Læsetid: 3 min.

Obama har ’ingen kvaler’ ved droneangreb

Præsidenten talte lige ud af posen i et interview. Han tager gerne skraldet for ikke at have været mere aggressiv over for Assad og IS
12. marts 2016

Barack Obama »har ikke haft nogen kvaler« ved de droneangreb, som har kostet et ukendt antal civile menneskeliv i forbindelse med USA’s forsøg på at slå terrorgrupper tilbage i Mellemøsten. Sådan lyder det i et nyt interview med præsidenten og hans toprådgivere.

Med skarp retorik forsvarer Obama sin strategi om at trække USA tilbage fra sin forventede rolle som den almægtige, proaktive militære globale leder.

»Hvor er det kontroversielt? Når det kommer til brugen af militær magt,« sagde Obama til The Atlantic. »Der er en drejebog i Washington, som præsidenter forventes at følge … og den foreskriver militære svar. Når USA bliver truet direkte, fungerer drejebogen. Men drejebogen kan også være en fælde,« sagde han.

Det ser ud til, at Obama gerne tager skraldet for at have nægtet at følge det udenrigspolitiske parnas’ ønske om en mere aggressiv linje over for Assad og Islamisk Stat (IS), fordi han er overbevist om, at det vil være mindre skadeligt for USA i det lange løb.

Obama tilføjede, at »hvis vi ikke havde invaderet Irak« og derfor ikke stadig var optaget både dér og i Afghanistan, »ville jeg så have overvejet at løbe yderligere risici ved at bidrage til at forme den syriske virkelighed? Jeg ved det ikke«.

Obama er imidlertid stærk tilhænger af brugen af droner mod IS, al-Qaeda og andre terroristmål, også inden for Yemen, Pakistan og dele af Afrika.

Hans administration har lovet at offentliggøre statistikkerne over antallet af dronedrab siden 2009 i løbet af de kommende uger. Ifølge kritikere er det flere tusind.

Den højtstående sikkerhedsrådgiver Ben Rhodes forklarer, at Obama skelner mellem situationer, der ser ud til at udgøre en direkte trussel mod USA, og dem, der på trods af frygtelige lokale konsekvenser ikke er det.

Om Obama sagde Rhodes:

»På trods af sine betænkeligheder ved Syrien har han ikke haft nogen kvaler ved brugen af droner.«

Samme vurdering kom fra CIA-chefen John Brennan, som sagde, at han og Obama er enige om, at med droneprogrammet er det sådan, at »somme tider bliver man nødt til at tage et liv for at redde flere andre«.

Brennan tilføjede: »Det minder om teorien om retfærdig krig. Præsidenten kræver så høj garanti som muligt for, at angrebene ikke kommer til at koste uskyldige liv. Men hvis han mener, det er nødvendigt at handle, så tøver han ikke.«

Forregnede sig med Assad

Dette kontroversielle dronesynspunkt står i skarp kontrast til Obamas beslutning i august 2013 om ikke at sætte luftbombardementer i gang mod Assad og det lager af kemiske våben, som diktatoren angiveligt var begyndt at anvende mod befolkningen i Syrien. Efter et år tidligere at have trukket, hvad han kaldte en »rød streg« over for Assad og hans brug af kemiske våben samt have krævet hans afgang, har Obama tilsyneladende ikke gjort meget for at stoppe den eskalerende krig.

Støtter siger nu, at præsidenten forregnede sig og havde troet, at Assad ville blive væltet af sine egne, på samme måde som Hosni Mubarak var blevet det i Egypten under Det Arabiske Forår. Obama er også under beskydning for at have undervurderet IS’ styrke, fordi efterretningstjenesten angiveligt havde fortalt ham, at terrorgruppen var af mindre betydning og sågar havde kaldt IS »en døgnflue«.

Obama forsvarer ikke denne fejlvurdering i interviewet med The Atlantic, men forsvarer overordnet sin tro på, at USA løber en mindre risiko ved at afvise at overinvolvere sig i Mellemøsten end ved at »hoppe i med begge ben« militært. Han mener åbenbart også, at klimaforandringer udgør en større fare end IS.

»Islamisk Stat er ikke en eksistentiel trussel mod USA. Klimaforandringer er en potentiel eksistentiel trussel mod hele verden, hvis vi ikke gør noget ved dem,« sagde han.

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Man kan da kun støtte Obama i ikke at involvere sig i flere krige i Mellemøsten.

Droneangreb??..........der er i hvert fald tale om snigmord.

Det er vel bedre end en invasion; men det stikker ikke så lidt i halsen.

Det ville selvfølgelig være at foretrække, at f. ex Jihadi-John var blevet ekstraheret, stillet for en domstol og dømt. Men det er tankespind - og hvad med risikoen for de specialstyrker, der skulle hente ham ud af Al-Raqqah??

Ernst Enevoldsen

Jeg savner demokratisering af dronevirksomhed. Hvis min iPhone bliver stjålet, og jeg kan spore den til en etageejendom i Langbortistan, bør der være mulighed for - mod et mindre gebyr - at aktivere en iDrone, så jeg har mulighed for at zappe bygningen. Men alt for sjældent bliver vi almindelige forbrugere hørt i den sag. Not.

Naar USA er i fare ...

Hvordan kan det vaere, at USA allerede den 12. september 2001 vidste at ikke alene USA's fred og sikkerhed var i fare, men hele verdens fred og sikkerhed, naar USA ikke vidste det den 10. september samme aar ?

Er det haendelserne i f.eks. Danmark og Frankirig og i 2015, der faar fantasister til at mene, at verdensfreden er i fare ?

Nej, jeg vil ikke deltage i konspirationslegene, men jeg er nysgerrig.

Min fred er i fare, naar jeg bevaeger mig rundt paa landevejene her, hvor jeg opholder mig. Her i landet koster det 9 menneskeliv og 300 alvorligt saarede HVER DAG hele aaret (statistik). Jeg kan godt sende Obama nogle bilnumre paa lokale landevejsterrorister, saa han eventuelt kunne goere lidt for freden her paa egnen ved at sende et par droner denne vej ... og skidt med eventuelle passagerene i bilerne ... ikke sandt?

Herman Hansen

...Det er altid let at tage skraldet, når man reelt ikke kan stilles til ansvar - Det er jo ikke amerikanske statsborgere, som lemlæstes og dræbes.