»Jeg skulle hæve 2.000, men fik kun 500; bankdamen lænede sig frem og hviskede: ’Vi har ikke flere …’«
Stemmen i telefonen fra Zimbabwe var nøgtern: »Sammenbruddet er begyndt,« siger en forretningsmand, der ønsker, som man siger i landet, at forblive ‘under radaren’.
Sidste søndag buldrede festtrommerne for præsident Robert Mugabe; han fyldte 92. Slikkende statsmedier kappedes med klakører og lakajer i hyldest. Glemt et øjeblik var en økonomisk krise, der gennem de seneste år er gået fra skidt til værre. Den følgende uge blev en brat retur til virkeligheden.
Allerede mandag udbrød panik i hovedstaden, da kunder ved flere banker i hovedstaden fik spyttet sydafrikanske rand ud af kontantmaskinerne – ikke de ønskede amerikanske dollar. Siden Zimbabwes valuta i 2008 brød sammen under byrden af en inflation målt i zillioner, har udenlandsk valuta været eneste gangbare mønt i landet; den amerikanske dollar som altid i sådanne forhold kongen over dem alle.
Inden døre ved bankernes skranker udspilledes derefter scener som ovenstående. Den officielle forklaring var tilforladelig: De evigt cirkulerende dollarsedler er efterhånden så lasede, at maskinerne ikke kan håndtere dem, lød det, og ’der ville liiige gå nogle dage, før friske sedler er fremme’, beroligede nationalbankdirektøren.
»Vi har ingen problemer med likviditeten, kun med logistikken.«
Hvad skulle den stakkels mand sige? Han ved jo godt, lige som landets økonomiske elite, at nationalbanken gennem de seneste måneder rutinemæssigt har plyndret private kunders bankkonti, lige som den har lagt sin klamme hånd på de konti, som bankerne bruger til at cleare mellemværender.
De får i stedet udleveret tilgodesedler, der kan indløses efter en vis periode. I løbet af dette nye år er denne periode støt udvidet fra først én, dernæst to og nu op til tre-fire uger.
»Det betyder, at hvis vi f.eks. skal betale en leverandør 100,000 dollar,« fortæller en forretningsmand, »så får vi at vide, at vi kan få 20.000 nu, 20.000 igen om fjorten dage og resten f.eks. om fire-fem uger. Den umiddelbare virkning er, at leverandørerne kræver renter, varerne bliver dyrere, krisen accelereres.«
Virkeligheden i Zimbabwe har længe været, at landet køber for meget mere, end det sælger. Det har klaret at balancere ved at udskyde betalinger og ved at låne. I 2015 steg statsgælden med 1,7 mia. dollar – næsten en tredjedel af det offentlige budget. Men stadig færre melder sig som villige lånere. Valutafonden og Verdensbanken lukkede i 2003, da Zimbabwe ikke overholdt sine forpligtelser. Siden 2013 har selv Kina lukket for lån.
Ved juletid stod det klart, at staten havde problemer med at skaffe tilstrækkelig med penge til at betale julens løn. Med nød og næppe blev politi og hær betalt, resten måtte vente. Nu strammer garnet.
Lokkende giftsnog
Onsdag så den første reelle politiske trussel mod Mugabe i årevis dagens lys. Hans tidligere vicepræsident, krigsveteranen Joice Mujuru, som han med sin kones hjælp jog af pladsen i december 2014 og dernæst ekskluderede fra regeringspartiet, vendte tilbage til den politiske arena med en højlydt fanfare: Efter lang tids grundig forberedelse lancerede hun et nyt parti, Zimbabwe People First.
I et land på evig jagt efter håb om forandring blev lanceringen modtaget med stor begejstring, ikke mindst af de øvrige oppositionspartier som vejrede de morgenluft efter års ørkenvandring. Oppositionsparitet MDC har gennem de seneste år reelt spillet fallit og er svækket af interne magtkampe.
Tendai Biti, en tidligere højrehånd for partilederen, erkendte ved seneste valgnederlag, at partiet manglede frihedskæmpernes troværdighed. Den har Mujuru, hvis dæknavn under krigen var ’kammerat blodsudgyder’.
Oppositionen nærmer sig imidlertid Mujuru med samme sitrende fascination som for en særligt potent giftsnog. Med sit langvarige ophold nær magtens centrum har hun opbygget den følgeskare, også i de væbnede styrker, der kan blive tungen på vægtskålen, så Mugabe falder.
Men netop fordi hun i samfulde år siden selvstændigheden til sin fyring var medlem af Mugabes inderkreds, har hun deltaget på lige fod med resten af partitoppen i den korruption, magtmisbrug og vold, der har kendetegnet styret.
Længe har de diskuteret dannelsen af en fælles front mod gammelfar. Men tør de tage chancen med hende? Risikerer de besudling af deres ry som alternative? Og planter hun på et tidspunkt hugtænderne i deres ryg som tak for hjælpen?
MDC-leder Tsvangirai afviste forleden et samarbejde; det ville være som at acceptere Mugabes parti Zanu ’ad bagdøren’. Men Information har erfaret fra kilder i hans parti, at der er lagt følere ud til hende om en fælles platform ved det næste valg, i 2018.
Når krybben er tom
Mugabe har styret landet siden selvstændigheden i 1980 og lovede for nylig at blive siddende ’evigt’, i hvert fald »til Gud kalder«. Hans magt har hvilet på en machiavellistisk evne til at spille eventuelle afløsere ud mod hinanden.
Mens økonomien de seneste år er skrumpet, og hans alder mærkes, er de interne kampe i partiet gået fra vilde til vildere, og dets evne til at regere er reelt lammet, mens alle kæmper mod alle for at stå forrest, når han endelig falder.
Som et led i dette lancerede Mugabe i 2014 sin energiske, yngre kone, Grace, som seneste våben. Det var Graces rejekællingekampagne mod Mujuru (»vi vil efterlade dig så ydmyget og nøgen, at ikke engang hunde vil nærme sig din stinkende krop«), der blev ouverturen til hendes fald.
Gennem det seneste halvår har den anden sandsynlige efterfølger, vicepræsident Emmerson Mnangagwa, følt skidtspanden: »med hjælp af heksedoktorer forbereder han at myrde præsidenten«. I en hvirvelvind af højtprofilerede møder har Grace turneret landet, og for hver gang har partiets fraktionskampe steget endnu en sitrende grad opad på feberskalaen.
Ifølge læk fra hærens inderkreds er man så bekymret for landets udvikling under den aldrende præsident, at hæren har beordret Graces kampagne standset. I Zimbabwe, som i de øvrige lande i det sydlige Afrika, der styres af tidligere befrielsesbevægelser, er partiet og hæren ganske vist ét – men det er de sidste, der har geværerne.
Gennem årtier har præsidenten kunnet manipulere og fuske, true og tæve. Men økonomiens jernlove er langsomt ved at sætte sine ubønhørlige krav igennem. Lige så afgørende er hæren, som er delt nogenlunde ligeligt i dem, som historisk skylder deres position til Mnangagwa eller Joice Mujurus afdøde mand.
Gennem det seneste år har Mugabe skubbet først den ene gruppe, så den anden gruppe fra sig. Den gamle politiske gambler er fortsat ved magten, men har spillet så mange trumfer, at hånden er ved at være tom. Når det samme sker for kassebeholdningen, er det slut.
»Vi glæder os til det økonomiske sammenbrud,« slutter stemmen i telefonen fra Zimbabwe. »Det bliver slemt, men det bliver godt.«
Han giver regimet et halvt år.
Peter Tygesen er journalist og forfatter og Afrika-ekspert
