Note
Læsetid: 1 min.

Syriens opposition siger ja til midlertidig våbenhvile

Udland
27. februar 2016

Paraplyorganisationen HNC, der repræsenterer næsten 100 oppositionsgrupper i Syrien, tilslutter sig en våbenhvile fra midnat lørdag, meddelte HNC i går i en erklæring. Oppositionen, som bekæmper præsident Bashar al-Assad, vil ifølge erklæringen respektere våbenhvilen.

Oppositionen stiller dog betingelse om, at styret i Syrien ikke bruger våbenhvilen til at fortsætte de »fjendtlige operationer« mod oppositionen under påskud af at bekæmpe »terrorisme«.

HNC omfatter blandt andet Det Syriske Nationalråd (SNC) og repræsenterer oppositionen ved fredsmøder i Genève.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, siger, at det er en fælles amerikansk-russisk aftale om Syrien, der har skabt ny bevægelse i det internationale diplomati omkring konflikten. Fra russisk side forventes det, at FN’s Sikkerhedsråd støtter planen om en våbenhvile.

Anonyme russiske embedsmænd har nævnt datoen 7. marts som en mulig begyndelse for internationale fredsforhandlinger.

FN’s Syrien-mægler, Staffan de Mistura, har kaldt det for »en afgørende dag« for Syrien med en planlagt våbenhvile fra midnat.

Ritzau/Reuters

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her