Knyttet til Junglen

Rundt om i Europa fører lukkede grænser til ophobninger af flygtninge, der som konsekvens bygger semipermanente barakbyer. Junglen i Calais har over det seneste år vokset sig så stor, at de franske myndigheder i denne uge er begyndt at fjerne dele af lejren af humanitære årsager. Men flygtningene nægter at flytte
Mens de fleste er optaget af at se på de franske myndigheders rydning af Junglen, har 10-årige Daniel fra Irak fået øje på et par gasflasker. Han foreslår sin far, Naser, at de tager dem med sig, men Naser mener, at der er nogle andre som ejer dem

Mens de fleste er optaget af at se på de franske myndigheders rydning af Junglen, har 10-årige Daniel fra Irak fået øje på et par gasflasker. Han foreslår sin far, Naser, at de tager dem med sig, men Naser mener, at der er nogle andre som ejer dem

5. marts 2016

»Vores ven kom til Storbritannien i dag!« Carlos, en ung kuwaitisk mand i 20’erne og hans 17-årige kammerat Sammi, ler og gentager sætningen igen og igen.

Hver eneste dag går de sammen med vennen Yosef fra deres lille træskur i barakbyen ’Junglen’ i Calais ned til færgelejet et par kilometer nede ad vejen. Her forsøger de på samme måde som de anslåede 3.500 andre indbyggere i lejren at hoppe ombord på lastbiler, der efterfølgende – uvidende om deres ekstra last – transporterer dem over Den Engelske Kanal til drømmedestinationen Storbritannien.

Men kun få kommer gennem nåleøjet hver uge, erkender lejrens indbyggere. Især på det seneste har det franske politi voldsomt øget sin tilstedeværelse i området, og der er langt flere tjek af lastbilerne ved både færgen og Eurostar-tunnelen på den anden side af byen.

At Carlos og Sammis ven er blandt de få heldige, har tydeligvis givet dem fornyet håb om, at det kunne blive dem næste gang.

»Jeg vil til Storbritannien, fordi jeg har familie der. To brødre og en søster,« fortæller Carlos, der er rejst til Europa, fordi han som beduin ikke har nogen rettigheder i Kuwait.

»Der er intet arbejde, jeg har ikke har ret til pas, skolegang eller sundhed – ingenting,« tilføjer han på gebrokken engelsk.

Det er for mange i lejren ikke beherskelsen af det engelske sprog, der er hovedårsagen til, at de har valgt at søge lykken i Storbritannien frem for at blive og ansøge om asyl i Frankrig. I stedet er personlige relationer den oftest nævnte årsag til, at alle disse unge mænd – for her er stort set kun mænd mellem 18 og 35 år – vil til England.

Hashi kom til Junglen for tre måneder siden sammen med en gruppe venner fra Kuwait. De er alle beduiner og har derfor ikke ret til uddannelse, lægehjælp og andre rettigheder i hjemlandet. I dag lykkedes det en af deres venner at komme illegalt til England, og det har givet fornyet håb i det kuwaitiske skur.

Ulrik Hasemann

Det gælder også 25-årige Abdul fra Jalalabad i Afghanistan, hvis skur ligger som det sidste ud mod et åbent område fyldt med ildelugtende skrald.

»Jeg har en kammerat i Storbritannien, som har arbejde,« fortæller den unge mand på klingende norsk.

Han flygtede i 2009 på grund af »problemer med Taleban« og opholdt sig fem år i Norge, der imidlertid ikke tildelte ham asyl. Inden de nåede at sende ham retur, rejste han imidlertid til Italien, men her fandt han hverken job eller hjælp fra myndighederne. Håbet om en fremtid i England har ført ham til Junglen, hvor han nu har boet i seks måneder, uden at det er lykkedes ham at komme over kanalen.

»Hver aften kl. 18 går vi ud i små grupper og prøver at hoppe på lastbilerne. Vi prøver at aflure, om chaufførerne skriver ’UK’ på deres papirer, for nogle gange er jeg endt i Paris eller i Belgien. Så er jeg i store problemer,« klukker Abdul, der sidder og varmer sig ved et ildsted i et lille åbent træskur.

Ulrik Hasemann

»Det er nogle gange lykkedes mig at komme om bord på en lastbil til Storbritannien, men så er jeg blevet opdaget ved færgen, fordi de nu kontrollerer meget mere,« fortæller han og trækker halstørklædet godt op om ansigtet – måske på grund af kulden; måske på grund af stanken fra lossepladsen ved siden af det midlertidige hjem.

Humanitær krise

Overalt i de små smøger mellem hytterne ligger der tomme dåser og flasker, tabte sko og huer, madrester og mælkekartoner. Regnvandet har flere steder dannet søer, hvor skrald flyder rundt, og hvis boblende overflader vidner om, at de bruges som toiletter. Buskene i lejrens udkant har en dobbeltfunktion som tørrestativ og WC.

De franske myndigheder har opstillet festivaltoiletter inde i lejren, og der er områder med aflange vaske, hvor flygtningene trods den bidende kulde vasker sig. Imidlertid opfylder sanitetsforholdene slet ikke behovet.

Flere gange om dagen opstår der brand i Junglen. Det tvinger politiet ind for at beskytte brandfolkene, og ofte bliver de mødt af stenkastende beboere. Politet har været masivt tilstede hele ugen, mens rydningen af lejeren har stået på, og det er også kommet til flere sammenstød med Junglens beboere. 

Ulrik Hasemann

Det er netop for at forhindre en egentlig humanitær krise, at de franske myndigheder i denne uge er begyndt at jævne sydsiden af lejren med jorden. Beboerne har fået valget mellem at flytte ind i en containerlejr ved siden af Junglen eller at blive flyttet til lejre andre steder i Frankrig, hvor de også opfordres til at søge asyl. Efter de to første dages nedrivning havde kun 72 ud af de 3.500 beboere takket ja til genhusning, ifølge The Guardian.

For at flytte ind i de langt sundere containere skal flygtningene nemlig afgive deres håndaftryk, og det nægter de af frygt for, at de derved tvinges til at søge asyl i Frankrig.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, når de rydder dette område. Jeg vil ikke flytte i containerne, for de vil tage mine fingeraftryk, og jeg vil ikke blive her,« fortæller afghanske Sadat, der ligeledes taler norsk efter fem år i landet.

I udkanten af Junglen løber rotter rundt mellem affald og afføring.

Ulrik Hasemann

Også han fik i sidste ende afslag på asyl og blev sendt retur til Afghanistan. Men der var stadig uroligheder på hans hjemegn, så igen i 2015 tog han turen gennem Iran, Tyrkiet til Italien og siden Frankrig mod slutdestinationen England.

»Jeg prøver på at finde mig et liv,« fortæller han fra en bænk i en af lejrens restauranter, hvor der foruden varm te sælges velduftende mellemøstlige kebab og krydrede grøntsagsretter.

Her er varmere end i Sadats lille butik ved siden af, hvor grøntsager og konserves indkøbt i de store franske supermarkeder sælges for en lille profit.

Men om få dage vil også denne del af Junglens infrastruktur være væk, og han vil miste ikke kun sit midlertidige hjem, men også sin forretning.

»Jeg har bare brug for et arbejde, så jeg kan leve som alle andre mennesker,« siger Sadat, der dog ikke har nogen plan B.

»Vi får se,« siger han. »Jeg vil bare ikke blive i Frankrig.«

I et afghansk skur spiser seks venner aftensmad sammen. Om natten sover de også alle i rummet sammen. Efter maden har de forskellige gøremål, et par skal dyrke sport, mens andre skal hjælpe med at flytte en vens seng, som består af to sammenbundne Europa-paller. 

Ulrik Hasemann

 

Ulrik Hasemann

Miniverden

Generelt går sætningen: »France bad, England good« igen og igen. Men ofte kan beboerne ikke forklare præcis, hvorfor England er så godt et land, mens Frankrig er så dårligt. Det føles som om, at der er opstået en konsensus i lejren om, at sådan er det bare. En konsensus som giver beboerne en grund til at blive, for konkret er sandsynligheden for, at de rent faktisk kommer over Den Engelske Kanal, forsvindende lille – og det ved de.

Et kort ved lejrens informationstavle giver måske en forklaring på, hvorfor de trods forholdene vælger at blive. Kortet viser, at lejren er inddelt i små områder: Sudan, Syrien, Eritrea, Afghanistan, Etiopien, Pakistan, Irak ligger som brikker i et puslespil mellem hinanden.

»Jeg taler kun afghansk,« begrunder Abdul sit valg at bo sammen med andre fra hjemlandet.

Selv om mange er kommet alene til Junglen og også planlægger at fortsætte rejsen herfra alene, så holder de sammen med deres landsmænd, mens de er her. De bor tre-fire sammen i hvert skur, og de går ud i små grupper, når de forsøger at hoppe på lastbilerne. Opdelingen er dog ikke problemløs.

»Lige nu er der problemer mellem sudanerne og afghanerne,« fortæller Carlos.

Selvom det er midt på dagen sover 15-årige Navid. Han forsøgte sidste nat at snige sig ombord på en lastbil med kurs mod England, men opgav efter at have fået perberspray i øjnene af politiet. Ved siden af ham sover 16-årige Joan, som også forsøgte sig i nat uden held. På den anden side ligger Navids bamse, som han købte for 12 euro i lejren. Han er for træt til at tænke på lastbiler i aften, men i morgen vil han forsøge igen.

Tidligere på ugen blev et slagsmål, hvor der blev trukket kniv, fanget på kamera af en fotograf. Mange irakiske kurdere har tilsyneladende valgt at flytte fra Junglen til en lejr ved Dunkirk, fordi de ikke følte sig sikre.

Den måde, beboerne taler om hinanden på, vidner også om, at de nok er i samme båd, men at der ikke desto mindre er en opdeling i ’dem og os’.

»Vi forsøger ikke at hoppe på lastbilerne ligesom alle de andre. Vi betaler penge til en smugler, som sørger for at få os over,« siger 38-årige Amir fra Iran, der dog beklager, at prisen er steget voldsomt til nu 9.000 engelske pund.

Han er blevet brændt af en gang og har nu tilbragt tre måneder i lejren under helt andre forhold, end han var vant til hjemme i Iran. Her levede han et dejligt middelklasseliv med sin ph.d-uddannede kone og havde et godt job som ingeniør på en fabrik, hvis hovedkontor ligger Norwich, England.

Men efter at Amir konverterede til kristendom, blev han udsat for trusler på livet.

»Vi er ikke økonomiske flygtninge. Vi kom kun, fordi vi fik problemer, efter at vi konverterede,« fortæller han med henvisning til sin iranske ven, den 45-årige Naser som er her med sin 10-årige søn Daniel.

Amirs drøm er at komme til England og få job på hovedkontoret i Norwich, men det er svært at tro på, at drømme kan gå i opfyldelse, når gravkøer i baggrunden – beskyttet af en ring af politifolk – så let som ingenting vælter de spinkle træstrukturer, der har udgjort hans og andres liv i månedsvis, og skovler dem op i store containere.

Sammi har lånt et familiemedlems telefon og fornøjer sig med at fotografere, mens der bliver lavet aftensmad ved et af bålene i den afghanske del af Junglen. De fyrer delvis med plasitk, og stanken herfra blander sig med de svitsede løg

Munden syet sammen

Nogle af barakbyens beboere er da også dybt frustrerede og vrede på briterne, fordi de hårdnakkede holder dem ude.

En tavs gruppe mænd – flere af dem med sammensyede munde – går langsom frem mod rækken af politifolk og poserer med store skilte for gruppen af journalister og fotografer.

»Vi forlod vores land og kom her for at finde vores menneskerettigheder, men vi fandt ingen,« står der på et papskilt.

På et andet meddeler gruppen, at den vil indlede en sultestrejke med mindre Frankrig stopper den »tvungne udsættelse« af beboerne. Gruppen kræver desuden at »alle grænser åbnes«.

25-årige Kariet fra Etiopien, hvis træskur står ca. 10 rækker væk fra frontlinjen, er vred over, at den britiske regering ikke i det mindste lader de mest sårbare komme ind.

»Her er masser af børn; der er gravide kvinder, men de tager ingen,« siger han.

En gruppe afghanske venner morer sig med at hoppe over en vandpyt, mens de venter på at deres tevand kommer i kog. 

Ulrik Hasemann

Ifølge NGO’er i lejren bor her omkring 300 mindreårige, som er rejst hertil alene. Kun ganske få er blevet familiesammenført med pårørende i Storbritannien, mens de øvrige – såsom 15-årige Navid og 16-årige Joad fra Afghanistan – på linje med de voksne mænd hver nat forsøger at snige sig selv ombord på en lastbil. Alle har samme drøm.

»Vi er mennesker, og hvis de anser os for at være mennesker, så bør de give os et hjem,« siger Kariet, der ønsker at slutte sig til sin bror i Storbritannien og fortsætte sine studier i kemi.

»Dette er en jungle og en jungle er ikke for mennesker; en jungle er for vilde dyr.«

Han ved ikke, hvad han vil gøre, når hans skur om lidt er væk.

Han kan ikke rejse hjem til Etiopien, hvor han frygter for sin sikkerhed, og han ønsker ikke at blive i Frankrig, hvor han mener, at der allerede er så »mange migranter, at det er svært at finde uddannelse eller arbejde«.

»Der er ingen løsning for mig. Jeg må bare blive her, indtil det lykkes mig at komme over.«

Mellem Junglen og den indhegnede motorvej, som fører ned til færgelejet i Calais, er et bart stykke jord. En form for ingenmandsland, hvor politiet nemt kan overvåge, om nogen forlader området. Her spiller beboerne hver aften volleyball og cricket. 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for S. Jespersen

Der er muligvis noget jeg ikke forstår, men hvorfor tillader de franske myndigheder at flygtningene/migranterne har skabt og bebor lejren? Jeg går ud fra at de befinder sig ulovligt i landet og ikke ønsker at søge asyl?

anbefalede denne kommentar