De basale frihedsrettigheder er under angreb verden over. Regeringer skeler stadig mere til national sikkerhed, lov og orden og beskyttelse af nationale værdier end til menneskerettighederne. Sådan lyder budskabet fra Amnestys generalsekretær Trine Christensen.
»Og det gælder også Danmark,« siger hun på dagen, hvor Amnesty International præsenterer sin årsrapport for 2015.
Og den er virkelig også dyster læsning. FN-systemet bliver systematisk undermineret både politisk og økonomisk, og de lande, der traditionelt har været bannerførere for menneskerettighederne, bryder dem nu selv på stribe, konstaterer rapporten.
Leder: Mennesker med rettigheder
Trine Christensen retter især en anklagende pegefinger mod de europæiske lande, som i kølvandet på sidste års terrorangreb og flygtningestrømme »er gået på kompromis med frihedsprincipper, som det har taget årtier, ja, indimellem århundreder at opbygge«.
»Det er et eskalerende ræs mod bunden,« siger hun og advarer om, at »den kurs, som mange europæiske lande har lagt, kan få meget skadelige konsekvenser for verdenssamfundet på længere sigt«.
Global trussel
Ifølge Trine Christensen er menneskerettighederne under historisk stærkt pres. Over hele verden krænker regeringer og væbnede grupper menneskerettighederne i et omfang, som ikke er set i mange år. Og ingen er i stand til at stoppe overgrebene.
Læs også: Kæmper Amnesty stadig for menneskerettigheder?
Det største svigt ser den danske Amnesty-formand i Syrien, hvor det internationale samfund er totalt handlingslammet.
»Selv om vi står over for den værste humanitære katastrofe siden Anden Verdenskrig, har FN fuldstændig forfejlet sin opgave,« siger hun og peger på, at Ruslands og Kinas veto i Sikkerhedsrådet har gjort det umuligt at indføre en våbenembargo, beskytte den syriske civilbefolkning eller rejse en krigsforbrydersag mod de ansvarlige for overgrebene.
»Vetoretten må reformeres, så FN kan beskytte de rettigheder og principper, som organisationen bl.a. er sat i verden for at beskytte,« siger hun og understreger, at det også er de vestlige lande, der misbruger vetoretten, bl.a. USA og Storbritannien, som har været med til at blokere for en undersøgelse af formodede saudiske krigsforbrydelser i Yemen.
»FN er sat i verden for at kunne håndtere internationale kriser, men hvis medlemslandene ikke bakker op, er FN reelt sat skakmat over for den største katastrofe, verden har set i nyere tid,« siger Trine Christensen.
Derudover mener Amnestys danske chef også, at en lang række lande er med til at underminere menneskerettighederne ved at udsulte FN økonomisk, først og fremmest FN’s flygtningeorganisation UNHCR, som slet ikke får penge nok til at varetage den enorme opgave, det er at sørge for de mange millioner syriske flygtninge i selve Syrien og i nabolandene.
»Det er en meget kortsigtet og skadelig måde at gå til problemerne på. Der er behov for løsninger, som bruger FN-systemet i stedet for at underminere det,« siger hun.
Europa sælger ud
En anden tendens, som i særlig grad foruroliger menneskeretsorganisationen, er udviklingen i Europa, hvor en lang række lande har indført lovgivning, der begrænser frihedsrettighederne. Som svar på sidste års terrorangreb og massive flygtningestrømme har flere lande givet myndighederne frie hænder til at masseovervåge borgernes internet- og teletrafik.
Og i Frankrig har myndighederne f.eks. fået ret til gennemføre tusindvis af ransagninger uden dommerkendelse.
»Det er et stærkt og problematisk eksempel på, hvordan man sætter hensynet til terrorsikring over hensynet til retssikkerheden. Det er selvfølgelig helt validt gerne at ville sikre landet mod flere angreb, men omvendt sætter man helt fundamentale retsprincipper, som det har taget mange år at udvikle, over styr. Det er ikke den rette vej,« siger Trine Christensen.
Netop princippet om at adskille den udøvende og den dømmende magt er grundlæggende for et retssamfund, understreger hun.
Et andet eksempel på, at Europa efter Amnestys mening er gået for langt i bestræbelserne på at forsvare sine interesser, er den seneste aftale mellem EU og Tyrkiet, hvor Tyrkiet får milliardstøtte mod til gengæld at forhindre syriske flygtninge i at rejse til Europa.
»Der er ikke noget galt i at hjælpe landene i nærområdet med løfte opgaven med de mange flygtninge, men aftalerne skal kobles med krav om, at det sker i respekt for menneskerettighederne. Og det gør det ikke i Tyrkiet. De sætter bl.a. flygtninge i fængsel og slipper dem kun ud, hvis de accepterer at rejse tilbage til Syrien. Der er også tusinder af flygtninge fra Aleppo, som Tyrkiet ikke vil åbne grænsen for,« siger hun.
»Det, der er brug for, er ikke, at hvert enkelt land hytter sit eget skind. Der er brug for fælleseuropæiske løsninger, sikre ruter til Europa, ordentlig visitation af asylansøgerne og massiv hjælp til nærområderne.«
Over kanten
Trine Christensen understreger, at Danmark også har bidraget til at undergrave respekten for menneskerettighederne i det forløbne år, først og fremmest på asylområdet.
»Et af de mest bekymrende tiltag er den seneste lovpakke, som gør det muligt at tilbageholde asylansøgere uden dommerkendelse og på ubestemt tid. Der er ingen kriterier for, hvor længe man må tilbageholde en asylansøger, under hvilke omstændigheder tilbageholdelsen kan anvendes, eller hvornår den ophører,« siger hun.
»Derudover har regeringen signaleret, at man ønsker at anvende frihedsberøvelse i større omfang end tidligere. Det er meget foruroligende, for der er jo ikke tale om kriminelle. En asylansøger har jo som udgangspunkt ikke gjort noget forkert,« understreger hun.
Også beslutningen om at udsætte retten til familiesammenføring i tre år for en del af dem, der får asyl i Danmark, falder Amnesty-chefen for brystet.
»Det er jo krigsflygtninge, som ikke kan få deres kone eller børn hertil, selv om de befinder sig i en usikker flygtningelejr eller i Syrien – her udfordrer Danmark virkelig de internationale konventioner,« siger hun og understreger, at ifølge Amnestys opfattelse er udsættelsen af retten til familiesammenføring den mest problematiske af de stramninger, Danmark har gennemført.
»Man må virkelig håbe, at mange af disse tiltag ophæves igen. I øjeblikket er mange politiske beslutninger drevet af frygt. De enkelte lande søger deres egne løsninger ud fra et kortsigtet behov, men det, vi beder verdens ledere om, er at løfte blikket og kigge på de potentielt meget skadelige langtidsvirkninger af den kurs, som de vælger,« siger hun.
