Læsetid: 7 min.

’Radikalisering er et socialt fænomen’

Politikerne siger det, der fungerer godt på tv, lyder det fra fagfolk i den belgiske ’terrorrede’ Molenbeek. Men hvervningen af unge til den islamistiske sag foregår ikke længere i moskeerne. Den sker på gaden, i ungdomsklubber og på barer
Molenbeek og de øvrige kommuner, der ligger op ad kanalen, som går igennem Bruxelles, er ramt af det postindustrielle syndrom – høj arbejdsløshed, integrationsudfordringer og en øget risiko for radikalisering.

ANDREW TESTA

6. februar 2016

Klokken er 12.54 fredag eftermiddag. Fællesbønnen i moskeen al-Khalil i Molenbeek starter. Barfodede mænd hilser varmt på hinanden og fylder langsomt den tidligere lagerhal, som efter 30 minutter rummer i nærheden af 700 troende. Kvinderne deltager fra et separat rum, hvortil prædikenen og bønnen udbredes via højttalere.

Imamen, som er blevet underrettet om, at der befinder sig en dansk journalist og et flamsk dokumentarhold i moskeen, forkynder et næstekærligt budskab om fred på tværs af religiøs observans.

Al-Khalil er den største moské i Molenbeek, den belgiske kommune i regionen Bruxelles, som i dag er berygtet som ’Europas terrorrede’: Kommunen, hvor unge radikaliseres, hvorfra terrorattentater planlægges, og hvortil man kan søge ly efter at have kæmpet for IS i Syrien.

Da bønnen er slut, træder de mange mænd ud af en kollektiv trancelignende tilstand, de tager sko på og bevæger sig ud i gadebilledet.

En af dem standser: »Jeg håber, du har fået en bedre forståelse for Islam nu. Islam er kærlighed,« forklarer Muhammed, en belgisk-algerisk butiksejer bosat i Molenbeek.

Vi kommer hurtigt til at tale om terrorattentaterne i Paris og de uomtvistelige forbindelser til Molenbeek.

»Det er ikke muslimer, der har begået de forbrydelser. De er ikke kommet i moskeen, og de aner end ikke, hvad Islam er. De er blevet hjernevaskede til at tro, at de skal kæmpe imod de ikke-rettroende, men de misforstår, hvad jihad er: Jihad betyder at stræbe og er først og fremmest noget, man gør for at begrænse sit eget ego og bekæmpe sine indre dæmoner for at blive et bedre menneske.«

Muhammed forklarer med ærgrelse, at livet ikke er det samme efter terrorattentaterne i Paris.

»Jeg kan se mistro i folks øjne. Folk rykker sig et skridt fra mig i metroen, og de ældre kvinder holder deres håndtaske tæt ind til kroppen. Det eneste, attentaterne har skabt, er mistillid og polarisering.«

’Et frugtbart territorium’

Molenbeek er Belgiens næstfattigste kommune. Det er Belgiens tættest befolkede kommune, som proportionelt set huser flest unge. Knap 40 pct. af kommunens 100.000 beboere er muslimer, hvilket er næsten det dobbelte af regionsgennemsnittet. Arbejdsløsheden er samlet set på 31 pct., og i det såkaldte historiske Molenbeek er ungdomsarbejdsløsheden helt oppe på 52 pct.

Der kan trækkes tråde til Molenbeek efter en lang række terrorattentater i nyere tid: fra 11. september- angrebet i New York, fra tog-bomberne i Madrid i 2004 og fra terrorattentaterne i Paris i 2015. Men det er forkert at kalde Molenbeek for ’Europas terrorrede’, mener Olivier Vanderhaegen, som er leder af en kommunal antiradikaliseringsenhed i Molenbeek. Han anerkender dog, at Molenbeek er et frugtbart territorium for radikalisering:

»Problemerne bunder dels i, at Belgien er strategisk velplaceret i Europa. Der går en handelsrute med illegale stoffer og våben igennem landet, og det er uproblematisk at flytte fra Frankrig til Belgien og dermed blive glemt af den franske efterretningstjeneste. Men Molenbeek inkarnerer også en række meget specifikke sociale udfordringer, som har gjort det let for islamisterne at få kontakt til de unge.«

Molenbeeks anti-radikaliseringsenhed har eksisteret siden oktober 2014 og er en del af et socialpolitisk tiltag, der skal være med til at rette op på de statistikker, der viser, at Belgien er det land i Europa, hvorfra der proportionelt set er flest borgere, der er draget i hellig krig i Irak eller i Syrien. Nye tal fra det belgiske indenrigsministerium viser, at hele 464 belgiere har været involverede i hellig krig i Syrien, heraf stammer de 215 fra regionen Bruxelles, som kommunen Molenbeek er en del af.

Unge i oprør

Det høje antal arbejdsløse og immigranter er ikke et nyt fænomen i Molenbeek. Kommunen oplevede en voldsom ekspansion under industrialiseringen i det 19. århundrede, da man sejlede kul hertil fra minerne i Vallonien via kanalen Bruxelles-Charleroi, som adskiller Molenbeek fra Bruxelles’ centrum.

Indvandrere fra først det øvrige Belgien og Frankrig og dernæst Sydeuropa og Mellemøsten flyttede hertil for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter arbejdskraft. I slutningen af 1800-tallet blev kommunen kaldt for ’Lille Manchester’ som en hyldest til den blomstrende industri.

Men parallelt med Første Verdenskrig og den efterfølgende depression faldt produktionen, og mange arbejdere mistede deres beskæftigelse og økonomiske fundament.

Olivier Vanderhaegen forklarer, at radikaliseringen ikke blot ses i Molenbeek, men i flere af de kommuner, som ligger langs kanalen:

»Kanalen spillede en vigtig rolle som transportvej, da industrien blomstrede. Derfor lider de kommuner, som ligger op ad kanalen, af det samme postindustrielle syndrom – høj arbejdsløshed, integrationsudfordringer og en øget risiko for radikalisering. Vi må nok erkende, at radikalisering i Molenbeek i høj grad er et socialt fænomen.«

De radikaliserede unge i Molenbeek har typisk en kriminel fortid. De har handlet med stoffer, stjålet biler eller været voldelige og har ikke været kendt som særligt interesserede eller kyndige i Islam, siger Olivier Vanderhaegen, som samtidig fortæller, at rekrutteringen i dag ikke foregår gennem moskeerne, men snarere på gaden, i ungdomsklubber eller på barer.

»Det rammer typisk unge, som igennem lang tid har været i opgør med samfundet. De definerer sig selv negativt, de har haft en uregelmæssig skolegang med meget fravær, de identificerer sig selv med et kvarter med et dårligt ry, de har oplevet diskrimination på grund af deres arabiske eller muslimske oprindelse, og de har ikke en lovende fremtid i sigte. Alt er negativt.«

»På et tidspunkt vil de søge imod en positiv kultur og bekræftelse, og det finder de i den radikale islam. De er så parate til at glemme hele deres oprindelige identitet for at påtage sig en anden – identiteten som hellig kriger.«

Et politisk svigt

En halv kilometer nord for Molenbeeks kommunale plads ligger Foyer, en organisation, der siden slutningen af 1960’erne har hjulpet og beskæftiget unge i kommunen og forsøgt at holde dem ude af problemer. De tilbyder juridisk og social assistance, sportsaktiviteter og undervisning.

Tæt ved indgangsporten hænger en gruppe unge teenagedrenge ud. En af dem forklarer, at de ikke vil udtale sig til pressen, da medierne kun spreder løgne om Islam. En anden bekræfter dog alligevel, at de er opvokset i Molenbeek. Det er et godt kvarter med gode mennesker, siger han. På spørgsmålet om de har nogen kommentarer til forbindelsen mellem Molenbeek og terrorattentaterne i Paris, svarer de samstemmende, at de tvivler på, at attentaterne overhovedet fandt sted – det er i hvert fald ikke foregået, som pressen har fortalt.

Johan Leman, professor i social antropologi ved universitetet i Leuven og tidligere topembedsmand i det belgiske parlament, har ledet Foyer siden starten af 1980’erne og er en kendt figur i ungdomsmiljøet i Molenbeek. Han er yderst kritisk over for de tiltag, myndighederne har iværksat for at bekæmpe radikalisering og jihadisme i Belgien.

Han forklarer, at problemerne med de radikaliserede unge er begyndt i Molenbeek efter 1995, hvor jihadismen først tog form i Frankrig.

»De første mange år anede de belgiske myndigheder ikke, hvad de skulle gøre, og selv efter 11. september 2001 tog de ikke udfordringen seriøst.«

Johan Leman politianmeldte i slutningen af 1990’erne en af de store bagmænd i det salafistiske miljø i Molenbeek, Cheikh Bassam, som igennem 20 år styrede moskeen Centre Islamique Belge med tætte forbindelser til al-Qaeda. Ifølge Leman opfordrede han direkte sine følgere til at bekrige de ikke-rettroende.

Sagen blev imidlertid droppet, da man mente, at Cheikh Bassam var i sin ret til at ytre sig frit. Først i 2010 blev han dømt for at have opfordret til terror og som følge deraf udvist af Belgien.

»Det var en alvorlig strategisk fejl, for det gav masser af tid til, at det ekstremistiske miljø kunne slå rødder i kommunen.«

Betjente eller socialarbejdere

Cirka 2005 begyndte de belgiske myndigheder at tage jihadismen mere seriøst, forklarer Leman, som dog tvivler på, at den hårdere tone har været effektiv:

»Man ændrede tonen og begyndte at anvende mere kontrol og hårdere straffe. Men det er mit indtryk, at de øverste beslutningstagere aldrig har taget sig tid til at undersøge, hvordan man kan anvende de trods alt begrænsede ressourcer på en hensigtsmæssig måde.«

»Jeg tror, der er en god mængde uvidenhed blandt de politikere og embedsmænd, der sidder omkring beslutningsbordet. De fleste af dem har aldrig sat deres ben i Molenbeek, og de har aldrig mødt nogen af de unge, hvor risikoen for radikalisering er høj. Dernæst er der hele problematikken med medierne – politikerne siger det, som de ved vil fungere i medierne, og som kan give borgerne indtryk af, at de er handlekraftige. Udfordringen er at finde den rette balance mellem politi og den sociale indsats, men det giver meget mere opmærksomhed at ville indsætte 100 politibetjente end 100 socialarbejdere.«

Johan Leman refererer til dagene efter terrorattentatet i Paris i november, da sikkerhedsniveauet var på sit højeste i Bruxelles, og væbnet politi og militær patruljerede i gaderne i døgndrift:

»De foretog mere end 30 ransagninger i Molenbeek i løbet af få dage, men fandt ikke de mistænkte. De dage kostede den belgiske stat 350 millioner euro. Det er svært ikke at tænke, at de mange penge burde have været brugt på en anden måde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" det postindustrielle syndrom – høj arbejdsløshed, integrationsudfordringer og en øget risiko for radikalisering" - jamen, er det ikke det, som vi hele tiden diskuterer?

Hvor den ene fløj påkalder sig humanisme (og dermed trækker et kommunikationsmæssigt super-es - for hvem vil ikke være et menneske) og den anden fløj trækker statistikker, 30 års historik samt kulturforskelle mellem danskere og de nytilkomne ift. kønsroller, ytringsfrihed og hvor meget religion bør uddrages i politik og det offentlige rum.

Som dansker synes jeg, at det er rigtig trist, at Danmark lige nu synes opdelt i to fløje. Og der kommer ingen fornuftige bud udover en "vellykket integration" for alle nytilkomne. Hvad er det egentlig?

Jørgen M. Mollerup

Det er interessant at sammenholde synspunkterne i denne artikel med Per Aage Brandts, Den blodige fantasi, i dagens udgave af Moderne Tider.