Læsetid: 3 min.

Ingen EU-reaktion på Erdogans lukning af Tyrkiets største avis

EU’s interesser i et stop for flygtningestrømmen overlader kritik af Tyrkiets gentagne overgreb på pressefriheden til Washington
7. marts 2016

Det måtte komme, spørgsmålet var kun hvornår. Svaret kom fredag, da en Istanbul-domstol udpegede tre kuratorer, der lørdag overtog kontrollen med Tyrkiets største dagblad, Zaman, nyhedsbureauet Cihan og Today’s Zaman, der udgives på engelsk.

Et stort politiopbud med tåregas og vandkanoner blev indsat mod demonstranter, der lørdag samlede sig foran Zaman-hovedkvarteret i Istanbul, ligesom redaktører og journalister blev smidt ud af bygningen. Stående i skyer af tåregas kaldte avisens chefredaktør, Abdülhamit Bilici, overgrebet for »en sort plet på Tyrkiets historie«.

Det tør siges. Formelt beskytter den tyrkiske forfatning pressefriheden, men det har ikke hindret Tyrkiets faktiske enehersker, præsident Recep Tayyip Erdogan fra partiet AKP, i at bruge domstolsmekanismen, der oprindelig var tænkt som akut støtte til økonomisk truede medier, til at tæmme og lukke regeringskritiske medier, hvoraf Zaman er det seneste eksempel.

I oktober blev to aviser og to tv-stationer sat under administration, anklaget for at støtte terrorisme, og i sidste uge blev tv-stationen IMC lukket ned på satellitten Türksat med tilsvarende beskyldninger. Medierne sættes under administration på kriminelle anklager for at undgå formel krænkelse af forfatningen, men resultatet er det samme. De to aviser og to tv-stationer, der blev overtaget efter en domstolskendelse i oktober, er gået fallit og lukket.

Zaman (Tiden, red.) med et dagligt oplag på 650.000 udgives af et medieselskab med tilknytning til den i USA eksilerede islam-prædikant, Fethullah Gülen. Den har længe været i Erdogans sigtekorn, og for to år siden blev avisens chefredaktør kortvarigt fængslet. Zaman var stort set den eneste af Tyrkiets store aviser med en konsekvent regeringskritisk linje, der begyndte med dækningen af et enormt korruptionskompleks i 2013, der rakte ind i Erdogans familie og inderkreds og medførte fire ministres afgang.

Andre kritiske aviser, bl.a. Tyrkiets ældste dagblad, Cumhurriyet, har været under hårdt pres med nylig fængsling af to redaktører. De blev løsladt for to uger siden ved en kendelse i den tyrkiske forfatningsdomstol, hvorefter Erdogan har erklæret, at han ikke »respekterer og mener sig forpligtet af forfatningsdomstolen«, hvorfor de to redaktører bør fængsles igen af en anden retsinstans.

De fleste AKP-kritikere anklages for at være i ledtog med enten det forbudte kurdiske separatistparti PKK og/eller Gülen-bevægelsen, der beskyldes for at være »en parallel statsstruktur, der pønser på at vælte den lovligt valgte regering«.

Tidligere allieret

Gülen-bevægelsen, der kendes af sine tilhængere som Hizmet (tjenende, red.) og kan minde om en mere militant udgave af KFUM eller Indre Mission, ligger på en vis måde, som den har redt. I midten af 00’erne var bevægelsen med nøglepositioner i politi, anklagemyndighed og domstole tæt allieret med Erdogans AKP i en brutal udrensning af officerer, bureaukrater, intellektuelle og mediefolk, der blev intimideret, fyret eller slet og ret fængslet på opdigtede terror- og kupanklager.

Da politi og anklagemyndighed begyndte at grave i den omfattende korruption, der havde ledetråde helt op til Erdogans inderkreds og familie, blev AKP’s politiske stalinorgel vendt mod Fethullah Gülen, der blev beskyldt for at infiltrere statsapparatet med henblik på et kup.

Dommere, anklagere og politichefer med tilknytning til bevægelsen blev fyret i bundter eller forflyttet til fjerne provinser og erstattet med AKP-loyalister, ligesom Erdogan indledte en kampagne mod medier, der ikke skamroste ham pr. automatik. De bliver sat ’under administration’ af loyale kuratorer.

I går udkom Zaman således med et billede af en smilende præsident på forsiden parret med overskriften til en artikel, der lovpriste AKP-regeringens planer om en ny bro over Bosporus.

Det siger sig selv, at Erdogans diktator-regimente har vakt bekymring i udlandet. Efter besættelsen af Zaman-aviserne var menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch ude med protester, ligesom en talsmand for Det Hvide Hus kaldte overgrebet »foruroligende«.

Derimod er EU og de europæiske regeringer, trods opfordring fra de europæiske journalisters forbund, EFJ, til at reagere mod overgrebet, helt stille. Tavsheden kan skyldes, at EU’s stats- og regeringschefer i dag, mødes med den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, i Bruxelles. Øverst på dagsordenen er EU’s ønske om Tyrkiets medvirken til at stoppe strømmen af flygtninge til Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Kurt Nielsen
Olaf Tehrani, Robert Ørsted-Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er i høj grad beskæmmende, at EU-ministerrådet - altså landenes regeringsledere ikke har nogen holdning omkring Tyrkiets forsat mere politistats- og diktator-metoder. Vi taler altså her om et EU-kandidatland, som man har lovet hurtig sagsbehandling, blot Tyrkiet vil tage imod flygtninge fra Syrien.

Flemming S. Andersen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

"Tavsheden kan skyldes, at EU’s stats- og regeringschefer i dag, mødes med den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, i Bruxelles."

Bestemt ikke noget dårligt gæt.

Fremskynde forhandlinger?
Hvor lang tid tager det at oversætte "nej" til tyrkisk?

Flemming S. Andersen, Kurt Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Hvorfor løser EU ikke selv problemet med de mange indvandrere/flygtninge ? Stop Schengen. Der er en simpel løsning for en gangs skyld.

Hvis Tyrkiet tager vores indvandrere/flygtninge i bytte for Tyrkisk fri indrejse i EU, slukker vi bare branden og starter en ny.

Robert Ørsted-Jensen

Det er uanstændigt at samtlige EU lande ikke står sammen i en afvisning, samlet har vi en masse muskler og kan sætte hårdt mod hårdt. Det samme gælder når enkelte EU lande trækker i udemokratisk, racistisk eller homo- eller fremmedhads retning. EU bør forsvare vore rettigheder - og i yderste konsekvens udelukke lande der ikke opfører sig ordentligt når det gælder frihedsrettighederne og mellemmenneskelig respekt

Flemming S. Andersen

Robert Ørsted-Jensen

Hvor af man kan lære, at også i dette helt åbenlyst klare tilfælde, hvor EU kunne gøre en forskel, duer konstruktionen ikke til noget fornuftigt.

At man i det hele taget laver hundehandler med en karl som Erdogan, i stedet for at klare egne flygtningeproblemer siger alt om magtesløsheden og håbløsheden.
EU er en kræmmerbutik hvor billighed og effektivitet hyldes som principper i alle sammenhænge, og har derfor heller ingen reel politik man kan følge.

Henrik Plaschke

Lasse Ellegaard, Torben Lindegaard

"Tavsheden kan skyldes, at EU’s stats- og regeringschefer i dag, mødes med den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu, i Bruxelles."
Bestemt ikke noget dårligt gæt.

Nej, det er sikkert ikke et dårligt gæt. Lige bortset fra at Ahmet Davutoğlu mig bekendt trådte tilbage som Tyrkiets premierminister sidste år. Han har siden hen været bemærkelsesværdig tavs og støtter formodentlig ikke længere Erdoğan.

Tyrkiets nuværende premierminister er Binali Yıldırım.

Robert Ørsted-Jensen

Meget enkelt Flemming. - EU bør styrkes med en EU hær, udenrigspolitisk magt via forsvars- og udenrigsministere udpeget af parlamentet. Her er netop igen et eksempel på at der er virkeligt er noget at vinde ved at styrke EU og dermed lægge låg på nationalegoistisk enegang. Et andet eksempel er mellemøsten EU ville aldrig have støttet invasionen i Irak (fuldkommen utænkeligt) og vi ville give USA og Israel et kvalitativt modspil med helt andre holdninger. Juhudlavienskrigen ville heller aldrig have fundet sted sådan kunne bi blive ved og ved.

Robert Ørsted-Jensen

På topppen af kransekagen har vi så også yderligere en garanti mod ønsker om nye grænseændringer og lignende nationalistisk sindssyge der potentielt kan føre til militære konfrontationer i Europa. Selv her på strengene har der været nationalistiske Hald Inger der ønsker en sydligere grænsedragning. Nationalisme er sgu en form for sindssyge.

Robert Ørsted-Jensen

Du behøvede som bekendt ikke at gå ind for borgerkrigen i Jugoslavien - men lidt raslen med sablen fra et fælles EU forsvar ville have sparet titusinder sf menneskeliv.