Nyhed
Læsetid: 2 min.

Asien: Kina har problemer med ældrebyrden

Kinas Nationale Folkekongres sluttede onsdag med knap 100 procents opbakning til den 13. femårsplan for landets økonomiske og sociale udvikling. For almindelige mennesker handler det om institutionelle løsninger på hverdagens bekymringer
Kinas aldrende befolkning udgør et stort demografisk problem. Omkring 212 millioner kinesere er over 60 år.

Per-Andre Hoffmann

Udland
19. marts 2016

To kvinder slår en sludder af i gården, mens de ser efter deres respektive barn og barnebarn. De taler om økonomi og pension.

De tunge emner er aktuelle i denne uge, hvor Kinas Nationale Folkekongres onsdag godkendte den 13. femårsplan.

Femårsplanen handler om økonomi, om hvor og hvordan Kina vil investere for at nå et vækstmål på godt 6,5 procent, men den handler også om, hvordan Kina vil løse sociale udfordringer som arbejdsløshed, sundhedsforsikring og den voksende ældrebyrde.

Med en generation imellem sig har de to kvinder forskellige perspektiver på, hvem der egentlig har de værste kår. Mens den ældre kvinde har oplevet både sult og borgerkrig, kunne hun gå på pension, da hun var 55 år. Omvendt er den yngre kvinde vokset op i takt med Kinas økonomiske vækst, men det ændrer ikke ved, at hun i dag skal jonglere mellem et fuldtidsarbejde og pasningen af både egne børn og forældre.

Lav pensionsalder

Kinas aldrende befolkning udgør et stort demografisk problem. Med en stigende forventet gennemsnitslevealder ifølge Verdensbanken og en lav officiel pensionsalder på 60 år for mænd og 55 år for kvinder fylder den pensionerede del af befolkning for meget i forhold til arbejdsstyrken.

Sidste år var Kinas ældre over 60 år omkring 212 millioner eller det, der svarer 16 procent af den samlede befolkning, skriver Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua.

Af den 13. femårsplan fremgår det, at Kina skal finde en fyldestgørende løsning på faldet i arbejdsstyrken ved: »gradvist at implementere politikken om forlængelse af pensionsalderen, styrke udviklingen af den ældre arbejdsstyrke og forbedre den ældre arbejdsstyrkes arbejdsduelighed«.

Frem til 2022 skal pensionsalderen stige med et par måneder hvert år.

Kinas minister for beskæftigelse og social sikkerhed gav forud for Folkekongressen ifølge Xinhua et eksempel:

»Hvis du om fem år skulle gå på pension som 60-årig, vil du med denne politik gå på pension, når du er 60 år og tre måneder. På den måde vil det være lettere for alle at acceptere.«

Femårsplanen blev vedtaget af 97,27 procent af de 2.943 delegerede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her