Læsetid: 6 min.

Akademikere er samfundets fjender

Engang var Egypten en akademisk oase på det afrikanske kontinent. I dag er forskning lige så risikabel som politisk aktivisme, siger såvel egyptiske akademikere som forskere med speciale i landet
Engang var Egypten en akademisk oase på det afrikanske kontinent. I dag er forskning lige så risikabel som politisk aktivisme, siger såvel egyptiske akademikere som forskere med speciale i landet

Ib Kjeldsmark

1. april 2016

Den 3. februar i år blev liget af den 28-årige italienske ph.d.-studerende Giulio Regeni fra universitetet i Cambridge fundet i en grøft i udkanten af den egyptiske hovedstad Kairo.

Han var forsvundet 25. januar – femårsdagen for demonstrationerne i landet under Det Arabiske Forår. Hans lig bar tydelige spor af langvarig tortur: brækkede ribben, mærker efter elektriske stød på kønsdelene, en hjerneblødning og brændemærker fra cigaretter.

Selv om de egyptiske myndigheder afviser ethvert ansvar, minder torturmetoderne ifølge flere observatører umiskendeligt om de metoder, adskillige egyptere har været udsat for i myndighedernes varetægt.

Ligesom det er tilfældet med så mange andre faggrupper, der i regimets øjne kan ses som en trussel, er det i disse tider farligt at være akademiker i Egypten.

Giulio Regeni var tilknyttet det amerikanske universitet i Kairo og forskede i etableringen af uafhængige fagforeninger i tiden efter Hosni Mubarak – et i regimets øjne ømtåleligt emne – og af mange betragtes hans død som en foreløbig kulmiation i regimets forsøg på at lukke munden på kritiske stemmer i det akademiske miljø.

»Den akademiske frihed i Egypten er under voldsomt angreb,« siger Joshua Stacher. Han er lektor på universitetet i Kent og sidder i komiteen for akademisk frihed i Middle East Studies Association, en paraplyorganisation for amerikanske mellemøstforskere.

»Jeg vil sige, at det at lave akademisk forskning i Egypten i dag er lige så farligt som at deltage i en demonstration mod regeringen,« siger han og fortsætter:

»Det, vi ser nu, er en kamp mellem samfundet og staten. Staten vil tilbagerulle nogle af de rettigheder, samfundet fik som resultat af, at staten i 2011 gik i opløsning på grund af en ukontrollerbar folkelig mobilisering. Vi ser et forsøg på at skabe et nyt, voldeligt regime med det formål at lægge låg på hele den kogende heksekedel.«

Institutionaliserede overgreb

Egypten lignede en demokratisk succeshistorie, da 18 dages folkelige protester satte Hosni Mubarak fra magten i begyndelsen af 2011. Efter knap tres års militærdiktatur fik befolkningen flere rettigheder. I den akademiske verden var en af de største sejre, at universiteterne fik ret til selv at udpege deres rektorer og dekaner, en opgave, der tidligere lå i hænderne på landets præsident.

»Under revolutionens første dage var forventningerne høje, der var hos folk en optimisme over udsigten til forandringer. Den stemning var de akademiske institutioner i høj grad en del af,« siger Mohamed Fahmy Menza, professor med speciale i politisk økonomi og sociologi ved Det Amerikanske Universitet i Kairo.

»Men 30. juni 2013 var helt klart et vendepunkt, hvor det igen begyndte at gå den forkerte vej, og staten atter tiltog sig magt på områder, hvor den mistede indflydelse efter 2011. Universiteterne er bare et af de områder, hvor staten og de autoritære kræfter i samfundet betragter politisk opposition og folk med andre meninger som en trussel, man er nødt til at lukke munden på.«

30. juni 2013 var den dag, hvor der udbrød store folkelige demonstrationer mod landets første demokratisk valgte præsident, islamisten Mohamed Mursi fra Det Muslimske Broderskab. Efter få dage afsatte militæret ham og tog igen magten i landet.

Siden da har regimet ført kampagner mod Det Muslimske Broderskab og deres støtter, mod journalister, mod oppositionen, mod udlændinge og mod akademikere, og det har benyttet lejligheden til igen at indskrænke folkets rettigheder og undertrykke politisk dissidens.

I et åbent brev underskrevet af flere end 4.600 akademikere fra hele verden i kølvandet på mordet på Giulio Regeni påpeges det, at han forsvandt »under en sikkerhedskampagne, som har resulteret i vilkårlige masseanholdelser, en dramatisk stigning i rapporter om tortur på politistationer og andre sager om forsvindinger, dokumenteret af lokale og internationale menneskerettighedsorganisationer«.

Middle East Studies Association skrev for nylig i et af mange åbne breve til Egyptens præsident, indenrigsminister og udenrigsminister, at »akademikere, journalister og jurister har i dag større risiko for at blive ofre for statens vilkårlige repression end på noget andet tidspunkt siden etableringen af republikken i 1953«.

De seneste år har der været talrige eksempler på egyptiske og udenlandske akademikere, der er blevet tilbageholdt, chikaneret, nægtet indrejse i eller udvist af landet. I maj blev en anerkendt professor i statskundskab, Emad Shahin, dømt til døden for spionage og for at konspirere mod statens sikkerhed – han bor nu i USA.

Loven om, at universiteter selv må udpege rektorer og dekaner er rullet tilbage, og der er blevet indført en ny lov, som giver regeringen mulighed for at suspendere professorer uden varsel, og uden at de får mulighed for at tage til genmæle mod de beskyldninger, der rejses mod dem.

Ifølge Ahmed Abd Rabou, adjunkt i statskundskab på Kairo Universitet og gæsteforsker på University of Denver, er overgrebene mod den akademiske frihed blevet ’institutionaliseret’:

»Før 2013 var den akademiske frihed under pres på en mere tilfældig måde, ikke systematisk. Hvis en ansat på et universitet havde skrevet kritisk om regeringen eller tilhørte en politisk opposition, kunne han risikere at blive kritiseret eller sat under pres. Men på det seneste er det pres blevet fuldkommen institutionaliseret,« siger han og fortsætter:

»Det lader til at være regeringens opfattelse, at universiteterne skal være politiske lejre, hvor studerende, professorer og undervisere, der ikke er enige med staten, i hvert fald ikke må være imod staten. Der er selvfølgelig stadig et vist rum til at kritisere regeringen, men problemet er, at det rum på det seneste er blevet sat under stort pres fra regeringens side.«

Et kollaps i slowmotion

Egyptens tradition for videregående uddannelser går tilbage til 988, hvor det islamiske universitet al-Azhar, et af verdens ældste universiteter, blev grundlagt. Efter revolutionen i 1952, hvor militæret afskaffede monarkiet og tog magten i landet, blev uddannelse en grundlovssikret ret for alle egyptere.

I dag er der både gratis, offentlige universiteter og private, brugerbetalte universiteter i landet. Alligevel kan mere end en fjerdedel af befolkningen over 15 år hverken læse eller skrive.

Amy Austin Holmes er lektor i sociologi og leder af afdelingen for sociologi på Det Amerikanske Universitet i Kairo. Hun har arbejdet på universitetet siden 2008, og hun frygter, at overgrebene mod den akademiske frihed betyder, at vigtig viden om Egypten kan gå tabt.

»Selv under revolutionen var det muligt at tage til demonstrationer eller at interviewe folk på cafeer og offentlige steder. Den slags kan man ikke gøre længere. Det er i hvert fald blevet langt farligere,« siger hun og fortsætter:

»Hvis man ser på Giulio Regenis forskning i fagbevægelser, så tog den udgangspunkt i en befolkningsgruppe, som ikke er let at få adgang til. Det kræver, at man er i Egypten, møder den og vinder dens tillid. Den slags arbejde er blevet langt farligere nu, og jeg frygter, at færre vil løbe den risiko. Det betyder, at vi kommer til at vide mindre om de områder, og at der vil opstå blinde vinkler i vores viden om og forståelse af Egypten i denne skæbnesvangre periode i landets historie. Det er det, jeg frygter mest.«

Det er en bekymring, der også deles af Joshua Stacher fra universitetet i Kent:

»Vi risikerer at miste en generation af vidensproduktion, og at der opstår et hul i vores viden om landet, præcis som der er et hul i vores viden om Saddam Husseins Irak. Netop på dette skæbnesvangre tidspunkt i landets historie skræmmer det udenlandske forskere væk,« siger han og fortæller, at han, som konsekvens af mordet på Giulio Regeni, selv rejste til Egypten:

»Jeg gjorde det, netop fordi jeg ikke ville holde mig væk. Jeg følte, at det at tage af sted og være til stede i Egypten var nødvendigt som et modtræk. Hvis vi ikke tager til landet, og der bliver slået ned på vores arabiske kolleger, så bliver alle mere isolerede, og det giver plads til, at de kræfter, der vil bevare status quo, kan operere uden modstand.«

Han mener, at de bølger af overgreb mod frihedsrettigheder, vi har set i Egypten over de seneste år, er et tegn på »en stat, der kollapser i slowmotion«.

»Jeg tror, det er Sisis drøm at genskabe den samme form for uholdbare regime, som Mubarak havde. Men jeg tror ikke, det vil ske. Jeg tror, regimet løber tør for penge, og når det sker, så bevæger vi os ind i det ukendte.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu