Baggrund
Læsetid: 6 min.

Er Kina en markedsøkonomi?

Kina har gradvist tilladt markedsreformer og åbnet for international handel. Men omfattende statssubsidier, lukrative låneaftaler og en uvilje til at tage livtag med de statsejede virksomheder vidner om Kinas Kommunistiske Partis manglende tillid til de frie markedskræfter
Mens højhusene skyder op i Shanghai, forsøger de kinesiske magthavere at finde balancen mellem markedsøkonomi og planøkonomi.
Udland
9. februar 2016

Tilhængerne roser Kina for at have valgt en tredje vej mellem plan- og markedsøkonomi. Kritikerne siger, at landet sidder fast i vadestedet – de håber på flere reformer. Selv kalder Kina det en markedsøkonomi med kinesiske karakteristika.

Men hvad gemmer der sig bag markedsøkonomien med det kinesiske ansigt?

»I det daglige dufter, smager og føles det som en markedsøkonomi, men markedet er formet af staten, der hurtigt træder til, hvis markedet ikke udvikler sig, som staten ønsker det,« siger professor Shaun Breslin, der forsker i Kinas politiske økonomi ved Warwick University og rådgiver den britiske regering.

»Der er en mangel på tillid til, at markedet vil gøre det, som Kinas Kommunistiske Parti ønsker,« siger Breslin.

Spørgsmålet om Kinas kontrollerede økonomi er blevet aktuelt igen, da EU i år skal tage stilling til, om man vil give landet status af en markedsøkonomi. Det handler om, hvordan og i hvilket omfang den enorme kinesiske økonomi kan spille sammen med resten af verden. Hvilke vilkår konkurrerer vestlige virksomheder under i Kina, og hvilke afgifter kan vestlige lande pålægge kinesiske varer for at modvirke prisdumping.

Kina har et ambivalent forhold til de frie markedskræfter, siger Breslin:

»Økonomiske reformer har på den ene side skabt bedre velfærd for millioner af kinesere, men på den anden side har de øget uligheden mellem rig og fattig og medført muligheder for korrupte embedsmænd hele vejen op gennem det politiske system.«

Da præsident Xi Jinping blev indsat i 2012, var hans første officielle besøg en gentagelse af tidligere præsident Deng Xiaopings besøg til Shenzhen i 1992 — et besøg, der for alvor satte gang i Kinas økonomiske reformer.

Men godt et halvt år senere rejste præsident Xi Jinping til Xibaopo nordvest for Shijazhuang i Hebei-provinsen, hvor Kinas Kommunistiske Parti fra 1947-48 havde sin militærbase og styrede slagets gang mod nationalistpartiet, Guomindang.

Med de to officielle besøg markerede præsident Xi på den ene side sin tilslutning til fortsatte økonomiske reformer og på den anden side sin ideologiske forankring i socialismen, siger Breslin.

Hvor stopper staten?

En markedsøkonomi handler grundlæggende om fri prisdannelse, siger adjunkt ved CBS Nis Høyrup, der forsker i samspillet mellem stat og marked i Kina:

»Det er misvisende at sige, at der overhovedet ikke er fri prisdannelse på det kinesiske marked, men prisdannelsen sker på et forvredet grundlag, støttet af statssubsidier og kunstigt lave energipriser, som skævvrider grundlaget for hele industrisektoren.«

Kinas industripolitiske forskelsbehandling af forskellige sektorer kommer til udtryk via subsidier, forskningsstøtte, skattefordele og eksportstøtte.

Men også via statslige indkøbsaftaler, som favoriserer kinesiske virksomheder.

»Med Kinas offentlige indkøb er der et tydeligt underliggende nationalistisk projekt, som tilgodeser udviklingen af kinesiske virksomheder og industrier. Det ser vi også i andre lande, men det er meget udtalt i Kina,« siger Høyrup.

Det er næsten umuligt at beregne det samlede offentlige indkøb. Kun varer og ydelser købt ind direkte af staten eller af lokalregeringer regnes for offentlige indkøb:

»Hvis en provinsregering ønsker at bygge et nyt undergrundssystem, så etablerer de en virksomhed, der derefter sørger for alle indkøb. Dermed tæller det ikke med i det samlede regnskab,« siger Breslin.

Statsejede virksomheder

Kina har gradvist tilladt udviklingen af den private økonomi i periferien af de strategiske industrier som stålproduktion, atomkraft, skibsbygning, rumfart, elektricitet og telekommunikation, siger professer ved CBS Kjeld Erik Brødsgaard, der blandt andet forsker i reformer af statsejede kinesiske virksomheder.

Statens dominerende rolle i økonomien skyldes især, at de strategiske sektorer er domineret af 106 statsejede virksomheder, der styres af Kommissionen for Overvågning og Administration af Statsejede Aktiver (SASAC) under Kinas Statsråd.

Efter Kinas Kommunistiske Partis tredje plenum i 2013 var der store forhåbninger om, at Kina ville gøre alvor af reformerne af de statsejede virksomheder og skabe bedre muligheder for private virksomheder.

Men håbet om mindre offentlig styring og mere marked er der efterhånden lagt en dæmper på, siger Brødsgaard:

»I stedet for at skabe bedre muligheder for konkurrence er Kina begyndt at sammenlægge de i forvejen store statsejede virksomheder og dermed skabe endnu større mastodonter og monopoler.«

»Frem for mere privatisering er tendensen, at de store statslige virksomheder bliver konsolideret,« siger Brødsgaard og henviser til politikken om at lade staten avancere, mens det private marked trækker sig tilbage – guojin mintui.

Det er et tegn på, at Kina ikke vil bryde ’jerntrekanten’ mellem partiet, staten og de statsejede virksomheder, siger Brødsgaard:

»Et brud med jerntrekanten ville kræve et brud med hele den kinesiske statsstruktur og dermed et regimeskifte. Så langt vil Kina ikke gå.«

Den vurdering er Høyrup enig i:

»Det ser ikke ud til, at Kina vil gennemføre grundlæggende reformer, der begrænser statsejerskabet. I stedet forsøger Kina at forvalte den kinesiske økonomi på en mere markedsorienteret måde og gradvist åbne op for en friere prisdannelse på for eksempel energi,« siger Høyrup.

Partiets indflydelse

Partistatens indflydelse på markedet er ikke kun et spørgsmål om ejerskab.

Interne rokeringer af lederne for statsejede virksomheder, etablering af partigrupper i private virksomheder samt inddragelse af virksomhedsejere i det politiske liv betyder, at partistatens indflydelse på markedet er mere omfattende end det, man umiddelbart kan se, siger Brødsgaard.

Lederne af de største statsejede virksomheder rangerer højt i Kinas politiske system, de er udpeget af partiet frem for af virksomhedernes bestyrelser og tilhører den kinesiske nomenklatura.

»Partistaten rekrutterer også fra de statsejede virksomheder. Det betyder, at en leder af en statsejet virksomhed i princippet kan blive guvernør i en provins eller minister i centralregeringen i morgen,« siger Brødsgaard.

Guvernøren i Hebei-provinsen, Zhang Qingwei, var tidligere formand for China Commercial Aircraft. Men før det var han minister for Kommissionen for Videnskab, Teknologi og Industri for det Nationale Forsvar og kom fra en stilling som præsident for China Aerospace, der bl.a. står for Kinas rumfartsprogram.

Også i det private erhvervsliv forsøger staten at få indflydelse på virksomheders virke.

»Staten kan påvirke private virksomheder gennem banklån og statssubsidier, men også ved at inddrage private virksomheder i den politiske beslutningsproces,« siger Brødsgaard

Både i Kinas Nationale Folkekongres og Den Politiske Konsultative Konference er der repræsentanter fra private virksomheder.

I juni 2015 fremlagde Kinas Kommunistiske Parti et nyt regulativ om at styrke etableringen af partigrupper i statslige og private organisationer, heriblandt private virksomheder og ngo’er.

Det kan kræve en del detektivarbejde at finde frem til, hvem der egentlig står bag virksomheder på den kinesiske børs.

Det skyldes især fænomenet med joint liability companies, der betegner virksomheder, som hæfter solidarisk for hinanden, siger Breslin:

»Det, der ved første øjekast ligner en privat virksomhed, er måske, når det kommer til stykket, ejet af en statsejet virksomhed.«

Politiske hensyn

Statsejede kinesiske virksomheder kan have tilhørende datterselskaber, der i princippet kan være børsnoteret. Selv om aktionærer kan investere med privat kapital, vil det stadig være det statsejede moderselskab, der har kontrollen med virksomheden.

Landets størrelse og opdeling i administrative niveauer fra stat til provins, præfektur, amter, bykommuner og ned til landsbyer gør det vaskeligt at danne sig det fulde overblik over omfanget af statsejede virksomheder.

Hovedparten af de statsejede virksomheder befinder sig på de lavere administrative niveauer.

Ejerskabet er interessant, fordi statsejede virksomheder ikke nødvendigvis opfører sig på samme måde som en privat virksomhed. Det skyldes, at de ud over at skabe profit også kan være nødt til at tage politiske hensyn.

Forskning fra New York University viser, at statsejede virksomheders prioriteringer hænger tæt sammen med muligheder for forfremmelse i det politiske system, skriver Alexander Ljungqvist sammen med fire kinesiske forskningskollegaer i artiklen »State Capitalism vs. Private Enterprise«.

Lederne af statslige koncerner skal tilgodese modstridende mål om både at øge produktiviteten og bevare jobs. Det kan betyde en modvilje til at skære ned eller lukke afdelinger, hvor det går dårligt:

»En leder af en statsejet koncern har større sandsynlighed for at blive forfremmet til et højere politisk embede, hvis han øger produktiviteten, og hvis han undgår fyringer,« skriver forskerne i artiklen.

Tendensen til at undgå fyringer og holde hånden under afdelinger, der går skidt, bliver bekræftet af, at lederne af de statsejede virksomheder prioriterer anderledes, når de runder 60 år, hvor de ikke længere har mulighed for forfremmelse, skriver forskerne bag artiklen.

Selv om den politiske indflydelse er omfattende, er det kinesiske erhvervsliv ikke drevet udelukkende af politiske hensyn, siger Høyrup:

»Langt de fleste virksomheder er ledet efter klare kommercielle interesser.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Markedsøkonomi? Det handler jo kun om, at hvis der er en sælger, så er der en køber.

Kina sætter selv dagsorden for deres forståelse af markedsøkonomi og udnytter vestens svagheder af deres egen ideer om at markedsøkonomi er et privat anliggende uden offentlig indblanding. Vesten ser sig tvunget og forpligtet til at modstå egne principper, som rager kineserne en pind.

...Kommunistisk planøkonomi har i den grad taget røven på kapitalismen og dets frie markedskræfter

da EU i år skal tage stilling til, om man vil give landet status af en markedsøkonomi.

Sætningen burde egentlig bare stå ukommenteret, men jeg kan ikke lade være at påpege at den indeholder al Vestens (britisk) imperialisme og koloniundertrykkelse i et eneste kort twit...

Som om Vestens og EU's økonomi ikke er omfattet af monopoldannelse, skjult kapitalakkumulering i skattely, statslige subsidier, og ikke mindst bankpakker - i et omfang aldrig tidligere set i historien.

...men kolonimarkederne - de skal sprede benene.

Kina er sin meget egen blanding af komminisme, konfucianisme og kapitalisme.

Er Kina kommunistisk?

Jørgen Ørstrøm Møller forudsagde tilbagegangen i Kinas økonomi for 1 - 2 år siden i en artikel her i bladet men jeg at huske.

Han påpegede de helt samme svagheder i landets kommende manglende vækst men de helt samme problemer som vestens kapitalistme jævnligt har, - lån til yderligere rigdom, og disse lån tynges af at være gæld med renter, der hele tiden skal betales.

Ganske rigtigt gror træerne ikke ind i himlen, - selv ikke ovre i Kina, men det kunne pege på landet fører én eller anden form for markedsøkonomi, som til forveksling ligner kapitalens økonomiske tænkning.

Ganske vist har eller er det nytårstide i Kina, og overgangen sker til noget der kaldes "abens år", men om "aben" kan svinge sig ud af hele sin gæld på ingen tid er nok næppe tænkeligt, og det får uden tvivl også indflydelse på den omliggende verdens økonomiske problemer.

Kernen i Kinas økonomiske politik er Statens aktieandel på 60% i alle strategiske virksomheder...

Det er ikke særlig kinesisk - kun sund fornuft.

Kan Hanuman berge Kina og kapitalismen?

Og atter engang ; Er Kina kommunistisk?
Maos Kina havde nogle bestemte socialistiske, kommunistiske og endda anarkistiske træk, selv om dette selvfølgelig ikke var det hele billede. Men, er Kina idag kommunistisk? Hvor meget er socialisme og hvor meget er kapitalisme? (Alt statsdirigeret.)

Kina er først og fremmest, som jeg ser det, en korporativ fascistisk stat, hvor staten bestemmer ideologien (det Marx kaldte for overbygningen), mens den økonomiske basis altså er sydende markeds-økonomisk. Staten i Kina faciliterer dette ved at sørge for at især partibosserne, som i en hver anden fascistisk stat (eller totalitær stat) får gavn af at eje firmaer, forretninger og virksomheder. Netop de firmaer mm. som indgår lukrative kontrakter med ejerne af udenlandske firmaer. Og lader arbejderne arbejde i iskolde haller, uanset om de fileterer fisk eller syr tøj for danske Bestseller, IC Company eller svenske H&M eller amerikanske Donna Karan. Og som på den baggrund kan blive rige på arbejdernes bekostning, præcis som i enhver anden kapitalistisk markedsøkonomi.

Mange glemmer nemlig at fascismen ikke kun handler om Hitler og Mussolini, men også det man kalder den korporative stat; den stat, hvor arbejde, kapital(isme), fagforeninger og borgerskab (magthavere hvem de så end er) er smeltet sammen til en stor stat; den stat der konkurrerer med andre stater. Om at have de bedste uddannelser, de bedste skoler, de bedste af alting, samtidig med de bedste investeringer og de lavede udgifter til socialhjælp og dagpenge mm. og mv. Den korporative er en stat, hvor overbygningen officielt godt kan være fascistisk eller kommunistisk eller liberal-borgerlig, ja måske endda socialdemokratisk?, men hvor basis helt klart er kapitalistisk. Og hvor især store globale korporationer råder - og har held til at presse lønningerne så langt ned som muligt. Og det er sådan en stat Kina - og andre stater er - i dag.

...Kineserne lå flade af grin da de hørte den danske regering havde solgt 18% af aktierne i DONG til Goldman & Sachs gennem skattely transaktioner, som ender med at store dele af købesummen reelt betales af skatteyderne, som jo altid står parat for enden af linen med pungen åben for den økonomiske magt elite.

Torben K L Jensen, Troels Brøgger og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Ja, den ganske verden er holdt i et kapitalistisk jerngreb.

Der hvor arbejdere og bønder, må se på deres muligheder er i spørgsmålet om hvor deres interesseorganisationer er under udvikling, og hvor de er under afvikling.

Mange steder i den privatkapitalistiske verden er fagforeningerne nedbrudte og forstenede. I den neo-kolonialistiske verden er fagbevægelsen forbudt og bliver bekæmpet med mafiametoder (Afrika og Sydamerika). I de nykapitalistiske lande (Indien og Kina) ser det ud som om, at fagbevægelsen er i fremgang. Indien er ramt af flere og flere strejker, og i Kina hvor samfundsretorikken er med arbejderne (må ikke undervurderes), er den kommunistiske fagbevægelse i defensiven og under forvandling (afvikling) fordi nye spontane bevægelsestiltag opstår.

Som en rapport på Kritisk debat konkludere:

'Ånden er lukket ud af flasken' og en stadigt mere organiseret og aktiv kinesisk fagbevægelse med udgangspunkt i medlemmerne frem for systemet er ved at rejse sig. Dette kan ses i det stigende konfliktniveau, der ikke nødvendigvis altid er i partistatens interesse. Samtidigt kan der anes konturerne af en bred dagsorden, der både fokuserer på lønkamp, såvel som en kamp for respekt og ordentlig behandling.

Noget går tilbage, andet står stille og atter andet er i udvikling.

Troels Brøgger

Jeg kan egentlig godt forstå at Kinas regering ikke har tillid til markedet. Det har jeg heller ikke :)