Læsetid 5 min.

’Vi vil ikke give op og miste håbet’

For folk, der er blevet i Syrien, er det daglige arbejde en måde at holde fast i håbet. Nogle underviser lokale børn med et ønske om at skabe en bedre fremtid. Andre repererer folks biler som en daglig påmindelse om, at livet endnu går videre
I 2013 startede et skurvognsprojekt rettet mod syriske børn, især dem, der lever som flygtninge internt i Syrien. Projektet specialiserer sig i uddannelse og aktiviteter som undervisning i syrisk kultur, maleri sang og dans, og som kører rundt i flygtningelejre i de syriske byer Idleb, Aleppo, Hamaa og Latakia.

I 2013 startede et skurvognsprojekt rettet mod syriske børn, især dem, der lever som flygtninge internt i Syrien. Projektet specialiserer sig i uddannelse og aktiviteter som undervisning i syrisk kultur, maleri sang og dans, og som kører rundt i flygtningelejre i de syriske byer Idleb, Aleppo, Hamaa og Latakia.

Daham Alassad
26. marts 2016

Khaldoun Ba har startet et undervisningsprojekt, hvor en skurvogn kører rundt i de dele af Syrien, som hverken regimet eller Islamisk Stat regerer. Formålet er at nå de børn, der er internt fordrevne flygtninge, og skabe nogle aktiviteter med positivt fokus.

»Vi har brug for det for ikke at tabe denne generation, vi må finde nogle måder at involvere dem i noget andet end krig,« siger Khaldoun Ba, da Information møder ham i Tyrkiet.

Projektet har fire biler og skurvogne, som de kører rundt med til flygtningelejre i Syrien og i byerne Idleb, Aleppo, Hamaa og Latakia.

Skurvognsprojektet startede i 2013 og specialiserer sig i uddannelse og aktiviteter såsom undervisning i syrisk kultur, maleri, sang og dans. Det er rettet mod alle syriske børn, men især dem der lever som flygtninge internt i Syrien, og ofte befinder sig langt fra byerne i landdistrikter, hvor de kan være i sikkerhed for bomberne.

»Meningen med projektet er at udvikle og bringe livet tilbage til det syriske samfund og at hæve levestandarden i lokalsamfundene,« siger Khaldoun Ba.

Alle i projektet arbejder frivilligt og medbringer egen funding. De har lavet de fleste ting selv, inklusive skurvognen og den ladvogn, der trækker den, og tre gange er de blevet angrebet fra luften.

»Nogle af vores dage er vanskelige, når der ikke er benzin at få, eller når der er mange luftangreb. Så kan vi ikke arbejde, for så risikerer vi at bringe de børn, der deltager i aktiviteterne, i fare. Familierne til disse børn er glade for, at vi kommer, og siger, at vi er de eneste, som tilbyder aktiviteter til børnene, for der er ingen skoler, eftersom regimet har ødelagt de fleste af dem.«

»Vi kæmper ikke mod nogen. Selv de islamiske grupper gør os ingenting, for befolkningerne i de byer, vi kommer til, beskytter os, fordi vi er de eneste, der kan bringe glæde til deres børn, og man kan sige, at vi planter et lille håb midt i denne blodige krig,« siger Khaldoun Ba.

»Livet går videre, og vi vil ikke give op og miste håbet. Vi må undervise befolkningen og gøre hvad vi kan for at lade livet fortsætte i Syrien, eller i det mindste i den her del af Syrien, hvor krigen foregår.«

Med uddannelse går det lettere

I Damaskus fanger vi 45-årige Fatema, en skolelærer, over Skype. Hun har tre drenge og to piger. Hun siger, at situationen er slem i Damaskus, men at skolen stadig er åben.

»Mine drenge har forladt Syrien, fordi de ellers ville blive indkaldt til hæren, og jeg bad dem rejse ud og lære, hvad de kunne, og komme tilbage til Syrien for at starte et nyt liv med de ting, de havde lært uden for landet.«

»Mine børn beder mig ofte om, at vi alle rejser, men hvis vi forlader landet ligesom så mange andre, hvem vil så være tilbage? Hvem skal opbygge landet igen,« spørger Fatema.

Der er 35 elever i hendes klasse, som kommer fra forskellige områder og forskellige religioner i Syrien. De indser hvad der foregår i Syrien og forsøger at lade være at tale for meget om det. De prøver at tænke på løsninger i stedet, og efter Fatemas mening er løsningen at genopbygge landet. Det vil tage tid og kræfter, men med uddannelse går det hele lettere, mener hun.

»Vi ved og oplever, at det er farligt for os at være her, vi har en diktator, men han vil ikke blive ved magten for evigt, og vi må være klar til at gøre os af med diktaturet og føre vores land i en mere demokratisk og dannet retning.«

I Aleppo i nord arbejder 35-årige Mansour med at reparere biler. Han er selv fra Idlep, fortæller han over telefonen.

»Her i Aleppo er der daglige angreb. Jeg ved, her er farligt at være, mange af mine venner har sagt, at jeg bør tage til Tyrkiet, at jeg kan finde arbejde der og spare op, men jeg kan ikke leve der. Hver dag, hvor jeg vågner og trækker vejret i min egen by, er 1.000 gange så meget værd som et liv uden for,« siger Mansour.

»Og hvis jeg rejser, og alle andre rejser, hvordan skal vi så finde arbejde?«

I garagen kommer mange både soldater og civile. Deres område er blevet angrebet flere gange, men aldrig garagen.

»Gudskelov, ikke endnu,« siger Mansour.

Det er ofte vanskeligt at reparere bilerne, eftersom de mangler adgang til teknologi, elektricitet og benzin. På taget har de installeret en solfanger, som de har købt i Tyrkiet, så de kan få elektricitet. Et andet stort problem er, at krigen har gjort det vanskeligt at skaffe reservedele. Nogle gange prøver de at få reservedele ud af de biler, der er blevet bombet.

»Jeg vil blive her i landet, og vi syrere kan bygge vores land op igen en dag. Mange er her endnu, og selv efter fem års krig er vi i live.«

Venner spredt over hele verden

Abou Amaar på 52 og hans kone er fra Moarrat al-Nouaman i det nordlige Syrien. De har to drenge og to piger, og drengene er soldater i Den Frie Syriske Hær, mens pigerne er hjemme og hjælper i familiens bageri.

»Vi åbnede bageriet for tre år siden, efter at oprørerne befriede vores by fra Assads regime,« siger Abou Amaar over telefonen.

»Tidligere arbejdede jeg i et statsligt bageri, men da regimet selv bombede bageren, tænkte jeg: Hvorfor ikke selv starte et bageri hjemmefra? Min kone og mine døtre hjalp til, børnene kunne alligevel ikke komme i skole på grund af krigen.«

»Det var svært i starten, for vi havde næsten ingen materialer, men vi lykkedes med at skaffe ting fra Tyrkiet, og nu har vi vores egen lille forretning. Jeg er glad for, at jeg både kan hjælpe andre og forsørge vores egen familie. Det er et hårdt liv her på grund af bomberne, og vi mangler benzin til bilen og olie til ovnen, men vi klarer os ved at købe brænde fra de lokale.«

»Mange af vores venner og naboer er flygtet fra Syrien og er spredt over hele verden og spørger mig, hvordan jeg kan holde ud at blive her. Men dette er mit land, jeg er født her og har boet her hele mit liv, hvordan skulle jeg kunne tage væk? Syrien og folk heromkring har brug for mig, og jeg holder ud, ligesom andre gør. Nogle kæmper med våben, og vi kæmper med vores arbejdskraft for at få Syrien på benene igen,« siger Abou Amaar.

For at beskytte kilderne er alle navne i artiklen sløret.

Daham Alasaad er syrisk freelancejournalist. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu