Læsetid 1.9257142857143 min.

Camerons EU-kampråb: ’Jeg er enig med Corbyn’

Omkring halvdelen af premierminister David Camerons parlamentarikere og bagland forventes at stemme for brexit. Camerons bedste ven er nu Corbyn
25. februar 2016

Den britiske premierminister David Camerons plan var enkel: En folkeafstemning om Storbritanniens fremtid i EU ville – efter folkets forventede opbakning – føre til fred og harmoni i det britiske konservative parti efter årtiers splittelse over forholdet til EU og Europa.

Men få dage efter, at premierministeren præsenterede sin hårdt tilkæmpede aftale for sit parti og sit folk, står to ting imidlertid klart: For det første at sejren langtfra er selvskreven; for det andet at de kommende fire måneder bliver uhyggeligt blodige for det konservative parti. Spørgsmålet er sågar, om de sår, valgkampen vil påføre partisoldaterne og deres generaler, overhovedet kan heles efterfølgende.

Kæmpe splittelse

Cameron har naturligvis hele tiden været klar over, at EU-modstanden i hans parlamentariske parti og blandt græsrødderne var markant. Deraf hele øvelsen med en genforhandling – som han havde kalkuleret med ville være nok for mange af kritikerne – og en folkeafstemning. Alligevel har virkeligheden vist sig at være betydeligt grimmere, end premierministeren havde forestillet sig.

Foreløbige optællinger foretaget af britiske medier såsom Sky News, BBC og The Sunday Times har afsløret, at næsten halvdelen af de konservative parlamentarikere sandsynligvis vil stemme for ’brexit’ – britisk udtræden.

Heller ikke EU-skeptikerne i regeringen – med undtagelse af indenrigsminister Theresa May – er blevet overbevist af Camerons genforhandling. Særligt har Cameron haft svært ved at skjule sin skuffelse over sin mangeårige ven justitsminister Michael Goves beslutning om at slutte sig til brexitkampagnen.

Og premierministeren blev tilmed den første til at svinge med sværdet over for en af sine egne, da han i Underhuset understregede, at han jo ikke genopstiller ved næste parlamentsvalg og derfor ikke har nogle karrieremæssige bagtanker med at anbefale fortsat medlemskab.

Dette var en slet skjult anklage imod Londons borgmester, Boris Johnson, der samme dag havde tilkendegivet, at han ville støtte brexit. Det medførte ikke kun, at pundet faldt, og oddsene for brexit blev styrket, men også at Johnson straks rykkede op som bookmakernes favorit til at overtage partiformandsposten efter Cameron.

Hjælp fra Labour

Den massive afvisning af Camerons genforhandlede aftale med EU fra så mange af hans egne parlamentarikere og ikke mindst de konservative topfolk i partiet er naturligvis ikke just den drømmestart, bliv-i EU-kampagnen havde håbet på.

Tværtimod giver det unægteligt de britiske vælgere det indtryk, at aftalen ikke kan være meget værd. Dette indtryk bliver kun styrket af, at Labours formand, Jeremy Corbyn, nok siger, at han og hans parti vil støtte ind-kampagnen, men på trods af – ikke på grund af – Camerons aftale.

At en aftale, som så få støtter, bliver endnu sværere at sælge, nu hvor Boris Johnson støtter brexit-siden, står også klart. Indtil Johnson erklærede sit ståsted, havde brexit-holdet nemlig ikke nogen oplagt frontfigur.

De konservative ministre, der støtter Brexit, er nok veltalende, men karismatiske vil ingen kalde dem. UK Independence Partys formand, Nigel Farage, er heller ikke den stemmesluger, han var for et par år siden, og UKIP-lejren er desuden præget af intern uenighed.

Farage og partiets eneste parlamentariker, Douglas Carswell, har sågar sluttet sig til to forskellige brexit-kampagner. Med karismatiske Johnson på holdet, er brexit-kampagnen pludselig langt stærkere end forventet.

Så hvem kan premierministeren overhovedet regne med? Sit eget bagland? Heller ikke. En rundringning foretaget af The Guardian til 70 valgkredse viser, at også baglandet er splittet cirka fifty-fifty, hvilket desuden bakkes op af meningsmålinger. Dette er naturligvis særlig problematisk, eftersom at det er dette bagland, Cameron har givet en stemme, og som den 23. juni vil være med til at afgøre landets – og hans – skæbne.

Tilbage er kun Camerons politiske modstandere såsom Liberaldemokraterne, De Grønne, det nordirske Sinn Fein og skotske SNP. Og selvfølgelig Corbyn og Labour.

At Cameron på første kampagnedag måtte forklare fremmødte tilhørere, at de vil komme til at se »nogle rimeligt mærkelige sengekammerater« under kampagnen viser, at han ved hvem – og hvis vælgere – han må satse på.

»Det her er et område, hvor Jeremy Corbyn, og jeg er enige,« sagde Cameron tirsdag til medarbejderne på en mobiltelefonfabrik.

Næppe det kampråb han havde forestillet sig tilbage i januar 2013, hvor han lovede briterne en folkeafstemning i den tro, at han samtidig kunne afslutte sit parti selvdestruerende slagsmål om EU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu