Læsetid: 5 min.

Det pakistanske Taleban med de mange udtryk

De pakistanske talebanere er fælles i deres ønske om et mere islamistisk Pakistan, men internt uenige om, hvem den primære fjende er. ’Derfor er de så svære at få greb om,’ siger ekspert
Pakistanere sørger omkring kisten til en af de dræbte ved søndagens terrorangreb i Lahore, hvor 74 mistede livet. Ifølge seniorforsker Mona Kanwal Sheikh har pakistansk Taleban i de seneste år bevæget sig fra kun at operere i stammeområderne til også at angribe i Pakistans storbyer.

Pakistanere sørger omkring kisten til en af de dræbte ved søndagens terrorangreb i Lahore, hvor 74 mistede livet. Ifølge seniorforsker Mona Kanwal Sheikh har pakistansk Taleban i de seneste år bevæget sig fra kun at operere i stammeområderne til også at angribe i Pakistans storbyer.

Sajjad/Xinhua

31. marts 2016

Det føles, som om den pakistanske hær er allestedsnærværende i millionbyen Lahore. Man kan ikke køre i mange minutter på vejene, før man skal gennem en af hærens checkpoints. Skal man ind på en parkeringsplads, kontrolleres bilens bund med spejle eller bombedetektorer. Og går man ind i en større butik, bliver ens taske gennemsøgt for våben og sprængstoffer.

Selv bydelenes navne lyder som noget fra en militærbase: Defence, Sector C, Block F og så videre.

Men lige lidt hjalp hærens tilstedeværelse i Lahore, da en bombe sprang i en af byens parker påskesøndag, dræbte 74 mennesker og sårede over 350 – heriblandt særligt børn og mange kristne, der fejrede helligdagen og børnenes skoleferie i parken.

Kort tid efter tog en fraktion af pakistansk Taleban ved navn Jamaat Ul-Ahrar ansvaret for angrebet, som er ét i rækken af mange i de seneste år begået af de pakistanske talebanere. Som for eksempel i december 2014, da de massakrerede en skole i byen Peshawar i det nordlige Pakistan og myrdede 145 mennesker – heriblandt 132 børn.

Eller som i 2012, hvor de skød den dengang 14-årige Malala Yousafazi, der overlevede og to år senere modtog Nobels fredspris.

For de fleste læsere vil navnet Taleban føre tankerne hen på afghansk Taleban. Men Mona Kanwal Sheikh, der er seniorforsker hos DIIS med hovedekspertise i militante bevægelser i Pakistan, forklarer, at pakistansk Taleban har sin egen identitet og udkæmper andre kampe end sin afghanske navnebror.

»Men selv inden for pakistansk Taleban er der uenighed om, hvad det egentlige mål er,« siger hun.

En paraplybevægelse

Pakistansk Taleban opstod i 2007 som en slags solidaritetserklæring med afghansk Taleban, men med sin egen agenda, som primært var rettet mod Pakistan og den pakistanske hær. I talebanernes optik invaderede hæren stammeområderne i Pakistan for at komme al-Qaeda til livs – stammeområder, der indtil da havde været autonome og med en relativt høj grad af selvstyre.

Med tiden – og i takt med at pakistansk Taleban er blevet mere populære – har deres narrativ dog ændret sig en smule, fortæller Mona Kanwal Sheikh. Pakistansk politik har altid været splittet mellem den fløj, der mente, at Pakistan skulle være en stat for muslimer, og den fløj, der ønskede Pakistan som en decideret islamisk stat. Pakistansk Taleban har, forklarer hun, forsøgt at monopolisere sidstnævnte agenda.

»Og de vil gerne bruge vold for at opnå deres mål,« siger seniorforskeren.

Det er dog ikke helt så enkelt at tale om pakistansk Taleban som en samlet bevægelse. Der er nemlig tale om en paraplybevægelse, der dækker over en masse mindre bevægelser, organisationer og enkeltpersoner, der er uenige om, hvordan målet skal nås.

»Pakistansk Taleban er meget komplekst. Et analyseinstitut i den pakistanske hovedstad Islamabad mener, at der er op imod 200 fraktioner i pakistansk Taleban i dag. Nogle af dem består kun af 5-10 mennesker, men i det samlede billede er de mange, og det er svært at se, hvem der er loyal over for hvem, og hvor forskellene er. Derfor er de så svære at bekæmpe,« siger hun.

Læs også: Udbrydergruppe fra pakistansk Taleban bag terroraktion i Lahore

Denne splittelse, fortæller Mona Kanwal Sheikh, opstod allerede i bevægelsens begyndelse, hvor nogle dele fandt det legitimt at rette sine skyts mod den pakistanske hær, politikere og altså medmuslimer, mens andre så Vesten som den virkelige fjende.

En anden splittelse gik og går stadig på, om man vil samarbejde med al-Qaeda og ligesom dem angribe civile.

Sidst har der også været splittelse angående, hvorvidt man skulle forhandle med den pakistanske regering samt om, hvem der skulle lede pakistansk Taleban.

Ifølge Mona Kanwal Sheikh gør de mange fraktioner og forskellige dynamikker inden for bevægelsen det vanskeligt at få greb om den og få en samlet terrorbekæmpelsesstrategi op at køre i Pakistan.

»Vi kan forstå, at bomben i Lahore var et udtryk for sekterisk vold. Den var rettet mod kristne i Pakistan. Men man vil finde fraktioner i Talebans rækker, der ikke vil have det som deres primære formål, men som ser det som vigtigere at kæmpe mod den pakistanske hær, mens en tredje grupper ser Vesten som fjende nummer ét,« siger hun.

Dog understreger hun, at det er fælles for alle under pakistansk Talebans faner, at de har en særlig juridisk forståelse af islam og ønsker sharialovgivning indført i Pakistan.

Selvtægt

Ikke langt fra den park, hvor en bombe påskesøndag dræbte 74 mennesker og sårede 350, ligger Lahores tidligere Red Light District, Heera Mandi.

De gamle gader, som snor sig gennem byens hjerte og ligger i skyggen af byens gamle moské, plejede at sprudle af liv, bordeller og ’dansepiger’ – et fænomen, der har været en del af den kulturelle scene i Lahore siden mogulerne.

Men de seneste år er kvarterets liv så småt blevet kvalt af det, journalist Rabia Mehmood i det pakistanske medie The Express Tribune kalder »wannabe Talebans«, der har truet med at bombe kvarteret og andre kulturelle knudepunkter som for eksempel teatre.

Disse grupper, skriver Mehmood, næres af det pakistanske Taleban og udøver en form for selvtægt i det pakistanske samfund, når de støder på fænomener, som de synes er moralsk forkastelige.

Ifølge Mona Kanwal Sheikh opstår der løbende nye grupper som reaktion på aktuelle begivenheder, der melder sig under Talebans faner.

»Nu er Taleban jo ikke noget, man har et medlemskort til, ligesom man har til et fitnesscenter. At være talebaner er en løs betegnelse. Men der er mange af de pakistanere, der sympatiserer med islamismen, som også sympatiserer med Taleban, selv om de aldrig officielt har kaldt sig talebanere. De er fælles om at mene, at Pakistan ikke er islamisk nok, som det ser ud lige nu,« siger Mona Kanwal Sheikh.

Og ifølge seniorforskeren kan man godt sige, at både islamismen og særligt de pakistanske talebanere de seneste år har fået et fastere greb omkring Pakistan.

»Fra det officielle Pakistans side er der et forsøg på at opretholde en fortælling om, at det går fremad, og at Pakistan bliver mere og mere sikkert. Men måler man på bomber, vold og attentater på civile, så er det gået eksplosivt i vejret efter invasionen af Afghanistan og særligt i de seneste år. Det er blevet dagligdag i Pakistan«.

Siden angrebet i søndags har den pakistanske hær anholdt 5.221 mistænkte islamister, men løsladt langt de fleste igen. 216 mistænkte sidder nu varetægtsfængslet og efterforskes yderligere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jan henrik wegener

Netop her er et eksempel på at der må være noget "diskriminationstesen" har fået galt fat i. Med "diskriminationstesen" menes her den opfattelse at løsningen på terrorproblemet ligger i "flere rettigheder" til muslimer og bekæmpelse af angivelig diskrimination. Hvis dette var tilfældet ville vel de samfund hvor man på alle måder forsøger at tagre hensyn til, ja opbygge samfundet efter, islams krav være fri for religiøs vold. Men det ser ud til at være lige præcis omvendt:For hvert krav der efterkommes er der flere nye og i samfund hvor islam dominerer alt er vreden og volden størst.
Det kan jo få en og anden til at betvivle og endda forkaste de imødekommende løsninger.