Onsdag fik et engelsk advokatfirma tilladelse til at sagsøge oliegiganten Shell ved den britiske landsret på vegne af titusinder af nigerianske fiskere og landmænd. Sagen drejer sig om olieforurening af to områder i Nigerdeltaet, hvor Shell anklages for, at årtiers olieudslip og manglende oprydning har ødelagt landbrugsjorden og mulighederne for fiskeri.
Anklagerne bygger især på en rapport fra FN’s Miljøprogram (UNEP), der blandt andet fastslår, at olieudslip i det ene område, Ogale, foregår med »alarmerende regelmæssighed«, og at beboerne omkring Ogale sandsynligvis »har levet med kronisk olieforurening gennem hele deres liv«.
UNEP-rapporten, der er fra 2011, anbefalede omfattende oprydning af flere forurenede områder i Nigerdeltaet, men Amnesty International konkluderede i en rapport fra november 2015, at Shell på trods af løfter om det modsatte ikke har fulgt anbefalingerne.
»Shell har forurenet vores land, vores vandløb og vores drikkevand i årevis. Selv da UNEP-rapporten fastslog, at noget skulle gøres med det samme, kom Shell ikke engang for at se vores område eller tale med os. Ingen lytter og ingen bekymrer sig. Vi håber, at den her sag i det mindste vil tvinge Shell til omsider at rydde op,« siger lederen af Ogale, Emere Godwin Bebe Okpabi, i en pressemeddelelse fra advokatfirmaet, der repræsenterer de to lokalsamfund.
15.000 fik kompensation
Retssagen kommer, efter at et andet nigeriansk lokalsamfund har ført en tilsvarende sag, der sidste år pressede Shell til at betale 55 millioner pund i kompensation til over 15.000 fiskere, der havde mistet deres levebrød som følge af olieforurening. Amnesty International konkluderer i deres rapport fra 2015, at flere andre områder i Nigerdeltaet lider under olieforurening og manglende oprydning, og organisationen advarer Shell om, at man må forvente flere søgsmål, hvis ikke virksomheden ændrer politik på området.
Shells nigerianske datterselskab skriver ifølge BBC, at årsagen til udslippene er »tyveri af råolie, sabotage af rørledninger og ulovligt raffinering«, mens repræsentanter fra de berørte lokalsamfund og organisationer som Friends of the Earth hævder, at selskabet ikke investerer i den rette teknologi til at forhindre udslip. En af retssagens hovedtemaer bliver derfor, om Shell kan dømmes for ikke at beskytte sine egne rørledninger godt nok mod tyveri og sabotage, som er udbredt i Nigerdeltaet, hvor en række væbnede konflikter knytter sig til netop forurening og en ulige fordeling af gevinsterne fra udvinding af naturressourcer.
Nigeria er Afrikas største olieproducent, og ifølge BBC er 10 pct.af Shells olie udvundet fra landet. Der har været boret efter olie i Nigerdeltaet siden 1950’erne, og ifølge UNEP-rapporten vil en »miljømæssig genoprettelse« af området efter en oprydning tage op til 30 år.