Læsetid: 3 min.

Virksomhedsflytninger presser USA’s skatteprovenu

’Skatteinversion’ kaldes fænomenet, når store amerikanske virksomheder fusionerer med mindre udenlandske for at kunne skifte adresse til et land, hvor selskabsbeskatningen er lavere
16. februar 2016

De farmaceutiske gigantvirksomheder Pfizer og Allergan bebudede i november sidste år indgåelse af en rekord-fusions­aftale til ikke mindre end 155 milliarder dollar – et skridt, der har vakt forstærket kontrovers om trans­nationale virksomheders skatteunddragelse.

Aftalen, der vil skabe verdens største medicinalproducent målt på omsætning, skriver sig ind i en længere række af overtagelser, hvor et amerikansk selskab i realiteten flytter sit hovedkvarter til udlandet for at udnytte et andet lands lavere selskabsskatteordninger – en proces, der kaldes for ’skatte-inversion’.

Viagra-producent Pfizer, der er en af koncern-Amerikas største spillere, vil således nu fremover være baseret i Irland, hvor Allergan har hovedkvarter.

Reelt påtænker Pfizer at gennemføre en omvendt overtagelse af det irsk-baserede Allergan, der fremstiller Botox, således at det ser ud som om, den mindre virksomhed køber det New York-baserede Pfizer.

Efter salg vil det kombinerede selskab blive omdøbt til Pfizer PLC og fortsætte med at blive handlet på New York Stock Exchange, børsen i New York. Pfizers gældende skattesats er omkring 25 procent og vil falde til under 20 procent i Irland, anslår analytikere.

Det er »upatriotisk«

Aftalen, som længe havde været varslet på rygteplan, kom dog under forventeligt politisk pres. Præsident Barack Obama har betegnet skatteinversioner som »upatriotiske«, og begge bejlere til Demokraternes præsidentkandidatur, Hillary Clinton og Bernie Sanders, har udtalt skarp kritik af såvel inversion som de højere priser på medicin.

Inversionerne vil koste de amerikanske skatteydere 19,5 mia. dollar over de næste 10 år, ifølge Kongressens fællesudvalg om beskatning. Pfizer slutter sig, hvis aftalen går igennem, til et stigende antal store amerikanske virksomheder, der nu officielt baserer sig i udlandet af skattemæssige grunde, herunder Burger King (Canada) og Chiquita Brands (Irland), der begge er grebet til omvendte overtagelser for at nedbringe deres skatteregninger.

Hillary Clinton er »meget optaget af at slå de såkaldte ’inversioner’ ned, hvor en virksomhed vælger at forlade USA på papiret for at snyde skattesystemet«.

Hun mener, »at USA må reformere sit skattesystem på en sådan måde, at det kommer til at fremme investeringer i USA, i stedet for at sende indtjening og arbejdspladser til udlandet«, forklarer Clintons talsmand, Ian Sams.

De republikanske kandidatrivaler Donald Trump og Marco Rubio giver den amerikanske skattelovgivning skylden og lover at beskære de amerikanske selskabsskattesatser for at stoppe inversionerne.

Ian Read, Pfizers skotske administrerende direktør, udtalte i oktober til Wall Street Journal, at USA’s høje skattesatser betyder, at Pfizer må konkurrere »med den ene hånd bundet bag ryggen«. Han sagde endvidere, at han har prøvet at lobbye for skattereformer i Washington, men uden succes.

Svært at forhindre

Meddelelsen er kommet i en periode, hvor det amerikanske finansministerium forsøger at blokere for sådanne sammenlægninger. Ministeriet har jævnligt bebudet nye regler, der skal gøre det sværere for en amerikansk virksomhed at købe et udenlandsk selskab og flytte den kombinerede enheds adresse.

Finansminister Jack Lew udtalte således for nylig til CNBC: »Amerikanske virksomheder udnytter for øjeblikket et miljø, der giver dem mulighed for at flytte deres beskatningsadresse til udlandet, således at de undgår at betale skat i USA, uden at de behøver at foretage væsentlige ændringer i karakteren af deres samlede aktiviteter.«

»Selv om vi påtænker yderligere foranstaltninger i de kommende måneder, vil der være grænser for, hvor meget USA’s finansministerium kan gøre for at forhindre disse skatte-unddragelsestransaktioner,« siger Lew. »Kun ny lovgivning kan beslutsomt stoppe inversioner.«

Men virksomhedseksperter tvivler på, at væsentlige ændringer skulle være på vej.

»Det her er en sag, som folk ofte råber op om, men snart glemmer igen. Vi ser det gang på gang, når disse inversioner annonceres,« siger Peter Henning, professor i jura ved Wayne State University.

»Dette kunne sagtens være et tema i valgkampen, men hvad har politikerne tænkt sig at gøre? At få presset ny lovgivning gennem Kongressen? De kan ikke engang finde ud af at vedtage det føderale budget.«

Alternativet, siger han, er at presse på for skattereformer, der kan sikre, at virksomhederne forbliver i USA. »Men skattelettelser for virksomheder er nok ikke en platform, jeg selv ville føre valgkamp på,« tilføjer han.

Ifølge Allergan-aftalen skal virksomhederne udveksle 11,3 Pfizer-

aktier for hver Allergan-aktie. Handlen indeholder også en kontant del, der skønnes at beløbe sig til mellem 6 mia. og 12 mia. dollar.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu