Læsetid 7 min.

Den græske endestation

Flere tusinde flygtninge ankommer dagligt til Athen, hvor de strander i overfyldte ventesale og oftest overlades til sig selv. En overbebyrdet græsk stat forsøger at oprette nye lejre i rekordtempo, og hæren er sat ind. Information har mødt de strandede i Piræus, der blandt andet tæller en kvinde med tre børn, der ikke længere kan blive familiesammenført med manden i Danmark
Tusindvis af flygtninge og migranter er strandet i den græske havneby Piræus i nærheden af Athen, mens de venter på resultatet af topmødet mellem EU og Tyrkiet.

Tusindvis af flygtninge og migranter er strandet i den græske havneby Piræus i nærheden af Athen, mens de venter på resultatet af topmødet mellem EU og Tyrkiet.

Yorgos Karahalis
17. marts 2016

Det er en grå og kold morgen i den lille aflange ventesal E7 skråt over for metrostationen i Piræus’ havn stik syd for Athen, hvor storm og regn netop er stilnet af efter flere dages hærgen.

Hver dag kommer der tusinder af flygtninge med natfærgerne fra de græske øer, og på kajen kommer rækker af familier og rejsefæller slæbende med deres soveposer, tasker og tæpper. De ser rådvilde ud, og de færreste går målrettet langs kajen, hvor også biler, busser og lastvogne tromler afsted.

Et par børn leger ved en af billetbåsene, mens et par unge mødre trækker lidt frisk luft med deres små børn. En af dem er den knap 30-årige Anouar. Hun er fra Syrien, enlig mor med to børn, en søn på seks og en datter på knap to år, og de ankom dagen forinden fra øen Leros, hvor hun og børnene blev registreret efter turen fra Tyrkiet.

»Det var meget dejligt at være på Leros. Folk tog sig af os, og der var roligt. Men vi blev sendt videre her til Athen, for der kom stadig flere til øen efter os. Her er ingen hjælp, efter at vi kom i går aftes. Vi skulle sove på gaden og gik fra den ene overfyldte ventesal til den næste. Her ved ventesalen var der nogle syriske mænd, der sad på det eneste ledige stykke gulv i ventesalen og spillede kort. De mente, at vi bare skulle smutte. Så vi måtte skændes med dem for i det mindste at kunne sove indendørs. Vi har set mange sove udenfor og uden telte.«

Anouar trækker på skuldrene og siger, at det var slemt i Syrien, men at hun ikke havde forestillet sig, at flugten ville være så hård. Blandt de øvrige enlige kvinder er Amira den eneste, der ikke har været gift.

Nesrin er fraskilt og rejser med sine to børn, mens den spinkle Amani, der også har to børn, er den eneste, der har en mand. Basim er en høj, mager mand med trætte blå øjne, og de andre ser ham som gruppens beskytter.

»Jeg er meget heldig, at vi kan rejse sammen,« siger Anouar, der fortæller, at hun har mistet sin mand i krigen. Nu vil hun til Tyskland, siger hun, mens den unge syriske oversætter Karam Kaddour oversætter fra arabisk til engelsk. Han er selv syrisk flygtning, strandede for tre og et halvt år siden i Grækenland og bor nu i nærheden af færgehavnen. Næsten hver morgen tager han en runde på havnen for at hjælpe de strandede, der dagligt kommer ind med natfærgerne. Fordi der ofte ikke er andre.

»Det er gået op for mig, at det bedste, jeg kan gøre, er at hjælpe de andre syrere, for jeg kender landet her. Mange aner ikke, hvad der skal ske med dem, efter at grænsen er lukket. Mange håber stadig, at de kan rejse videre fra Grækenland, men det er slut nu. Så jeg vil også være ærlig over for dem.«

Anouars dreng på seks år leger med nogle stykker brød ved en blomsterkumme, og moren er meget bekymret for ham.

»Hver gang han ser en politimand i uniform, får han et raserianfald og bliver meget ulykkelig. Jeg håber, at jeg kan få noget behandling til ham. Jeg flygter for mine børns skyld,« siger Anouar.

Grækerne hjælper

Karam Kaddour arbejder til daglig som oversætter for den lille flygtningeorganisation Faros, der hjælper uledsagede børn i Athen.

»Det er ret udbredt, at børnene er hårdt ramt. Det ser jeg næsten hver dag,« siger han.

En ældre græsk kvinde er dukket op og spørger, om oversætteren kan fortælle kvinderne, at hun godt vil lade en mor og hendes børn bo hos sig i op til to måneder, hvis det er nødvendigt. Hun er selv enlig og har en lejlighed på 100 kvadratmeter. Karam Kaddour takker damen, mens de unge kvinder smiler til den græske pensionist.

»Mange grækere er utroligt hjælpsomme, det har jeg selv oplevet i de senere år, men staten kan slet ikke følge med. Og de organisationer, der hjalp i efteråret, har jeg ikke set i de seneste fire-fem måneder.«

Den græske regering har netop indsat hæren, som overtager oprettelsen af nye flygtningelejre, og for tiden skyder hele tiden nye centre op, mest i gamle forladte militærbarakker.

Yorgos Karahalis

Svær familiesammenføring

Vi går ind i ventesalen, hvor der stadig ligger børn på gulvet i dyb søvn med stykker af pap som soveunderlag. Bagerst i lokalet er der en udgang, hvor der står tre små telte. Lige før udgangen præsenterer Karam Kaddour sig på arabisk. Der trykkes hånd med endnu en rejsegruppe.

Læs også: ’Flygtningene tror, de snart kan rejse videre’

En midaldrende kvinde med tre børn, en datter på 17 år, en dreng på 13 og en datter på 7 reagerer straks, da hun hører, at journalisten kommer fra Danmark. Hendes mand bor nemlig i Danmark, lyder det straks fra kvinden, Amina Saif Edim.

»Min mand har søgt om familiesammenføring for os i Danmark, men så blev de danske love ændret. Der ville gå yderligere to år, før det kunne bevilges. Men det kunne vi ikke vente på, så nu er vi taget her til Grækenland. Er der nogen måde, hvorpå vi kan søge om familiesammenføring her fra Grækenland?« spørger hun med et bestemt blik.

Hun er blevet usikker på, om hendes flugt har været det hele værd:

»Måske skulle vi være blevet i Syrien. Selv om det er meget farligt, så bliver alting hele tiden værre her. Min mand forsøger at låne nogle penge, han kan sende til os. Jeg ved godt, at reglerne i Danmark er strengere end i andre europæiske lande, men jeg vil bare have klar besked, fordi vi er så forvirrede og skal finde ud af, hvad vi skal nu.«

Karam Kaddour oversætter og giver råd.

Han siger senere, at han ofte hører om fortrydelse fra mange af de flygtede syrere:

»De kommer fra verdens farligste land, alligevel siger mange af dem nu, at de måske hellere skulle være blevet i Syrien.«

Sov i mudderet

En kvinde griber fat i Karam Kaddour og spørger, om der er noget håb om at kunne krydse grænsen. Hun har været i Idomeni-lejren ved grænsen til Makedonien i et par uger med sine rejsefæller:

»Vi sov i mudderet, og vi kunne bare ikke mere til sidst, det var så koldt og vådt. Vi mistede håbet, så nu er vi tilbage her i Athen.«

Selv om der står busser parat til at køre flygtningene væk fra Idomeni-lejren, er det kun omkring hver tiende af de 12.000 flygtninge, der har valgt at blive kørt væk.

»Alle her i ventesalen ved, at der skal være et EU-topmøde den 18. marts, så vi håber på, at der kommer en løsning for os. Ingen af os ved, hvad der skal ske. Bliver vi sendt tilbage til Tyrkiet? Skal vi søge om asyl her?« spørger kvinden.

Kvindens mand bor i Tyskland, og hun har søgt om familiesammenføring, men er havnet i et dilemma. For efter at hun kom til Grækenland, har hun hørt, at hun kan få en samtale med den tyske ambassade i Tyrkiet til maj.

»Kan jeg få flyttet aftalen her til Athen?« spørger hun Karam Kaddour.

Han holder en kort pause og svarer så:

»Jeg har hørt om problemet adskillige gange, og min erfaring er, at du skal regne med at starte processen helt forfra her i Grækenland, fordi der er forskellige love,« siger han til kvinden, der nikker alvorligt, før hun opsummerer sin situation:

»Vi kan ikke blive i Grækenland, fordi de ikke har noget her for os. Vi kan ikke vende tilbage til Tyrkiet, fordi vi ikke ved, om det vil være det rigtige at gøre, men vi kan heller ikke selv rejse videre.«

En ung mand står ved siden af med en flyer, han lige har fået fra en smykkeforretning, der på arabisk tilbyder at købe flygtningenes smykker. »Men vi har ikke nogen,« siger han med et skævt smil.

Ryddede ventesalen

Senere på eftermiddagen vender Information tilbage til den overfyldte ventesal, men græsk politi har ryddet den og låst den af, og i kiosken ved siden af siger sælgeren, at busser har kørt nogle af flygtningene væk.

»De enlige mødre skal forbi en lejr, hvor de kan få noget mad og et bad,« siger en frivillig kvindelig hjælper fra Tyskland, der løber rundt med en megafon og får fyldt busserne op.

Kvinderne pakker deres tasker, mens den eneste voksne mand, Basim, viser en togbillet frem. Toget skal køre fem minutter i midnat samme aften, og de vil ankomme til Thessaloniki næste morgen.

»Vi har syriske venner nordpå, der siger, at forholdene er bedre der. Vi skal til en by, der hedder Drama, hvor vi håber, at vi kan være lidt i fred,« siger Anouar med et lille smil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu