Bernie Sanders har ryggen mod muren før Super Tuesday

Den progressive præsidentkandidat Bernie Sanders skal vinde mere end sin hjemstat Vermont for at overbevise tilhængerne om at støtte ham finansielt i en videre dyst med Hillary Clinton, hvis styrke blandt sorte og ældre kvinder kan gøre hende uovervindelig
Det bedste scenarie for den 74-årige demokratiske præsidentkandidat, Bernie Sanders, er at vinde over Hillary Clinton i Massachusetts og to andre store delstater på dagens Super Tuesday.

Det bedste scenarie for den 74-årige demokratiske præsidentkandidat, Bernie Sanders, er at vinde over Hillary Clinton i Massachusetts og to andre store delstater på dagens Super Tuesday.

John Bazemore
1. marts 2016

Bernie Sanders, den mest progressive præsidentkandidat siden George McGovern i 1972, har desperat brug for at vinde nogle få af de 14 delstater, der i dag afholder primærvalg og partimøder på Super Tuesday. Ellers risikerer han at miste fremdrift og finansiel støtte fra millioner af tilhængere.

Bernie Sanders beslutning om at at holde et vælgermøde mandag i New England i staten Massachusetts illustrerer, at han er trængt op i et hjørne af Hillary Clintons enorme popularitet blandt sorte vælgere, partiets mest trofaste og indflydelses­rige vælgergruppe.

Clinton scorede 83 pct. af de sorte stemmer i primærvalget i South Carolina lørdag. Det er et imponerende resultat og en sejrsmargin, hun formentlig vil kunne gentage i dagens primærvalg i fire andre sydstater – Georgia, Alabama, Virginia og Tennessee – hvor afroamerikanere forventes at udgøre mellem 30 og 50 pct. af vælgerne.

Sanders har kun en chance for at vinde eller klare sig hæderligt i delstater med en sort stemmedeltagelse, der historisk set ligger under 20 pct. Det gælder for Texas, Oklahoma, Colorado, Minnesota, Massachusetts og Vermont.

Hjemstaten Vermont vinder Sanders med måske 80 pct. af stemmerne. Han burde slå Clinton i Massachusetts, der ligger tæt op ad Vermont og New Hampshire, hvor han vandt primærvalget med 60 pct. af stemmerne.

Massachussets er som en af USA’s mest progressive delstater godt terræn for ham.

Det er herfra, at Kennedy-klanen kommer. Det er her, den i progressive kredse ekstremt populære senator Elizabeth Warren (tidligere juraprofessor på Harvard University) hører til. Massachusetts er ydermere en stat med et stort antal unge studerende, som indtil videre har været Sanders, mest trofaste vælgergruppe.

Trods det viser de seneste meningsmålinger Hillary Clinton med en svag føring eller i dødt løb med Bernie Sanders i Massachusetts. Så godt som hele den demokratiske partielite i delstaten står bag Clinton – bortset fra senator Warren, der forholder sig neutral i dysten.

Det er dog muligt, at den hvide arbejderklasse i Massachusetts kommer Sanders til undsætning. I valgene i Iowa, New Hampshire og Nevada og i mindre omfang i South Carolina viste stikprøver taget efter afstemningerne, at Sanders udover en massiv støtte fra unge studerende også er populær hos hvide arbejderklassevælgere, især mænd.

Trumps arbejdervælgere

En ukendt variabel er imidlertid, at Donald Trump og hans budskab også tiltaler arbejderklassevælgere i Massachusetts.

Indtil nu har ingen målinger klargjort, i hvor høj grad Sanders’ og Trumps arbejdervælgere overlapper hinanden, men i progressive ­Massachusetts kan Sanders’ dundertaler mod Wall Street og frihandelsaftaler formentlig tiltrække potentielle Trump-vælgere. Partiuafhængige vælgere, der udgør halvdelen af Massachusetts’ 4 mio. vælgere, har ret til at stemme i de to partiers primærvalg.

Nylige meningsmålinger viser, at arbejderfamilier i Massachusetts kan lide Trump. Han vurderes overraskende til at kunne vinde over 40 pct. af stemmerne i statens republikanske primærvalg, og kommentatorer taler allerede om, at Trumps solide opbakning fra mindre bemidlede vælgere gør ham kampdygtig mod Hillary Clinton i Massachusetts under præsidentvalget i november.

Det bedste scenarie for Sanders  på valgaftenen er at vinde Massachusetts og to andre store delstater, Colorado og Minnesota, med en smal margin over Clinton. Sammen med hjemstaten Vermont ville han dermed have sejret i fire delstater.

I modsætning til 10 andre delstater vil Colorado og Minnesota holde ‘caucuses’ eller partimøder, hvor vælgere debatterer hver kandidats program, gerne over flere timer, og til sidst deltager i en åben afstemning. En sejr kræver, at hver kandidats kampagne overbeviser de fleste vælgere om at medvirke. Normalt dukker kun de mest politisk engagerede op.

Sanders synes ikke at være skræmt af de store odds imod ham.

I et tv-interview søndag understregede han, at valgkampen nu er ved at gå ind i en ny fase, hvor det gælder om at akkumulere flest delegerede til partikongressen i juli.

»Vi tabte virkelig stort i South Carolina. Men vi skuer fremad, ikke tilbage. Det bliver en hård dyst, men jeg tror, vi kan vinde,« sagde han til NBC News.

Hillary Clintons styrke er den samme som Barack Obamas i valgkampen i 2008: De sorte vælgere. Dengang lå han i spidsen i antal delegerede efter primærvalgene på Super Tuesday i kraft af en overvældende støtte fra afroamerikanere i sydstaterne.

Disse sorte vælgere skiftede fra Clinton til Obama, efter han havde vundet i Iowa – en midtveststat med få mindretalsvælgere – og var kommet ind på en andenplads i overvejende hvide New Hampshire.

Nu vender disse sorte vælgere tilbage til Clintons fold, selvom Hillary og hendes mand Bill i iritation over at tabe til Obama i South Carolina lod nogle nedsættende bemærkninger om de sorte ledere, Martin Luther King, Jr. og Jesse Jackson undslippe. Siden har parret anstrengt sig for at udbedre forholdet til det sorte samfund.

Super Tuesday: Formodede vindere i 14 delstater

Alabama - Bedste tip: Hillary Clinton og Donald Trump
Alaska - Trump er favorit. Han støttes af fhv. guvernør Sarah Palin
Arkansas - Let sejr for Hillary i Bill Clintons hjemstat. Trump og Cruz kæmper om førsteplads
Colorado - Bernie Sanders og Clinton står lige
Georgia - Clinton og Trump er storfavoritter
Massachusetts - Sanders kan vinde trods Clintons smalle føring. Trump er storfavorit
Minnesota - Sanders har god chance. Cruz, Rubio og Trump står lige
North Dakota - Ingen måling
Oklahoma - Upålidelige målinger, men Sanders og Rubio har en chance for at vinde
Tennessee - Ingen måling
Texas - Clinton er sikker på sejr. Cruz regner med det
Vermont - Sanders er sikker vinder. Trump er storfavorit
Virginia - Clinton og Trump er favoritter
Wyoming - Ingen meningsmåling

Clintons svaghed

Hillary Cllintons svaghed i dette valgår er paradoksalt nok den samme som Barack Obamas i 2008. Dengang foretrak de fleste hvide demokratiske arbejdervælgere hende fremfor Obama. Denne gang taber hun disse vælgere til en hvid, mandlig præsidentkandidat, Bernie Sanders.

Sanders’ eneste håb er at holde fast i sit tag om den unge generation og vinde stor støtte fra arbejdervælgere og – som et minimum – dele latinovælgerne lige over med Clinton.

Efter Super Tuesday giver valgkalenderen ham bedre muligheder for at udnytte disse aktiver. I løbet af marts og april vil stater med en stor arbejderbefolkning og færre sorte vælgere holde deres primærvalg. Det gælder f.eks. Illinois, Michigan, Ohio og Pennsylvania. Herefter følger stater med mange progressive vælgere som New York, Californien, Washington og Oregon.

Den hastigt voksende latino-befolknings støtte til Sanders kan delvist opveje Clintons fordel ved at kunne trække på mellem 75 og 85 pct. af sorte vælgere.

Primærvalget i Texas kan blive en lakmusprøve. Meget tyder på, at Clinton vil vinde denne store delstat med hjælp fra sorte og latinovælgere. Det var her, hun som ung kvinde i 1960’erne var med til at registrere latino-vælgere i Rio Grande-dalen tæt på grænsen mod Mexico – noget, hendes kampagne gør opmærksom på i spansktalende tv-reklamer.

Men Sanders har brugt meget tid og mange ressourcer på at appellere til de mange latinamerikanske immigranter i Texas. Hvis Clinton vinder et sikkert flertal blandt latinovælgerne, vil det blive endnu mere op ad bakke for Sanders.

Læs også: Panikken i de republikanske rækker breder sig

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Torben R. Jensen

Der stemmes ”super-tirsdag” om 878 demokratiske delegerede, dertil skal lægges 156 superdelegerede, som er udpeget af partiet. Alle demokraternes valg er proportionalvalg, hvor de delegerede fordeles efter stemmetal.
Meningsmålingerne giver Clinton over 20 procentpoint forspring i de fleste stater, medens Sanders forventes at vinde Vermont og lige chance i Massachusetts og Oklahoma. Men mange af målingerne er små og gamle. Meget afhænger også af, om Sanders trods nederlaget i South Carolina er i stand til at mobilisere de yngste vælgere.
Ud fra befolkningssammensætningen forventes Sanders at kunne vinde caucusvalgene i Colorado og Minnesota. Netop caucusvalg kan være Sanders chance også i Texas, fordi vælgerne bruger meget tid på valghandlingen og debatterer alternativerne. Men Sanders kampagne lider under, at han er nødt til at koncentrere indsatsen og helt opgive nogle stater. Han har f,eks. ikke været nævnt på TV i Virginia, har ikke været i Tennessee og er uden chance i Bill Clinton hjemstat, Arkansas.

De stater, som stemmer, er her med delegerede+superdelegerede og stemmeberettigede i parantes: Alabama(53+7,alle), Arkansas(32+5,alle), Georgia(102+15,alle), Massachusetts(91+25,dem./uafh.), Oklahoma(38+4,demokrater), Tennessee(67+9,alle), Texas(222+30,demokrater), Vermont(16+10,alle) og Virginia(95+14,alle).
Caucus valg i Colorado(66+13,demokrater), Minnesota(77+16,alle) og for Demokraterne Amerikansk Samoa(6+4,alle), samt demokrater i udlandet(13+4,alle).

Jeg har ingen ide om, hvordan et caucus kan gennemføres for udlandsamerikanere, men de kan stemme via fax, brevpost, E-mail og personligt fremmøde. Betegnelsen ”alle” betyder alle valgregistrerede, men vælgerne må ikke deltage i begge partiers primærvalg. Nogle steder er vælgerkorpset begrænset til registrerede demokrater (og uafhængige).

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen

Gad vist, hvornår Bertel Geismar Haarder protestere mod mediernes blå "vennetjeneste" favorisering?

...Nej vel, det sker nok ikke. Bertel følger loyalt Goebbels hovedkvarterets anvisninger.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Det slog mig, at der er en pudsig symmetri mellem de to diametrale modsætninger Trump og Sanders.
På en måde appellerer de til de samme vælgere: den lavere middel og underklasse, som føler sig pisset på af finanseliten og det politiske establishment i Washington. Men så hører ligheden også op.

Sanders er formentlig den mest radikale præsidentkandidat, vi har set i mands minde - så radikal efter amerikansk målestok, at han desværre nok ikke kan vinde et præsidentvalg. Hans styrke, den intellektuelle skarphed og dannelse, er paradoksalt også hans største svaghed. Han har ikke den lavfolkelige appeal, som Trump besidder. Han kan simpelthen ikke være med på Trumps niveau; det kan ingen af de andre kandidater. Trump scorer billige point hos rigtig mange amerikanere ved sin totale mangel på politisk skoling, og sågar almen dannelse. Jo mere ubehøvlet, tåbeligt og provokerende han optræder, desto større er henrykkelsen hos masserne. Han kan næsten ikke fejle, for hver eneste dumhed og karakterbrist får han vendt til sin fordel som en dyd.

Det er virkelig tragisk, for USA skriger på en mand som Sanders. Han er redningsmanden for den fortabte underklasse - men de forstår det ikke. De forstår ham ikke. Han er ikke en af deres. Det hele handler om identifikation. Proletariatet kan identificere med superproletaren Trump - men indser ikke, at han er fuldstændig ligeglad med dem. Nærmest psykopatisk ligeglad.

Trump er ikke blot en trussel for det politiske establishment i USA, herunder det republikanske parti selv. Han er en trussel mod hele menneskeheden. En verden med Trump og Putin som henh. amerikansk og russisk præsident er noget nær et mareridt. Han er om mulig endnu farligere end Putin.

Men regningen bliver i første omgang sendt tilbage til det naive amerikanske proletariat, der nu er ved at lade sig forføre ved højlys dag.

/O

Brugerbillede for peter fonnesbech

@ Olivier Goulin

Der synes at være er sær og grusom ironi i det faktum , at årtiers helt bevidste fordummelse i main stream media sammenholdt stadig større forringelse i det offentlige uddannelsessystem siden 80'serne, og eftervirkningerne af krisen fra 2008, har skabt en temmelig stor vælgerskare som i valget af Trump vil give the establishment fingeren.

Det er naturligvis ikke uden grund, men hvis han bliver valgt, vil det blive en katastrofe.

Deri består den sære og grusomme ironi.

Alene det faktum burde give anledning til en større selvransagelse i den amerkanske offentlighed.

Men det ser jeg ingen steder desværre !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen

ad Michael R.; "Hvorfor kan jeg ikke like kommentarene?":

Jeg havde samme problem for nylig. Og havde en 'længere' email konversation med support.
I denne fandt vi til sidst frem til følgende: (har klippet tekst fra Informations support ind)

- "Vi havde en bug i en periode i december hvor systemet kunne finde på at gemme privilegier forkert og det ser ud til at du var en af dem der var berørt".
- "Kan du hjælpe mig ved lige at se om ikke du har et link til at bekræfte din email-adresse i din brugerprofil? Du kommer til den side ved at klikke på "Min brugerside" i menuen i øverste højre hjørne med dit navn i. På den side du kommer til, skal du klikke på rediger profil. Klik på linket og følg instrukserne. "

Håber dette hjælper :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Skov

Måske fordi kommentarerne ikke er værd at like... spøg til side.
Læste lige om en undersøgelse, der viser, at Sanders har større sandsynlighed for at slå Trump end Clinton.

Selv tror jeg ikke på at Trump kan vind, da det republikanske establisment hellere stemmer demokratisk end på Trump. Men spændende bliver det da. Lidt ligesom russisk roulette :o/

anbefalede denne kommentar