Nyhed
Læsetid: 1 min.

Kim ser mod stjernerne

Nordkorea vil angiveligt sende en raket ud i rummet. Naboerne bereder sig på det værste
Udland
6. februar 2016

Verdens mest lukkede regime annoncerede i denne uge, at man har til hensigt at opsende en satellit mellem den 8. og 25. februar.

Nordkoreas nabolande frygter, at der reelt er tale om en testaffyring af et langtrækkende missil. Japan har sat sine styrker på højt alarmberedskab.

Kort inde i det nye år fangede Nordkoreas Kim Jong-un nok en gang verdens opmærksomhed, da stats-tv påstod, at landet havde bragt en brintbombe til sprængning.

Senere analyser har vist, at der ’nok’ bare var tale om en kraftig atombombe. Dertil kommer det ubehagelige faktum, at ingen med sikkerhed ved, hvilke muligheder Nordkorea har for at affyre sine atomvåben.

I december prøvede Nordkorea for tredje gang på et år at affyre et ballistisk missil fra en neddykket ubåd. Første gang menes affyringen dog at være sket fra en undersøisk rampe. Anden gang skulle de have skadet ubåden i stedet. Men tredje gang fastslog regimet, at testen var en succes og udsendte en video af et missil, der bryder vandoverfladen og drøner mod himlen.

Til nabolandenes held har forskere fra John Hopkins University dog fundet fusk med videomaterialet. Sandsynligvis har Nordkorea et godt stykke vej endnu, skriver de i magasinet The Diplomat.

Hvad angår de landbaserede missiler afslørede Nordkorea ved en militærparade tilbage i oktober, hvad der lignede det interkontinentalt ballistiske missil KN-08.

Ifølge The Economist har analytikere anslået, at det er designet til en rækkevidde på 9.000 km, hvilket ville være nok til at ramme den amerikanske vestkyst. Sandsynligvis har Nordkorea ikke den kapacitet endnu.

Nordkorea vil utvivlsomt erklære den forestående ’satellit-opsendelse’ for vellykket. Man siger jo også, at man skal fejre sine fejl.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her