Læsetid: 5 min.

Uruguays grønne omstilling: Vedvarende energi producerer 95 pct. af al strøm

På mindre end 10 år har det lille sydamerikanske land minimeret sit CO2-aftryk og samtidig formået at sænke sine elomkostninger – endda uden statstilskud
Spansk fremstillede vindmøller på 150 megawatt ligger klar i Montevideos havn i Uruguay. Det sydamerikanske land har foretaget et tigerspring frem mod at udbrede grønne energikilder.

Mariana Greif Etchebehere

17. februar 2016

Et ganske lille land på den anden side af Atlanten mellem Brasilien og Argentina er i fuld færd med at få overgangen fra fossile brændstoffer til vedvarende energi til at tage sig både latterligt enkel og økonomisk overkommelig ud.

På under 10 år har Uruguay nedbragt sit CO2-aftryk – og det vel at mærke uden statstilskud og uden højere forbrugsafgifter, hævder lederen af landets klimapolitik, energiminister Ramón Méndez.

Faktisk, pointerer han, har det forhold, at Uruguay i dag dækker 94,5 procent af sit strømforbrug med vedvarende energi, betydet lavere produktionspriser og færre strømafbrydelser, fordi det forskelligartede energimiks ved at aflaste vandkraftsektoren giver større modstandsdygtighed over for tørke.

Læs også: Er vejen til grøn omstilling belagt med bøder?

For blot 15 år siden så alting anderledes ud. Tilbage ved årtusindskiftet tegnede olie sig for 27 procent af Uruguays importudgifter, og en ny rørledning var netop begyndt at levere gas fra Argentina.

Nu er største post i importudgift-regnskabet de vindmøller, der fylder landets havne på deres vej til opsætning.

Også brugen af biomasse og solenergi er sat i vejret. Føjer vi hertil den eksisterende vandkraft, betyder dette, at vedvarende energi nu dækker 55 procent af landets samlede energiforbrug (herunder transportbrændstof). Det skal ses i forhold til, at vedvarende energi tegner sig for en global gennemsnitsandel på 12 procent.

Med sin relativt lille befolkning på kun 3,4 millioner indbyggere har Uruguay i de seneste år formået at udmærke sig som et progressivt avantgardeland. Man har vedtaget banebrydende marihuana legalisering, banebrydende stringent tobakskontrol og introduceret nogle af de mest liberale politikker i Latinamerika i forhold til abort og homoseksuelle ægteskaber.

Trendsættende land

Nu anerkendes også de fremskridt, Uruguay har gjort for at ’afkarbonisere’ – at gøre den mindre kulstofafhængig – sin økonomi. Landet roses af Verdensbanken og Den Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien, og Verdensnaturfonden fremhævede sidste år Uruguay som en af verdens »grønne energilande«, der er »trendsættende inden for de globale i investeringer i vedvarende energi«.

Som for at cementere dette renommé fremlagde Méndez på sidste decembers klimatopmøde i Paris et af verdens mest ambitiøse tilsagn: Uruguay vil allerede fra 2017 have reduceret sit CO2-aftryk i forhold til gennemsnittet for 2009-13 med 88 procent. Ingen teknologiske mirakler indgår i den dramatiske grønne omstilling. Atomkraft er f.eks. helt fraværende fra energidækningen, og der er i to årtier ikke blevet tilført mere vandkraft. I stedet siger han, er nøglen til succes såre kedelig, men til gengæld opmuntrende reproducerbar: klare beslutningstagninger, optimerede lovgivningsrammer og et stærkt partnerskab mellem den offentlige og private sektor.

Læs også: Plastikplagen er klodens næste udfordring

Som resultat af dette er Uruguays energiinvesteringer – de fleste i vedvarende energi, men også i naturgas – inden for de seneste fem år steget til et niveau på syv milliarder dollar svarende til 15 procent af landets årlige BNP. Det er fem gange over gennemsnittet i Latinamerika og tre gange over det globale niveau, som anbefales af klimaøkonomen Nicholas Stern.

Tiltrækker nye investeringer

»Hvad vi har lært er, at vedvarende energi må betragtes som ethvert andet investeringsområde«, siger Méndez.

»Hvis etablerings- og vedligeholdelsesomkostningerne er lave, og man giver investorerne et sikkert miljø, bliver det meget attraktivt.«

De praktiske konseveksener af alt dette er bl.a. tydelige på Rute 5 fra Montevideo mod nord. På en strækning på godt 300 km passerer man tre agroindustrielle anlæg, der drives af biobrændstof og tre vindmølleparker. Den største af de sidste er Peralta-parken, der har en effekt på 115 MW og drives af det tyske selskab Enercon.

Læs også: Prisen for grøn omstilling betales med brunkul

Parkens enorme møller – hvert mølletårn er 108 meter højt – er placeret på græsmarker fulde af kvæg og strudsefugle af nandua-arten. Ud over pålidelige vindforhold – med en gennemsnitlig vindhastighed på omkring otte meter i sekundet – er hovedattraktionen for udenlandske investorer som Enercon en fast pris i 20 år, der er garanteret af det statslige forsyningsselskab. Fordi vedligeholdelsesomkostningerne er lave (kun 10 ansatte) og stabile, garanterer dette en fortjeneste. Som resultat heraf står udenlandske virksomheder nu i kø for at sikre sig uruguayanske vindmøllepark-kontrakter.

Verdens grønne byer

Konkurrencen presser buddene ned, hvilket har resulteret i en mindskelse af elproduktionsomkostningerne med 30 procent over de seneste tre år. Christian Schaefer, tilsynsteknikker ved Enercon, siger, at hans selskab håber på at kunne udvide, og et andet tysk selskab, Nordex, er allerede i gang med at bygge et endnu større anlæg længere mod nord langs Rute 5. Lastbiler, der transporterer vindturbiner, tårne ​​og vinger er nu et almindeligt syn på landevejene.

Sammenlignet med de fleste andre små lande med en høj andel af vedvarende energi, er energimikset i Uruguay meget mere varieret.

Mens Paraguay, Bhutan og Lesotho næsten udelukkende forlader sig på vandkraft og Island på underjordisk varme kilder, har Uruguay en spredning, der gør det mere modstandsdygtigt over for ændringer i klimaet.

Vindmølleparker såsom Peralta aflaster nu vandkraftværker, således at dæmninger kan opretholde deres vandreservoirer i længere tid efter regntider.

Ifølge Méndez har dette reduceret sårbarheden over for tørke med 70 procent – ikke nogen ringe fordel i et land, hvor de tørre år med deres ringere høstudbytter kan koste næsten to procent af BNP.

Og dette er ikke den eneste fordel for økonomien.

»I tre år har vi ikke importeret en eneste kilowatt-time,« siger Méndez.

»Vi plejede at være afhængige af import af elektricitet fra Argentina, men nu eksporterer vi til dem. Sidste sommer solgte vi en tredjedel af vores elproduktion til dem.«

Kæmpeændring siden 2008

Men der står stadig en del udfordringer forude. Transportsektoren er stadig afhængig af olie og benzin (som tegner sig for 45 procent af det samlede energiforbrug). Men industrien – primært landbrug og forarbejdning af landbrugsprodukter – drives nu hovedsageligt af biomassekraftvarmeværker.

Méndez tilskriver Uruguays succes tre vigtige faktorer: troværdighed (et stabilt demokrati, der aldrig har misligholdt sin gæld og dermed har gjort sig desto mere attraktivt for langsigtede investeringer), optimale naturforhold (god vind og solskinstimer og masser af biomasse fra landbruget) og stærke offentlige virksomheder (som er en pålidelig partner for private virksomheder og kan arbejde sammen med staten om at skabe et attraktivt arbejdsmiljø).

Selv om ikke alle lande i verden kan kopiere denne model, hævder Méndez, at Uruguay har bevist, at vedvarende energi kan reducere energiproduktionsomkostninger, kan dække langt over 90 procent af efterspørgslen efter elektricitet uden backup af kul eller atomkraftværker, og at den offentlige og private sektor kan samarbejde effektivt på dette område. Men måske den største lære, Uruguay kan give videre til andre, er betydningen af ​​en stærk, langsigtet og ambitiøs beslutningstagning. Uruguay var engang lammet af tilsyneladende endeløse og uforsonlige debatter om energipolitik. Alt dette ændrede sig, da regeringen endelig nåede til enighed om en langsigtet plan, der kunne trække tværpolitisk støtte.

»Vi var nødt til at passere igennem en lang krise for at nå til dette punkt. Vi tilbragte 15 år i et dødvande,« siger Méndez.

»Men i 2008 lancerede vi en langsigtet energipolitik, som dækkede det hele ... Endelig fik vi klarhed.«

Denne nye kurs muliggjorde den hurtige omstilling, som Uruguay nu høster frugterne af.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nikolai Beier
  • Steffen Gliese
  • Ole Steensen
Nikolai Beier, Steffen Gliese og Ole Steensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hvorfor gør de bare alting rigtigt i Uruguay - og hvorfor er det så svært for danske politikere at forstå, at vi har mest tilfælles med det land og med Schweiz? Lande, som er små, med flad struktur og så stor nærhed blandt indbyggerne, at problemer kan løses pragmatisk og uformelt.

Anne Eriksen, Alan Strandbygaard, john andy houbo Pedersen, Anders Barfod, Holger Madsen, Flemming Berger og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar

Godt spørgsmål. Men danskere incl politikerne har altid været nogle fodslæbende, forsigtige, kujoner som først vil se, hvad de andre gør.

Anne Eriksen, Alan Strandbygaard og john andy houbo Pedersen anbefalede denne kommentar

NU er det jo lige sådan, at det med nærhed, er noget Venstree siden 2001 med Fogh's minimalstatsplaner har kæmpet imod - med succes. Så uanset sin lidenhed, er Danmark et af de lande, hvor afstanden mellem politikere og befolkning er størst. Danmark styres af politikere, der først og fremmest tror på en finanskapitalistisk udvikling - og de giver i øvrigt fedt og fanden i Danmark. De kigger sig om og ser om de kan bruge deres politiske arbejde som springbrædt til et fedt job i en international koncern.

Anne Eriksen, Niels Duus Nielsen, john andy houbo Pedersen, Anders Barfod, Holger Madsen, Flemming Berger, Kim Houmøller, Bent Gregersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Endnu en kraftig indikation af at når dk og andre af verdens fossilt baserede lande ikke er nået længere med vedvarende energi må der hos de ansvarlige være tale om inkompetence og/eller korruption ifht eksisterende energivirksomheders indtjeningsgrundlag. Følg pengene.

Og endda uden statstilskud...I Danmark kræver enhver politisk beslutning et udvalg og en rapport der har været 10 år undervejs, og konklusionen er at hvis vi virkelig skal gøre det så skal der følge penge med...
Jeg mindes en politiker, kan ikke huske hvem, som ville undersøge muligheden for at sætte vindmøller op langs motorveje, og disses støjgener. Hvorfor ikke ringe til Tyskland og få tallene derfra. I Danmark elsker vi at genopfinde den dybe tallerken gang på gang på gang, med statsstøtte.

Mads Christensen

Begejstringen over Uruguays grønne bedrifter synes stor. Men de foregående 5 kommentarer er dog ingenting sammenlignet med de 1381 kommentarer (!), som Jonathan Watts artikel fremkaldte, da denne artikel oprindeligt blev bragt i The Guardian den 3. dec. 2015 (op til COP21): http://www.theguardian.com/environment/2015/dec/03/uruguay-makes-dramati...

Jeg skal skynde mig at sige, at jeg ikke har tjekket, hvorvidt en del af disse mange kommentarer skal tilskrives, at JW i sin oprindelige artikel også kom ind på Uruguays skelsættende legalisering af marijuana...

Tillad mig derpå at skrive et par linjer om Uruguays elsektor sammenlignet med Danmarks ditto. Er græsset virkelig grønnere ovre på den anden side af Atlanten? Som flere af 5 danske kommentatorer synes at tro.

Jeg har ikke kunnet tjekke om, hvorvidt energiminister Ramón Méndez har ret i sin påstand om, at CO2-aftrykket er formindsket uden statstilskud og uden højere forbrugsafgifter. Men ved at kigge i diverse databaser, bl.a. IEA, kan jeg konstatere, at Uruguay fra 2013 til 2014 10-doblede sin vindkraftkapacitet, fra 59 MW til 529 MW. Det sidste tal svarer nogenlunde til Danmarks vindkraftkapacitet i 1995, altså for 20 år siden! Uruguays vindkraftproduktion var nærmest nul indtil 2007. I 2013 var den kommet op på 144 GWh (millioner kilowatt-timer). Det svarer nogenlunde til Danmarks vindkraftproduktion i 1997 – hver måned! Lad mig desuden nævne, at Danmarks vindkraftkapacitet ved udgangen af 2014 var kommet op på 4.820 MW, altså godt 9 gange så meget som Uruguay havde ved udgangen af 2014.

Uruguay har – i modsætning til Danmark – masser af vandkraft. Godt nok er det højeste punkt i Uruguay kun ca. 500 m.o.h., men det hjælper gevaldigt, når der hvert år falder 1.200 mm nedbør. Vandkraftproduktionen i 2000 var ca. 7.000 GWh, svarende til 93% af den samlede elproduktion. I 2013 var produktionen 8.200 GWh, men andelen var faldet til 70%, pga. stigende bidrag fra biomasse (med en andel på 9,3%) og vindkraft (1,2%), samt ikke at forglemme olie, med en andel på 19%!

Noget tyder på, at Uruguays store satsning på vindkraft kan skyldes, at vandkraftproduktionen er blevet mere svingende end før pga. hyppigere tørkeperioder. Vindkraftstrømmen kan bruges til at supplere lav tilstrømning af vand til reservoirerne, hvorved man kan dække elbehovet. Det svarer nogenlunde til, at Norge især i ’tørrår’ (med lav tilstrømning) importerer vindkraftstrøm fra Danmark, navnlig i vinterhalvåret, dvs. fra oktober til marts. Desuden er der i Uruguay muligvis behov for at begrænse vandkraftproduktionen for at tilgodese behovet for mere vand til overrisling for at sikre landbrugsproduktionen.

Til allersidst: Elforbruget pr. indbygger i Uruguay er noget lavere end i Danmark. Det samlede danske elforbrug svarer til ca. 6.000 kWh/indb., mens tallet for Uruguay er 3.000. Hvis man kun kigger elforbruget i husholdningerne, ligger vi i Danmark på godt 1.800 kWh, mens det tilsvarende tal for Uruguay er 1.200 kWh