Flere dræbt i Burundi før FN-besøg
Mindst fire mennesker blev dræbt og 11 såret i to forskellige angreb i Burundi, få timer før FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, i går ankom til landet, skriver AFP.
Først blev to mennesker sent søndag aften dræbt og to andre såret i landsbyen Kiyange øst for hovedstaden, Bujumbura. Dernæst blev mindst to personer mandag dræbt og ni andre såret i to eksplosioner i hovedstaden.
Drabene er de seneste i en urolig periode med mere end 400 dræbte, efter at præsident Pierre Nkurunziza i april offentliggjorde, at han stiller op til præsidentvalget for tredje gang. Kritikere mener, at det er i strid med grundloven og har protesteret massivt.
Ritzau/AFP
Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?
Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »