Baggrund
Læsetid: 6 min.

Krigen i Libyen er allerede begyndt

Officielt venter de vestlige lande med at sende tropper til Libyen, indtil en ny regering i Tripoli beder dem om det. Men reelt er Vesten allerede impliceret i en ny krig mod Islamisk Stat, hævder en ekspert i libyske forhold
Ødelagte bygninger i Derna i Libyen, hvor egyptiske fly bombede IS-stillinger i midten af februar. Libyerne bliver dog nødt til selv at finde sammen om at bekæmpe IS, mener ekspert.

Jawhar Ali

Udland
14. marts 2016

Der er ingen, der har lyst til igen at gå i krig i Libyen efter den FN-sanktionerede indsats for at vælte Muammar Gaddafis regime under Det Arabiske Forår i 2011. Heller ingen har dog lyst til at se Islamisk Stat (IS) ekspandere i ly af den borgerkrig, der har præget det nordafrikanske land lige siden. I magasinet The Atlantic beskylder USA’s præsident, Barack Obama, de europæiske lande, som deltog i operationen mod Gaddafi, for efterfølgende at have svigtet libyerne:

»Når jeg ser tilbage og spørger mig selv, hvad der gik galt, er der plads til kritik,« siger Obama, »for jeg troede, at europæerne ville være mere engagerede i opfølgningen, fordi Libyen ligger så tæt på.«

Præsidenten betegner ifølge The Atlantic situationen som et »shit show«. Fire år efter opstanden er Libyen splittet mellem mange forskellige grupperinger. Det internationalt anerkendte parlament, som blev valgt i juni 2014, har søgt tilflugt i den østlige havneby Tobruk, efter at en koalition af islamister og lokale militser har sat sig på hovedstaden Tripoli. Samtidig dominerer IS – eller grupperinger, som forsøger at akkreditere sig ved at bruge det globale jihadist-brand – omkring Gaddafis fødeby Sirte. Og Tunesien forsøger nu at lukke grænsen mod Libyen, efter at 53 mennesker forleden blev dræbt i et terrorangreb i den sydlige del af landet:

»I beskytter jer mod detonatorerne med bambusskjold,« udtaler Abdul Qadr al-Najdi, som ifølge IS’ publikationen al-Naba er blevet udnævnt til »kalifatets emir« i Libyen.

Det skønnes, at IS har omkring 5.000-6.000 soldater på libysk jord, hvor der også er træningslejre:

»Provinserne i Libyen er blevet et mål for hellige krigere og tilflugtssted for de undertrykte,« siger al-Najdi til al-Naba.

Brudt våbenembargo

Ifølge FN-resolution 2259, der blev enstemmigt vedtaget i Sikkerhedsrådet den 23. december 2015, skal internationale styrker hjælpe med at bekæmpe IS og genoprette sikkerheden i Libyen på invitation fra en national samlingsregering. Men spørgsmålet er, hvor længe USA og EU kan vente på den invitation. Mattia Toaldo, som forsker i libyske forhold ved tænketanken European Council on Foreign Relations i London, mener, at krigen mod IS i Libyen reelt allerede er begyndt – offentligheden ved det bare ikke endnu:

»Der er lige kommet en FN-rapport om brud på våbenembargoen, som klart viser, at der er specialtropper i forskellige dele af Libyen. Så det er ret indlysende, at der allerede er en krig i gang, og at den har konsekvenser for libyerne,« siger Toaldo til Information og fortsætter: »Alle væbnede grupper forsøger nu at blive akkrediteret som Libyens kurdere. De siger: ’Vi bekæmper IS, men så skal du give os våben og anerkende, at vi kontrollerer dette område.’ Så den uformelle krig skaber flere konflikter i Libyen. Det er selvfølgelig positivt, hvis de væbnede grupper finder sammen om at bekæmpe IS. Problemet er, hvis de blot bruger denne krig til at skaffe sig flere våben, som det fremgår af FN’s rapport.«

I februar bombede amerikanske fly en formodet IS-træningslejr i Sabratha mellem Tripoli og Tunesien, og sidste år var IS’ daværende leder i Libyen, Abu Nabil al-Anbari, angiveligt blandt de dræbte ved et luftangreb nær Derna:

»Vi vil fortsætte med at bruge alle redskaber til at eliminere truslen fra IS, uanset hvor den er,« udtalte Obama for nylig.

Ifølge The New York Times har det amerikanske forsvarsministerium forelagt præsidenten 30-40 bombemål i Libyen:

»Den detaljerede militære planlægning udvider Obamas muligheder, når han og hans rådgivere sammen med allierede som Storbritannien, Frankrig og Italien i de kommende måneder skal forsøge at styre en svær balancekunst: at give næring til den sårbare politiske proces med at skabe en samlingsregering i Libyen, men ikke vente så længe, at IS vokser sig for stor til at kunne besejres med en begrænset – og politisk acceptabel – militæroperation,« vurderer avisen.

Kamp om energi

Den nationale samlingsregering skal efter planen ledes af Faiez Serraj, som er i eksil i Marokko. Lørdag meddelte den FN-støttede samlingsregering, at den nu er parat til at overtage magten i Tripoli, men den mangler stadig godkendelse fra parlamentet i Tobruk. Khalifa Haftar, som var med til at skaffe Gadaffi til magten i 1969 og 42 år senere også til at vælte ham, er blevet en nøglefigur. Han modsætter sig, at islamister med forbindelse til Det Muslimske Broderskab får indflydelse. General Haftar, som sponsoreres af Abdel Fattah al-Sisis styre i Egypten, er den stærke mand i Tobruk og omegn. På det seneste har hans tropper med hjælp fra franske specialstyrker også opnået kontrol over dele af landets næststørste by, Benghasi:

»Den politiske proces er gået i stå på grund af striden om Haftar,« hævder Toaldo og fortsætter: »I Tobruk mener man, at han skal fortsætte som general under en national samlingsregering, men det er uacceptabelt for islamisterne i Tripoli. Offensiven i Benghasi og forsøget på at akkreditere sig som Libyens kurdere i kampen mod IS kan være Haftars livsforsikring.«

Libyens stridende parter

Libyens stridende parter

Siden opstanden i 2011 er Libyens olieproduktion faldet fra omkring 1,6 mio. til omkring 400.000 tønder om året. Det store og tyndtbefolkede land forbruger kun en brøkdel af energiproduktionen selv – omkring 150.000 tønder om året inden Gadaffis fald. Derfor spiller eksporten af olie og gas stadig en rolle, og kontrollen med olie- og gasfelterne er således en afgørende del af konflikten.

Længe inden IS kom til, var der hårde kampe i området mellem Sirte og Benghasi – om brøndene, men især om kontrollen med udskibningsterminalerne. Olie- og gasfelterne i den sydvestlige del af landet kontrolleres af tuareg-krigere og islamister. De har afbrudt forsyningen til Greenstream-rørledningen til Italien, der dog stadig betjenes af udvindingsfelterne i farvandet vest for Tripoli. Forleden blev to italienske gidsler fra ingeniørfirmaet Bonatti dræbt i Libyen, mens to af deres kollegaer blev løsladt.

»Hvis IS forsøger at erobre energiinfrastrukturen eller gennemfører terrorangreb mod den, styrkes argumentet om behovet for et hurtigt indgreb,« vurderer Toaldo.

Italiens rolle

Blandt de lande, der deltog i operationen mod Gadaffi, er det Italien, der har mest på spil. Libyen er en tidligere italiensk koloni og ligger blot 350 km syd for øen Lampedusa. Det statskontrollerede energiselskab ENI har store interesser i Libyen og forsøger at presse regeringen i Rom til at gøre lige så meget, som Frankrig gør for at beskytte Totals investeringer i landet, og Storbritannien for BP. Corriere della Sera, Italiens største avis, anbefaler et indgreb i Libyen:

» Når øjeblikket til en intervention kommer, må man frygte, at regeringen, ikke har forberedt offentligheden og bevidstgjort den om, hvilke farer vi vil blive udsat for, hvis Libyens skæve kurs ikke stoppes,« skrev politologen Angelo Panebianco, en af avisens lederskribenter, midt i februar.

Siden er Panebiancos forelæsninger ved universitetet i Bologna blevet overdøvet af protester, hvilket har udløst en debat om underviseres ytringsfrihed vis-a-vis studerendes ret til at protestere. Ifølge nylige meningsmålinger er 81 procent af italienerne modstandere af en ny militæraktion, som Italien imidlertid er udset til at spille en hovedrolle i:

»For os er det i orden, hvis Italien indtager rollen som leder i en international intervention mod IS i Libyen,« udtaler udenrigsministeren i islamisternes regering i Tripoli, Ali Abuzaakouk, til Corriere della Sera, men understreger, at enhver aktion skal »koordineres minutiøst« med libyerne: »Ellers vil enhver legitim kamp mod terrorismen blive forvandlet til en åbenlys krænkelse af vores nationale suverænitet.«

De amerikanske kampfly og droner bruger allerede Sigonella-basen på Sicilien som udgangspunkt for missioner i Libyen. Såvel udenrigsminister Paolo Gentiloni som forsvarsminister Roberta Pinotti har udtalt, at Italien er parat til at sende 5.000 soldater til Libyen. Men de blev forleden modsagt af ministerpræsident Matteo Renzi, der frygter, at en større militæroperation kan give bagslag i form af vigende opbakning til regeringen og øget risiko for terrorangreb i Italien. Men dermed risikerer Renzi at falde i unåde blandt de allierede, i hæren, i ENI og i den italienske industri, der frygter at skulle betale en højere pris for energi end deres franske og britiske konkurrenter.

»Der bliver lagt pres på Italien, som muligvis vil deltage mere aktivt i den uformelle krig af angst for at blive kørt ud på et sidespor,« siger Toaldo og tilføjer: »Men libyerne er nødt til selv at finde sammen om at bekæmpe IS. Hvis de vestlige lande støtter forskellige væbnede grupperinger, der således uformelt kan skabe hver sin lille republik, ender det med at ødelægge landet helt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Det er en rar gang Scheisse - forhåbentlig bliver Danmark ikke rodet ind i Libyen også.

Italienerne bomber for olieselskabet ENI
Briterne bomber for olieselskabet BP
Franskmændene bomber for olieselskabet Total
USA bomber for deres interesser i NOC
Egypten bomber for det endelige overherredømme
Danmark har bombet - men måske, igen - det kan ikke udelukkes.

Byer og infrastruktur ligger i ruiner.

Og Vestlige tv-medierne bringer jævnligt interviews med libyske kvinder, der optræder formummet i burka, som udtaler, at de er glade fordi, de er sluppet af med Gadaffis oliefinansierede pseudosocialisme...

Libyen er omdannet til et imperialistisk helvede !

Peter Jensen, Torben Skov, Per Torbensen, Dagmar Christiandottir og Torben Selch anbefalede denne kommentar

Torben Selch, formentligt er der tale om et freudiansk slips - faktisk sanktionerede FN en 'indsats', som enhver med lidt historisk og politisk viden kunne se havde til formål at omstyrte en suveræn stats leder i en FN-anerkendt nation. Misbruget af FN - eller devalueringen af samme system, når det ikke tjener monopolkapitalismens imperialistiske interesser - er både evident og forudsigeligt; sikres af den gældende verdensordens allestedsdominerende utilitarisme.