Læsetid: 7 min.

Europas største hul i jorden

I Polen ser de brunkul som en del af fremtiden. Som led i en ny national strategi om energiuafhængighed bygger polakkerne nye kraftværker og planlægger at anlægge en af Europas største åbne brunkulsminer kun to timers kørsel fra Berlin. Information har besøgt nogle af de 15 landsbyer, der står til tvangsflytning
Tysklands største brunkulskraftværk ligger i umiddelbar nærhed til den polsk-tyske grænseby Gubin, hvor man planlægger at bygge en brunkulsmine og et kraftværk. Byens borgmester vil stoppe projektet på grund af de miljømæssige konsekvenser ved brunkulsindustrien.

Patrick Pleul

16. februar 2016

I fuld størrelse kommer hullet til at fylde 100 kvadratkilometer. Næsten det samme som Samsø. Anna Dziadeks hus kommer til at ligge lige på kanten.

»De kommer til at flå et enormt hul i jorden,« fortæller den måske kommende nabo til en af Europas største åbne brunkulsminer.

Anna Dziadek er blevet en af de mest ihærdige modstandere af mineprojektet, fortæller hun i bilen på vej ud af den polsk-tyske grænseby Gubin, hvor hun møder Informations udsendte til en køretur i hendes hjemegn, der truer med at forsvinde ned i et stort mørkt hul.

Polens største energiselskab, PGE, har endnu ikke fået tilladelsen til at grave. Konsekvenserne for miljøet skal undersøges nærmere. Men hvis de får, står flere end 2.000 mennesker i 15 landsbyer til at skulle flytte.

I Polen er brunkullet, der forurener mere end det sorte kul, del af en national strategi om energiuafhængighed. Biver minen til virkelighed, skal der årligt hentes 17 millioner ton brunkul op i løbet af de næste 49 år. Kullet skal forsyne et ligeledes nybygget kraftværk.

Polen mangler energi, og planen er at etablere nye miner og kraftværker til det hungrende energimarked. Her kan projektet mellem byerne Gubin og Brody, der ligger to timers kørsel fra Berlin, blive afgørende i den polske strategi.

Anna Dziadek er talskvinden for den lokale borgergruppe, der kæmper mod brydningen og udnyttelsen af de op til fire milliarder ton brunkul, som jorden gemmer på. Vi kører igennem et landskab, der minder om det danske med få bakker, meget landbrug og skov.

»Her er faktisk 50 procent skove, og naturen er rig på grund af floden. Men kommer minen, vil området komme til at ligne en ørken. Sandet fra udgravningen vil fyge, når det blæser, naturen vil forsvinde helt, og det vil blive farligt at bo her. Ikke mindst på grund af det enorme kraftværk, der også skal bygges,« fortæller Anna Dziadek og peger ud ad bilruden.

Den planlagte mine vil skære sig midt gennem et fredet område, et såkaldt Natura 2000-område, hvor der er mange sjældne fugle, fisk og pattedyr.

Kraftværket skal stå, hvor der nu er marker, lige syd for Gubin, en by der blev delt i to efter Anden Verdenskrig. Området var oprindeligt tysk, men fordi Tyskland skrumpede, og Polen i 1945 fik nye grænser ved at rykke mod vest, blev den oprindelige by Guben til dobbeltbyen Guben/Gubin, der i dag kun er adskilt af en bro over grænsefloden Neisse. Og fordi den kommende brunkulsmine ligger umiddelbart op til grænsefloden, skal også de tyske myndigheder ind over den godkendelsesproces og granskning af miljøet, der er startet.

Tyske erfaringer

På den tyske side er høringsfristen netop afsluttet, og her har lederen af teknikforvaltningen i den nærliggende tyske kommune, Andreas Stahlberg, netop indsendt sine mange forbehold.

På rådhuset i Schenkendöbern tager Andreas Stahlberg en dyb indånding, da Information besøger ham tidligere på dagen:

»Vi er temmelig bekymrede for både den kommende grundvandssænkning, for larmen, støvet og forureningen. Det kender vi kun alt for godt,« siger han.

På den tyske side har de i forvejen en stor brunkulsmine og Tysklands største brunkulskraftværk Jänschwalde, så de kender problemerne.

»Derfor mener vi, at konsekvenserne for miljøet bør undersøges meget grundigere end det, som Polen lægger op til,« siger Andreas Stahlberg.

Han mener, at ansøgningen fra det polske energiselskab PGE ikke lever op til europæiske normer, og han sætter sin lid til, at de tyske myndigheder, på baggrund af de over 1.000 indsigelser, kan bore videre i mange af de kritiske spørgsmål.

»Polske PGE søger allerede nu om at få deres tilladelse, selv om der mangler en forudgående regionalplan, der skal afklare, om de kan få dækket energibehovet på anden vis. Der har de lokale polske myndigheder efter vores mening sprunget et led over. Det vil vi forfølge nærmere,« siger han.

Tilbage i bilen ved Gubin smiler Anna Dziadek, da talen falder på Andreas Stahlberg. Hun er ofte i kontakt med den tyske embedsmand, og hun værdsætter samarbejdet.

»Både de tyske kommunalfolk og aktivisterne er jo længere fremme end de polske, fordi de kæmper hårdt for helt at afvikle de tyske brunkulsminer, så vi støtter hinanden på tværs af grænsen, laver demonstrationer og aktioner, og går til de samme møder,« fortæller Anna Dziadek.

Udsultet område

Mange af de lokale på den polske side er dog blevet trætte af at engagere sig, da planerne allerede har stået på i mere end fem år.

Borgergruppen har både arrangeret menneskekæder og demonstrationer, og senest har man samarbejdet med Greenpeace ved at opsætte solpaneler på lokale skoler.

»Vi skal ikke kun brokke os, men også forsøge at gøre en positiv forskel,« siger Anna Dziadek.

»Selv om opbakningen ikke er så stor som tidligere, er vi blevet meget bedre til at markere os.«

Anna Dziadek blev aktivist ved et tilfælde, efter at hun for år tilbage blev gårdejer. Sammen med sin mand og børn vendte hun tilbage til sin barndomsegn og købte sin mormors gård efter nogle år som projektleder for større polske og tyske virksomheder i Berlin. Hun tog en landbrugsuddannelse og ville købe mere jord til gården. En veninde var begyndt at dyrke frugt, og det gav et godt afkast: hun kunne også selv se en forretning for sig.

»Fordi jeg er under 40 år, kunne jeg få et tilskud til at etablere mig som landmand, og jeg fik da også pengene. Men jeg måtte slet ikke købe jord til, fordi de lokale myndigheder har nedlagt forbud imod det. Fordi brunkulsminen er på vej, er alle lokale investeringer og ombygninger nærmest sat på hold,« fortæller hun, mens bilen tromler hen over de smalle og hullede landeveje.

»Vejene her på egnen er ringe, fordi regionen er holdt op med at reparere hullerne eller lægge ny asfalt,« fortæller hun. Især fordi området udsultes, og de lokale mister muligheder og indtægter.

»Især de lokale landbrug og erhvervsfolk frygter, at deres værdier forsvinder.«

Flere autister

Vi kører op foran rådhuset i Brody, der tæller et par tusinde indbyggere. Her er en købmand, en skole og et forfaldent slot i umiddelbar nærhed til det smukt renoverede gamle rådhus. Uden for rådhuset er der et skilt, der viser en enorm brunkulsgrab, der æder sig ind på huse, køer og træer. Skiltet fortæller, at 951 lokale Brody-borgere har stemt nej til minen i den folkeafstemning, som kommunen gennemførte i 2009. Den første af sin art i Polen.

»Dermed er et flertal imod, hvilket er bindende, og det skal vi respektere,« fortæller den jakkesætklædte borgmester Ryszard Kowalczuk, der tager imod os på sit lille borgmesterkontor. Han begynder straks at trykke på knapperne til ekspresso-maskinen, der spruttende skaber en gæstfri stemning.

»Denne by skal ikke jævnes med jorden, hvis brunkulsminen kommer, men det skal over 30 procent af kommunens jord, eller hvad der svarer til fem landsbyer, en tredjedel af indbyggerne,« fortæller borgmesteren – »og det vil jeg forsøge at forhindre, når borgerne har givet mig det mandat.«

Imidlertid er der lokale kræfter i gang, der skal sløjfe folkeafstemningens nej, og der er politisk uenighed i byrådet om kommunalplanen. Mange byrådsmedlemmer er gået fra at være modstandere til tilhængere af mineprojektet, efter de er blevet valgt.

»Så nu skændes vi politisk om ændringerne. Men så længe kommunen ikke har en lokalplan, så kan energiselskabet PGE ikke endegyldigt indsende deres ansøgning,« fortæller Ryszard Kowalczuk, der har gået til mange møder, hvor PGE har mødt de lokale beboere.

»Mineselskabet har på møderne udelukkende afgivet mundtlige løfter, hvor de har lovet det ene og det andet over for beboerne. Jo flere møder jeg gik til, jo mere utroværdigt blev det. For der var ingen rød tråd i løfterne, og de snakkede mere de lokale efter munden.«

Ryszard Kowalczuk frygter, at både naturen og borgerne forsvinder, hvis projektet realiseres. Og at de lovede arbejdspladser ikke kommer de lokale til gode.

»Først lovede PGE 8.000 arbejdspladser, siden 6.000 og så 4.000. Senest er det igen nedjusteret. Nu til 2.000 arbejdspladser. Men ingen lokale er uddannede inden for minedrift, så de job vil gå til folk fra andre steder i Polen. Og så vil vi få en monokultur omkring kul, der kommer til at dræbe alle andre erhverv.«

Ryszard Kowalczuk opregner endnu en afgørende årsag til sin modstand.

»Vores kommune ligger i umiddelbar nærhed af Tysklands største brunkulskraftværk lige ovre på den anden side af grænsefloden. Alene over de seneste ni år har vi set en stigning i antallet af autistiske børn fra tre til femten. Det er børn født her på egnen, og det er en enorm stigning for en så lille kommune som vores. Man ved ikke meget om autisme, kun at det handler om genforandringer, der opstår under graviditeten, og der kan jeg godt mistænke den halve ton kviksølv, som det tyske kraftværk årligt spyer ud i luften, der typisk driver i vores retning. Skal vi virkelig fordoble forureningen ved at bygge et tilsvarende kraftværk på den polske side?« lyder det tvivlende fra den lokale borgmester.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Houmøller

Polakkerne er katolikker og paven har sikkert garanteret at den globale opvarmning er noget kommunistisk propaganda, som de ikke skal bekymre sig om.

Torben Arendal, Carsten Wienholtz og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Off topic: Flot, men uhyggeligt billede....
On topic: Uhyggelig historie - skal vi absolut gøre de samme fejl om og om igen....?

Niels Duus Nielsen og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar

Mennesket er jordens mest lærende dyr. Og samtidig - paradoksalt nok - stadigvæk det dummeste ditto...

Niels Duus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar