Den belgiske regering har netop vedtaget en længe ventet antiterrorplan, der skal optrevle det ekstremistiske miljø i Belgien.
En særlig opmærksomhed tildeles syv af de hårdest ramte ’terrorkommuner’, som alle grænser op til kanalen i Bruxelles, herunder den berygtede kommune Molenbeek.
Planen indebærer blandt andet, at der indsættes yderligere 1.000 politibetjente på fuld tid frem imod 2019. Heraf skal 300 ekstra betjente specifikt indsættes i de såkaldte ’kanalkommuner’.
De ekstra betjente skal særligt overvåge moskeer, bedesale og bygninger, hvis ejer- eller udlejningsforhold vækker mistanke.
Underjordisk økonomi
De skal derudover forsøge at optrevle den underjordiske økonomi, herunder handel med stoffer og våben, som man mener medfinansierer det ekstremistiske miljøs aktiviteter.
Antiterrorplanen blev annonceret af den højrenationalistiske indenrigsminister Jan Jambon (N-VA), dagen efter de seneste terrorattentater i Paris den 13. november 2015, da det stod klart, at der igen var forbindelser til det belgiske jihadist-miljø.
Jan Jambon påtog sig dengang personligt at »rydde op« i kommunen Molenbeek, som flere af de mistænkte havde forbindelser til, og som i den internationale presse blev betegnet som »Europas terrorrede«.
Jambon udtalte ved præsentationen af planen med henvisning til Islamisk Stat, at vi ikke længere kan være blinde for, »at der er en organisation, der er imod Europa, en organisation, der har besluttet at ville så frygt og drama. Vi skal reagere – forebyggende såvel som straffende«.