Læsetid: 3 min.

Italiens regering er både for og imod homoægteskaber

Som det sidste land i Vesteuropa er Italien på vej til at anerkende homoseksuelle pars rettigheder. Men lovens modstandere frygter for kernefamiliens skæbne
4. februar 2016

Det var ikke hård homosex, Rai havde programsat søndag aften, men et journalistisk program om konsekvenserne, når børn og unge mobber hinanden på internettet. Alligevel foretrak ledelsen i Italiens statslige tv-selskab at udskyde det til efter børnenes sengetid.

Presa diretta – en af de få oaser af reel information i den ellers indholdstomme italienske tv-ørken – berettede blandt andet om en 14-årig pige, der havde drukket sig meget fuld til en fest og var blevet fotograferet i iscenesatte homoerotiske situationer.

Mobningen på de sociale medier fik efterfølgende pigen til at tage sig eget liv ved at springe ud fra balkonen, fortalte hendes fortvivlede far. Indslaget indgår i en debat om seksualundervisning i de italienske skoler. Educazione sentimentale – følelsernes opdragelse, som det hedder – er stadig et kontroversielt emne.

Mange katolikker betragter nemlig undervisning i teoria del gender – at køn ikke blot er biologisk, men også en social konstruktion – som et overgreb mod børnenes psyke:

»Det må anerkendes, at langt de fleste børn har en far og mor,« udtalte Venedigs borgmester, Luigi Brugnaro, da han sidste år skulle forsvare sin beslutning om at fjerne alle bøger om alternative familieformer fra kommunens institutioner: »Menneskeracen har det særlige kendetegn, at alle fødes af en mor og en far. Amen!« tweetede Brugnaro.

Diskussionen om seksualundervisningen og dens indhold er blusset op igen, mens parlamentet varmer op til at give homoseksuelle mulighed for at indgå registrerede partnerskaber.

Frygt for rugemødre

 Italien er det sidste land i Vesteuropa, der ikke anerkender homoseksuelle pars rettigheder. Omkring 70 procent af befolkningen støtter initiativet, men modstanderne maler fanden på væggen.

Inden førstebehandlingen begyndte i Senatet tirsdag, blev der afholdt et følelsesladet pressemøde med en kvinde fra Minnesota, der som følge af økonomisk nød i 2006 accepterede at føde et homoseksuelt pars barn:

»De to mænd er ofte fulde,« sagde kvinden, der siden har fortrudt, men ikke kan få forældremyndigheden over sin datter tilbage.

Modstanderne af lovforslaget hævder, at »livmodere til leje« vil blive almindeligt, hvis homoseksuelle kan gifte sig og får ret til at adoptere partnerens børn. I hvilken form og hvor hurtigt loven bliver vedtaget, er endnu uklart.

Ministerpræsident Matteo Renzi fra centrum-venstre-partiet PD har nemlig det problem, at hans regering også omfatter det lille centrum-højre-parti NCD, der er modstandere af lige vilkår for hetero- og homoseksuelle.

Derfor blev partiet, som består af udbrydere fra Silvio Berlusconis Forza Italia og i forvejen har næsten flere ministerposter end vælgere, særlig begunstiget ved en regeringsrokade i sidste uge. Renzi – der ikke er valgt til regeringsleder, men kom til magten efter et internt opgør i PD – har meget på spil.

Trods sit lidt tvivlsomme mandat har han gennemtvunget en omfattende og kontroversiel forfatningsreform, som skal godkendes ved en folkeafstemning senere på året. Der er derfor brug for konkrete forbedringer af borgernes vilkår, hvis Renzi skal fremstå som den reformator, han hævder at være.

Selv om loven om registerede partnerskaber hurtigt kunne vedtages af PD og protestpartiet MoVimento 5 Stelle, må Renzi vise hensyn til sine katolske regeringsfæller, der forsøger at forhale og udtynde loven.

Pressede familier

På den sidste søndag i januar, hvor solen holdt en fridag, samledes modstandere af loven til en såkaldt Family Day på Cirkus Maximus i Rom – ifølge arrangørerne var der mindst en million. Demonstrationerne til forsvar for traditionelle familieformer startede under Berlusconi og den forrige pave, men Pave Frans er ikke i samklang med de italienske biskopper.

I søndagsprædikenen på Peterspladsen undlod han at nævne den store katolske demonstration dagen forinden og understregede – to gange – at »intet menneskeligt vilkår er en grund til udelukkelse«. Men familierne har det heller ikke nemt i Italien, hvor børn efterhånden er blevet en luksus.

Kun knap én procent af bruttonationalproduktet investeres i børnefamilier, mens gennemsnitet i EU er 1,7 procent. Kun 12 procent går i offentlige børneinstitutioner. Hver fjerde kvinde mister sit arbejde efter en graviditet, og arbejdsløsheden blandt mødre er på 63 procent.

Family Day holder en særlig asocial tradition ved lige, skriver journalisten Furio Colombo i Il Fatto Quotidiano:

»Hvis nogen på andres vegne kræver de samme rettigheder, som min familie nyder, er det indlysende, at de vil tage dem fra mig, og at jeg derfor må forsvare dem.«

Det var således især afskyen og angsten for de anderledes – såvel homoseksuelle og regnbuefamilier som muslimer, jøder, bådflygtninge, nomader og fattige – der fik relativt velstående familier til at samles for at »fejre sig selv«, mener Colombo: »Lad os ikke distrahere fra den store forsamlings moralske, politiske og religiøse budskab: De børn, der tæller, er kun mine egne, for de er kristne og har både en mor og en far.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske skulle Brugnaro læse op på biologien. Og så komme tilbage og indse og erkende, at alle mennesker fødes af en mor. Hvordan fædre kan føde børn aner jeg ikke? Men det gør Brugnaro måske?

Interessant er det også at samtlige de personer, og organisationer, der plejer at råbe op når f.eks. muslimer pipper lidt om det her, holder deres mund. Hvor er Sørine Godtfredsen, Kristen Thulesen-Sahl, Jalving, Støvring og Uhrskov henne her i deres kritik af den katolske kirkes og det italienske samfunds og stats sammenblanding af religion og politik...

Ingen steder...