg ad gangen, den kan lide temperaturer på 26-27 grader og foretrækker skov frem for åbent land. Ligesom andre myg er den tiltrukket af alkohol. Men hvordan virussen er nået til Latinamerika, og hvordan den udvikler sig eller muteres, ved vi ikke.«

Der har heller ikke været nogen rapporterede tilfælde af fosterskader i Uganda: »Vi har også Aedes aegypti her, men jeg tror, vi er beskyttede. De bider ikke så ofte mennesket her, men snarere små dyr, gnavere, katte og hunde. Så jeg tror, vi er i sikkerhed. Myggen bærer både gul feber og zika, men den bider normalt aldrig mennesker, og når den gør det, fører det kun til en kort, mild feber, som mange mennesker slet ikke lægger mærke ikke.«

Skovens hemmeligheder

Selv om zika-infektionen er ukendt i Uganda, er skoven et reservoir af sygdomme. På trods af dette tiltrækker den en del turister og fik engang besøg af den amerikanske præsident Jimmy Carter, der kom for at se på fugle som den sjældne grå krontrane. I løbet af de 65 år, der er gået siden opførelsen af tårnet, har forskere fra UVRI identificeret hundredvis af såkaldte arbovira – sygdomme, der spredes af insekter og flåter:

»De fleste af dem er potentielt dødbringende,« siger Mukwaya, der var med til at identificere Gul febervirussen i 1970’erne og har fået en myggeunderart opkaldt efter sig: »Vi ved ikke, hvad der ellers er derinde. Hvis man vil studere ukendt flora og fauna, så kommer man til Uganda.«

Også i denne uge satte Fred Senfuka og Teddy Muwawu, forskningsassistenter ved UVRI, moskitofælder op dybt inde i Zika-skoven – plastbeholdere med tøris, kuldioxid og mælkesyre som madding:

»Jeg får malaria hver tredje måned,« siger Senfuka, »vi var meget overraskede over at høre om Zika. Jeg har ikke hørt om nogle tilfælde her og vi ved, at flere arter er bærere af virussen.«

Muwawu tilføjer: »Jeg må være immun. Jeg får aldrig selv malaria. Jeg har hørt om Zika, men så vidt jeg ved, har jeg aldrig haft det. Før i tiden fungerede vi som menneskelig madding her i skoven. Vi blottede vores ben eller arme, og så kom de bare. Vi var altid vaccineret mod gul feber, men nu frygter vi ingen myg. Vi lever bare med dem.«

Ændret udbredelse

Men Mukwaya og andre forskere frygter, at myggene i Zika-skoven og andre steder i Afrika kan være ved at ændre adfærd og genetisk sammensætning som reaktion på større miljøforandringer. Sidste år blev der fundet 22 nye slags stikmyg i Zika-skoven, hvilket får ugandiske forskere til at antage, at der i de sidste 40 år er pågået forandringer i myggebestanden.

»For nylig har vi set de myg, der bærer Zika, komme ud fra skovene og nærme sig menneskelig beboelse,« siger Mukwaya, »folk lever nu meget tæt på skoven. Sådan plejede det ikke at være. Det kan skyldes, at aberne løber ud af skoven for at finde mad. Myggene flyver ikke langt, og før i tiden kom de aldrig ud af skoven. Hvis miljøet i skoven bliver forstyrret, er det muligt, at de går over til at nære sig på mennesker i stedet for på dyr. Hvis miljøet ændrer sig, er der risiko for sygdomsudbrud ligesom i Brasilien.«

Flere bosættelser tæt på de tropiske skove samt temperaturforandringer og mennesker i tættere kontakt med vilde dyr kan være grundene til, at vi oplever flere virussygdomme, der tidligere især ramte vilde dyr i troperne:

»Der er stadig meget at opdage i skoven,« siger Mukwaya: »Jeg tror ikke, at folk er immune her, men smittebærerne beskytter måske mennesker på måder, vi ikke nødvendigvis ved noget om. Det kan faktisk være, at myggenes opførsel beskytter mennesker her. Men én ting er sikker: Hvis vi begynder at genere myggene, så vil de også genere os. Hvis vi fælder skovene og ødelægger sumpene, vil det medføre ændringer i udbredelsen af moskitoer og få nye sygdomme til at opstå. Så der er mange ubesvarede spørgsmål.«

Oversat af Mads Frese.

© The Guardian og Information