Læsetid: 3 min.

EU holder på pengene

Tyrkiet kræver at få udbetalt de tre milliarder kroner fra EU’s handlingsplan hurtigere. Første rate er kun netop frigivet og skal gå til basal nødhjælp og skolegang. Man risikerer at tabe en generation på gulvet, advarer UNICEF
8. marts 2016

EU-pengene har været længe undervejs, siden unionen og Tyrkiet tog de første skridt til en handlingsplan i oktober sidste år. Men nu er de første 95 millioner euro ud af tre milliarder blevet frigivet. Pengene skal overvejende bruges til at sikre den syriske ungdom uddannelse, mens 40 millioner skal bruges på mad og basal nødhjælp.

Det er vigtigt, at levevilkårene i Tyrkiet forbedres hurtigt, hvis flygtningestrømmen mod Europa skal stoppes, siger EU’s Konkurrencekommisær Margrethe Vestager til en briefing for danske journalister.

»Ellers sker der det, som vi har set før. De voksne sætter det ene ben foran det andet for at flytte et sted hen, hvor deres børn kan blive ved med at lære noget, og hvor der kommer bare nogenlunde mad på bordet,« siger Margrethe Vestager.

Mange sten på vejen

På trods af den brede enighed om behovet for humanitær hjælp i Tyrkiet, har forhandlingerne mellem EU og Tyrkiet været langsommelige med adskillige sten på vejen i forbindelse med handlingsplanen. Tyrkiet står blandt andet fast på, at der skal fordeles flere flygtninge til EU-lande, men EU har nægtet at omfordele flygtninge, før flygtningestrømmen mod Europa er stilnet af. Selvom der siden nytår er kommet langt flere flygtninge til Europa end samme periode sidste år, har man nu udbetalt de første millioner.

Læs også: ’Lad flygtningene rejse direkte fra Tyrkiet’

Der har også været stridigheder om, hvem der skulle modtage beløbene. Tyrkiet har insisteret på at modtage pengene for derefter at fordele dem, mens EU har holdt fast ved, at der først skulle findes de rette projekter. Det ser nu ud til, at det bliver EU, der kan trække sig sejrrigt ud af tovtrækkeriet med Tyrkiet.

Til listen af sten på vejen kan der nu tilføjes en række nye krav fra Tyrkiet. Ved mødet i går i Bruxelles mellem Tyrkiets premierminister Ahmet Davutoglu, Europa-kommissionsformand Jean Claude Juncker og statsoverhovederne fra de 28 medlemslande, krævede Tyrkiet nemlig hurtigere EU-medlemskab, visumfrihed for tyrkere i EU og flere penge. Før der kommer fremskridt på de tre punkter, vil Tyrkiet ikke tage yderligere flygtninge tilbage fra Grækenland eller stoppe flygtningestrømmen over det Ægæiske hav.

Sikring mod en tabt generation

De nye krav kommer, efter at Tyrkiet har vurderet, at EU’s bidrag har været for længe undervejs. »De lovede at give os tre milliarder for fire måneder siden. Premierministeren er i Bruxelles lige nu. Jeg håber, at han kommer hjem med de penge,« sagde Tyrkiets præsident Tayyip Erdogan i går ifølge AFP.

Selvom der er mange problematikker i samarbejdet med Tyrkiet, mener Margrethe Vestager, at man skal glæde sig over det fremskridt, som den første udbetaling til Tyrkiet repræsenterer. »For mig er det vigtigste det konkrete. For det første så begynder der at ske noget nu. For det andet så bliver der givet penge til syriske flygtninge og ikke det tyrkiske samfund. Det er to ret afgørende punkter,« siger Margrethe Vestager.

UNICEF har modtaget størstedelen af beløbet fra EU til uddannelse, og her hjælper beløbet på den store opgave med at give en halv million flygtningebørn i Tyrkiet adgang til undervisning. Omkring 100.000 flere syriske børn er allerede kommet i skole siden juni sidste år.

»Der er bred enighed mellem EU, Tyrkiet og det internationale samfund om, at undervisning er et nøglepunkt for at undgå at tabe denne generation på gulvet,« siger repræsentant for UNICEF i Tyrkiet, Philippe Duamelle. I alt huser Tyrkiet omkring 2,5 millioner flygtninge på ubestemt tid, og for at skabe en fremtid for dem er uddannelse et glimrende sted at starte, mener Tyrkiet-ekspert og journalist Robert Ellis. »Man har jo set generationer i Gaza, der er vokset op med krig og ødelæggelser og blot vandrer rundt uden at have noget at give sig til,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Det er vigtigt, at levevilkårene i Tyrkiet forbedres hurtigt, hvis flygtningestrømmen mod Europa skal stoppes, siger EU’s Konkurrencekommisær Margrethe Vestager til en briefing for danske journalister."
Lever Fru Vestager i planeten Mars? Selv flere-generations tyrkere/kurdere/tatarer m.v. i Anatolien er aldeles hundeangste for hvad morgen dagen vil bringe af ulykker og øvrige takket været de kyniske, hovedløse neo-liberale og imperialistiske politikker i Mellemøsten, Nord Afrika som den yderst intelligente og sympatiske Fru har været en varm fortaler og støtter for. Nu må Hun virkelig holde op med at være egoistisk, flyvsk og lide af den patetiske danske sygdom: Jeg Er Verdens Centrum!!!