Vi aner ikke længere, hvad vi skal stille op med os selv

I Sverige kaldes de Generation Curling, i Norge Generasjion Alvor og i Polen sågar Generation Johannes Paul II. I Kina kalder man dem ken lao zu, hvilket betyder »generationen, der æder de gamle«, og japanernes betegnelse hentyder til generationens vanskeligheder ved at koncentrere sig helhjertet om noget som helst: nagara-zoku, »dem, som altid gør to ting på samme tid«.

I USA bliver de mere prosaisk kaldt millennials og i Storbritannien og Australien Generation Y. Det skorter ikke på deskriptive mærkater til dem, der blev født mellem 1980 og starten af 1990’erne.

I mange tilfælde afslører disse mærkater noget omkring de særlige problemer, som denne generation står overfor, hvad enten det er gæld, boligmangel, arbejdsløshed eller noget mindre håndgribeligt som for eksempel vægelsind. I Spanien indfanges alt dette af betegnelsen Generación Ni-Ni, der hentyder til en demografi, der har ført generationen ud i et limbo af ni trabaja, ni estudia (hverken arbejde eller studier, red.).

Betegnelsen blev inspiration til en tv-serie i det land, hvor de unge har lidt mest under den aktuelle økonomiske krise. Da Spaniens ungdomsarbejdsløshed var på sit højeste i 2013 ramte den næsten 56 procent, og er kun faldet minimalt siden.

Antallet af spaniere mellem 18-23, der oplever alvorlig fattigdom – hvilket vil sige, at de ikke har råd til at opvarme deres hjem eller spise kød eller fisk mindst hver anden dag – steg fra otte procent i 2007 til 28 procent i 2011, og det var den mest markante stigning i EU.

Den gennemsnitlige månedsløn for unge i Spanien er faldet til 1.000 euro, og at have et job til denne løn anses tilmed for at være et held: »Før krisen i 2008 blev 1.000 euro opfattet som en lav løn, men med lønninger helt ned til 600 og 700 euro om måneden er det sørgelig nok blevet en velsignelse overhovedet at have et fuldtidsjob i Spanien,« siger David Gonzalvo fra den unge generation. Alt kan som bekendt altid være værre. Og det er det i Grækenland.  Her er Generation 500 euro opkaldt efter et program, den græske regering har indført, hvor nyuddannede kan ansættes til 500 euro om måneden.

I Tyskland, hvor de kaldes Generation Måske, er denne gruppe højtuddannede, har gode netværk, taler flere sprog, er globalt orienteret og har en lang række muligheder, men er så overvældet af dem, at de har vanskeligt ved at forpligte sig på noget.

30-årige Sara Munder kalder det frygten for at gå glip af noget. Hun havde fast job inden for regnskab i Frankfurt, men følte sig fanget af ni til fem-livet, sagde sit job op og flyttede til Latinamerika. Efter en ferie og noget frivilligt arbejde i Brasilien og Ecuador begyndte hun at savne stabiliteten og de højere lønninger i Tyskland og vendte hjem. Tilbage i sit gamle job begyndte hun straks at længes efter den tilbagelænede livsstil i Latinamerika, og de ting, der tidligere havde irriteret hende ved arbejdet blev igen en plage. Nu overvejer hun at sige op igen og i stedet blive bestyrer af et hostel ved kysten.

»Vi er søvngængere i en verden af muligheder og er usikre i mødet med dette væld af muligheder … vi aner ikke længere, hvad vi skal stille op med os selv,« skrev journalisten Oliver Jeges, ophavsmand til begrebet Generation Måske.

Generasjon Alvor

Det er måske disse overvejelser og ængstelser omkring fremtiden, som får den unge generation til at være en overvejende alvorlig generation, der er mindre tilbøjelig end deres forgængere til at kaste sig ud i vilde hedonistiske eksperimenter. Et karakteristika, der i 2011 førte til navngivningen Generasjon Alvor i Norge. Dette er også alt andet lige den befolkningsgruppe, for hvem det geopolitiske vendepunkt var 9/11 og den ’krig mod terror’ der fulgte. Terror er for dem, hvad atomtruslen var for babyboomerne og de ældre medlemmer af Generation X.

I stedet for dommedagspamfletter og sirener er denne generation vokset op med sikkerhedstjek i lufthavnen og lukninger af bygninger på grund af bombetrusler og konstante påmindelser om at være på vagt over enhver mistænkelig person eller genstand. De er vokset op med billeder af massedrab – på universiteter, på natklubber, i militærforlægninger, i toge og busser, på museer, cafeer, strande og byens gader – og derfor udgør et hvilket som helst sted en potentiel risiko. I den forstand er det Generation Terror.

»Det var vores generations JFK-øjeblik,«siger London-indbyggeren Jac Husebo, en 30-årig skuespiller og forfatter, om den dag, tvillingetårnene faldt.

»Jeg husker præcis, hvor jeg var. Selvfølgelig gør jeg det. Jeg kom hjem fra skole og hørte min mor råbe. Jeg gik i panik, for jeg troede, der vankede skideballe.«

Men terror blev snart en del af hverdagen. Den 7/7 (2005, London-bomberne, red.) var Husebo 21 år gammel.

»Jeg var på et pizzeria i Budapest, og tjeneren vendte sig om og sagde ’London er blevet angrebet’, og vi var ikke overraskede. Det var bare næste i rækken.«

Husebo siger, at for hans generation har frygten for terrorisme ført til stigende racisme og frygt – »man tager sig selv i at kigge skævt til bestemte mennesker i metroen« – men han mener ikke, at denne frygt er særlig for hans generation.

»I dag er det islamister, før var det Sovjet. Jeg tror ikke, der findes en generation, som ikke har levet i en tilstand af trusler og frygt.«

Meget få af de betegnelser, hans generation har fået påhæftet, er flatterende. I Sverige kaldes det Curlinggenerationen, fordi forældrene ifølge kritikere har fjernet enhver forhindring på deres børns vej i stedet for at sætte grænser.

»Vi har tilrettelagt deres verden på enhver tænkelig måde, vi har puslet om dem fra starten,« påstår den svenske psykiater Dr. David Eberhard, som mener, at curlinggenerationens forældre har skabt en generation af ikke-voksne, som kan væltes psykisk af det mindste vindstød.

Præget af politiske reformer

Yosuke Nishimura, en 27-årig universitetskandidat, er typisk for Japans yutori sedai, den afslappede generation. Han har tilbragt tiden efter universitetet med at arbejde for et par forskellige virksomheder, men siger, at han har det ambivalent med fremtidsudsigterne om fortsat at gå fra job til job, mens han bor hjemme. Han har ingen kæreste, og han har heller aldrig overvejet at etablere sig. Mens efterkrigsgenerationen vendte hver en femøre, siger Yosuke Nishimura, at hans bankkonto stort set er tom hver måned, når han har betalt en beskeden sum til sin forældre og brugt resten på at hænge ud med vennerne og surfe og fiske.

»Det er ikke et spørgsmål om at være egoistisk – jeg tilhører bare en generation, der gør ting anderledes,« siger han. »Babyboomerne havde alt lagt til rette for dem, men på godt og ondt er min generation mere optaget af at nyde vores frihed.«

Friheden er det dog så som så med ubegrænset. Nishimura er ikke hans rigtige navn, da han ikke ønsker at kunne blive identificeret.

I Kina er denne generation dybt præget af landets politiske reformer. Etbarns-politikken, som blev indført i 1979, betyder, at den efterfølgende generation er skævvredet – der er skønnet 33 millioner flere mænd end kvinder – og i mange tilfælde ensom. De færreste har søskende og er i stedet blevet behandlet som ’små kejsere’. De bliver også kaldt ken lao zu, generationen, der æder de gamle, fordi de ubekymret lever en parasitær tilværelse på deres forældres bekostning. En undersøgelse viste, at 70 procent af de unge i Kina ikke tøver med at bede deres forældre om penge til at købe et hus.

I Polen var pave Johannes Paul II’s død et sådant chok for landet, at den bragte den unge generation sammen og kom til at definere dem, mener sociologen Paweł Śpiewak, hvilket førte til, at generationen blev kendt som Pokolenie JPII – Generation Johannes Paul II. Om Generation JPII er et reelt fænomen eller en medieopfindelse er dog omdiskuteret.

En polsk læser siger til The Guardian:
»Det navn fængede aldrig rigtig. Polen er ganske vist udpræget katolsk, og reaktionen på pavens død var ganske vist omfattende, men det var ikke en skelsættende begivenhed som sådan. Vigtig ja, men ikke skelsættende.«
I den engelsktalende verden er de navne, der bliver tilskrevet den unge generation, mindre kreative. Ordet snake people kommer blot af, at de voksede op i en tid, hvor et årtusind sluttede og et andet begyndte, mens Serpent Society alene betegner dem, der kom efter Generation X. Hvis de i stedet var opkaldt efter de livsomstændigheder, der præger deres hverdag, kunne man måske kalde dem Generation Leje i Storbritannien og Australien og Generation Gæld i USA.

Unge i Storbritannien er blevet ramt på to fronter: skarpt stigende huspriser og stadigt større problemer med arbejdsløshed. I 1991 ejede 67 procent af de 25-34-årige eget hjem; i 2011-2012 var det blot 43 procent. Resten må bo til leje til skyhøje priser, der æder gennemsnitlig 47 procent af deres nettoindkomst. 72 procent, hvis man lejer i London.

Samtidig er unge i Storbritannien næsten tre gange så udsat for arbejdsløshed som andre aldersgrupper, og denne ulighed går igen i andre lande. 14,4 procent af de 16-24-årige har hverken fuldtidsarbejde eller -studier, sammenlignet med 5,7 procent af hele den arbejdsdygtige befolkning. Det er den største forskel i mere end 20 år.
Ekko-boomerne

I Australien, hvor et hus på en stor grund længe har været symbolet på Den Store Australske Drøm, oplever de unge at være afskåret fra ejendomsmarkedet og hele den nationale mytologi, det er bærer af. I 1975 kostede et hjem i Sydney omtrent fire gange medianindkomsten i en husholdning, i dag koster det 12 gange.
25-årige Alexander Allen kunne kun få råd til at købe en ejendom ved at låne ekstra 50.000 australske dollar af sine forældre. Han har tre jobs for at betale af på huset.

I USA er generationen ligeledes præget af gæld. Flere end 40 millioner har studielån og skylder i gennemsnit 29.000 dollar pr. person. Prisen på en college-uddannelse er steget med over mere end tusind procent fra 1978 til 2010, og med et usikkert jobmarked er det vanskeligt for mange at betale deres gæld af.

»Denne generation tager ikke blot større lån, de betaler også af langsommere. De her stakkels unger kommer ud af college med, hvad der svarer til gælden på et hus,« siger Lucia Dunn, økonomiprofessor ved Ohio State University.
Måske er en af de mest rammende betegnelser for generationen Ekko-boomerne. Antalsmæssigt er de næsten lige så mange som babyboomerne, og de har mange af de samme værdier.

Den unge generation skælder ganske vist ud på babyboomerne for at skrabe til sig og for at have ødelagt miljøet, men i virkeligheden ønsker de sig det samme som dem. I Storbritannien og Australien er det at eje sit hus. I USA at slippe fra af gæld. I Spanien og Grækenland at have et job og en fremtidsudsigt. Med andre ord ønsker de tilsyneladende at kapitalismen opfylder sine løfter.

»Problemet for unge spaniere (og mange unge europæere) er, at de vil leve som deres forældre i en forbrugsorienteret verden,« skriver den spanske akademiker Antonio Alaminos. »De ønsker ikke at gøre sig fri af  kapitalismen; det er kapitalismen, der har brudt med dem.«