Nyhed
Læsetid: 6 min.

For britiske medier er det ’os mod dem’ i Europa

De britiske medier viste ingen nåde efter offentliggørelsen af David Camerons – foreløbige – forhandlinger med EU om en ny ordning for Storbritannien. Men spørgsmålet er, om mediernes dækning vil påvirke briternes holdninger
De britiske medier skriver meget om konflikter mellem David Cameron og Angela Merkel, men ifølge den seneste Eurobarometer-undersøgelse er briterne dem, der ved mindst om EU, ud af alle 28 EU-befolkninger

De britiske medier skriver meget om konflikter mellem David Cameron og Angela Merkel, men ifølge den seneste Eurobarometer-undersøgelse er briterne dem, der ved mindst om EU, ud af alle 28 EU-befolkninger

Toby Melville / Ritzau Scanpix

Udland
12. februar 2016

»Camerons EU-aftale er en joke«. »Det store bedrag«. »Den stinker«.

Selv efter de berygtede britiske tabloidavisers standard var reaktionen efter offentliggørelsen af udkastet til en ny aftale mellem EU og Storbritannien nådesløs.

»Hvem vil tale for England«, fulgte Daily Mail op i en reference til en debat i det britiske parlament i 1939, efter at Hitler havde invaderet Polen og startet Anden Verdenskrig.

Hvis premierminister David Cameron havde haft en illusion om, at de britiske medier – når det kom til stykket – blindt ville bakke op om ham og hans genforhandling, har han i de seneste dage måtte sande, at virkeligheden er en helt anden.

Og det har ikke kun givet premierministeren sved på panden; pro-europæiske briter generelt diskuterer nu, om den negative presse kan få indflydelse på, hvordan briterne stemmer i folkeafstemningen om landets fortsatte medlemskab af unionen, der forventes at finde sted i juni.

»Hvor magtfulde er de,« spørger The Guardians Polly Toynbee i en klumme med overskriften: »Den højreorienterede presse må ikke få lov til at mobbe os ud af EU«.

Hun konkluderer i den efterfølgende sætning, at den EU-skeptiske del af pressen er »langt mere indflydelsesrig end deres faldende salg antyder«.

Toynbee bakkes op af Oliver Daddow fra University of Leicester, der ud fra sin egen forskning konkluderer, at EU-skepsissen i landet »generelt har været anført af den skrevne presse«.

»Det startede som dybdeborende forbrugerjournalistik, men fra de sene Thatcher-år blev skepsissen mainstream og forbundet med emner som det britiske politiske systems overlegenhed og en skepsis over for vores EU-partnere,« siger Daddow på et seminar på British Academy i London om »De britiske medier og EU«.

»Euroskepsis er nu blevet så almindeligt accepteret, at det er umuligt for en politiker bare at tale om EU. Sådan en størrelse findes ikke. Der findes kun ’det reformerede EU’,« tilføjer han.

Susan Banducci, professor i politik ved University of Exeter, påpeger dog, at det er »meget svært at finde beviser for, at dækningen af EU har en indflydelse på den offentlige mening«.

Hun mener derimod, at medierne forstærker en holdning, der allerede er til stede.

»Folk har tendens til at vælge medier – læse aviser og dele historier på de sociale medier – som stemmer overens med deres allerede eksisterende holdninger. Vi bliver i dag eksponeret for et stadig smallere udvalg af positioner, så man kan sige, at de forstærker de holdninger, folk allerede har,« siger hun på samme seminar.

Dagsordensættende

På ét punkt er dagens talere imidlertid enige: Den skrevne presse er dagsordensættende.

»Tonen og stilen for mediernes dækning sættes af de trykte mediehistorier,« siger Charles Clarke, tidligere indenrigsminister i Tony Blairs Labour-regering og i dag tilknyttet University of East Anglia, der står bag seminaret.

»Jeg mener ikke, at det er så vigtigt, om den skrevne presse er for eller imod EU; det centrale er de prismer, som den trykte presse har tendens til at se ting gennem. Ét prisme er: EU versus Storbritannien – ofte skues der helt tilbage til Anden Verdenskrig. Den britiske premierminister vurderes ofte ud fra, om han har ’slået’ sine europæiske kolleger, og det har ført til forestillingen om britisk svaghed inden for EU, som jeg mener er usand,« siger Clarke.

Et andet prisme, mener han, er fokusset på interne britiske holdninger til EU – særligt som de udspiller sig i Westminster – frem for på det store billede.

Den iagttagelse bakkes op af flere andre på seminaret, heriblandt Mark Berry fra Cardiff University School of Journalism, der har undersøgt BBC’s dækning af EU.

»De fleste historier fortælles fra et prisme om interne kampe om Europa,« siger han og kalder desuden BBC’s dækning for »reaktiv« med fokus på eliterne og konflikter mellem dem.

Fejlagtige oplysninger

For Mark English, der er leder af medieafdelingen i EU-Kommissionens repræsentation i London, men som taler på egne vegne, er det største problem imidlertid ikke vinkler, politisk ståsted eller den robuste tone, der kendetegner særligt de britiske tabloidaviser. For ham er det den deciderede fejlinformation, der er problematisk.

»Ordet ’vildledende’ er et meget mildt ord« for nogle af de historier, der bringes i den britiske presse, mener han.

»Et eksempel er, at EU-regler altid beskrives som ’unødigt bureaukrati’. Det er ikke sandt. Der er mange EU-regler, som handler om at fjerne ’unødigt bureaukrati’ for netop at fjerne barrierer,« siger han.

Et andet eksempel er den årligt tilbagevendende historie om, at EU’s »revisorer ikke godkender EU’s regnskaber«.

»Jo, de gør, og det gør de altid. Der er kritik af visse områder, ja, men det er usandt, at de sætter spørgsmålstegn ved udgifter for hundreder af millioner af euro,« siger han, men kalder det for »det største svigt af alle«, når pressen påstår, at EU’s love vedtages af »EU-bureaukrater« og ikke forklarer, at de vedtages gennem en proces, der involverer Europa-Parlamentet.

Flere af panelisterne – heriblandt journalister – mener, at problemet bunder i, at mange britiske journalister ikke har en tilstrækkeligt specialiseret viden til at kunne dække EU. Tabloidaviserne har f.eks. ikke korrespondenter i Bruxelles. Men det er også et problem for store spillere som BBC, erkender Mark Mardell, stationens tidligere EU-redaktør.

»Jeg tror, at vi bliver nødt til at bekæmpe det fokus, der er på Westminster,« siger han med henvisning til, at Westminster-journalisterne altid følger med premierministeren, når han tager til EU-topmøder, og at det er dem frem for Bruxelles-korrespondenterne, der rapporterer om mødernes konklusioner.

»Da Cameron for to år siden sagde, at han ville stoppe den fri bevægelighed, var det fuldstændig tydeligt for mig, at det kunne han ikke, men det forstod de fleste Westminster-journalister ikke,« siger Mardell.

Denne manglende viden førte til, at nogle af de vildere påstande, såsom at traktatændringer kunne gennemføres inden den britiske folkeafstemning, eller at det var muligt at sætte en grænse for antallet af EU-migranter, Storbritannien ville tillade, blev behandlet i medierne, som om det var realistiske muligheder.

»Under eurozonekrisen blev det nærmest rapporteret som et faktum i pressen, at Grækenland ville blive smidt ud af euroen,« tilføjer Charles Clarke om en anden debat, der kunne have fortjent mere perspektiv og dybde.

Briterne ved mindst om EU

Om den britiske presses særlige fokus på Westminster-dramaet frem for egentlig EU-politik – samt den ringe kvalitet i dele af pressens dækning af EU – kan gives skylden for briternes ringe viden om EU, er vanskeligt at sige.

Men at briterne mangler grundlæggende viden om Europa, er til gengæld blevet påvist i undersøgelse efter undersøgelse. Ifølge den seneste Eurobarometer-undersøgelse af EU-borgernes viden om samarbejdet fra maj 2015 – omtalt på London School of Economics’ EU-blog af professor Simon Hix – er briterne de mindst vidende ud af alle 28 EU-befolkninger.

»Vi har en folkeafstemning om måske kun fire måneder, og forståelsesniveauet af EU er ufattelig lavt,« siger Mike Berry, der mener, at kun BBC som landets public service-kanal på nuværende tidspunkt kan hjælpe med at højne den viden.

Mardell – der nu er vært på BBC’s Radio 4 – nikker genkendende til det lave forståelsesniveau og giver som eksempel et interview med en vælger, han lavede ugen forinden.

»Han ville ud af EU på grund af reglerne om, at agurker skal være lige. Sådan en lov fandtes, men den blev skrottet for otte år siden,« siger Mardell og beskriver det at dække EU-politik som at »sømme budding op på en væg«. Det hænger bare ikke fast.

Simon Hix fra London School of Economics er enig i, at »befolkningens generelle viden er lav«, men noget tyder på – mener han – at det er ved at ændre sig som resultat af Brexit-debatten.

»Cameron troede, at han befandt sig i en verden med fordummet mediedækning. Han troede, at han kunne komme tilbage og sige: ’Jeg har en aftale på alle mine fire punkter. Jeg har fået indført et rødt kort (for uønsket EU-lovgivning, red.)’, men reaktionen fra The Sun var: ’Jo, men du har brug for 55 procent af de nationale parlamenters opbakning’. Det er en massiv forbedring i mediedækningen,« siger Hix.

»Fra et positivt perspektiv kan man sige, at medierne hidtil ikke har behøvet at investere i detaljeret viden på området. Nu er de tvunget til det.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et lærestykke

1.
Britterne gik (sammen med Danmark) ind i EU alene for at forbedre deres samhandelsmuligheder. Det tidligere frihandelsområde EFTA (som Danmark også var medlem af) gav ikke tilstrækkeligt favorable muligheder i forhold til EU.

2.
Britterne forsøgte fra starten af sit medlemskab at påvirke EU i en mere liberalistisk retning, så det så vidt muligt kom til at ligne EFTA. Altså en trojansk hest.

3.
Britterne forsøgte så (under Thatcher) at unddrage sig de almindelige økonomiske forpligtelser for EU-landene ved at kræve en særlig brittisk 'rabat' (give me my money back). Det lykkedes.

4.
Under Blair forestillede britterne sig, at de kunne indtage en lederrolle inden for EU, og ved hans afgang svælgede brittiske medier i fantasier om, at han skulle være ny kommissionsformand. Danske medier sang med på den sirene. Det lykkedes ikke.

5.
Dernæst er der sket en optrapning af en EU-modstand i UK. Af indenrigspolitiske grunde har den konservative regering under Cameron forsøgt at omklamre denne modstand ved at komme den i møde.

6.
Cameron har købt sig tid ved at forlange reformer i EU-systemet som sådan. Det indebærer traktatændringer, og dem har bl.a. Tyskland og Frankrig sagt nej til på nuværende tidspunkt.

7.
Cameron har så bebudet en folkeafstemning efter en genforhandling af specielt UK's relationer til EU, altså undtagelser fra EU's almindelige regler - og nogle garantier for, at UK ikke dermed vil blive afkoblet i indflydelse.

8.
Cameron har prøvet at bilde britterne ind, at han kunne få sådanne undtagelser forhandlet igennem, og har dermed bidraget til, at EU-modstanderne i hans eget land har fået blod på tanden.

9.
Nu har han malet sig op i et hjørne, hvor han skal levere varen. Det kan han kun med et lunkent forhandlingsresultat, hvad den brittiske offentlighed da også har opdaget.

10.
Således er det lykkedes den brittiske regering at fodre EU-modstanden ved at love urealistiske forhandlingsresultater. Som det ser ud nu, melder UK sig ud efter en folkeafstemning, som den brittiske regering selv har iværksat.

Hvad kan man lære heraf? At man skal passe på med af indenrigspolitisk kortsigtede hensyn at give efter for en diffus, dårligt informeret folkelig opinion. Det ender med, at politikere, der falder for denne fristelse, bliver fanget i deres eget spin.

Tak Mihail Larsen,

Det er lige mine ord.

Men jeg husker også, at EU betalte for Storbritanniens omfattende trafikmæssige infrastruktur - først motorveje og senere skinnevejenes modernisering. Og bagefter fik man tvunget sig til stor fast rabat på EU-medlemskabet.

Jeg husker i øvrigt ganske udmærket Storbritannien fra tiden før EU - både som en verdens førende velfærdsstat og så imperium. Og som det er nu, er der fortsat mange englændere, der fortsat føler, at landet er imperiet, hvor solen aldrig går ned.

Så jeg ser virkelig frem til Skotland, Wales og måske Nordirland som gode EU-medlemmer. Så kan Cameron blive husket som ham, der splittede Storbritannien.

Michael Kongstad Nielsen

Mihail Larsens lange politiske kandestøberi kunne lige så godt handle om Grækenland. Men ikke om ønsket om forandring generelt i EU, for det negligeres. Selvom hele Middelhavsområdet, dele af Frankrig, Visegrad landene, og dele af Norden er helt enig med UK. UK er træt af Tysklands styring af EU sammen med et halvt Frankrig.