Læsetid: 8 min.

Diktator på afbud

Bashar al-Assad hørte ikke efter i 2011, da en yngre minister rådede ham til at gå i spidsen for gadernes krav om reformer – dertil var han for loyal over for sin fars system og arv. Som han ikke havde regnet med at skulle påtage sig – men så omkom hans storebror
Et portræt af Bashar al-Assad hviler op mod en væg i byen Homs, hvor der stort set, siden oprøret brød ud, har været kampe.

Teun Voeten

15. marts 2016

Den lune aften, jeg nåede til Damaskus, godt et døgn efter det blev kendt, at præsident Hafez al-Assad var død i sin seng 10. juni 2000, genlød gaderne af taktfaste talekor: »Oh Bashar, vi giver vort blod til dig.«

Klynger af muskuløse unge mænd, nogle med stokke og køller, patruljerede i de sporadisk trafikerede gader stående på ladet af små pickup-lastbiler, og lod medborgere forstå, at truslen om eventuel voldelig sikring af den arvefølge, den afdøde diktator havde tilrettelagt de sidste par år af sin levetid, var i gadebilledet. Det blev ved truslen. Syv dage efter diktatorens dødsfald blev hans søn, 34-årige Bashar al-Assad, hyldet på Baath-partiets kongres som ny præsident.

Jeg husker stadig det sært tømte blik, som om han stirrede måbende på et punkt inde i sig selv, da han mandsopdækket af livvagter, partispidser og pressefolk bevægede sig i skildpadde-gangart ned ad kongrespalæets brede trappe til den store sal, hvor han blev sat på første række. I snakken blandt de tilrejsende pressefolk var det en udbredt teori, at han næppe holdt længe i embedet. Han var jo kommet til magten på afbud.

Læs også: Sådan skaber vi stabilitet i Syrien

Den prædestinerede arvtager havde været hans storebror, Basil – i modsætning til den indolente Bashar et idol med fysiske færdigheder, en god rytter, en kapabel officer og med dette lille stænk af playboy med fuldskæg og Ray Ban-solbriller. Men Basil omkom i en bilulykke i januar 1994.

Samme dag blev Bashar ringet op i London, hvor han var i praktik som øjenlæge, med besked om at stille i Damaskus hurtigst muligt som ny arvtager af præsidenttronen. Ikke nogen lovende start på karrieren som statsmand.

Præsiderer over en alliance

Men i dag, næsten 16 år senere, sidder han stadig i Damaskus-paladset og blokerer for en politisk løsning af den fem år lange borgerkrig, der har kostet et par hundrede tusinde dødsofre, endnu flere sårede og sendt halvdelen af de 22 millioner syrere på flugt, internt og til nabolandene.

Bashar al-Assad har vist sig som en overlever af sin fars formidable format, og noget tyder på, at han også i de kommende år vil være til stede i det regionale synsfelt, trods oppositionens og de fjendtlige regeringers krav om at se ham hængt.

Det er der en række årsager til: Hans strategiske alliancer med Iran, Rusland, Irak og libanesiske Hizbollah udadtil, indadtil Syriens religiøse og etniske minoriteter, først og sidst hans egen alawit-sekt, dernæst de armenske, græsk-ortodokse og assyriske kristne, druserne og på det seneste i et vist omfang kurdere, tilsammen omkring 40 procent af befolkningen overfor flertallet på 60 procent sunnitter, der udgør kernen i modstanden mod hans regime.

Læs også: Leder: Er der håb?

Disse forbundsfæller regeres med privilegier og plejes med omhu af al-Assads inderkreds af familiemedlemmer, klanældste, sektledere og sikkerhedschefer.

Denne alliancepolitik, der blev grundlagt af Hafez al-Assad, har foreløbig resulteret i 46 års uafbrudt styre af, hvad der i begyndelsen af 00’erne tegnede til et nyt politisk dynasti i Mellemøsten. Og den er det direkte resultat af franskmændenes kolonisering efter 1. Verdenskrig, der varede ved frem til 1946.

Havde det ikke været for franskmændenes satsning på de 10-12 procents alawitter i bjergene nord for kystbyerne Tarsus og Latakia som kernen i den sikkerheds- og militærstyrke, der bistod kolonimagten, var Hafez al-Assad næppe nået videre fra landsbyen Qardaha, hvor han fødtes i 1930 som niende søn af en bjergbonde og lokalpolitisk aktivist, Ali Sulayman al-Assad.

Annalerne beskriver Sulayman som en voldsom figur, god med riffel og næver, der bar tilnavnet Wahhish (’Bæstet’), og nød en vis status i sit lokalsamfund.

Han var først i opposition til det franske mandatstyre, men vendte rundt og var i 1936 medunderskriver af en loyalitetserklæring til den franske premierminister, hvor 80 fremtrædende alawitter anmodede om »at forblive under fransk beskyttelse« i egen stat (i lighed med de kristne maronitter i Libanon).

Alawitterne frygtede, at sunnitterne – og specielt Det Muslimske Broderskab, der opfatter alawit-sekten som kættere – i et selvstændigt Syrien, ville hævne sig på dem for deres kollaboratør-rolle som gorillaer for kolonimagten.

Den unge Hafez blev sin families første student og meldte sig allerede som 16-årig ind i det panarabiske, sekulære Baath-parti, hvor han hurtigt fik en underordnet rolle som aktivist og flittig hverver af nye medlemmer. Angiveligt ville han helst studere medicin på jesuitter-universitetet i Beirut, men det var der ikke råd til, så han fulgte den eneste anden vej for ambitiøse alawitter uden penge, nemlig militærakademiet i Homs med deraf følgende kost, logi og lommepenge.

Det var i de år i 50’erne, hvor Hafez al-Assad uddannede sig til pilot i luftvåbnet, at han gjorde karriere som officer og etablerede de kontakter og livslange venskaber fra såvel sin egen sekt som sunni-officerer, der først gjorde ham til chef for luftvåbnet, dernæst forsvarsminister og endelig løftede ham ind i magtens centrum i 1970 som premierminister og fra 1971 som præsident.

Han tog magten efter en stribe politiske – og ublodige – manøvrer og opgør med rivaliserende politikere og officerer i Baath-partiet, og han var fra begyndelsen et ret populært alternativ til de rigoristiske Baath-ledere, der efter et statskup i 1963 havde omdannet Syrien fra formelt demokrati til en arabisk udgave af DDR, varmere i vejret, men betydeligt fattigere.

Stabil én-mands-stat

Det vil føre for vidt at gennemgå Hafez al-Assads 30 år lange periode i detaljer, men det kan konstateres, at han skabte orden i kaos ved at gøre Syrien til én-mands-stat i stedet for ét-parti-stat. Korruptionen blev eksempelvis ensrettet, så alle vidste, hvem de skulle bestikke for at opnå fordele. Med et miks af økonomiske reformer, der bl.a. favoriserede den sunnitiske købmandselite i Damaskus og hævede levestandarden, kombineret med resolut indgriben mod dissidens og oprør fik han stabiliseret landet og gjort det til også en udenrigspolitisk faktor i regionen.

Han balancerede mellem på den ene side våbenleverandøren Sovjetunionen og Europa og USA, som han hjalp med at få styr på borgerkrigen i Libanon, som han fik lov at besætte militært. Hele tiden bevarede han en fjendtlig retorik mod Israel, som han dog omhyggeligt undlod at udfordre militært efter Yom Kippur-krigen i 1973. Et mundheld i regionen i de år gik på, at der ikke kunne skabes fred uden Syrien, men heller ikke føres krig med Syrien.

Internt etablerede han 17 efterretnings- og sikkerhedstjenester, der holdt styr på dissidenter og på hinanden. Et oprør, iværksat af Det Muslimske Broderskab i perioden 1978-82, blev omsider nedkæmpet med en massakre i den sunnitiske bastion, Hama, hvis historiske bydel blev jævnet med jorden af pansertropper under kommando af Hafez’ bror, Rifaat al-Assad.

Til denne dag er der ingen opgørelse over antallet af ofre for bombardementet, men der gættes på mellem 8.000 og 30.000!

Fra 90’erne gik det nedad bakke, både økonomisk og med præsidentens helbred, der skrantede med eftervirkningerne af en hjerneblødning i 1983. Han blev stedse mere usynlig og regerede hovedsagelig fra sin telefon.

Støtten fra Sovjetunionen ophørte – simpelthen fordi Sovjetunionen ophørte – og trods flere reformer havde det stive og statscentraliserede økonomiske system ingen evne til at drage fordel af den begyndende globalisering. Ikke desto mindre var staten rimeligt stabil, og sine sidste år brugte Hafez til at rense ud i den syriske ledelse med henblik på at sikre, at Bashar kunne overtage magten uden at møde kvalificeret modstand.

Potentielle rivaler blev sendt på pension, andre i eksil som broren Rifaat, der havde forsøgt et kup i forbindelse med Hafez’ sygdom i 1983, og Abd al-Halim Khaddam, den siddende vicepræsident, der kort før Hafez’ død blev citeret for, at Syrien ’jo ikke er et monarki’, faldt til føje som fungerende præsident i de dage, det tog at samle det syriske Mickey Mouse-parlament, så det kunne ændre forfatningen, der fastsatte den formelle valgbarhed til præsident, fra de gældende 40 år til 34 år, Bashars alder i juni 2000.

Khaddam blev i 2005 fyret som led i en foryngelseskur af administrationen og svarede igen med i et interview til en arabisk tv-station at beskylde Bashar al-Assad for at stå bag mordet på den libanesiske politiske leder, Rafik Hariri. Herefter tog Khaddam det første fly til Paris.

Bashar var populær

Stik imod de aktuelle myter blev Bashar modtaget med nærmest åbne arme af den syriske befolkning. Han var ung i et regime med en gennemsnitsalder på den anden side af 70, og han blev hurtigt gift med en prinsesse fra den sunnitiske elite, Asma, der havde arbejdet i Londons finansielle sektor og var moderne, udadvendt og tillige smuk.

Han slap fra sine politiske fejltagelser, herunder mordet på Hariri – det er ikke bevist, at han havde lod og del, men en FN-rapport udpegede folk fra hans inderkreds som medskyldige – og han viste sig ofte offentligt bag rattet af sin BMW og tillod, at de syriske dissidenter fik taletid i de første år efter hans tiltræden.

Han lukkede dog ned for kritikken, da den greb om sig med ’dagligstuemøder’, hvor folk stod ude på gaden og hørte med via højttalere. I de sene 00’ere indledte han en tilnærmelse til islamiske kredse, hvilket forskrækkede sekulære syrere og var en medårsag til, at de gik på gaden i marts 2011.

Kun en måned tidligere havde Bashar i et interview udelukket, at Syrien ville blive ramt af det arabiske forår. Deri tog han som bekendt fejl – men det hører med til historien, at demonstrationerne de første uger undlod at vende deres paroler mod hans person.

Tværtimod blev han opfordret til at sætte sig i spidsen for de reformer, demonstranterne krævede. Og at han var i tvivl, hørte jeg fra en af hans fortrolige i perioden for oprøret, økonomen og planlægningsministeren Abdallah al-Dardari, da jeg interviewede ham i Beirut i 2012. »Jeg talte med Bashar en time i telefonen før hans første store tale i parlamentet,« fortalte han.

»Og jeg rådede ham til at gå forrest med reformer. Men jeg vidste også, at han ville vælge sikkerhedsløsningen, at han ville læne sig op ad sikkerhedscheferne og sin fars gamle alawit-garde. Og det gjorde han desværre.«

Ja, det gjorde han, for han var først og sidst sin fars søn. Eller måske snarere: Sin fars gidsel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • erik mørk thomsen
  • Lars Jorgensen
  • Saxe Lomholt
  • Per Christiansen
  • Kirsten Mindegaard
  • Erik Karlsen
erik mørk thomsen, Lars Jorgensen, Saxe Lomholt, Per Christiansen, Kirsten Mindegaard og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Gidsel..................??????????????
Hold nu op.

Hafez al-Assad døde for 16 år siden.

Bashar al-Assad har haft rigelig tid til at frigøre sig fra sin fars omklamring -
og han er 50 år gammel, så han må selv stå til ansvar for sine ugerninger.

Bestemt, skal han stå til ansvar for sine handlinger - jo før des bedre.
Men en sådan søn/ far "forbindelse" ændrer sig aldrig - i hvert fald ikke her!

Herman Hansen

...Politikere, diktatorer - You name it.

De er alle ansvarsløse og virkelighedsfjerne "alpha" magt idioter, som udelukkende ser sig selv og deres eget udkom. Skide værd med dem, som er grundlaget for deres eksistens berettigelse - Folket.

Lars Jorgensen

Jeg venter stadig mere utålmodigt på, at en dansk avis fortæller sandheden om det amerikansk-ledede kupforsøg i Syrien. Det er fint og vigtigt, at Lasse Ellegaard her så småt modsiger det vestlige narrativ om Syrien, vi nu har hørt gentaget til bevidstløshed i årevis, idet han forklarer at den unge Assad blev opfordret til at stå i spidsen for reformer ifm. demonstrationerne i 2011.

Men det er nødvendigt med en fuldstændig kritik af det vestlige narrativ, der er helt grundlæggende falsk. For det første er det oplagt, at den siddende Assad ikke er den uhyrlige diktator, som vesten fremstiller ham som. Dertil kommer, at der de sidste par år har været meldinger (bla. fra den engelske journalist Robert Fisk om), at syrerne støtter stadig mere op om om Assad, efterhånden som krigen i Syrien er foldet ud.

Den kritiske sandhed er, at USA og Saudi Arabien (og Israel) mfl. i årevis har arbejdet på at fjerne Assad, fordi han sagde nej til en rørledning fra Quater og Saudi Arabien gennem Syrien. Det er klart, at Rusland også har en interesse i at undgå en sådan rørledning, der ville gøre Europa mere uafhængig af russisk gas.

Til at 'løse' dette problem har USA, Quatar og Saudi Arabien nu i årevis støttet forskellige 'opgørere' i Syrien, der slås for at afsætte Assad. Det er naturligvis en ulovlig operation jf. international folkeret. Det er spørgsmålet, hvor mange syrere der reelt er involveret i dette oprør imod Assad. Men da Assad er en demokratisk valgt præsident, så har han faktisk ret til at forsvare sig mod oprørerne med magt. Og da meget tyder på, at langt, langt de fleste såkaldte oprørere kommer fra andre lande end Syrien, så forekommer sagen stadig mere enkel på det punkt.

Men de vestlige og danske medier er til stadighed ganske falske på krigen i Syrien. Og støtter dermed stærkt og helt entydigt USAs mfl. ulovlige kupforsøg imod Assad. Det seneste tegn på den skæve 'dækning' var da listen over ISIS krigere blev lækket til medierne for et par dage siden. Ingen steder så jeg, at de danske danske medier viste, at listen faktisk påviste, at kun omkring 1,7% af ISIS krigerne kommer fra Syrien. Hvorfor ikke? Vel fordi den slags fakta fuldstændig vil underminere det falske narrativ, som de danske medier har understøttet i årevis.

Det er uden tvivl netop fordi, der er tale om udenlandske fundamentalister - ofte betalte lejesoldater - at flere tidligere generaler fra England og Tyskland, den anerkendte menneskerettighedsundersøger Carla Dell Ponte og den uhyre erfarne journalist og professor Stephen Kinzer alle støtter og roser de russiske bomber imod fundamentalisterne i Syrien, som de betragter som en betingelse for en mulig fred. Læs fx denne fine artikel om stormuftien i Syrien, der mistede sin yngste søn til oprørere, der viste sig at være betalte lejesoldater - og som tilgiver dem. http://www.independent.co.uk/voices/comment/i-had-five-sons-now-i-have-f... Assad repræsenterer de fornuftige i Syrien, vesten støtter fanatikerne og kun for olie og gas. Det er vanvittigt og kan kun lade sig gøre, fordi vores medier er falske på realiteterne.

Fakta - både om USAs dagsorden og arbejde i Syrien, 'oprørernes' baggrund og motivation (de ønsker det sekulære Syrien ødelagt og et fundamentalistisk styre indsat) og fornuften i russernes bomber mod de betalte fanatikere er klinisk væk i den danske presse. I Politiken kunne man fornylig læse redaktør Anders Jerichow skrive følgende om de russiske bomber:

"Ynkeligt, men uomgængeligt: Putin har gennemskuet Vesten og den arabiske verden. Han ved, at de vestlige og arabiske regeringer er ligeglade med, at hans bombefly hærger det nordlige Syrien.

De russiske fly spreder død og ødelæggelse over det syriske samfund og en civil befolkning – lige foran vores øjne. Men regeringer, der ellers priser sig af ansvarlighed, lader ham bombe uden anfægtelse. Lader ham dræbe civile. Og lader ham slippe for en anklage ved den internationale straffedomstol. - Hvor pinligt kan det blive?" http://politiken.dk/debat/klummer/jerichow/ECE3055115/putin-har-gennemsk...

Det er Jerichow og de danske medier, der er pinlige. Dybt pinlige. De propaganderer for USAs, Saudi Arabien og Israels dagsorden i denne sag, hvor de helt kynisk kun er interesserede i olie og gas, mens de lader den syriske befolkning betale med deres samfund og liv - for derefter at dæmonisere og bebrejde Assad og Putin for deres beskidte dagsorden og støtte til de mere eller mindre vanvittige fundamentalister, som de betaler for at gøre deres beskidte arbejde. Det er så vidt jeg er orienteret stadig muligt at stille journalister for den internationale domstol for at medvirke til krig...

Jeg er naturligvis klar over, at min korte forklaring er oppe imod årevis af falske forklaringer. Men hvis man er interesseret i at læse en mere fyldestgørende forklaring på miseren i Syrien og mediernes misere i den forbindelse, så kan man læse min artikel om USAs korrupte korporative system og se links til påstandene i min artikel her. http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/USAs-politiske-system-er-korrupt

Dagmar Christiandottir, Michal Bagger, Søren Wegner, Anders Graae, erik mørk thomsen, Arash Shahr, Nic Pedersen, Niels Duus Nielsen, Lars Jørgensen, Anders Barfod, Torben Selch og Thomas Toft anbefalede denne kommentar
Lars Jorgensen

Lidt flere links til at bakke mine påstande op for de interesserede

https://www.bostonglobe.com/opinion/2016/02/18/the-media-are-misleading-...

https://www.bostonglobe.com/opinion/2016/02/12/syria-thank-you-russia/UN...

Det er vigtigt at bemærke Ellegaards bemærkninger om Assad i ovenstående. Jeg er selv i tvivl om, hvor slem den unge Assad er ift. hvor slemt det regime er, som han regerer over. Personligt er jeg efterhånden helt sikker på, at Assad IKKE brugte kemiske våben imod sit eget folk. Også jævnfør
Obamas udtalelser for nylig, hvor Obama er stolt over at han modstod presset fra andre dele af den amerikanske administration for at bombe i Syrien. Givetvis fordi Obama også gennemskuede dengang, at der var tale om et såkaldt 'false flag'.

Robert Fisk, der lige som Kinzer har rejst og talt med folk i Mellemøsten i årtier, udtaler sig ikke pænt om den syriske fortid med Assads far. Men den væsentligste grund til at jeg personligt finder krigen så forfærdelig og vanvittig er, at vi har set, hvordan Irak og Libyen i dag er failed states og langt værre steder at eksistere end under Saddam Hussein og Gaddafi.

Det som jeg finder afgørende at vide er, at USAs mfl. dagsorden ikke er humanitær, at oprørerne ikke er 'moderate oprørere' men mest af alt hvis ikke stort set kun fundamentalister og betalte lejesoldater og, at det sekulære Syrien, der findes 'idag', vil ende som en failed state med utallige mere eller mindre fundamentalistiske grupperinger, der vil kæmpe om magten. Men hvor USA og Saudi Arabien vil betale for at få gennemført deres rør gennem Syrien. Fisk forklarede allerede i oktober 2015, at de moderate (som de danske medier stadig taler om) er en ren illusion:

"The Russian air force in Syria has flown straight into the West’s fantasy air space. The Russians, we are now informed, are bombing the “moderates” in Syria – “moderates” whom even the Americans admitted two months ago, no longer existed. (...)

It is possible, of course, that this was mere storytelling. By contrast, the chorus of horror that has accompanied Russia’s cruel air strikes this past week has gone beyond sanity.

Let’s start with a reality check. The Russian military are killers who go for the jugular. They slaughtered the innocent of Chechnya to crush the Islamist uprising there, and they will cut down the innocent of Syria as they try to crush a new army of Islamists and save the ruthless regime of Bashar al-Assad. The Syrian army, some of whose members are war criminals, have struggled ferociously to preserve the state – and used barrel bombs to do it. They have also fought to the death.

“American officials” – those creatures beloved of The New York Times – claim that the Syrian army does not fight Isis. If true, who on earth killed the 56,000 Syrian soldiers – the statistic an official secret, but nonetheless true – who have so far died in the Syrian war? The preposterous Free Syrian Army (FSA)?"

http://www.independent.co.uk/voices/syria-s-moderates-have-disappeared-a...

Dagmar Christiandottir, erik mørk thomsen, Arash Shahr, Johan Clausen, Nic Pedersen, Niels Duus Nielsen, Torben Selch og Thomas Toft anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Lars Jørgensen

"Men da Assad er en demokratisk valgt præsident....."
citat Lars Jørgensen kl. 12:08

Hold nu lige op med det ævl.

Lars Jorgensen

Torben Lindegaard, ok - det kan man givetvis diskutere. Men så drop den sætning og kig på resten af mine pointer.

Lars Jorgensen

Lasse Ellegaards/Informations artikel her var, hvilket jeg først blev opmærksom på senere, assisteret af en af artikel af Jeffrey Sachs, der grundlæggende understreger alle de pointer, som jeg ønskede at få understreget. Tak!

Sachs pointer er helt parallelle til dem, man kan finde i min nævnte artikel. Ligesom jeg i øvrigt også citerer en tidligere artikel af Sachs i min artikel, hvor Sachs gør opmærksom på, at Hillary Clinton er uhyre farlig, da hun er fuldstændig kontrolleret af det militær industrielle kompleks.