Nyhed
Læsetid: 6 min.

Sanders’ valgkamp bygger på hans borgmestertid

Der er slående paralleller mellem den demokratiske præsidentkandidats tema og strategi i 2016 og den valgkampagne, der sikrede ham borgmesterposten i Vermonts største by i 1981. Nogle af hans venner og politiske kolleger mener endda, han som præsident vil håndtere Kongressen som byrådet i Burlington
Den socialistiske demokratiske præsidentkandidat Bernie Sanders blev vinderen af primærvalget i New Hampshire foran Hillary Clinton. Her er han med sin kone, Jane i Exeter, New Hampshire.

Phil Mc

Udland
13. februar 2016

Velkommen til Bernie Sanders’ socialistiske paradis!

Levestandarden i den demokratiske præsidentkandidats hjemby, Burlington, virker høj. Her må ejendomme ikke bygges højere end seks etager, der er ingen vejhuller, gaderne er fejet, parkometre fungerer og de typiske kædebutikker er erstattet af små privatejede forretninger.

Man ser ingen hjemløse, ej heller tiggere på gaden. Folk er velklædte og elskværdige. Og på mange af bilerne er påklistret et ’Bernie’-skilt.

»Bilister kører rundt med det skilt, år ud og år ind, uden at tage det af, også republikanere. Så populær er Bernie Sanders,« siger fotografen Meg Berlin.

Indtil ’Bernie’, som alle de lokale kalder ham, erklærede sit kandidatur på en fugtigvarm sommerdag sidste år, kunne man ofte se senatoren gå ned ad Banks Street »fokuseret og med øjnene stirrende ned i fortovet, som om han havde et presserende ærinde,« husker Aki Soga, opinionsredaktør Burlington Free Press

Det er i denne by med 45.000 indbyggere og Vermonts største universitet, at Sanders slog sig ned i slutningen af 1960’erne og indledte en politisk karriere som venstrefløjsaktivist.

Opstarten var langsom. I 1970’erne stillede han to gange op til USA’s kongres og to gange til Vermonts guvernørpost for det pacifistiske, socialistparti Liberty Union.

»Bernie scorede kun mellem to og seks pct. af stemmerne,« fortæller hans ven gennem 40 år, Garrison Nelson, professor i statskundskab på University of Vermont.

I 1980 øjnede den idealistiske socialist en oplagt chance for at blive valgt til Burlingtons borgmester, da universitetets beslutning om at forhøje kursusgebyret for studerende fra de 49 andre delstater gav udslag i højere husleje i Burlingtons historiske bykerne.

»Udlejerne så en mulighed for at tiltrække folk med højere indkomster. Det ville gentrificere hele bykernen. Lejerne var rasende og forlangte, at byrådet indførte kontrol med huslejestigninger. Men det blev afvist,« husker Garrison Nelson, der selv var involveret i protestbevægelsen.

Politisk revolution

Den daværende borgmester var demokrat og havde et flertal i byrådet. Så tiden var efter Bernie Sanders mening moden til »en politisk revolution« – et begreb, han stadig benytter som præsidentkandidat til at motivere vælgerne til at engagere sig i den politiske proces både i valgår og i de stille perioder.

Den dengang 39-årige tilflytter fra New York stillede op som partiuafhængig mod en demokratisk borgmester, der var kendt for at samarbejde med republikanere, og mod en en republikaner og kandidater fra to små partier.

Dengang var temaet for Sanders’ valgtale mere eller mindre den samme som i dag. Og hans strategi var også den samme. Som selvlærd marxist fremhævede han de objektive fælles interesser, arbejdende familier i lejeboligerne og de studerende havde.

Han bragte dem sammen i en koalition mod politikere, der skulle være korrumperet af kampagnebidrag fra bl.a. Vermonts mægtigste bygherre Antonio Pomerleau. Og så udviste han politisk snilde ved at støtte et krav om lønforhøjelse fra politiets fagforening, der var blevet afvist af byrådet og den siddende borgmester.

Historien om Sanders’ forbløffende sejr i borgmestervalget som en næsten ukendt venstrefløjspolitiker er på flere punkter parallel til den kampagne, han fører i dag mod sin rival Hillary Clinton.

Temaet er det samme: Et oprør mod den demokratiske partielite repræsenteret ved Clinton og partiets donorer i Wall Street og i de store koncerner. Metoden er også den samme: at danne en koalition mellem arbejderklassen og unge studerende og arbejdsløse.

»Bernie tænker i klasser, ikke i identitetspolitik. I hans øjne føler en sort kvinde ikke en naturlig empati for en bøsse, blot fordi de begge tilhører et mindretal. Hvad der forener dem i klassisk marxistisk forstand, er fælles økonomisk interesse,« forklarer professor Nelson.

Den demokratiske partielite tilstræber derimod i 2016 at opbygge en koalition af mindretal og kvinder, der har til fælles at være underrepræsenteret i den politiske proces – ligesom Barack Obama gjorde i valgkampen i 2008, siger Nelson.

Der er også en anden interessant parallel mellem borgmestervalget i 1981 og præsidentvalget i 2016.

Hvide arbejdervælgere

Sanders’ sejr kan delvist tilskrives, at flere hundrede arbejderfamilier i Burlingtons indre by gik til valgurnerne. Det plejede de ikke at gøre, men denne gang stod deres levevilkår på spil. Uden en ny lejelov lovet af den socialistiske kandidat Sanders ville de tvinges til at flytte ud af byen.

Valgsejren var kneben. Efter en omtælling vandt han med kun 10 stemmer flere end den demokratiske borgmester Gordon Paquette.

Hvis Sanders skulle blive Demokraternes præsidentkandidat, vil hans chance for at besejre den republikanske kandidat bero på hvide arbejdervælgeres lydhørhed over for hans budskab. Denne store vælgergruppe er gennem de seneste 30 år blevet mere tilbøjelig til at stemme på republikanske præsidentkandidater. Spørgsmålet er, om han kan vinde dem tilbage og få de politisk desillusionerede vælgere til at stemme.

Bernie Sanders’ generalieblad som borgmester i Burlington i seks år giver endvidere et fingerpeg om, hvilken type præsident, han vil blive.

»Han vil tale direkte til folket og holder fast i den græsrodsbevægelse, som Obama skar tråden over til efter nogle år i Det Hvide Hus,« siger hans ven og nære politiske allierede, David Zuckerman, medlem af Vermonts lovgivende forsamling og kandidat til viceguvernør til november.

Da Sanders trådte til som borgmester, var kun to ud af 13 medlemmer af byrådet villige til at støtte ham. Samme modstand mod hans politiske program kan man forvente i USA’s kongres, hvis han skulle vinde præsidentvalget.

»I sin første embedsperiode på to år benyttede han græsrodsbevægelsen, der havde bragt ham til magten, til at få politiske allierede valgt ind i byrådet i 1983,« fortæller Zuckerman en aften på University of Vermont, efter at han har holdt et foredrag for de studerende om begrebet ’en politisk revolution’.

Zuckerman forklarer, at Sanders politiske revolution går ud på at få progressive demokrater valgt til Kongressen ved præsidentvalget i 2016 og midtvejsvalget i 2018 i håbet om at sikre et flertal i begge kamre.

Pragmatisk politikere

I alle tilfælde forudsiger Zuckerman, at Kongressen vil være mere tilbøjelig til at samarbejde med Sanders end med Obama, fordi han vil blive set som fortaler for den hvide arbejderklasses økonomiske interesser, ikke kun mindretallenes.

Samme vurdering anlægger den republikanske forretningsmand Jack McMullen, der har stillet op to gange til senatsvalg i Vermont.

»Når det kommer til stykket, er Sanders en pragmatisk politiker. Til trods for al den ideologiske retorik er han faktisk en ret god borgmester. Jeg tror, han bliver bedre til at samarbejde med republikanerne end Obama,« siger McMullen, direktør i konsulentfirmaet Cambridge Meridian Group. Til Sanders’ bedrifter som borgmester hører oprydningen af gamle industrianlæg langs Lake Champlain og anlæggelsen af en rekreativ park, hvori han sidste sommer erklærede sit kandidatur til Det Hvide Hus. Han fik oprettet et udviklingskontor, der har til formål at tiltrække virksomheder til byen.

»De små næringsdrivende og mellemstore virksomheder trivedes i hans borgmestertid. Men han var fjendtlig indstillet over for de store koncerner,« fortæller Ako Soga, der tidligere var erhvervsredaktør på den lokale avis.

»Faktisk er han i dag ven med bygherren Antonio Pomerleau, som han kørte valgkamp mod i 1981.«

Efter Sanders blev valgt til Repræsentanternes Hus i 1987, overtog hans politiske allierede magten i Burlington og byggede videre på hans socialdemokratiske ideer.

Som kongresmedlem og senere senator har Sanders vundet genvalg med mellem 65 og 75 pct. af stemmerne. En del af hans vælgere er moderate republikanere og i høj grad den hvide arbejderklasse i Vermont.

»Han virker oprigtig, og det har de respekt for,« siger Rob Roper, direktør for den konservative tænketank Ethan Allen Institute.

Den tidligere republikansk flertalsleder i Vermonts lovgivende forsamling, Connie Houston, er lodret uenig i Sanders’ »socialistiske« ideer.

»Men jeg må indrømme, han er en meget dygtig politiker. Hans stab her i Vermont er altid behjælpelig, når en borger henvender sig med en klage over et eller andet,« siger hun.

Serie

Protestvalg i USA

Seneste artikler

  • I Newberry stemmer hvide og sorte på forskellige dage

    27. februar 2016
    For en uge siden deltog stort set kun hvide i republikanernes primærvalg i Newberry, South Carolina. I dag er det de sortes tur i demokraternes primærvalg. Information har talt med borgere på begge sider af racelinjen
  • Kvinderne og de unge svigter Hillary Clinton

    9. februar 2016
    I sit lange politiske liv har hun kæmpet for minoriteter og kvinders rettigheder. Men i New Hampshire opfattes Hillary Clinton af mange demokrater som en elitær figur, mens hendes rival repræsenterer et brud med fortiden og drømmen om forandring
  • Outsidernes år i USA’s præsidentvalg

    23. januar 2016
    I den republikanske vælgerskare er manglen på politisk erfaring og oprør mod partieliten i Washington blevet et adelsmærke. Derfor står Donald Trump og Ted Cruz så stærkt i opløbet til valgene i Iowa og New Hampshire i næste måned
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her