Læsetid: 5 min.

Ugandas opposition nærer et sjældent håb om forandringer

En mulig splittelse i Yoweri Musevenis NRM-parti får oppositionslederen Kizza Besigye til at håbe, at han kan gøre en ende på præsidentens styre gennem 30 år
Tilhængere af oppositionslederen Kizza Besigye på vej mod et vælgermøde. Meningsmålinger har vist, at afstanden mellem Besigye og den siddende præsident, Yoweri Museveni, er mindsket op til valget i dag.

Ben Curtis

18. februar 2016

Menneskemængden under Ugandas præsident Yoweri Kaguta Musevenis valgkampagne opfører sig lige så sløvt, som hans styre gennem 30 år har været det.

Det østafrikanske land, hvis politiske historie er en fortælling om kup og oprør, har aldrig oplevet en fredelig magtoverdragelse. Men i dag skal landet til stemmeurnerne ved et præsidentvalg, der af observatører betragtes som det mest spændende nogensinde.

Det skyldes det håb, uganderne stadig nærer til Musevenis mangeårige ærkefjende, oppositionslederen Kizza Besigye, der har overlevet tre valgnederlag til præsidenten.

Årsagen til håbet er, at der i regeringspartiet NRM for første gang er en intern udfordrer: Amama Mbabazi, tidligere premierminister og indtil for et par måneder siden blandt Musevenis fortrolige, truer med at splitte det veletablerede parti, hvilket ryster den ellers ukuelige præsident.

Sløve tilhængere

Men på en fugtigtung eftermiddag i forrige uge i Kasubi, en overbefolket handelsby, hvor flere af den ugandiske kulturs lederskikkelser ligger begravet, blæser den politiske begejstrings vinde kun svagt.

Mænd og kvinder, som er klædt i Musevenis partis gule farver, kommer slentrende – nogle med flag, der hænger langs flagstangen eller slæber langs jorden. Nogle kommer kørende til byen i busser, varevogne og lastbiler.

Det er ingen hemmelighed, at Museveni fragter folk ind fra forskellige dele af Uganda til sine partistævner. Mange af dem er en del af landets 80 procent arbejdsløse unge. De kan ikke modstå udsigten til at kunne tjene et par dollar for endnu en gang at skulle lytte til det 30 år gamle omkvæd.

De skal blive i et par timer, høre på Musevenis løfter om at reparere vejene, bygge hospitaler og bekæmpe den korruption, som hans regering har tolereret i 30 år. De skal råbe, blæse i deres vuvuzelaer og vifte med NRM-flaget med den beskidte kant.

Ingen Museveni-valgkampagne ville være komplet uden en alvorlig advarsel til oppositionen om ikke at tro, at han kan fjernes gennem en såkaldt revolution. Han har advaret om, at hverken et scenarium som i Burkina Faso, hvor en opstand bragte Blaise Compaoré styre gennem 27 år til ophør, eller begivenhederne i Kenya i 2007, hvor omstridte valgresultater førte til blodsudgydelser, kan gentage sig i Uganda.

Museveni har også kritiseret oppositionsledere for at drømme om et arabisk forår i Uganda og påpeget, at de fleste af disse stater ikke har det bedre nu, end de havde før:

»Her er freden kommet for at blive. Ingen vil skabe vold. Uganda er ude over det pjat,« sagde han sidste år under fejringen af jubilæet for Ugandas uafhængighed.

Vrede modstandere

Men oppositionens kampagne bygger især på modstand mod Musevenis regime. Oppositionen er fast besluttet på at beskytte sig imod stemmesnyd, som har været en tradition ved alle tidligere valg.

Ligesom Museveni siger Besigye, at Uganda hverken har brug for vold eller et arabisk forår. Men han taler om sikkerhedstjenestens brutalitet, anholdelser og bortførelser af oppositionstilhængere og betegner Musevenis handlinger som ulovlige:

»Uganderne har pligt til at trodse og udfordre ham,« siger han.

Hvor grænserne for denne trodsighed gik, virkede slørede for mange. Det amerikanske udenrigsministerium har udtrykt bekymring over risikoen for vold op til valget i Uganda og formanet kandidaterne om at undgå »provokerende retorik, der kunne anspore til vold«.

Det er dog ikke kun Ugandas opposition, der prædiker et potentielt sprængfarligt, følelsesladet evangelium. En af Musevenis loyale støtter, NRM’s generalsekretær Justine Lumumba Kasule, har lovet oppositionen, at »staten vil dræbe jeres børn, hvis I forstyrrer vores fred«.

Det er en trussel, som ifølge Human Rights Watch kan blive reel takket værende de fordækte »kriminalitetsforebyggere« – politiuddannede civile, som regeringspartiet bruger til at skræmme og chikanere oppositionens tilhængere.

Ugandas politichef, Kale Kayihura, har angiveligt foreslået, at kriminalitetsforebyggernes stave og køller bliver skiftet ud med skydevåben. I et interview med The Observer beskriver Besigyes Museveni som en mand, der angriber oppositionen, fordi han ikke kan forestille sig nogensinde at skulle overdrage magten og være i opposition.

Et gummistempel

Præsidenten har da også gjort det klart, at han ikke kan overdrage magten til oppositionens »ulve«, som vil rulle hans resultater gennem flere årtier tilbage. Museveni, der er i færd med at føre sin femte præsidentvalgkamp, kom til magten i 1986 efter at have ført en guerillakrig.

Hans regime har opnået bemærkelsesværdige resultater i kampen mod hiv og aids, stoppet konflikter i de fleste dele af landet og skabt økonomisk vækst drevet af liberaliseringer og udenlandske investeringer.

Men mange af disse resultater er stagneret i de seneste 10 år. Der er igen en stigning i antallet af hiv/aids-tilfælde, den nordlige del af landet var hærget af en konflikt indtil 2006, og de positive økonomiske nøgletal er ikke blevet omsat til et bedre liv for uganderne, der for størstedelens vedkommende lever i fattigdom.

Det har dog tilsyneladende ingen indflydelse på valget. Museveni er sammen med folk som Robert Mugabe i Zimbabwe, Eduardo dos Santos i Angola, Paul Biya i Cameroun og Omar al-Bashir i Sudan blandt Afrikas længst siddende præsidenter.

Han er også en af Afrikas stærke mænd, der – ligesom naboerne Pierre Nkurunziza i Burundi og Paul Kagame i Rwanda – har manipuleret deres landes forfatninger for at sikre sig, at de under alle omstændigheder kan forblive ved magten.

Selv om både sundheds- og uddannelsessystemet skranter, og selv om der ikke er adgang til rent vand og elektricitet i de fleste dele af landet, har uganderne derfor resigneret og indstillet sig på en ny sejr til Museveni.

»Præsidentvalget er et ritual, vi skal igennem hvert femte år,« siger Adrian Jjuuko, som er administrerende direktør ved den lokale ngo Human Rights Awareness and Promotion (HRAPF), som har monitoreret valgene.

Han siger, at ugandiske domstole to gange har fastslået, at et valg var blevet manipuleret:

»Hele processen er fejlbehæftet fra begyndelsen, og valgdagen er simpelthen et gummistempel på en beslutning, som allerede er blevet taget.«

Det har imidlertid ikke afholdt uganderne fra at møde op i hobetal til Besigyes valgmøder – om ikke andet så for at give udtryk for deres utilfredshed med systemet. Besigyes møder er levende. Han behøver ikke at fragte sine tilhængere ind til lejligheden – de møder selv op, klædt i blåt og vifter med blade.

På en varm eftermiddag i forrige uge i Muyenga – en etnisk sammensat forstad til Kampala – stimlede Besigyes tilhængere sammen til fods og på hurtige motorcykeltaxier. De sværgede, at de kan ikke kan holde ud at skulle høre på Museveni i endnu en femårig valgperiode. I dag finder de ud af, om deres bønner er blevet hørt.

© The Guardian og Information.

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu