Læsetid: 5 min.

’Forsøg at redde resten af os’

Selv om den skrøbelige våbenhvile i Syrien i sidste uge erstattede væbnede kampe med fredelige demonstrationer, strømmer flygtninge og sårede fortsat til den syrisk-tyrkiske grænse. Her forsøger læger efter bedste evne at lappe de dybe sår efter den seneste måneds russiske bombardementer
Syrere i det nordlige Syrien ved den tyrkiske grænse nord for Aleppo. De flygter i sikkerhed i Tyrkiet fra heftige bombardementer fra russerne og regimets side.

Kerem Kocalar

7. marts 2016

»Det, vi har været vidne til den seneste måned med strømmen af sårede, har vi ikke set magen til de seneste fem år.«

Sådan siger lægen Osama, som Information møder på den tyrkisk-syriske grænse på hospitalet Bab Al-Hawa, få dage før den aktuelle våbenhvile trådte i kraft. Hans opgave består i at vurdere de såredes tilstand og sørge for, at de mest kritiske får lov at komme videre til Tyrkiet.

»Hver eneste dag får vi hundredvis af sårede ind, men vi kan ikke lade alle komme igennem, da det i sidste ende er den tyrkiske regering, der afgør, hvem de vil behandle. Så de afgør i praksis, hvem der skal leve, og hvem der skal dø, for det er dem, der har det rette udstyr, hjælpefaciliteter og behandlinger, som vi ikke har adgang til her.«

Ifølge lægen er de seneste russiske bombardementer de værste, han har oplevet i de seneste fem år. Han kender alle de skader, det syriske regimes luftbombardementer kan forvolde, men det er intet imod de russiske angreb.

’Har aldrig set noget lignende’

De skader, de har fået ind efter de russiske angreb begyndte, har været anderledes og mere ekstreme. Forbrændingerne er svære at behandle, og der er meget dødt væv. Russerne bruger en form for tungt artilleri med kemiske komponenter, som forårsager forbrændinger, der udarter sig anderledes, end lægerne er vant til.

Andelen af de lemmer, lægerne er nødt til at amputere, er steget, fordi de ikke er mulige at operere på. Det hænder ofte, at de sårede dør, før de når frem til den tyrkiske grænse; når de endelig når i sikkerhed, er det for sent.

Der er mange civile tab på grund af hensynsløse bombardementer i civile områder, herunder i de såkaldte sikre områder under Den Frie Syriske Hærs kontrol. De civile, der opholder sig her, er flygtet fra krig i deres egne områder og er kommet for at finde et helle. Men et sådant findes ikke, så længe russerne bomber.

Kilder på den tyrkisk-syriske grænse siger, at der fortsat kommer flygtninge fra den nordlige del af Syrien.

Lægen Osama tilføjer grædende:

»Nogle gange bryder vi sammen psykisk. Vi kan ikke hjælpe alle disse mennesker. De er vores familier, de er civile, mange af dem kvinder og børn, der flygter fra krigen. De er ikke soldater.«

Besked til verden

På den tyrkiske side af grænsen møder Information Hesham. Han kommer fra Homs og arbejder nu som frivillig på en klinik, hvor de sårede kan hvile ud efter at være blevet behandlet. Hans opgave er at fragte de syriske sårede fra grænsen til hospitalet i Reyhanli i Tyrkiet; det vil sige de sårede, som den tyrkiske regering tillader at komme ind i landet.

Han venter ved grænseovergangen på at modtage de sårede og bringe dem til det tyrkiske hospital, hvor de kan få behandling.

»Jeg taler lidt tyrkisk, så jeg kan tale med lægerne. Vi prøver at hjælpe dem, og hver dag får vi mellem 60 og 100 nye sårede ind. Antallet har været stigende siden de russiske luftangreb over Aleppo-provinsen begyndte.«

De ville gerne hjælpe flere, men den tyrkiske regering kontrollerer grænsen meget nidkært og har strammet reglerne for syreres adgang. Det gælder også de sårede.

»Vi får derfor kun de værste tilfælde over, dem, som lægen på Bab al-Hawa hospitalet i Syrien vurderer mest kritiske. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Men situationen i Syrien bliver mere vanskelig og mere indviklet hver dag. Mit budskab til verden er: Forsøg at redde resten af os.«

Vi går med Hesham hen til det tyrkiske Reyhanli Hospital og ser de såredes lidelser. Det er svært at tale med dem, for de er i så medtaget en tilstand, både fysisk og psykisk. Inde på klinikken, hvor Hesham arbejder, modtager de patienterne, efter de har fået den indledende behandling på hospitalet.

På klinikken kan patienterne komme sig, indtil de er i stand til at tage vare på sig selv. Men der er kun fysisk behandling til rådighed, ingen tilbud om psykisk hjælp, selv om dette er mennesker, som utvivlsomt bærer på dybe traumer.

Vil tilbage

Klinikken er fordelt på to huse, forklarer leder Yeaser Gumaa. Et hus fungerer som konsultationsklinik og er åben for alle syriske civile, der opholder sig i byen Reyhanli, og er åben fra kl. 9 om morgenen til kl. 17 om eftermiddagen. De har fem læger med forskellige specialer. Hver dag behandler de omkring 75 patienter, og de kan uddele gratis basal medicin, fordi de får midler fra en rig syrisk forretningsmand. Alligevel er hjælpen utilstrækkelig.

»Vi har begrænsede ressourcer til rådighed,« siger Yeaser Gumaa og nævner, at de også har vanskeligheder, når de skal købe medicin gennem den tyrkiske regering. Det andet hus er et rekonvalescenshjem for patienter, der er kommet fra hospitalsbehandling, og som ikke har penge til at bo på hotel eller til at få noget at spise. Nogle af dem ved heller ikke, hvor deres familier er.

Klinikken har 10 værelser her, og hvert værelse har plads til fire patienter. De fleste har brug for mindst tre måneder til at komme sig. I den tid får de mad, medicin og tøj.

»Vi ville gerne tage flere patienter ind, men vi har ikke plads. Vi håber at kunne udvide, men vi har ikke fundet midlerne til det.«

På værelserne ser vi patienter, der har mistet ben eller hænder, nogle har mistet synet.

Mohamed er en af de seneste patienter, der er blevet indlagt. Han kom til hospitalet efter at være blevet såret under de russiske bombardementer.

Mohamed har mistet begge ben og har sår over hele kroppen. Han var sammen med sin familie i byen Marea en morgen, da russiske luftangreb ramte byen, og et missil landede i hans hjem.

»Jeg mistede min kone og mine to børn og begge ben. Jeg overlevede, fordi jeg var heldig at være ude i køkkenet. Men mit liv er ødelagt, hvordan skal jeg fortsætte med at leve? Jeg anede ikke, hvor jeg var, da jeg vågnede på hospitalet i Tyrkiet. Jeg håbede, at min familie var i live, men da jeg ringede til min bror i Syrien, fortalte han, at de var døde. Jeg forsøgte at slå mig selv ihjel, jeg er fortabt. Nu er jeg på dette hjem, og de tager sig godt af mig. Så snart jeg er rask nok til det, vil jeg tilbage til Syrien og kæmpe mod regimet. Jeg vil bruge min stemme, alt, hvad jeg har tilbage, mod de kriminelle russere og det syriske regime. Den tanke er det eneste, der holder mig oppe.«

Efterhånden som de voldsomme russiske luftbombardementer og angrebene fra det syriske regime har ramt Aleppo den seneste måned, er et stort antal civile drevet på flugt. De befinder sig nu ved den tyrkisk-syriske grænse og sover under åben himmel eller i telte, de har fået stillet til rådighed af lokale syriske hjælpeorganisationer. Men ingen ved, om de tyrkiske myndigheder vil lade dem slippe over på den anden side af grænsen.

Osama og Hesham ønsker ikke at få deres efternavne frem af sikkerhedshensyn. Deres fulde navne er redaktionen bekendt. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kirsten Mindegaard
Kirsten Mindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er altid forfærdeligt for alle flygtninge fra en krig, og uanset hvem der smider bomberne, russere eller amerikanere, rammer de også uskyldige for bomber kender ikke forskel på de gode og de onde, så de "smarte" bomber er nærmere "klyngeløgne", der skal sikre mod kritik.

Jeg tvivler på EU ikke gerne vil hjælpe, og ligeledes mange mennesker i EU, men såvel i nutiden som fra fortiden - den vi også stadig har i nutiden, må vi erkende ikke er det bedste grundlag for at vore åbne arme er til stede.

Det er ikke fordi vi ikke kun ser sort eller hvidt, og ikke vil se mennesker og derfor er meget afvisende overfor jer i flygtningestrømmen, men vi ser også læren fra fortiden og helt til nutiden med indvandringen, hvilket skaber den barriere og de forbehold som vi møder jer med som afvisende.

Egentlig ligger der noget gensidigt heri, måske ikke bevidst fra jeres side, men alligevel til stede, som det har været i vore lande EU i mange år.

Problemet er jeres kulturelle og religiøse tilhørsforhold der er så dybt indgroet I jeres dagligliv, og som dertil også må erkendes er skyld i meget af jeres egen ulykke derfra hvor I kommer fra, hvilket vi så bitterligt stadig må erkende findes i vort samfund i dag, som parallel samfund i vore lande i Europa.

Det er således jeres åndelige religiøse ballast, der er årsagen til jeres nuværende problemer med krig, den religiøse politiske magt med undertrykkelse af kvinders rettigheder så hun end ikke er sidestillet med et æsel, men står endnu lavere på rangstigen som individ.

Netop disse forhold gør det svært for os at acceptere yderligere indvandring i vore lande, jeres manglende selverkendelse af I flygter fra krige, som har sin rod i jeres manglende demokrati og ligestillede frihedsrettigheder for alle individer, men fastholder jeres religiøse tro og livsstil forbundet hermed, for det er netop disse forhold vi i dagens Danmark ser fortsætte i vores parallel samfund hvor I tilbeder og forguder jeres islamiske religions strenge fortolkere og fortolkning.

Hvis I vil væk fra krigene og væk fra de årsager som er krigenes årsag - religionen islam, så er det nødvendigt I erkender årsagen til jeres situation, og tager den op til overvejelse, sådan som vi netop gør når vi ikke vil modtage jer.

Vi frygter ganske enkelt at de årsager til jeres flugt følger med, eller som man siger på dansk: "nissen flytter med", så det er op til jer at vise I selv forstår hvori jeres problemer består og i selverkendelse heraf skifter livsanskuelse og livsopfattelse inden I kommer til Europa, og ikke som nu blot kommer og tager hele jeres "arve- og tankegods" samt mentalitet med, og i stedet for integration bliver endnu en del af de parallel samfund vi allerede har rundt omkring i EU, for i den sidste ende vil det blot gentage sig med krig, ligesom den I allerede flygter fra i jeres hjemlande, og så må vi alle flygte for de ødelæggelser som vil ske her, og skabt af netop de årsager som I allerede nu flygter fra.

Hvis I derfor oprigtigt søger en fred og et frihedssted, så nytter det ikke I slæber jeres åndelige om mentale religiøse bagage med til de steder I flygter imod, og i stedet erkende at netop disse årsager i vil give jer denne fred og frihed uden det har den pris, at I må fralægge jer denne åndelige og mentale religiøse bagage, - ellers finder I nemlig aldrig den fred og frihed noget sted.

Problemet med fjendtligheden ligger ikke hos os, men skyldes alene jer selv og jeres åndelige og mentale bagage i religiøs form, og som allerede i dag prækes i de parallel samfund vi allerede har i det danske samfund, og som ikke vil give køb på noget fra jeres imamer, som alene vil have den religiøse kontrol og magt over jer, og afviser enhver tanke om integration i vort demokratiske samfund, men i stedet overtage det og have magten over folket i evigheden.

Niels Henrik Højbjerg

hvem er 'vi' og 'os'.

jeg, fx, synes at det ikke bliver godt før flygtningene holder op med at være flygtninge og bliver hjemme og løser deres problemer på stedet.

Niels Henrik Højbjerg

hvem er 'vi' og 'os'.

jeg, fx, synes at det ikke bliver godt før flygtningene holder op med at være flygtninge og bliver hjemme og løser deres problemer på stedet.

@ Espen Bøgh

Hej Espen,

Sikke en smøre!
Vi er enige i at der har været, og stadig er udfordringer hvad angår integrationen af vores nye borgere. Så langt så godt! MEN så kører den unuancerede og generaliserende tone, og hold kaje hvor bliver jeg træt. "OS" "DEM "OS" "DEM" "OS" "DEM"..puuuha!
Første problem er, at ingen tilsyneladende ved hvad integration er. Så hvordan forventer du at ny-tilkommende skal kunne opfylde et mål der efter mange årtiers indvandring endnu ikke er defineret. Spørger du folk til venstre for midten, så er det typisk overholdelsen af landets love, og en aktiv indsats i samfundet der klassificerer en som integreret. Spørger du folk til højre for midten, så svinger det mellem helst at smide alle farvede ud af landet, men til nøds en total assimilation med dertilhørende forbandelse af og afstandstagen fra alt hvad de og deres forfædre kommer fra.

Resten af dit indlæg skinner desværre igennem af uvidenhed, og manglende indsigt i hvem disse mennesker i virkeligheden er. I din verden tyder det på, at alle de der kommer herop, er mørke kvindeundertrykkende fundamentalister der ønsker at skabe et parallelsamfund.
Alene det at du ikke engang kan skelne mellem kultur og religion, for ikke at tale om de mange forskellige typer af mennesker der er tale om, siger jo alt om dig. Dernæst mener du seriøst, at alle problemer og krige skyldes ene og alene Islam? Så sådan nogle trivielle ting som fattigdom, social ulighed, manglende uddannelse og fremtidsudsigter mv. altså klassiske ting der skaber ekstrem adfærd, har selvfølgelig intet at skulle have sagt.
”Keep up the good work”.

Michael Kamp

Jeg er ked af min uvidenhed og mangel på indsigt, som jeg beklager nok skyldes jeg bor lige midt i den i alment boligbyggeri, hvor jeg har tingene dagligt inde på livet.

Det er fint du gerne vil tage mig åndelig og moralsk i skole for den "rigtige mening", men jeg er desværre ikke så modtagelig af flere grunde.

Det har mange af min omkringboende velintegrerede fremmede også, og det er da interessant når netop disse selv udtrykker det således når der igen er en ledig lejlighed: "åh, bare det igen ikke er én af de fremmede der skal have boligen".

Det er folk der kommer fra alle egne af verden, jeg bor sammen med, - nogle bedre end andre til selvintegrering i det danske samfund, og de holder sandelig også samtidig kontakten vedlige med familien i det fjerne!(uden aftaler om giftemål og des lige)

Men hvor bor du selv Michael Kamp, i én af de hvide forstæder nord for København(?), hvor man ikke mærker problemet så tæt på i dagligdagen?!

Det er og kan ikke være alle der kommer fra "den mørke dal bag fjerde bjergkæde" i Afghanistan eller andre lignende steder, der kommer med en universitetsuddannelse på højt niveau, så mon ikke sangene om disse "guldklumper" er lidt falske(?), for "gederygtere på bjergeskråningerne" er ikke lige det Danmark har brug for eller er noget reelt aktiv.

- Der er ikke flere udfordringer i eller med integrationen, så det tæppe kan du godt tage væk én gang for alle, for integration handler om det mennesker selv vil i forbindelse med deres flytning til et fremmed land, eller som for en dansker der flytter til Bornholm, Fyn, Nordjylland eller Grønland for den sags skyld, hvilke mange af vore naboer selv har erkendt og lever efter som danske.
- Deres hudfarve kan de ikke løbe fra, men det er ikke det ydre der er væsentligt, men der indre!

Du bliver virkelig henrevet i de to sidste afsnit om mine personlige kvaliteters mangel på åndsevner, men det bider ikke på kære Michael, for dit eget selvbedrag i den anledning er til at få øje på.

Sidst jeg så Tv og en af "flygtningene" fra "Mellemøsten" udtalte sin misundelse overfor den danske interviewer kom udsagnet: "I er så rige og har 2 biler", herre jemini tænke jeg øjeblikkelig, - "det sgu da et problem i må snakke med jeres imam og Allah om, hvorfor de er sådan nogle fedterøve, der udlover jer 72 jomfruer i himlen for martyrdøden, og ikke vil give jer noget jordisk ligesom vores gud"!

Den med 72 jomfruer i himlen, som tak for martyrdøden, virker helt vanvittigt i forhold til det strenge religiøse Islam, der kræver afholdelse fra hor, og samtidig tilbyder drømmen om en hverdag med pikken i hånden konstant.

Jeg mener ikke jeg har skrevet alle er kvindeundertrykkende, fundamentalister, så den må du have læst forkert, at vi derimod må erkende vi har parallel samfund allerede i Danmark kan du ikke afvise.

Jeg gentager gerne det jeg har skrevet som det handler om, og som jeg netop har gentaget ovenfor, for dybest set handler det om hvordan men selv ser det sted som man har valgt at flytte hen til i stedet for at blive boende, - men det er åbenbart gået helt hen over hovedet på dig.

Det har selvfølgelig sammenhæng med den åndelige og mentale ballast det enkelte individ selv medbringer, og her er det ikke plads til "nissen flytter med"(hvis du forstår hvad der menes med udtrykket), og jo, krigene mange steder er klankrige, fattigdommen skyldtes både disse og religionen, som netop beskrevet ovenfor, der holder folk nede, ligesom det skete i Europa for
5 - 600 år siden, og som vi har frigjort os af.

Parallel samfundene i Danmark er en slags "små kalifater" der klart bryder med dansk kultur til fordel for den islamiske, og som via imamerne i moskeerne bekræfter manden rettigheder - i Danmark, og dermed også for mange er en ret til afvisning af integration af familien.
- Fastholdelse af netop Islam som livsgrundlag holder også ånden i skak for disse "mærkemænd" der ikke vil andet end magten via åndsmørke.

Klankrigene finder du i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen hvor vesten har været indblandet, men religionen har vi ingen indflydelse haft på, omvendt har den haft indflydelse på vesten og især fra Afghanistan(Taleban), - mange gode liv gik tabt.