Kinas nye udviklingsbank: Supplement eller trussel?

Midt i januar blev Den asiatiske Infrastrukturinvesteringsbank, AIIB, en realitet – med adresse i Beijing, startkapital på 75 pct. af de planlagte 100 mia. dollar og forbløffende 57 stiftende medlemmer, blandt dem Danmark. Fælles for landene er ønsket om at stå sig godt med Kina – også selv om lande som Storbritannien, Australien og vel også Danmark dermed har skuffet USA. Kina har i årevis været kritisk over for USA’s ledende rolle i det eksisterende system. I AIIB bliver det lige omvendt: som initiativtager og hovedaktionær har Kina hidtil været ene om at udstikke kursen.

AIIB er udviklingsbank på linje med de etablerede, Den asiatiske Udviklingsbank, ADB, der er fra 1966, Den europæiske Udviklings- og Genopbygningsbank, EBRD, fra 1991 og de gamle Bretton Woods- institutioner, Verdensbanken og Den internationale Valutafond, som blev stiftet for 70 år siden; de er alle stiftet med udvikling og demokratisering for øje. Men i modsætning til de etablerede står det klart, at AIIB ikke vil kræve demokratisering og god regeringsførelse til gengæld for lån. Kritikere frygter tillige, at banken også vil sænke barren for miljøkrav.

Alligevel er det Kina magtpåliggende at beskrive AIIB som supplement og ikke konkurrent til det eksisterende system. Et Bælte, En Vej er genoplivning af den historiske Silkevej over land og oprettelsen af en ny søvej. Den statslige avis China Daily forsikrer, at projektet trods sin enorme rækkevidde ikke er ekspansivt, snarere almennyttigt.

Kinas fortælling

Andre statslige medier påpeger med henvisning til rapporter fra ADB og Verdensbanken, at AIIB opfylder et reelt behov for finansiering af infrastruktur i Asien, samt at regionens betydelige valutareserver ledes over i langsigtede investeringer.

I modsætning til Bretton Woods-systemet og ADB investerer AIIB i infrastruktur, hedder det, mens de gamle udviklingsbanker angiveligt er mere interesserede i ’vestlige værdier’ som sundhed, styrkelse af kvinders rettigheder, udviklingen af et globalt civilsamfund og korruptionsbekæmpelse.

Det turde være en kunstig modsætning og understreger de kinesiske magthaveres modvilje mod et aktivt civilsamfund, i hvert fald derhjemme.

Her går grænsen tilsyneladende, for mens Kina nedkæmper den kritiske del af sit hjemlige civilsamfund, har præsident Xi Jinping forpligtet sig til at fremme global ligestilling og kvinders rettigheder og muligheder, netop i samspil med det globale civilsamfund.

Kinas statslige nyhedsbureau Xinhua skriver, at AIIB og Et Bælte, En Vej er til det globale fælles bedste og »en konkret manifestation af Xi Jinpings vision om at forbinde Asien og verden«. Og ifølge China Daily har AIIBs direktør, Jin Liqun, »absorberet erfaringer og lærdom i konceptualiseringen af Xi Jinpings idé om en ny multilateral udviklingsbank«.

Heldigvis, fristes man til at sige, er Jin Liqun internationalt erfaren, pragmatisk og respekteret. Han har en fortid som vicedirektør i både ADB, Verdensbanken og kinesiske finansinstitutioner, som vicefinansminister i Kina og professor i økonomi.

I dag og i morgen gæster Jin Liqun Danmark, hvor han dels skal til møder i Udenrigsministeriet, dels skal tale til et arrangement på Copenhagen Business School om, hvordan AIIB kan bidrage til økonomisk udvikling i Asien.

Da Jin Liqun var til Verdensøkonomisk Forum i Davos i januar, var han ifølge vestlige tilstedeværende pragmatisk og overbevisende i sin fortælling om AIIB og analyse af verdensøkonomien.

Kina er langt den største indskyder i AIIB og har en stemmeandel på godt 26 pct. Nr. to er Indien med knap 8 pct. Rusland er nr. tre. Danmark er nr. 35 med en stemmeandel på 0,58 pct.

China Daily interviewede Jin Liqun i Davos. Her forsikrede han, at Kina ikke agter at bruge den vetoret, stemmeandelen giver. Han tilføjer, at Kinas stemmeret bliver udtyndet i takt med tilstrømningen af nye medlemmer og andele.

Kina har i årevis været irriteret over USA’s vetoret i Verdensbanken, Valutafonden og ADB, der er blevet bevaret, selv om reglerne (og USA’s aktieposter) er blevet ændret undervejs. Det kommer ifølge Jin ikke til at ske i AIIB.

Banken er foreløbig en meget slank organisation med 50 ansatte. Yderligere 100-150 højt kvalificerede skal ansættes i år, og her understreger Jin nødvendigheden af omhu, så man får de bedste ikke bare i Kina, men i verden. Jins motto i den forbindelse er ’lean, clean and green’ – i bedste fald signal om et opgør med klægt kinesisk bureaukrati og vennetjenester og dermed korruption, ligesom det ’grønne’ løfte rimer godt på Kinas voksende indsats for miljøet de senere år.

Jin Liqun er opmærksom på, at miljø og især korruption vækker alvorlig bekymring hos mange i en kinesisk ledet bank – og lover nultolerance.

»Hvis folk støder på korruption rundt omkring, siger de: ’Den slags kan ske.’ Hvis det sker i en kinesisk ledet organisation, siger de: ’Hvad sagde jeg?’«

Ingen kunne nogensinde sætte en finger på de 50 mia. dollar, han administrerede i Verdensbanken og ADB, siger han.

»Jeg må gå forrest. Hvis jeg selv er ren, kan jeg med rette forlange det af andre.«

Udfordring af det eksisterende

USA har ikke fidus til Kinas forsikringer om AIIB’s globale almennytte og ser den som en udfordring af det eksisterende system og dermed USA’s betydelige indflydelse i verden. I forvejen er USA bekymret over Kinas voksende geopolitiske indflydelse i den stillehavsasiatiske region, som udfordrer USA’s. Kina på sin side ser netop systemet som domineret af USA. Så om AIIB er en trussel eller et supplement, afhænger af øjnene, der ser. 37 medlemslande er asiatiske, de øvrige 20 især europæiske. Af store økonomier glimrer USA og Japan ved deres fravær blandt de stiftende medlemmer. Det kom bag på USA, at mange allierede begejstret har tilsluttet sig AIIB og efter Washingtons mening er hoppet i lommen på Kina.

Ingen tvivl om at medlemskab af AIIB er en måde at indynde sig hos Kina på. USA er eneste land, der ustraffet kan sætte sig op imod Beijing, som f.eks. når præsidenten mødes med tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama. Det skyldes bl.a. de to stormagters gensidige økonomiske afhængighed; USA’s gæld til Kina er enorm, og Kina kan slet ikke undvære amerikanernes statsobligationer og deres forbrugsvaner.

Samtidig med AIIB’s åbning meldte Kina sig ind i EBRD. Dermed må forventes, at de to institutioners interessemæssige overlapning i Centralasien bliver gnidningsløs. I forvejen har Kina i årevis ydet gunstige lån i Centralasien uden at stille ’vestlige’ betingelser.

Rusland har været EBRD’s største modtagerland, men blev lagt på is ved anneksionen af Krim-halvøen. Nu er Rusland medlem af AIIB, og det bliver interessant at se, om Rusland får større held dér, når nu EBRD har smækket pengekassen i for nye investeringer.

Alle ansøgere på nær to er blevet optaget i AIIB. Nordkorea blev afvist for ikke at leve op til de tekniske krav om oplysning om statens finanser, industri og infrastruktur. Lige ud ad landevejen for mange lande, men ikke Nordkorea, hvis unge leder, Kim Jong-un, efter sigende blev rasende over afslaget.

Også Taiwan fik afslag; ikke på grund af tekniske krav, men fordi Kina lige siden nationalisternes nederlag til kommunisterne på fastlandet i 1949 har betragtet Taiwan som en uregerlig kinesisk provins.

Kina afviste allerede i fjor Taiwans ansøgning – med et vagt løfte om mulig senere optagelse under et »passende navn« f.eks. Taipei, Kina. Hong Kong, der er Særlig administrativ Region med stort set selvstændig økonomi under Beijing, har særmedlemskab, som Kina også forestiller sig det for Taiwan. Kinas udenrigsministerium har advaret Taiwan mod at skabe splid med »to Kina’er« eller »ét Kina, ét Taiwan«.

Langt størsteparten af verdens lande anerkender ikke Taiwan diplomatisk, og ingen af AIIB’s øvrige stiftende medlemmer har kommenteret afvisningen. Kan ske, det er på den måde, Kina ikke bruger sit veto.

Mette Holm er journalist og forfatter til bogen ‘Kina – fra kejserdømme til kapitalisme’.