Mistillid til våbenhvile: ’Ingen i Aleppo tror på det’

Efter års borgerkrig og nye massefordrivelser fra den syriske storby Aleppo, har de færreste tiltro til, at næste uges bebudede våbenhvile vil bringe positive forandringer
Børn går ned ad en gade i Aleppo den 11. februar. Siden regimets tropper er rykket tættere på byen, i takt med at russiske kampfly har intensiveret bombningen af oprørskontrollerede områder, er titusinder flygtet mod Tyrkiet.

Børn går ned ad en gade i Aleppo den 11. februar. Siden regimets tropper er rykket tættere på byen, i takt med at russiske kampfly har intensiveret bombningen af oprørskontrollerede områder, er titusinder flygtet mod Tyrkiet.

Alexander Kots
13. februar 2016

Kampene om kontrol over Aleppo havde holdt sig på tilstrækkeligt stor afstand af deres hjem i centrum af den syriske storby Aleppo, til at Umm Khaled og hendes familie i lang tid havde turdet håbe på, at de måske på en eller anden måde kunne komme levende og uskadte fra dem.

Dette ændrede sig for en uge siden, da bomber, som længe havde været rettet væk fra Aleppos gamle centrum og nærliggende citadel-vartegn, slog ned i bygningen lige ved siden af familiens hjem.

»Vi sad og spiste aftensmad,« fortæller Khaled i sit nye hjem, et telt i en tyrkisk flygtningelejr, hvortil hun og 17 andre familiemedlemmer ankom i tirsdags.

»Så ramte bomberne. Støv, beton og stål faldt ned i vores aftensmad. Det var på det tidspunkt, at vi vidste, vi blev nødt til at forlade vores hus.«

Khaled og hendes familie er blandt de forholdsvis få ud af næsten 30.000 flygtninge, der er flygtet fra Aleppo og nordpå, som har klaret sig frem til Tyrkiet. Resten har i denne uges løb slået lejr nær grænseovergangen, da de fleste af dem er for fattige til at overveje den 10 timer lange vandring over bjergene, som Khaleds familiemedlemmer hver måtte betale 500 dollar for.

Pressede oprørere

Familien fortæller om en by, der allerede var i opløsning, før de russiske luftangreb – midt under de internationale fredsforhandlinger – satte ind for to uger siden, og som siden er blevet et af de farligste steder på Jorden. I udkanten af byen og dens ødelagte nabobyer findes et utal af styrker med loyalitet over for vidt forskellige parter; et kludetæppe, som det nu er blevet stadig vanskeligere at få overblik over og forstå end på noget tidspunkt under krigen.

Selv om Rusland og USA nu er enedes om at tilstræbe at indstille fjendtlighederne med begyndelse fra fredag næste uge, siger de få oppositionsgrupper, der er blevet tilbage i byen, at der til den tid heller ikke vil være meget tilbage at kæmpe for. Og under alle omstændigheder, er der i den udmattede opposition ikke megen tiltro til, at stormagterne kan orkestrere et politisk resultat, når militær magtanvendelse fortsat er så fremherskende.

»Regimet gør hastige fremstød,« siger Bahar al-Halabi, en soldat i den Frie Syriske Hær (FSA), der er posteret i Aleppo. »Der foregår tydeligvis et samarbejde mellem regimet, kurderne og russerne. Så nu skal vi altså kæmpe mod tre stærke modstandere på samme tid. Vi har meget få ressourcer tilbage. Intet kan ændre tingene nu. Jeg kan ikke lyve og påstå, at FSA står i en stærk position.«

»Regimet er ikke interesseret i nogen politisk løsning, medmindre de får alt, hvad de vil have på jorden. Hvis de kan gå med til en våbenhvile er det bare for at udnytte den til at omringe os.«

En by delt i to

Alle de nyankomne flygtninge fra Aleppo, som Guardian taler med i Tyrkiet, beretter om en følelse af nederlag og opgivelse.

»Vi har advaret om denne dag i to år,« siger Ahmed Othman, en anden nyankommen til lejren, der ligger en times kørsel syd for den tyrkiske by Sanliurfa. »Ingen ville lytte. For ingen er bekymrede for os.«

Khaled og hendes familie begyndte deres rejse i mandags. De forlod først den gamle by i Aleppo og kørte forbi citadellet, der har modstået 3.000 års kampe og oprør, men nu vakler under presset fra denne altødelæggende krig.

Umiddelbart vest for den gamle by, der fungerer som skillelinje mellem oprørerne i øst og regimet i vest, går livet nogenlunde normalt videre. Aleppo er en fortælling om to byer – den ene halvdel hærget, den anden stadig fungerende og ikke underlagt trusler fra kampfly.

Næsten alle i denne seneste store udvandring kommer fra de få kvarterer i den østlige del, der var forblevet beboelige, eller fra landdistrikterne på den godt 90 km lange strækning op mod Tyrkiet. Russiske og syriske kampfly overflyver ikke den vestlige del af byen, om end det sker, at raketter affyret af oppositionsstyrker slår ned i forstæderne her.

Livlinen truet

Familien Khaled kørte nordpå, ud af den ødelagte østlige halvdel af byen, som var blevet alvorligt smadret af tøndebomber nedkastet fra syriske helikoptere, længe før de russiske kampfly ankom.

Ikke ét hospital er blevet stående i det østlige Aleppo, som har været en højborg for anti-Assad-oppositionen siden midten af 2012. Også de fleste bagerier, elnettet og skoler er blevet ødelagt.

Flugten førte familien gennem et industriområde, der engang var det bankende hjerte i Syriens økonomi, men i dag er en ødemark af murbrokker, forkullede biler og bombekratere.

Guardian har benyttet samme rute i løbet af flere end 10 besøg til Aleppo siden juli 2012. Det er fortsat eneste livline ud af den østlige halvdel, men i disse dage hvor pro-Assad-militser under ledelse af Hizbollah koordinerer deres indsats for at lukke hullet, frygter de resterende oprørere at blive omsluttet af en belejring, før våbenhvilen træder i kraft.

»Hver gang vi fik øje på en kontrolpost – om det var FSA, jihadister, Hizbollah eller nogle andre – kørte vi i en 10 km lang bue uden om den,« fortæller Khaleds nevø Abu Ihab. »Ad mange omveje kom vi til sidst til grænsen, og det var her, vi alle måtte betale smugleren. Alle undtagen vores børn.«

Undervejs skar kampfly tværs over en bleg himmel i formationer, familien ikke havde set i de år, det syriske regimes kampfly angreb dem. »Det var en russisk bombe, der ramte os,« siger Abu Ihab. »De fløj fem eller seks ad gangen og rettede deres bomber mod alt det, der stadig stod.«

»Vi gik op ad bjerget på den 10 timer lange vandretur. Hele vejen var vi rædselsslagne. Hvis tyrkerne så os, ville de have skudt os.«

Læger fra Azaz, en syrisk by 50 km fra Aleppo, siger, de har behandlet mindst 10 personer for skudsår forårsaget af tyrkiske grænsevagter ved den nærliggende grænseovergang.

Tyrkiet har lovet at sende nødhjælp over grænsen til de mænd, kvinder og børn, der har slået sig ned i olivenplantager og nærliggende bygninger. Titusinder af Syriens nyeste flygtninge er fortsat fanget i dette område.

Fra Azaz fortæller en talsmand for FSA, Mohammed al-Sheikh, at hans resterende styrker ler hånligt af al snak om den våbenhvile, som skal være indgået.

»Jeg tror ikke på den, og jeg tager den ikke alvorligt,« siger han. »Regimet har aldrig virket oprigtig omkring nogen våbenhvile. Ingen her tror på det. Våbenhvilesnak er blevet rutine. Det er nyttesløs proces.«

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Ajour

Nordmanden Jan Egeland, der er generalsekretær i norske Flyktninghjelpen, skal stå i spidsen for en arbejdsgruppe under Den Internationale Støttegruppe for Syrien (ISSG). Arbejdsgruppen skal forsøge at sikre nødhjælp til de belejrede områder i Syrien. Det bekræfter Jan Egeland over for Nettavisen.

’Jeg er optimistisk. Kerry (John Kerry, USA’s udenrigsminister, red.) og Lavrov (Sergej Lavrov, Ruslands udenrigsminister, red.) og de andre ministre siger trods alt, at de vil gøre, alt hvad de kan, for at sikre adgang til de belejrede byer,’ siger Jan Egeland til Nettavisen. ’Så må vi også tro på, at det rent faktisk kommer til at ske,’ siger han.

Ud over EU, FN og Den Arabiske Liga omfatter ISSG 17 lande. Kredsen af lande og organisationer blev natten til i går enige om at stoppe ’fjendtlighederne’ i Syrien mellem regimet og en del af oprørerne i landet. Aftalen indeholder blandt andet et krav om, at der inden for en uge skal leveres humanitær nødhjælp til en række belejrede byer.

Ifølge ISSG-aftalen er kamphandlinger mod Islamisk Stat (IS), Jabhat al-Nusra og andre grupper, som FN’s Sikkerhedsråd betegner som terrorgrupper, stadig tilladt.

Det syriske regime og oprørsgrupperne er ikke en del af kredsen, der har skrevet under på aftalen.

Selv om der er indgået en aftale om delvis våbenhvile i Syrien, tør den danske forsvarsminister, Peter Christensen (V), ikke stole på, at Rusland vil standse sine bombardementer af civile.

’Jeg håber virkelig, at man kan få etableret en våbenhvile. De tusinder af mennesker, som i lang tid har været uden mad og drikke i de belejrede byer, skal have nødhjælp. Men jeg vil ikke glæde mig for tidligt,’ siger ministeren.

Ritzau

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Recep INAL

Der vil ikke være nogen våbenhvile i næste uge, USA og Rusland har for længst indgået en aftale der efterlader Irak til USA's og Syrien til Ruslands dominans. Alt det taktiske spil der udspiller sig nu er om at tage røven på Tyrkiet om Kurdernes status i Nord-Irak, Nord-Syrien og i det Øst og Sydlige Tyrkiet. Russerne har sammen med USA lagt en stor fælde og venter spændt på om at Tyrkiet vil bide og sende landstropper ind i Syrien sammen med Wahabbier, hvis det gør det så klapper fælden for alvor og Tyrkiet vil befinde sig i endnu mere Deep Shit som det nu gør...

anbefalede denne kommentar