Nyhed
Læsetid: 1 min.

Europa: Dronning Elizabeth klager over The Sun

Den britiske dronning har klaget til pressenævnet over avis, der hævder, hun går ind for britisk udtræden af EU
Udland
12. marts 2016

»Dronningen støtter brexit« lød den sensationelle overskrift på den britiske tabloidavis The Sun onsdag. Men knap havde avisen ramt kioskerne, før Buckingham Palace havde indklaget den for landets pressenævn, IPSO.

Klagen går specifikt på, at overskriften ikke understøttes af teksten, om end det også benægtes, at dronningen skulle have udtalt, at »EU går i den forkerte retning«.

Avisen citerer en anonym kilde for at have overhørt dronningens udtalelser under en frokostsamtale i april 2011 med den tidligere liberale vicepremierminister Nick Clegg, hvor yderligere tre politikere var til stede.

»Folk, der hørte deres samtale, var ikke efterladt med nogen tvivl om dronningens synspunkt i forhold til europæisk integration,« udtaler kilden i artiklen. Clegg nægter imidlertid, at samtalen fandt sted.

The Suns chefredaktør, Tony Gallagher, har dog forsvaret artiklen og siger til BBC, at han er »fuldstændig overbevist om«, at overskriften afspejler hendes synspunkt og tilføjer, at »vi ved meget mere, end vi trykte«. To kilder skulle have bekræftet historien, sagde han.

Det har fået spekulationerne til at svirre om, hvem kilderne kan være. To af de tre politikere til stede under mødet var de konservative brexit-tilhængere justitsminister Michael Gove og tidligere Wales-minister Cheryl Gillian. Gillian har nægtet at udtale sig om mødet, mens Gove har sagt, at han »ikke har nogen idé om, hvem kilderne er«.

Labour har krævet en undersøgelse, men premierminister David Cameron holder indtil videre fast i, at det er en sag for IPSO.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her