Nyhed
Læsetid: 1 min.

For lånte penge

15 år efter statsbankerotten ser Argentina ud til at have landet en aftale med sine kreditorer
Udland
5. marts 2016

Mandag i New York indgik Argentina en aftale om at betale 75 procent af sine misligholdte låneaftaler tilbage til fire store kreditorer, der har ført retssager mod den argentinske stat i 14 år. Miseren kan føres tilbage til 2001, hvor Argentina gik statsbankerot efter at have måttet opgive sin fastkurspolitik over for dollaren, og det internationale lånemarked tørrede ud. Den argentinske regering besluttede at tilbagebetale sine investorer i en selvfastsat pesokurs frem for i dollar, som gælden blev stiftet i. En del af kreditorerne accepterede det argentinske udspil, mens andre trak den argentinske stat i retten for at få det fulde beløb, skriver The Telegraph.

Ad flere omgange har staten saneret sin udestående gæld. Først i 2005, hvor det lykkedes Argentina at betale størstedelen af de 82 milliarder dollar tilbage. I 2010 blev en større portion betalt tilbage, så regeringen fik ni tiendedele af gælden ud af verden. Men en stædig gruppe investorer ført an af Eliott Management, et amerikansk holdingselskab, holdt fast i deres krav om, at de ville have hele deres udestående på 630 millioner dollar tilbage (et beløb, der ifølge Vice News i mellemtiden er steget til 2,3 milliarder som følge af udviklingen i obligationsmarkedet og dollarkursen).

I 2014 dømte en amerikansk dommer, at Argentina ikke måtte leve op til tidligere aftaler med andre kreditorer og betale dem tilbage, før de begyndte at betale samtlige kreditorer – inklusive Elliott og andre. I december fik Argentina en ny regering, og den nye præsident blev bl.a. valgt på, at han vil ende gældsspørgsmålet én gang for alle. Det var de nye politiske vinde, der mandag førte til, at Argentina indgik en aftale med Elliott og resten af kreditorerne, kunne Financial Times fortælle. Landet vil nu gå på det internationale lånemarked og optage nye lån for at betale de forfaldne tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her